Feedback på ansøgning?

Hej

Jeg søger, for anden gang, ind på medicin gennem kvote 2 i København og sidder og kæmper med ansøgningen. Jeg vil være meget taknemmelig, hvis I vil komme med kommentarer og feedback på hvad jeg har skrevet indtil nu.

Hilsen Katja

MOTIVERET ANSØGNING:

Jeg søger ind på medicin, fordi jeg har et brændende ønske om at studere lægevidenskab og senere arbejde inden for sundhedsvæsenet. Jeg er opmærksom på at medicin er et fag hvor der stilles høje krav til den studerendes faglige evner og selvdisciplin, men også at der samtidig er plads til personlig udvikling og vælge den vej, der passer én bedst og jeg er ikke i tvivl om min faglige kunnen, kan bære mig hele vejen igennem et krævende studie som medicin. Det har altid faldet mig let at tilegne mig ny viden og jeg klarer mig generelt godt i det meste jeg sætter mig for.
Årene efter gymnasiet, har jeg brugt på at arbejde, rejse og klargøre mig til optagelsen på Musikvidenskab i 2008. Der er langt fra musik til medicin tænker I sikkert og ja, det er der på sin hvis også, men ikke for mig. Musik har altid været en stor del af mit liv og det var den mest selvfølgelige vej for mig at gå efter gymnasiet, selvom fag som kemi, biologi og psykologi var blandt mine yndlingsfag allerede dengang. Det tog mig ikke lang tid, at indse at jeg havde valgt forkert og jeg har lige siden arbejdet målrettet på at klargøre mig til medicinstudiet. I skrivende stund læser jeg til farmaceut på andet semester for at samle mig studerelevant erfaring og derved gøre mig mere attraktiv for optagelse gennem kvote 2. Farmaceutstudiet har vist sig at være et spændende og udfordrende studie og jeg har nydt at studere og tilegne mig viden og beskæftige mig med kemi igen. Samtidig er jeg blevet endnu dygtigere til at studere og strukturere min læsning, så jeg får det fulde udbytte af både selvstudie og forelæsninger. Dette år har endnu engang styrket min overbevisning om, at jeg skal uddannes inden for den sundhedsvidenskabelige verden.
I 2007 tilbragte jeg tre måneder som frivillig på et børnehjem i Kenya, hvor alle børn havde aids og HIV tæt inde på livet. Enten var de selv syge eller også havde de mistet én eller begge forældre til sygdommen. Sammen med tre andre frivillige danskere supplerede jeg lærerstaben og underviste i blandt andet engelsk. I børnenes fritid stod vi for at aktivere børnene igennem leg og daglige pligter. Jeg startede et kor, for at give børnene en sjovere og mindre alvorlig tilgang til det engelske sprog.
Blandt de ledererfaringer jeg har gjort mig, er bl.a. mit virke i FDF Beder-Malling værd at nævne. Her var jeg leder fra jeg fyldte 16 år for ca. 20 børn i alderen 10-15 år og ca. 2 år frem. Arbejdet var frivilligt og bestod i at planlægge diverse lejrer, udflugter og aktiviteter for børnene. I min tid i FDF har jeg gennemført flere førstehjælpskurser.
Under gymnasietiden og siden jeg blev student i 2006 med kemi C-niveau (suppleret til B-niveau i 2009), fysik B-niveau, matematik A-niveau, musik A-niveau og psykologi som valgfag, haft flere forskellige deltids- og fuldtidsstillinger, som har givet mig et udstrakt kendskab til arbejdsmarkedet. Jeg har arbejdet i café- og restaurationsbranchen i snart 10 år og også her lejlighedsvis haft ansvaret for personale og den daglige funktion. De redskaber jeg tager med mig fra mine år i denne branche, er at kunne bevare overblikket i pressede situationer, lede og fordele arbejdsopgaver, håndtere ubehagelige situationer, servicere både venlige og uvenlige gæster lige professionelt, samt arbejde godt og effektivt under pres.
Gennem mit arbejde som hjemmeplejer i 2007, hvor jeg på egen hånd kørte rundt til borgere og hjalp dem med daglige pleje og mit nuværende job på et rehabiliteringscenter for ældre, hvor jeg indgår i et team på lige fod med det daglige personale, er jeg endnu engang blevet bekræftet i, at jeg ønsker at arbejde indenfor sundhedsvæsenet. Jeg kan dog mærke, at plejedelen langt fra er tilfredsstillende for mig, hvorfor jeg søger at læse til læge og ikke sygeplejerske.
Henover dette forår har jeg været så heldig, at få lov at følge en praktiserende læge på Djursland og en speciallæge på Urologisk afdeling på Herlev Sygehus. Jeg henvendte mig til dem i håbet om, at jeg ved at følge dem, kunne få en klar fornemmelse for hvad deres job og hverdag indebærer og det har været nogle meget berigende uger. På urologisk afdeling deltog jeg i alt fra møder på afdelingen og stuegang til forundersøgelser i sygehusets ambulatorium, hvorved jeg fik et meget realistisk billede af livet for en speciallæge på et sygehus. I den lille praksis på Djursland, sad jeg med dagene igennem inde hos lægen og oplevede lægens tilgang til patienterne og blev bekendt med den praktiserende læges varierende klientel og opgaver. Det har været meget interessant at besøge begge arbejdspladser, men sygehusmiljøet tiltalte mig mest og jeg kan sagtens se mig selv indgå i et lignende team engang.
Alt i alt mener jeg, at jeg med sikkerhed kan sige at medicinstudiet er det rette for mig og at jeg er gjort af det rette stof. Jeg er moden, velovervejet, empatisk og målrettet og jeg glæder mig til at starte mit liv som medicinstuderende.

Ved ikke ret meget om disse ansøgninger, men en venlig sjæl har lagt denne vejledning:

For en kvote 2-ansøgning til optagelse på Medicin vil der blive set på følgende punkter:
Motivation og studiepotentiale
Relevant erhvervsarbejde
Relevant uddannelse
Udlandsophold
Gennemsnit fra adgangsgivende eksamen
Karakterer fra relevante fag på gymnasialt niveau
Anden erfaring med generel relevans for universitetsuddannelsen
På det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, specifikt under Medicin, lægger de mest vægt på motivation og studiepotentiale, som f.eks. realistisk begrundelse for studievalg, godt kendskab til studiets indhold og muligheder, evner til at relatere egne erfaringer og kvalifikationer hertil og viden om væsentlige folkesundhedsrelaterede problemer.
Derudover lægger de også stor vægt på, at ansøger f.eks. har gennemført mindst 1. års videregående uddannelse, beslægtet med det sundhedsvidenskabelige eller samfundsvidenskabelige område. Dette kan bl.a. være tandlæge, molekylær biomedicin, biologi, farmaci, sociologi og psykologi.

Tilsyneladende synes jeg du har nogen gode ting med ift. ovenstående. Særligt at du ved hvad uddannelsen ender med. Mht. “motivation og studiepotentiale, som f.eks. realistisk begrundelse for studievalg, godt kendskab til studiets indhold og muligheder” kunne du evt. følge nogle forelæsninger i forskellige fag på studiet. De findes f.eks. i auditorierne på Herlev - eller Panum. Så kan du jo sammenholde med farma’erne… Aner ikke om det hjælper, men det er da en idé.

Held og lykke.

PB

Hej Katja,

Det første der slår mig når jeg ser din ansøgning er, at det er en stor, fed blok tekst. Det er ikke det bedste indtryk at give.

Du nævner en masse erfaringer - hvilke kompetencer har det givet dig? Hvordan kan de kompetencer du har nævnt relateres til det du ved om studiet? Du er nødt til at servere dine kompetencer til optagelsesudvalget på et sølvfad!

Hvorfor kritiserer du dit valg af musikvidenskab? Hvorfor skal det overhovedet med hvis du ikke kan knytte relevante erfaringer til det?

Flyt meget af det her op i starten. Hvorfor slutte af med det, når optagelsesudvalget kan få det at vide med det samme?

Du kan helt sikkert gøre det, du er bare nødt til at revidere din ansøgning igen og igen.

  • mvh Emil

Tak for jeres feedback! Jeg har været meget i tvivl om hvorvidt jeg skal nævne musikvidenskab eller ej, for er det overhovedet relevant? Det har jo intet med medicin at gøre, men på den anden side, ville det virke mærkeligt at undlade det.
Jeg tager jeres meget brugbare kritik til mig og skriver videre!

[quote=“Katja_seerup”:3uwcwx8w]Tak for jeres feedback! Jeg har været meget i tvivl om hvorvidt jeg skal nævne musikvidenskab eller ej, for er det overhovedet relevant? Det har jo intet med medicin at gøre, men på den anden side, ville det virke mærkeligt at undlade det.
Jeg tager jeres meget brugbare kritik til mig og skriver videre![/quote]

Medtag det kun hvis det kan være godt for din ansøgning