Evner jeg at læse medicin?

[Strava]

Hej Stud. Med’ere

Siden jeg startede på gymnasiet har jeg haft tanker om at vælge medicinstudiet, og har derfor også arbejdet hen imod det, hvilket også har resulteret i et snit som burde garantere et optag.

Efter gymnasiet valgte jeg at tage et sabatår for at få sparet nogle penge sammen, men nu hvor den 5. juli nærmer sig hastigt, sidder jeg efterhånden med en del tvivlspørgsmål omkring mit forestående valg, så jeg håber i kan besvare nogle af mine spørgsmål.

En stor bekymring er min hukommelse. Jeg føler ikke selv at jeg husker særlig godt, og jeg har tit hørt den der med at det kræver klæbehjerne at læse medicin - og i min kontakt med uddannede medicinere har jeg da også fået en fornemmelse af at de alle har en enorm paratviden indenfor deres fag.
På gymnasiet måtte jeg typisk slå formler og regler op et utal af gange, fordi de ikke rigtig sad fast.
Hvordan var jeres oplevelse da i startede med studiet? Havde i klæbehjerne inden i startede, eller voksede i med opgaven?

En anden, omend mindre, bekymring er kemien. Kemi har indtil videre overhovedet ikke tiltalt mig, men hvor stor en del udgør det af studiet? Og af jobbet?
Hvis jeg beslutter mig for at søge ind bliver det i århus, og har i en anden tråd herinde læst at man ikke får brug for sin kemi før 3. semester. Tråden var dog af ældre dato, men gælder dette stadig på AU?

Desuden synes jeg at informationen til kommende studerende på universiteterne er lidt mangelfuld mht hvordan dagligdagen ser ud som studerende, så jeg ville være meget taknemmelig hvis nogen gad beskrive hvordan en typisk uge kunne se ud. Hvor meget tid er i til undervisning? Hvor meget læser i derhjemme osv.? Og måske også hvilket resultat i opnår med den arbejdsindsats.

Det var vist det for denne omgang. Beklager hvis nogle af svarene allerede gemmer sig på forumet - Jeg synes jeg har søgt uden at finde det jeg leder efter.

Jeg må forresten også hellere lige sige tak for en god side. Jeg ville uden tvivl have mange, mange flere spørgsmål end dem jeg har nu, hvis ikke det var for alt den information der er at finde herinde. Så tak for det.

[thomasv]

Jeg er netop startet på 1. semester på AU.

Jeg føler overhovedet ikke, jeg har decideret klæbehjerne. Der er nogle ting, der bare sidder fast, og sådan er det. I forbindelse med medicinstudiet er det, efter min erfaring, på ingen måde et krav af have fotografisk hukommelse. Selvfølgelig skal man huske meget. Det må man altid have in mente. Dog føler jeg, de fleste er meget fortrøstningsfulde med hensyn til at lære anatomien på et år. Hvis man blot følger med, interesserer sig og læser det, der skal læses, så kan det ikke gå galt. Der er nogle, der læser adskillige timer op til hver time, men jeg føler på ingen måde, det er nødvendigt på 1. semester. Jeg føler selv, jeg har styr på langt det meste, og jeg læser tingene igennem én gang til hver time. Jeg vælger så i ny og næ at repetere gammelt stof med studiekammerater, og det hjælper selvfølgelig alt sammen.

Det er kort sagt ligesom med mange andre ting her i livet. Uanset hvilket studium, du starter på, skal du forberede dig på at lære en masse nyt og huske en masse nyt. Medicin adskiller sig måske en smule, fordi der skal læres en ny terminologi, men det er ærligt talt det mindste problem. Jeg kan sikkert ikke tale på vegne af alle medicinstuderende, men jeg tror at det kort sagt handler om at have en interesse for at lære nogle tusinde ord og at kunne se kroppen for sig.

Jeg hørte også, at kemi ville være det store problem i starten af studiet, men jeg må indrømme, at jeg endnu ikke har oplevet nogen som helst fordel af mit KemiA. Det kan selvfølgelig være, det kommer, når vi nærmer os biokemi, fysiologi etc. I anatomidelen er det virkelig begrænset. Der er nogle enkelte gange blevet nævnt vanvittige ord som “pH” og “phosphorsyre” i mikroskopisk anatomi, men mon ikke det lige er til at klare?

Angående en normal uge, så starter du studiet med to fag: Makroskopisk anatomi og Mikroskopisk anatomi.
Mikroskopisk anatomi er delt op i cytologi (cellelære) og histologi (vævslære), hvor man starter med cytologien. Dette består af ti programmer, hvor vi stifter bekendtskab med de allermest basale dele af en celle samt lærer at arbejde med et mikroskop. Fem af disse programmer er obligatoriske. Vi havde cytologi fra 8.15-10 fire gange om ugen. I histologidelen kigger man på diverse præparater fra kroppen (nerver, muskler, arterier, vener etc), hvilket vi har fra 9.15-12 tre gange om ugen. Hver undervisningsmodul startes med et oplæg om dagens emne.
Makroskopisk anatomi er ikke som sådan delt op, men man skelner dog mellem almindelig holdundervisning og dissektion.
Vi har almindelig holdundervisning tre gange om ugen á halvanden time. For tiden har mit hold det mandag fra 13.15-15, torsdag fra 12.15-15 og fredag fra 13.15-15.
Dissektion foregår i uger, hvor der dissekeres cirka tre timer hver dag i en uge.

Forelæsninger ligger spredt hist og her, og det er generelt lidt blandet. I mikro ligger der lidt forelæsninger, hvor der samles op på et emne, mens der i makro kan være en radiologiforelæsning i ny og næ, og ellers ikke så meget. Det er, efter min mening, ikke her du består eksamen, men det kan være nogle ganske interessante ting fra klinikken eller forskningsresultater, så jeg kommer da så ofte, jeg kan

Hvad angår læsning, så læser jeg vel i nærheden af en time til halvanden til hvert fag, og jeg føler, jeg har al tid i verden. Dette ændrer sig dog på 2. semester, men så er det godt, jeg stadig er på 1. ;D

Håber, du har fået lidt svar.

[Asklepios]

Strave, jeg vil mest af alt sige, jeg synes, det samlet set, læst ud fra dit indlæg, lyder til, medicin er det rigtige for dig. I dit indlæg nævner du eksempelvis ikke andre fag- eller studieretninger, du tænker på som alternativ til medicin. Tænk heller ikke så meget på den medicinske kemi på medicinstudiet - dine kommende, medicinske medstuderende er i samme båd som dig og vil ha’ lige så meget/lidt brug for hjælp og faglig støtte som dig. Der er jo både tutorer og andre, man typisk kan støtte sig op ad i den første tid, og studievejledning, medicinstuderende m.fl., der løbende i studiets løb kan give gode råd og hjælp.

For mig lyder det til, du bare skal springe ud i det. Når du nu har klaret dig godt på gymnasiet, skal du også nok klare dig fint som stud.med. Det handler ikke så meget om kemi, læsetidsmuligheder, undervisningstidens længde osv. Det handler meget mere om dig selv - hvis du virkelig brænder for faget og det er meget i dine tanker (som du jo selv siger, det gennem en årrække har været), så er spørgsmålet nok i virkeligheden ikke så meget, om det er medicin, du skal læse, men mere om du personligt selv er klar til et langt studieliv.

Derfor er mit bedste bud på dine bekymringer, at du endelig skal holde fast i medicin som dit studievalg (det er et pragtfuldt studie (læser selv på KU)). Men er ét sabbatår virkelig nok for dig? Jeg havde selv flere efter gymnasiet, før jeg følte mig gearet til studierne. Som dig ville jeg gerne læse medicin, men ville i sin tid efter gymnasiet gerne li’ “finde mig selv” først, som det så floskleret hedder, og prøve en masse andet, inden jeg startede på universitetet. Kort sagt: Hold fast i medicin, men overvej en ekstra gang, om det virkelig skal være nu, du går i gang.

[apopov]

Jeg er enig i, at det lyder som om, medicinstudiet er det rigtige for dig. Og hvis du føler dig klar nu efter ét sabbatår, så søg ind med det samme. Personligt er jeg gået direkte fra gymnasiet til uni uden pause, og det kan sagtens lade sig gøre.

apopov

[Mig]

Jeg vil stille det meget simpelt op - hvis man vil det nok skal man nok komme igennem. Alle vil få deres problemer på forskellige områder (folk med klæbehjerne er ikke nødvendigvis de perfekte medicinstuderende) - det er min oplevelse at folk i grove træk enten er gode til/interesserer sig for hvordan ting virker (fysiologi) eller hvordan de ser ud/hvad de hedder (anatomi) fordi fagene er så forskellige i deres natur. Begge grupper komme igennem. Ligeledes er kemi noget som folk ofte frygter men også meget sjældent ikke kommer igennem før eller senere.

I mine øjne er der andre ting man skal prøve at gøre sig selv klart hvis man vælger medicin. Det skal jo lige nævnes at man ikke er tvunget til 6 år fordi man starter. På dit indlæg lyder du som umiddelbart efter gymnasiet og så er det jo, medmindre man er regering, ikke en katastrofe at have prøvet kræfter med medicin et år af sit liv selvom det ikke gik.
Man skal være indstillet på til tider at arbejde hårdt og møde modgang - som vel alle andre universitetesuddannelser. Jeg har haft semestre hvor jeg har arbejdet 50-60 timer og ugen og stadig været tæt på at dumpe og jeg er dumpet eksaminer fordi det ganske enkelt er noget helt andet end hvad man før har prøvet. Det er de færreste der ikke møder disse startproblemer, men dem som kæmper videre KOMMER videre og på en eller anden måde vænner man sig til at den ind imellem skal have en skalle der gør at man må fraprioritere ting man før har taget lidt for givet. Det ligger der i øvrigt også en lektie i og når de hårde perioder er overstået kan følelsen af tilfredsstillelse sgu ikke rigtig beskrives.
Ligeledes skal du overveje om du kan se dig selv/kunne elske at være læge - men den har du sgu nok tænkt igennem

Når dette så er sagt og når jeg har pevet over de ofre som de har tilført mit liv og hvor hårdt det kan være kan jeg ikke understrege nok hvor meget jeg ikke ville kunne forestille mig at lave noget andet! Alle studier vil have kedelige/svære fag, men på medicin er der få fag som man ikke kan se pointen i og på længere sigt vil alt vi lærer potentielt være relevant for levende mennesker som man kan gøre en forskel for. Det er meningsfyldt.
Personligt har det sociale element været enormt afgørende - jeg kan kun tale for KU’s vegne på dette punkt, men generelt synes jeg der hersker en stemning af frie tøjler og fællesskab om nyde livet til fulde når man ikke læser. Er i øvrigt meget enig med de mange rigtige ting nævnt i ovenstående kommentarer.

I øvrigt har jeg aldrig snakket med en læge som ikke har elsket at gå på arbejde hver dag!

Håber det kan bruges
Mvh Jeppe, 5.sem

[anja1]

[quote=“Mig”:3lyfdvuf]I øvrigt har jeg aldrig snakket med en læge som ikke har elsket at gå på arbejde hver dag!
[/quote]
Jeg mener det er en litt vel rosenrød tilgang til lægeyrket. Det er mange lange dager med tunge avgjørelser, skeve arbeidstimer og stressende arbeid, og jeg har ihvertfall møtt en hel masse læger som ikke elsker at gå på arbeidet hver dag.

Når det er sagt vil jeg si at såfremt du her motivert for studiet vil jeg også mene man kommer gennem. Man behøver hverken fotografisk minne eller utpreget klebehjerne for at komme gennem studiet. Man blir også bedre til at terpe hen ad vejen på studiet, så hvis du er motivert for studiet vil jeg ikke latt bekymringer om at du ikke kan klare det, stoppe dig.

[system]

Lige et lille indspark fra en der bestemt heller ikke har klæbehjerne… Jeg glemmer det meste, hvis jeg ikke bruger det dagligt, og der er desværre en ret stor del af det jeg har lært, der indtil videre kun har været relevant til en seks timers skriftlig eksamen og aldrig siden. Det er ikke optimalt, og jeg er heller ikke glad for det, MEN…:

Er nu i klinik for første gang på 7. sem., og det hjælper enormt at få undervisningen hægtet op på en patient hvis blod man selv har haft på hænderne - sådan lidt billedligt talt (ingen pt. er skadet so far). Dertil kommer, at jeg 100-vis af gange har oplevet, at når noget jeg lærte for længe siden skal genopfriskes kommer det meget hurtigt frem når jeg læser om det, så det er derinde et sted!

Jeg tror ikke klæbehjerne er et must, når bare man har kunnet tingene på et tidspunkt. Så er et hurtigt opslag lige så godt. Og det man kommer til at arbejde med efter studiet kommer helt sikkert også til at sidde grundigt fast efter kort tid.

M.h.t. en typisk hverdag synes jeg det har varieret enormt!!! Måske derfor folk udenfor ikke helt kan gennemskue det

Held og lykke med hvad det bliver!

[Strava]

Tak for alle svarene - det var rart at se at i ikke kom med noget der virker afskrækkende - tvært imod.

Jeg føler mig efterhånden noget nærmere et endeligt valg.