Jeg er ny her i gruppen og har brugt lidt tid på at snuse rundt herinde for at høre om livet som stud.med. og cand.med. Beklager på forhånd for dette lange indlæg og jeg håber at der nogen der har lyst til at læse det.
(sidenote: jeg vil lige tilføje at jeg kender personligt ingen læger og derfor har jeg fået al min viden gennem internettet, bare for heads up).
Jeg vil først starte ud med at sige, at jeg synes medicin studiet lyder meget interessant. Jeg har undersøgt bacheloren og synes at alle fag lyder spænende. Jeg har selv læst kemi A og biologi A og jeg glæder mig nærmest til at starte på studiet og have de tunge naturvidenskabelige fag på bacheloren og kandidaten hvor man så kan bruge den vide man lært. Derfor er det at jeg i høj grad ved, at studiet er helt for mig. På forhånd ved jeg allerede at der nogen der måske vil kommentere, at jeg ikke skal tænke på fremtiden så meget da jeg er ung, men jeg synes stadigvæk at uddannelses valg er super vigtigt, samtidige med hvad det ender som efter endt uddannelse, da man selvfølgelig kommer til arbejde mere end man studere.
For mig er det lidt en anden historie når det gælder arbejdet efter studiet på medicin. Ideen om at være kliniker lyder ganske fin og hvis jeg har forstået korrekt er det denne retning de fleste går. Men jeg synes bare at det også lyder lidt sådan meeh. Og grunden jeg gør dette, det vil jeg gerne forklare.
Jeg søger måske i år ind på medicin fordi jeg gerne vil gøre en forskel og hjælpe andre, men føler også der også er mange andre uddannelser der kan gøre dette. Vejen til at blive speciallæge lyder også meget kringlet og det er også noget jeg gerne vil komme ind på. Jeg kan se at jeg ikke er den eneste der har overvejelse når det gælder dette fordi når jeg f.eks. går under cand.med. trådene kan jeg se, at størstedelen af de spørgsmål der stilles handler om:
“Løn som KBU læge”
“Løn som indsæt speciallæge”
“Hvilket speciale skal jeg vælge hvis jeg vil arbejde x-antal timer”
“Fungere lægelivet sammen med familielivet”
også selvfølgelig også en hel masse andre interessante tråde, udover dette…
To af mine største ting der gør at jeg overvejer at søge en anden vej er:
At jeg kommer til at læse 6-7,5 år på universitet. Dette er ikke et problem for mig, da jeg kommer til at lære en hel masse spænende ting omkring kroppen og den del glæder jeg mig til. Men at jeg så skal hav 1 år til + 5-6 (lad os + med yderligere 1-2 år til dem holder pause f.eks.). Gennemsnitlige alderen på studiestarten er omkring de 21-22 år. Hvis jeg sætter disse tal sammen man være færdiguddannet som speciallæge i alder som 33-37 år (hvis ikke senere). Så det er mere efter uddannelse, jeg synes er lidt stramt.
Det er ingen hemmelighed at lægelønnen er ringe når man er nyuddannet. Dog har jeg forstået at den stiger med tiden - men at det er godt efter 10 år som at den først begynder at være der man tjener kassen! For mit vedkommende vil jeg være i 40’erne, hvis jeg overhovedet når til det tidspunkt…
og jeg ved godt at man ikke skal sammenligne, men på det tidspunkt har min omgangskreds allerede arbejdet i lang tid, fået børn, købt hus osv…
Men hvis jeg har forstået korrekt, så er det man under KBU + under intro og hvis man få sit ønskede hoved stilling har man virkelig skæve arbejdstider og tunge vagter. Hvis man ikke får den hovedstilling man gerne vil have, så ender det vil med at man vælger et speciale man reelt ikke ønskede? Jeg vil lige sige respekt til alle dem der læser medicin eller færdiguddannet læger at min respekt for jer er STEGET MEGET efter jeg har læst vejen til at blive læge.
Nu er jeg selv en kvinde og ønsker en gang i fremtiden at have børn og familie. Familie vil altid være en prioritet der ligger højere end mit arbejde eller studie og jeg ønsker gerne et liv, hvor jeg også har fritid. For mig er arbejde og studiet ikke er hele mit liv og hvis det nu er det bliver medicin jeg kommer til at læse, vil jeg også lave en hel masse andet ved siden af studiet som ikke er medicin relateret. Men efter at have indlæst en masse tråde som ligner denne har jeg hørt at man bliver nødt til “at være gift med dit studiet/arbejde”, men jeg ønsker ikke at miste “mig selv” og jeg vil gerne leve et normalt liv. Jeg vil virkelig ikke være en af dem, hvor deres liv 24/7 kun handler om noget der er medicinrelateret…
Jeg ønsker så derfor at høre, om jeg måske skal vælge et andet studie
i stedet for? Jeg ved ikke om jeg selv svarer på dette mens jeg skriver det, men jeg synes lægelivet (i hvert fald i starten) lyder meget ensomt og hvis jeg henviser korrekt til statistikkerne, så har studiet faktisk også har en høj selvmodsrate…
Jeg har selv set serien på DR1 omkring “jeg skuffer mine patienter…” kan ikke huske overskriften præcist , men den serie var ligesom hvad der startede mine tanker …
Generelt kan jeg ikke forstå at vilkårene, f.eks. lønnen de første par år ikke er højere da man som studerende og læge har ofret største delen af sin ungdom og fritid på at blive læge. Ja jeg er sikker på at man sammen med andre medicinstuderende kommer i gennem det, men alligevel synes jeg at det er ærgerligt at man kun omgives med andre som en. Hvis ens vennekreds og familie kun kommer lægemiljøet, føler jeg at det hurtigt kan blive drænende… Ved ikke om jeg overdriver, hvad synes i andre?
På trods af dette tror jeg alligevel, at det bliver de bedste år i mit liv at læse på universitetet fordi jeg er så interesseret i de fag man har både under bacheloren og kandidaten. Men det nytter ikke kun at kigge på uddannelsen, da det er jobbet i sidste ende at det du kommer til at arbejde som.
Jeg har læst og undersøgt medicin studiet i andre lande (USA) og der kan jeg har jeg læst frem til at mange har samme overvejelser som jeg har. Mit største grund til jeg søger ind på medicinstudiet er at jeg gerne vil være med til at gøre en forskel, men jeg føler at det kan jeg gøre på så mange andre måder og det behøver ikke at være i gennem et studie.
Lige et skift til noget helt andet, så er det at, af hvad jeg kan høre fra de fleste herinde ud fra de opslag jeg har læst, vil de fleste vil tage specialet almen medicin fordi at arbejdstiden ligger 8-16 agtigt og derfor har man mere fritid? Men er dette en fast arbejdstid eller er der ikke et krav på at man som læge skal arbejde x antal timer? Jeg har nemlig læst lidt frem til herinde, at hvis man f.eks. læser almen medicin og ender at arbejde i de private, at man så alligevel har krav på tage ekstra vagter i hospitalet? Altså man alligevel kan ende med arbejde på skæve tidspunkter og i weekender?
Jeg har et par andre studier i tankerne som arbejdsmæssigt og med fin løn der passer til mig - og som også er med til at gøre en forskel. Jeg vil bare høre fra andre som er færdig med studiet, som havde samme tanker som jeg og nu fortryder det? Jeg har ikke helt fundet nogle nye indlæg omkring dette i den seneste tid, men et par gamle fra 09’ agtigt og håber det er okay jeg laver endnu et indlæg. Jeg vil bare høre om der er nogen der har haft de samme overvejelser som jeg har… Jeg føler bare at der er mange andre måder hjælpe mennesker og gøre en forskel gennem forskellige organisationer, frivilligt arbejde osv. osv…
Skal jeg vælge en anden uddannelse?
(jeg håber det er okay jeg poster dette her, eftersom jeg allerede har gjort det på cand.med. siden, men ønsker også at høre fra folk der stadig er studerende…)
