Fra odontologi til medicin og visa versa

Hej med jer.

Er der nogen der har læst medicin/odontologi og er skiftet studieretning undervejs? i så fald kunne jeg godt tænke mig at høre jeres tanker om hvorfor, og erfaringer mht. skiftet.

Der er jo fordele og ulemper ved begge studieretninger, og i øjeblikket har jeg stirret mig så blind på begge muligheder at jeg er låst fast. Læser pt. Odontologi KU

(så trespasser lidt på Stud med. domæne, men håber folk overlever)

Uden at lyde grov og kold synes jeg måske hellere du skal tage et godt kik på din motivation for at læse hverken af medicin eller odontologi. Jeg siger det kun, fordi det for mig at se er så vidt forskellige fag trods mange fælles træk. Det er meget muligt at de to uddannelser deler og overlapper, men dit arbejde resten af livet har kun en ting til fælles, og det er at du behandler patienter.

Jeg håber du ved hvad du gør, for medicins vedkommende er det mange år at dit liv du skal være gift med dit studie - jeg gætter på det også er hårdt materiale at gå igennem på tandlægestudiet.

Den eneste grund til jeg personligt ikke for længst har sagt farvel til den, i mine øjne fuldstændig absurd sammensatte sundhedsbachelor, er fordi jeg brænder så meget for karrieren herefter.

[quote=“stofferdk”:341dkd9o]

Den eneste grund til jeg personligt ikke for længst har sagt farvel til den, i mine øjne fuldstændig absurd sammensatte sundhedsbachelor, er fordi jeg brænder så meget for karrieren herefter.[/quote]

Må jeg spørge om, hvorfor du finder bachelordelen fuldstændig absurd sammensat?

Det er en længere historie, og en dertilhørende længere diskussion. Det er i virkeligheden fordi jeg ikke bryder mig om den konservative tankegang der er om medicin-studiet. Det er som om både elever og professorer gerne vil have den forbliver som den “hårdeste” uddannelse bare for status’ skyld.

Jeg forstår godt vi skal have all-around viden for at opnå en højere forståelse for det emne vi senere specialiserer os i, og jeg kan godt se idéen i at have læger der har en meget grundig basisuddannelse med grundlag for at kunne vurdere og behandle uden for specialet - men totalt anatomi og forskningstræning er for specialiseret til mig, og spild af tid og penge.

Der er sådan set ikke nogen grund til at splitte studiet så man specialiserer sig tidligere, men snarere at skære 1 år af. Der er absolut ingen grund til, at de studerende skal lære samtlige pinlige detaljer i hele bevægeapparatets anatomi, for derefter at blive gastroenterologer. Et overordnet overblik er godt, og det kan suppleres med opslag i bog på senere tidspunkt.

Når jeg er på arbejde på hospitalet eller i klinikken (medicinske afdelinger) er der jo ikke en sjæl der tilnærmelsesvis kan hjælpe mig med anatomiforståelse. “Det har jeg lykkeligt glemt alt om for mange år siden” siger de. Hvad er pointen så?
Hvorfor ikke flytte den dybdegående anatomiforståelse med nomenklatur til specialiseringen af kirurger og evt. anæstesiologer?

Yderligere er det min opfattelse at biomedicinstudiet er for dem der primært vil forske. Det er fint nok at medicinere gør en PhD eller går i forskningsmiljø - men det kan da også være et speciale. Synes det er “absurd” så dybdegående introduktion til forskning og anatomi etc vi får, som hurtigt er glemt. Det er spild af min tid, og af samfundets penge.

En bred basisuddannelse er en god idé, men lige nu er medicin så tykt, at det meste decideret glemmes. Det kan godt være der er meget der sidder fast - men jeg ved af erfaring med mange år medicinere, at de ikke husker andet en humerus og femur og det der ligner.

Long story short, jeg forstår ikke hvorfor det er så relevant i "basis"uddannelsen. - og det er ikke fordi jeg bare er frustreret over læsemængden; jeg synes bare det er åndssvagt, at jeg personligt selv ikke rigtig kan hjælpe venner 1 år tilbage på studiet fordi jeg faktisk husker stoffet ekstremt dårligt. Det samme observerer jeg hos venner på samme årgang.

Enig med stoffer - der er meget fagsnob på studiet på bachelordelen…

Delvis enig… Der er meget “unødvendig” indlæring på bachelor-delen. For mig var det dog mest biokemien og lign. der var længst ude i hampen. Det er sjældent at citronsyrecyklus bliver den afgørende viden, når man er på arbejde i AMA.

På den anden side… Noget skal vi jo lære. Og det langt de færreste der ved hvilket speciale de ender i, så at tage anatomi ud for medicinere er måske lidt voldsomt.

Tandlæge er en speciallægeuddannelse fra start…

Ikke at det hverken er eller var specielt morsomt eller på nogen måde afslappende at gennemå det meget omfattende læseomfang på bachelordelen af medicin, men ikke desto mindre synes jeg, det er på sin plads.
Medicinstudiet er en uddannelse, der åbner talrige døre og giver uanede muligheder for karrierevalg og jobmuligheder i både Danmark og udland, hvilket netop er muligt som følge af det meget omfattende lærestofområde, man jo skal igennem.

Jeg er ikke tilhænger af skrabede, billiggjorte og effektiviserede studieretninger, hvor man har sløjfet det ene og det andet ud fra en betragtning om, at man jo kan slå det meste op i en bog sidenhen.
Jeg er helt enig i, at der er noget konservativt og fagligt hovmodigt i fastholdelsen af “hårdheden” af medicinstudiet, men jeg synes faktisk, det er på sin plads med det store og meget bredt favnende lærestofomfang, da det netop er dét, som gør uddannelsen til læge attraktiv og rig i muligheder.

Get off your high horses. First of all, there isn’t a right reason to go into medicine. We all came into the field with a fixed idea of how things work; this of course is subjected to change throughout your course of study. As long as your work hard, respect your patients and do your job right, it doesn’t really matter why you are in medicine.

Second, why study anatomy and biochem in detail? Because you need it. The medical field is ever expanding, and if you don’t have a sufficient background knowledge, it will become very difficult to keep up. As exemplified by the older doctors especially in intern medicine, whose reasoning in drug mechanism of action and physiological responses is flawed. This may sometimes be dangerous in complicated cases, such as in the case of polypharmacy. The point is not that you will remember every single detail 10 years later, but rather to be able to look it up quickly in reference books and understand the principles. Young doctors are a source of refreshed knowledge to the clinic and necessary for the maintaining the level of theoretical knowhow.

But why so much detail? Because you never know when you are going to need it. Citrate cycle, for example, is extremely important in metabolic disorders, which is not only relevant in neonatology but also internal medicine and even anesthesiology and surgery. Also, ever heard about the Carnitine transporter defect in the Farrie (spelling?) island population recently in the news? If you give them Bupivacaine as an local anesthetics, even if a minute amount was absorbed, asystole and therefore death will ensue. Why? Well, now you need your biochemistry. In short, Carnitine shuttle is vital for fat catabolism for carrying FA across the inner mitochondrial membrane. Fat is the main ATP source for cardiac and long term exercising skeletal muscle. Impaired fat metabolism => cardiac injury + scarring => membrane instability. Fatty acid, in addition, is also protective for Bupivacine induced cardiotoxicity.

Furthermore, MD’s are supposed to be able to communicate with each other. If you hardly know anatomy, how can you talk to a surgeon, a neurologist or what have you?

If you think your are learning too much, Podiatry (Foot doctor) is that way.

But why showering students with research? Because we want to produce more academic physicians. The rationale is that by providing students with flourishing researching opportunities, their curiosity will be satisfied and they will more likely to continue if not basic research, at least translation and clinical research to advance the field. However you see it, MDs are needed in medical research especially in physiology and translational research, because they possess a broader background knowledge of the human body.

And yet most students are unable to recall most knowledge obtained regarding anatomy when they move on. An introduction to anatomy is needless to say important; but the amount of data you need to learn by heart for the anatomy exam is ridiculous at best. I have met no single MD yet, who could help me out with detailed anatomy, not even surgeons. One surgeon who worked on my knee even told me, that he spent at least a couple of hours with an atlas of anatomy every morning before surgery.

Regarding your first paragraph, I think you misunderstand. At least for my post, I encourage the original poster to take a deep breath and think twice about taking the plunge into medicine. I have yet to meet a student finishing medicine without having a longtime burning wish for being a MD.

Oh, and btw - why do you think the anatomy-curriculum has been steadily reduced over the past 30 years? It has no purpose other than giving status. No one will remember it just a few months after their exam.

just my 2 cents

Mht. Den medicinske sundhedsbachelor er jeg enige i at der ikke skal skæres noget ned. Dem der har drivkraften og egenskaberne til at gennemgå alt det sommetider “overflødige” stof, har også potentiale til at blive fantastiske læger af alskens slags. der er både brug for forskere og for “fodlæger”…

Men jeg synes lidt at diskussionen kørte af sporet ved det første indlæg. Og jeg synes at det er en grov måde at svare på en venlig forespørgsel.

Jeg spurgte om nogle havde nogle erfaringer mht. skiftet, da jeg var interesseret i deres bevæggrunde. og IKKE fordi jeg ville have en opfordring til at revurdere min karriere.

Da studiet i sig selv “kun” drejer sig om en forholdsvis kort periode af ens liv er det selvfølgelig heller ikke selve studiet jeg er interesseret i, men livet derefter.

“tandlæger kigger folk i munden hele deres liv, mens læger kigger folk i røven” - Sådan fik jeg præsenteret forskellen på en bar en aften. skulle jeg læse medicin, var det for at blive en form for kirurg, og da tænkte jeg ved ansøgning at tandlæge egentlig også er en form for kirurgi, blot med en uddannelse på 5 år istedet for (6+turnus+speciale). Så medmindre nogen har nogle reelle erfaringer eller personlige overvejelser på dette emne, foreslår jeg at i flytter diskussionen om sundhedsbacheloren over i et andet forum.

Ud over det, har jeg mange gange hørt sætningen “Tandlæge, hvorfor bliver du ikke rigtig læge?” til sociale arrangementer, hvilket jeg finder morsomt.

I østrig har de tandlægeuddannelsen som et speciale efter medicin studiet. Hvorfor det ikke er sådan i Danmark forstår jeg ikke.
Som det er nu, burde det jo ikke hedde tandlæge, men “mund mekaniker” eller des lige…

[quote=“SoerenR”:t8htukj8]Ud over det, har jeg mange gange hørt sætningen “Tandlæge, hvorfor bliver du ikke rigtig læge?” til sociale arrangementer, hvilket jeg finder morsomt.

I østrig har de tandlægeuddannelsen som et speciale efter medicin studiet. Hvorfor det ikke er sådan i Danmark forstår jeg ikke.
Som det er nu, burde det jo ikke hedde tandlæge, men “mund mekaniker” eller des lige…[/quote]

Enig, det har det jo også være i tidligere tid. Det ville også være nemmere, at tandlæger så ikke havde restriktion på recepter fx.

Hej,

Meget enig i at flytte samtalen om anatomi pensumet i et andet “post”, men bortsæt fra det mener jeg, at måden tandlæge uddannelsen er bygget op på her i Dk er meget smart :

  1. kommende tandlæger har på den måde muligheden i at blive virkelig specialiserede i deres område - hvorfor skulle de gå gennem de 6 år på medicin, for at bagefter at specialisere sig i noget som har 99 % ikke noget med medicin at gøre? Det er meget bedre at de lærer præcis hvad det at være tandlæge handler om, og at specialisere sig i præcis det… Jeg synes faktisk, at hele medicin studiet bør være bygget på den måde, men kan godt forstå at det er svært for medicin studerende at beslutte sig for en retning fra dag 1 på medicin studiet…

  2. tandlæger giver ikke recepter præcis fordi de ikke er læger, og ikke have alt mulig kendskab til kemi og pille osv.

  3. hvis tandlæger og læger kommer til at vare på samme studiet alle 5 eller 6 år, hvilket betaling system skulle vi så have? Skal alt være gratis eller skal vi betale for lægebesøger også? Det jeg mener er, at de to studier ikke kun er adskilt på selve studiet men også samfundsmæssig, og at det tager en lang række ændringer i at de bliver mere ens.

Som et svar til dig, der er begynd dette samtale - jeg vil bare sige, at jeg synes, at du skal følge din intuition. For læge studiet har du brug for nogle kemi, biologi og lidt matematiske kendskaber eller “talenter” hvis du vil, mens tandlæge studiet er lidt mere praktisk orienteret lidt hurtigere end vores klinik ophold. Men efter begge studier venter et arbedjsliv på i hvert fald 30 år, så du skal bare tænke hvilke jobs er mere dig i hverdagen…

Uden at jeg på nogen måde har erfaring i skiftet fra odontologi til medicin, vil jeg dog alligevel gerne bidrage med mine betragtninger.

Visse punkter er i hvert fald oplagt at diskutere:

Fordele
a. Som læge kan man specialisere sig i en lang række specialer, og der er ret god mulighed for at finde noget, der passer netop dig. Jeg er bekendt med, at tandlæger også har mulighed for at specialisere sig, men så vidt jeg er orienteret, er pladserne meget få. Skulle du have lyst til kirurgi er der jo gode muligheder for at finde netop den type kirurgi, der måtte passe dig. Nogle specialer har som bekendt oftest kortere operationer, der ikke nødvendigvis skal udføres om natten (f.eks. gyn/obs, urologi, ØNH og ofthalmologi), mens andre kirurgiske specialer (f.eks. mave-tarm) har større, akutte operationer med hårdere vagtbelastning.

b. Medicinstudiet giver en bred uddannelse og der stiftes bekendtskab med en lang række forskellige specialer, hvoraf langt det fleste af dem efter min mening er rigtig spændende.

Ulemper
Medicinstudiet tager væsentligt længere tid, og på tandlægestudiet bliver man specialieret allerede under studiet, mens det som læge først sker efter 7 år, når kandidatgrad og klinisk basisuddannelse er overstået.
Vagtbelastning - er man absolut ikke til nattevagter, så er tandlægestudiet sikkert et bedre valg. Man kan dog relativt hurtigt søge ind på et speciale med mindre vagtbelastning, hvis dette vejer tungt i overvejelserne.

Hermed et par overvejelser. Håber de er til hjælp.

Det er en længere historie, og en dertilhørende længere diskussion. Det er i virkeligheden fordi jeg ikke bryder mig om den konservative tankegang der er om medicin-studiet. Det er som om både elever og professorer gerne vil have den forbliver som den “hårdeste” uddannelse bare for status’ skyld.

Jeg forstår godt vi skal have all-around viden for at opnå en højere forståelse for det emne vi senere specialiserer os i, og jeg kan godt se idéen i at have læger der har en meget grundig basisuddannelse med grundlag for at kunne vurdere og behandle uden for specialet - men totalt anatomi og forskningstræning er for specialiseret til mig, og spild af tid og penge.
[/quote]

Jeg må indrømme, at jeg ærgres over din og ligesindedes indstilling til lægeuddannelsen (præ- og postgraduat) og forskning.

Det er ikke afgørende for lægen at kunne enhver anatomisk detalje eller enhver farmakologisk detalje, men - som Jack skriver, og kudos til ham for et velformuleret indlæg - det er vigtigt på et tidspunkt at have mestret netop enhver anatomisk detalje eller beta-laktamernes farmakologi på fingerspidserne, sådan at man senere kan erkende begrænsningen i sin viden og er i stand til hurtigt at søge den information, man mangler.

Et vigtigt element af en universitetsuddannelse er også, at man lærer at lære. Her spiller kravet om at lære en væsentlig mængde detaljer en vigtig rolle, idet det stiller krav til at man kan arbejde målrettet, disponere sin tid og sortere væsentligt fra uvæsentligt. Dette vil du senere i dit uddannelsesforløb drage stor nytte af.

Jeg har de sidste 18 mdr. brugt en stor del af min fritid på forskning på en afdeling på Panum Instituttet. Forskning kræver en integreret forståelse af mange felter - i mit tilfælde for hjernens anatomi, fysiologi, biokemi og farmakologi. Samtidig har jeg jo haft statistik og videnskabsteori, som viste sig at være helt uvurderlige redskaber for forskningsarbejdet og artikelskrivningen. Da jeg startede ud med at kunne “basics”, var det relativt let for mig at tilegne mig patofysiologien og - anatomien.

Jeg går ud fra, at du er tidligt i studiet, og at dine kommende erfaringer vil give dig et andet perspektiv på sagerne.

Jeg kunne godt tænke mig, at man i DK afskaffede tabermentaliteten og i hvert fald forbedrede den postgraduate uddannelse - hvis man vil have en 37 timers arbejdsuge eller ikke ønsker at holde sig opdateret med den nyeste viden, så kan man blive sygeplejerske eller lignende. Har nogen af jer kastet et blik på lægers vilkår i de lande, vi normalt sammenligner os med? I lande som Sydkorea, Singapore og USA m.fl. stiller man store krav til lægers arbejdstid og kompetencer. Læger arbejder i disse lande (ligesom advokater, økonomer m.v. i det private i DK) vel over 37 timer og de skal med få års mellemrum demonstrere, at de fortsat besidder den nødvendige viden og kunnen til fortsat at kunne kalde sig speciallæge. Til sammenligning arbejder danske læger 37 timer og speciallægetitlen er livsvarig.