Kære stud.med.
Hjælp søges! Jeg beklager virkelig på forhånd, hvis det følgende bliver langt.
Jeg er 22 år gammel (23 senere i år) og har siden folkeskolen vidst, at jeg ville læse medicin for at blive LÆGE. Jeg blev smaskforelsket i selve lægegerningen og har været det lige siden. På gymnasiet valgte jeg fag målrettet efter uddannelsen og blev student med et snit, der giver mig adgang via kvote 1. Sabbatårene er blevet brugt på at se verden, arbejde et år på demenshjem samt to år på en Akutafdeling. Sidstnævnte er det bedste arbejde, jeg nogensinde har haft, og jeg var endda “bare” ansat som ufaglært. Fascineret af hele hospitalsverdenen, det hektiske, holdånden, behandling af mennesket, kontakten med patienter og pårørende, og jeg kunne blive ved.
Jamen hvad er problemet så? Jeg overvejer nu at blive sygeplejerske på trods af, at det er tydeligt for mig, at det er BEHANDLINGEN og DIAGNOSTICERINGEN af patienten, der interesserer mig, og knapt så meget PLEJEN. Jeg håber, at jeg ikke mister den omsorgsfulde og empatiske del af mig selv fuldstændig underordnet valg af uddannelse. Det er det mest meningsgivende for mig. At have følelsen af at have hjulpet og draget omsorg for et menneske, men stadig med dybden fra faglighed. Hvorfor er jeg så alligevel kommet SÅ MEGA MEGET I TVIVL?! Jo, ser I…
- Jeg har ikke tal på, hvor mange læger og medicinstuderende, jeg har mødt gennem årene, som i stedet for at motivere mig, har vist et stort, fedt stopskilt til mig og sagt “jeg har forbudt mine børn at læse medicin” eller “det vil jeg på det kraftigste fraråde dig at studere”. Okay. Godt så. Så stiller man pludselig sig selv rigtig mange spørgsmål.
- Jeg vil altid vægte min familie/venner højere end et arbejde. Altid. Jeg har ikke børn, men vil gerne være mor en dag. Jeg er så bange for ikke at kunne være den mor, jeg håber på, grundet arbejdsvilkår.
- Jeg er en pige, der nyder at løbe og dyrke kunst/kulturlivet. Giver jeg afkald på al min fritid? Selv i studieårene? Jeg ved ikke, om jeg kan klare 6 års studie, hvis jeg aldrig får tid til også at dyrke andre interesser.
- Bekymringen om fagligheden på studie. Jeg er latterligt bange for, at jeg dumper alt på stribe og aldrig kommer igennem det, medmindre jeg læser alle døgnets timer og skaffer mig en ny hjerne, der har tilhørt Einstein. Medicinstudiet er hardcore, ja, men bliver det omtalt værre, end det er? Kræver det, at man er Guds gave til fx kemi? Jeg er altid kommet igennem fag til topkarakterer, men ikke fordi jeg er klogere end andre. Tværtimod er jeg nok endda lidt mere “sproglig”, end jeg er “matematisk”. Jeg arbejder bare hårdt og er ambitiøs. Nu er jeg nervøs for at knække undervejs. (Jeg skal læse på SDU, hvis det er relevant).
- Turnus. Det er et vilkår, det ved jeg, men skal jeg så være “klog” og allertidligst få mit første barn, når jeg er fyldt 30 og har gennemført KBU? Det virker omfattende at løbe en risiko med rigtig at stifte familie og slå sig ned, hvis jeg ufrivilligt bliver nødt til at rykke 200 km væk og skal trække familien med. Det er blot også ærgerligt ikke at kunne få sit første barn, når det følelsesmæssigt virker rigtigt.
Dette er måske 25% af alle de tanker og bekymringer, der nu har fældet mig og gjort tanken om at starte på sygeplejestudiet aktuel. Studiet er bredt, jeg vil kunne efteruddanne eller specialisere mig, og jeg er “sikret”, at jeg kan skabe en familie, som jeg kan være hjemme ved - også før jeg er fyldt 35. Jeg kan bare ikke se bort fra, at det unægteligt vil være et studie, der ikke lægger op til samme boglige faglighed, men derimod har langt mere fokus på patientpleje. Det lyder til gengæld enormt fedt med mængden af praktik, som jeg da ville ønske, at der var endnu mere af på medicin. Jeg har flere veninder, der læser til professionen, og de er alle glade og har også et liv ved siden af studie. Ovenstående må endelig ikke læses som negligering af sygeplejefagets faglighed - jeg overvejer det jo selv. Jeg er bare bekymret for, at jeg indebrændt vil være i faget og være jaloux på lægens ansvar og opgaver. Måske sågar fortryde, at jeg ikke “bare” gjorde det og læste den dobbelte tid (6 år kan man da godt tabe pusten af, hvis det er så hårdt, som alle antyder).
Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal søge ind på. Jeg vil gerne ramme plet i første forsøg (føler mig allerede bagud ift. min omgangskreds), og ellers er min plan B at starte på medicin og søge optagelse på en vinterstart på sygeplejestudiet seks måneder efter, hvis det viser sig, at det slet ikke er mig.
Er det virkelig så forfærdeligt at læse medicin og være læge? Har jeg idealiseret tanken om lægegerningen, men glemt at det også kommer med en pris? Fritid, familieliv, et sind i behold? At være læge er en livsstil - eller hvad?
Jeg håber, at nogen stud.med’ere eller læger har lyst til at give mig lidt viden om jeres hverdag. Det modtages med kyshånd!