Har jeg idealiseret lægegerningen og medicinstudiet?

Kære stud.med.
Hjælp søges! Jeg beklager virkelig på forhånd, hvis det følgende bliver langt.

Jeg er 22 år gammel (23 senere i år) og har siden folkeskolen vidst, at jeg ville læse medicin for at blive LÆGE. Jeg blev smaskforelsket i selve lægegerningen og har været det lige siden. På gymnasiet valgte jeg fag målrettet efter uddannelsen og blev student med et snit, der giver mig adgang via kvote 1. Sabbatårene er blevet brugt på at se verden, arbejde et år på demenshjem samt to år på en Akutafdeling. Sidstnævnte er det bedste arbejde, jeg nogensinde har haft, og jeg var endda “bare” ansat som ufaglært. Fascineret af hele hospitalsverdenen, det hektiske, holdånden, behandling af mennesket, kontakten med patienter og pårørende, og jeg kunne blive ved.

Jamen hvad er problemet så? Jeg overvejer nu at blive sygeplejerske på trods af, at det er tydeligt for mig, at det er BEHANDLINGEN og DIAGNOSTICERINGEN af patienten, der interesserer mig, og knapt så meget PLEJEN. Jeg håber, at jeg ikke mister den omsorgsfulde og empatiske del af mig selv fuldstændig underordnet valg af uddannelse. Det er det mest meningsgivende for mig. At have følelsen af at have hjulpet og draget omsorg for et menneske, men stadig med dybden fra faglighed. Hvorfor er jeg så alligevel kommet SÅ MEGA MEGET I TVIVL?! Jo, ser I…

  1. Jeg har ikke tal på, hvor mange læger og medicinstuderende, jeg har mødt gennem årene, som i stedet for at motivere mig, har vist et stort, fedt stopskilt til mig og sagt “jeg har forbudt mine børn at læse medicin” eller “det vil jeg på det kraftigste fraråde dig at studere”. Okay. Godt så. Så stiller man pludselig sig selv rigtig mange spørgsmål.
  2. Jeg vil altid vægte min familie/venner højere end et arbejde. Altid. Jeg har ikke børn, men vil gerne være mor en dag. Jeg er så bange for ikke at kunne være den mor, jeg håber på, grundet arbejdsvilkår.
  3. Jeg er en pige, der nyder at løbe og dyrke kunst/kulturlivet. Giver jeg afkald på al min fritid? Selv i studieårene? Jeg ved ikke, om jeg kan klare 6 års studie, hvis jeg aldrig får tid til også at dyrke andre interesser.
  4. Bekymringen om fagligheden på studie. Jeg er latterligt bange for, at jeg dumper alt på stribe og aldrig kommer igennem det, medmindre jeg læser alle døgnets timer og skaffer mig en ny hjerne, der har tilhørt Einstein. Medicinstudiet er hardcore, ja, men bliver det omtalt værre, end det er? Kræver det, at man er Guds gave til fx kemi? Jeg er altid kommet igennem fag til topkarakterer, men ikke fordi jeg er klogere end andre. Tværtimod er jeg nok endda lidt mere “sproglig”, end jeg er “matematisk”. Jeg arbejder bare hårdt og er ambitiøs. Nu er jeg nervøs for at knække undervejs. (Jeg skal læse på SDU, hvis det er relevant).
  5. Turnus. Det er et vilkår, det ved jeg, men skal jeg så være “klog” og allertidligst få mit første barn, når jeg er fyldt 30 og har gennemført KBU? Det virker omfattende at løbe en risiko med rigtig at stifte familie og slå sig ned, hvis jeg ufrivilligt bliver nødt til at rykke 200 km væk og skal trække familien med. Det er blot også ærgerligt ikke at kunne få sit første barn, når det følelsesmæssigt virker rigtigt.

Dette er måske 25% af alle de tanker og bekymringer, der nu har fældet mig og gjort tanken om at starte på sygeplejestudiet aktuel. Studiet er bredt, jeg vil kunne efteruddanne eller specialisere mig, og jeg er “sikret”, at jeg kan skabe en familie, som jeg kan være hjemme ved - også før jeg er fyldt 35. Jeg kan bare ikke se bort fra, at det unægteligt vil være et studie, der ikke lægger op til samme boglige faglighed, men derimod har langt mere fokus på patientpleje. Det lyder til gengæld enormt fedt med mængden af praktik, som jeg da ville ønske, at der var endnu mere af på medicin. Jeg har flere veninder, der læser til professionen, og de er alle glade og har også et liv ved siden af studie. Ovenstående må endelig ikke læses som negligering af sygeplejefagets faglighed - jeg overvejer det jo selv. Jeg er bare bekymret for, at jeg indebrændt vil være i faget og være jaloux på lægens ansvar og opgaver. Måske sågar fortryde, at jeg ikke “bare” gjorde det og læste den dobbelte tid (6 år kan man da godt tabe pusten af, hvis det er så hårdt, som alle antyder).

Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal søge ind på. Jeg vil gerne ramme plet i første forsøg (føler mig allerede bagud ift. min omgangskreds), og ellers er min plan B at starte på medicin og søge optagelse på en vinterstart på sygeplejestudiet seks måneder efter, hvis det viser sig, at det slet ikke er mig.

Er det virkelig så forfærdeligt at læse medicin og være læge? Har jeg idealiseret tanken om lægegerningen, men glemt at det også kommer med en pris? Fritid, familieliv, et sind i behold? At være læge er en livsstil - eller hvad?

Jeg håber, at nogen stud.med’ere eller læger har lyst til at give mig lidt viden om jeres hverdag. Det modtages med kyshånd!

Det lyder jo til, at du virkelig brænder for at blive læge, hvilket allerede er en meget stor faktor for, at man kommer igennem. Der skal jo være noget, der holder en motiveret, når det hele er lort.
Jeg skal snart starte på 4. semester (AU), og jeg har bestemt haft et liv ved siden af. Man kan læse alle dage, hele dagen, men det kan bestemt også klares på en mere effektiv måde! Eksamensperioderne er selvfølgelig pressede, og man har ikke super meget juleferie, når man skal op eks. 3. januar. Men så har man jo fri en måned efter, når man forhåbentligt består ;))
De seks fag vi har været igennem indtil nu har alle haft dumpeprocent mellem 1-14%, så ja, man kan dumpe, men størstedelen består heldigvis :innocent: og selvom det føles sådan, så er det ikke verdens undergang, hvis man ikke lige består i første forsøg! Ift. niveauet så er nogle ting super svære (men det synes alle ofte på samme tid, hvilket hjælper lidt på det hele), nogle fag har kæmpe pensum og anatomi er jo et kapitel for sig, men man er ikke alene om at komme igennem det, og det hele plejer at give mening i løbet af læseferien, selvom man måske har været lidt forvirret hele semesteret.
Jeg ved ikke noget om turnus eller “fremtiden” som læge, men jeg tænker bestemt, at man skal prøve noget af, hvis man har lyst til det. Du skriver selv, at du føler dig bagud, men jeg kender mange, inkl. mig selv, som startede omkring 24-27 års alder (nogen selvfølgelig endnu ældre) og om man er speciallæge som 35 eller 38 betyder nok ikke det store. Og hvis du prøver medicin af og dropper ud, er du stadig færdiguddannet sygeplejerske før dine venner fra medicinstudiet er færdige :sunglasses:
Der er intet galt i ikke at vælge rigtigt første gang :heart:

1 Synes om

Forstår godt dine bekymringer, jeg havde selv mange af dem før jeg fik søgt ind. Nu er jeg godt i gang og årene flyver afsted.

Det lyder til at akutafdelingen har tændt en flamme i dig, så hvorfor ikke følge den? :slight_smile: skidt med at ramme rigtigt første gang, man kan altid skifte retning.

Ift. dine andre bekymringer:

  1. Tror du kan finde lige så mange som vil fortælle dig at det er det fedeste studie/arbejde. Ikke lad dem der kørt surt i faget ødelægge din drøm :slight_smile:

  2. Der er mulighed for at vælge et “8-16” speciale, hvis man føler at der ikke er tid nok til familielivet ellers. Men stort set alle læger jeg kender har børn, så det er muligt at kombinere :wink:

  3. Studielivet er hvad gør det til. Nogle læser fra morgen til aften, andre noget mindre end det (f.eks. dem med børn). De fleste klare sig fint gennem studiet. Mange har hobbyer, sport og studiejob ved siden af studiet.

  4. På SDU er fordeling 50/50 mellem kvote 1 og 2, så du vil møde mange andre, hvor det er et stykke tid siden kemi B osv. Du er altså ikke alene.
    Nogle dele af studiet er man skarp til og andre kræver mere flid for at bestå. Men husk at kravet for at blive læge er 02 og ikke 12.

  5. Turnus i den ande ende af landet var også klart en bekymring for mig. Men det er et lotteri for alle, og du kan lige såvel stå med drømmeplaceringen om 6 år.

Det var bare lige mine tanker :slight_smile:

2 Synes om

Hej,
På samme måde som dig, havde jeg i lang tid tænkt jeg gerne ville læse medicin, og også valgt fag efter dette på gym osv. Nu er jeg i slutningen af bacheloren, og jeg er stadig glad for mit valg. Jeg tror det har været en fordel for mig, at det er den profession jeg bedst ser mig selv i, fordi når det er hårdt sidder jeg ikke rigtigt med tanken om, at jeg skulle have valgt noget andet.

I forhold til fritid og interesser, så laver jeg også stadig meget ved siden af studiet (arbejde, sport, frivilligt arbejde mm.), og jeg synes det hjælper mig med at læse osv., fordi jeg stadig har ‘sjove’ ting at se frem til. I eksamensperioder er læsning min 1. prioritet, så der laver jeg ikke så meget ved siden af. Tror det handler meget om at prioritere rigtigt. Studiet er vigtigt, men det er også godt at have et liv ved siden af.

I forhold til børn, så kender jeg flere på studiet med børn, så det kan lade sig gøre.

Håber det hjælper lidt ift. dine tanker. :blush:

2 Synes om

Kære @Thea_Juel,

Du udtrykker nogle tanker, som mange både blandt studerende og potentielle studerende kan relatere sig til. Jeg læser på 5. semester i medicin og starter på 6. semester til februar. Jeg vil gerne prøve at besvare dine spørgsmål så præcist som muligt.

  1. Jeg har også hørt flere nævne dette synspunkt. Min opfattelse er, at det kan skyldes, at mange har prioriteret faktorer som løn og prestige højere end selve indholdet i lægegerningen. Jeg vil dog understrege, at man ikke bør vælge at blive læge for den økonomiske gevinst, da der findes mange andre erhverv, der kræver væsentligt kortere uddannelse og tilbyder højere løn. Jeg tror dog, at dette ikke nødvendigvis er din primære motivationsfaktor, baseret på din beskrivelse. Derudover vil der altid være nogen, der fortryder deres uddannelse, uanset hvilken vej de vælger. Det er også vigtigt at huske, at der er stor fleksibilitet i lægeprofessionen – hvis du finder ud af, at du ikke ønsker at være “traditionel læge” på et tidspunkt, er der mange muligheder for specialisering og alternative karriereveje.
  2. Det er helt normalt at få børn, selvom man er læge. Dog skal man være forberedt på, at der kan være perioder, hvor man ikke er hjemme om aftenen, og det kan betyde arbejdstimer på helligdage og ved særlige lejligheder som juleaftener. Det er et hårdt, men også et håndterbart aspekt af professionen. Der er selvfølgelig fleksibilitet, og man kan arrangere sin tid, så man kan tilbringe mere tid med familien de dage, man ikke arbejder.
  3. Jeg har ikke opgivet mine interesser ved siden af studiet. Studiet kræver omkring 37 timer om ugen, og ud over eksamensperioderne sørger jeg for at opretholde et aktivt liv ved siden af. Jeg har to jobs, en hund, en kæreste og er i gang med at renovere mit hus. Det er helt muligt at balancere studiet med andre aktiviteter og interesser, hvis man planlægger og prioriterer.
  4. Jeg var selv meget nervøs for den faglige udfordring, da jeg begyndte på medicinstudiet. Jeg måtte tage mig sammen og arbejde hårdt, da kravene er betydeligt højere end på gymnasiet. Jeg har også dumpet enkelte fag, men det er et helt normalt aspekt af universitetslivet. At falde i enkelte eksaminer er noget, som mange studerende oplever, og det er en del af læringsprocessen. Det er heller ikke usædvanligt blandt sygeplejersker eller andre sundhedsprofessionelle.
  5. Den sorg til den tid. Det er kun et år, og oftest kan man få almen praktiserende plads i det halve år tættere på. Måske får du et godt nummer og får max 30 min på arbejde? Det er slet ikke usædvanligt. Mange får børn under kandidatuddannelsen, og det er ikke ualmindeligt at have små børn under kandidat- og KBU-perioden. De fleste erfarne læger er meget forstående overfor de udfordringer, som kommer med at balancere arbejde og familieliv.

Jeg har selv arbejdet på en akutmodtagelse og fandt arbejdet meget givende, særligt fordi jeg kunne engagere mig i diagnosticeringen af patienterne. Sygeplejerskerne spiller en vigtig rolle i både pleje og behandling, og det er en anderledes, men lige så væsentlig del af arbejdet. Jeg tror, du vil finde lægeprofessionen tilfredsstillende, især eftersom diagnostik er din primære interesse. Hvis det derimod var den kontinuerlige, personlige kontakt med patienter, der appellerede mest til dig, kunne en karriere som sygeplejerske have været et alternativ. På den anden side kan du som læge vælge en karrierevej, der giver meget af denne personlige kontakt, som f.eks. almen praksis, hvor man ser patienter på daglig basis og har et tæt forhold til dem.

p.s. Så har jeg også altid været mere sproglig god, men jeg synes medicin var mest spændende. Det er okay at jeg fik 4-7 i mat og samme i kemi. Det har ikke gjort en forskel for min præsentation på uni, da det er helt anden type viden :wink:

Jeg håber, dette svarer på dine spørgsmål.

4 Synes om

Tusind tusind mange tak for svar, @Sofie1715 , @rosa2 , @ATPasen og @studmedpaaau !! Jeg er så glad for jeres optimisme. Jeg prøvede at parkere fremtidsbekymringerne og omgangskredsens holdninger og kunne mærke, at medicin jo i virkeligheden bare er det, jeg er motiveret for og brænder for at lave. Om det ændrer sig, når jeg starter, det finder jeg først ud af ved at prøve.

Beslutningen er taget, jeg søger ind, når det er muligt, og så tror jeg bare, at jeg pludselig glæder mig helt vildt til at starte 🫶🏻

2 Synes om

Jeg læser også på SDU (6. sem). Jeg fik på ingen måde topkarakter igennem gym og har klaret mig udemærket igennem studiet so far. Hvad man synes er svært er fuldkommen individuelt, men studiet kræver ikke, at man bare er super god til det ene eller andet fra start.

Jeg føler, at dét at have et liv ved siden af studiet er noget, som man selv vælger. Man har utroligt meget frihed og mulighed for at tilrettelægge sin dag, men det kræver også at man har ryggrad til at sætte sig ned og få læst, når man beslutter sig for det. Samtidigt er det svært at slippe tanken om, hvorvidt man nu har læst “nok” og om man kan stoffet godt nok. Jeg oplevede, at det blev bedre jo længere man kom på studiet, og jeg tror på det er sundt for de fleste med en pause, hvor man laver noget andet, efter en hel dag med hovedet i bøgerne.

Ift. børn. Jeg kender flere, som har fået under bacheloren og nogle, som skal have efter start på kandidaten. Jeg kender nogen, som har fået midt i KBU’en og nogen, som er blevet gravide undervejs i KBU’en. Man kan ikke planlægge børn. Kast dig ud i det projekt, når du er klar engang, og så skal det hele nok gå op i en højere enhed alligevel. :slight_smile:

1 Synes om

Hvor er jeg bare virkelig taknemmelig for dit svar. Tusind tak.

Jeg vil nøjes med at supplere lidt - synes du har fået masser af gode og brugbare svar allerede.

Man kan sagtens have et liv ved siden af studiet, og min oplevelse er altså også, at folk får det til at lyde hårdere end det reelt er. Eksamensperioder er hårde, men hverdagen er fin.

Evnen til at sætte sig ned og arbejde med stoffet er meget vigtigere end at have et hoved som Einstein :wink: Hvis du har det med dig, så er du allerede utroligt godt stillet ift. at klare studiet.

Jeg vil faktisk sige, at din tvivl er en god ting. Det er fandme sundt, at du bruger noget energi på at overveje om der kunne være andre veje end den du blev forelsket i som folkeskoleelev. Ud fra det du skriver, så afsted til medicinstudiet med dig - jeg er sikker på, at du nok skal finde ud af resten!

2 Synes om

Som andre skriver er det ikke fordi at stoffet er super teknisk svært. Mange ting kan du slippe af sted med ikke at forstå så længe du kan huske et eller andet standardsvar.

Det svære ved studiet er mere mængden af information som du skal banke ind i hovedet på dig selv i eksamensperioderne.

3 Synes om

Jeg har ikke noget svar på dit spørgsmål, da jeg står i samme situation, men jeg ville alligevel lige skrive at du ikke er alene og vi er mange der har de samme tanker og overvejelser som dig. Med alle de overvejelser du har gjort dig er jeg sikker på du allerede dér er godt stillet fremfor så mange andre der bare tager uddannelsen for “the prestige” og fordi “de kan”.

Jeg hepper på dig:)

1 Synes om

Arbejdede du på akutmodtagelsen under studiet?

Nej, det var i mine sabbatår :slight_smile:

Jeg tror han/hun skrev til Sofie der havde lavet en kommentar længere oppe :smiley:

1 Synes om

Lidt sent, men jeg kommer også lige med mit besyv her. Jeg er læge fra KU og gik igennem studiet på normeret tid. Jeg har været læge i snart 9 år og er speciallæge i et delvist vagtbærende speciale (delvist, fordi en stor del af mine kolleger sidder i praksis - øre-næse-hals). Derudover er jeg forskningsaktiv med en ph.d. på vej.

  1. Jeg må indrømme, at jeg har sagt nogenlunde det samme tidligere. Du skal huske på, at dem, der sidder og siger at de aldrig ville læse medicin igen, altså alligevel sidder og arbejder som læger. Er det fordi de ikke kan andet, og nu er bundet til jobbet som læge? Overhovedet ikke. Medicinuddannelsen giver dig en ret bred uddannelse, hvor du både lærer det empatiske og meget humanistiske syn på tingene, samtidig med at du har en ret god forståelse for de cellulære og biokemiske processer, der udgør livet. Dem, der virkeligt er trætte af lægegerningen har derfor mulighed for at sætte sig ud i det private erhvervsliv. Godt nok er det ikke altid sådan at forskellige stillinger er skræddersyede til læger, men er man kommet ud på den anden side af universitetet, så er min påstand at hovedet på dine skuldre er så godt, at du kan tilpasse dig det meste.
    Jeg skriver det her for at sige, at selvom folk meget vil “fraråde” folk at læse medicin, så vil de jo ikke rigtigt fraråde dig det. Ellers ville de enten have startet et andet studie, eller fundet et andet arbejde de kunne bruge deres uddannelse til. Så de skal holde deres mund.

  2. Jeg har altid sagt til dem, der har spurgt mig, at medicinstudiet er, hvad du gør det til. Jeg læste personligt medicin ved at finde mig en læsemakker med de samme tanker og den samme arbejdsiver- og moral som mig, og så sørgede vi ellers for at bruge 5 timer med fremmøde dagligt i snit, hvor vi mødte frem på instituttet og gennemgik stoffet. Det gjaldt også weekender, men der var naturligvis dage, hvor vi sprang over. De 5 timer inkluderede desuden læsning, og blev naturligvis forhøjet en smule i eksamensperioderne. Jo, du kan sagtens spendere 10 timer om dagen på at være på det enkelte institut, hvis du render til samtlige forelæsninger, undervisningstimer og derudover også lige skal ned i caféen og på læsesalen. Det havde jeg mange (nu) kolleger, der gjorde. Det er de typer, der siger at de har rygende travlt og næsten ikke kan lave andet - og det er en helt anden måde at fokusere og læse på, hvilket også er helt fair. Alt i alt: Du kan bruge 4 timer om dagen på studiet - du kan også bruge 10-12 timer om dagen på studiet. Man skal huske, at personen med 12 i snit kaldes “læge”. Det gør personen med 02 i snit også. Gode karakterer er fede, men jeg har aldrig (som i aldrig nogensinde) skulle fremvise mine karakterer efter jeg afsluttede universitetet.

  3. Du giver ikke afkald på din fritid. Vær aktiv i det, der ikke er medicin-verdenen. Jeg har alle årene på studiet prioriteret at være sammen med alt andet end medicinstuderende. For mig er medicin og lægegerningen et studie og et arbejde. Jeg fandt ud af, at mine medstuderende snakkede medicin hele fkin tiden når de var sammen, hvilket betød at det hurtigt kunne blive 10 timers medicin-snak 5 dage i træk 50 uger om året. Dét gad jeg ikke. Jeg havde heldigvis masser af tid til at dyrke alle de interesser, jeg ellers havde. Igen; eksamensperioder kan trække lidt tænder ud, men den del følger altså lidt med i det, og det gør den på alle studier, du kunne tænke dig.

  4. Den klassiske. Når du har gennemgået gymnasiet med et snit, der kan give dig en kvote 1-plads direkte, så er du vant til at studere på gymnasiemåden. På gymnasiet vægter tilstedeværelse til undervisningen også som en ret stor del af dine årskarakterer. På medicinstudiet (i hvert fald på KU) er der nogle obligatoriske fremmøde-elementer, og ellers har du frit valg mht. om du vil dukke op eller ej. Derfor tæller det alt, at du kan stoffet frem til din eksamen. Hvis du er ambitiøs nok til at sætte dig ned og læse på stoffet, og øve dig løbende i de ting, de kan stille dig spørgsmål om til eksamen, så skal du nok komme helskindet igennem. Nej, du skal ikke være en haj til hverken kemi, fysik eller matematik. Du skal dog uden tvivl kende til de absolut grundlæggende ting i, hvordan de tre fag fungerer. Dvs. at du skal have forståelse for kemi og fysik på et B-niveau. Det betyder ikke, at du bare skal have haft det på gymnasiet og kunne påvisende en karakter - du skal rent faktisk kunne det.

  5. Jeg fik mit første barn, da jeg var blevet speciallæge. Jeg har netop haft en studerende på afdelingen, der fik sine børn under studiet. Min læsemakker fik sit barn stort set lige efter vi var trådt ud af universitetet. For alle 3s vedkommende kan jeg sige, at det absolut nok skal gå. Ja, det er lidt et sats, for hvad nu, hvis du er bosat i København og pludseligt skal møde kl. 08 en regnvåd mandag morgen i Aabenraa eller omvendt. Sådan er livet. Du har heldigvis en del måneder til at forberede den slags, inden det sker. Du trækker jo ikke nummer om fredagen, og så forventer de at du kan møde op om mandagen. KBU-trækningen er noget, du kender til nu, og som du ved kommer (i hvert fald) 6 år ude i fremtiden. De første 4-5 år giver det ikke mening at gå og bekymre sig. Det sidste år af studiet kan det være en idé at begynde at overveje forskellige scenarier; gøre op med sig selv, hvad drømmescenariet er, hvilket scenarie der ville være fint, hvilket scenarie der til nøds kan lade sig gøre, og hvad der absolut ikke MÅ ske. Og så huske på, at der altså er nogle, der ender i den sidste kategori, og som derfor skal planlægge sig ud af det med børn og (især) deres partner. I min verden er det vigtigste at gøre ens partner klar over, at det her er noget man SKAL igennem, og som ikke kan hverken sælges, aflyses eller udsættes. Det skal bare overstås, hvis man trækker et nummer, der sender én til den anden ende af landet - og det skal partneren også være helt indforstået med. Tal derfor scenarierne igennem på forhånd.

Overordnet set:
Er det forfærdeligt at læse til læge? Slet ikke. Folk, der siger noget andet, er folk der enten er, i min verden, folk der er dårlige til at planlægge deres tid, folk som er ekstremt bekymrede for, hvad der skal ske med dem, hvis de får 10 og ikke 12 til en eksamen på studiet, eller folk som gerne vil virke edgy og hardcore, fordi de læser medicin (og sidstnævnte er nok de mest usympatiske typer, man kan støde på). Der vil altid komme spidsbelastningsperioder, men det gør der på alle studier - medicinstudiet er bestemt ikke anderledes end så mange andre bogligt og ekstremt teoretisk krævende fag på den front.

Er det så forfærdeligt at være læge? Det ville jeg sgu synes var krukket at sige. Jo, vi er trukket ud til nattevagter, vi arbejder i weekender, julen og i helligdage. Men vi er også beskyttet i hoved og r*v via to ret stærke fagforeninger i Yngre Læger og i Lægeforeningen. Du er skemalagt til 37-40 timer på en uge normalt, du har beskyttet fridag efter vagter osv. osv. osv. Tager man en vagt fordi en anden har meldt sig syg bliver det tilgodeskrevet i timeregnskabet eller udbetalt til ekstra løn osv. osv. Det er bestemt muligt at arbejde mere end de 40 timer, og der vil også altid være perioder, hvor man er programsat ekstra meget i en enkelt normperiode - det kunne være mens en ny kollega skal køres ind og derfor ikke selv kan tage vagter - men det vil altid udligne sig til sidst.

Skal lægegerningen idealiseres? Slet, slet ikke. Vi er mennesker på linje med alle andre. Vores uddannelse har medført en viden om kroppen, som vi bruger til at hjælpe folk. Det samme gør pædagoger, advokater, præster med deres viden. Det kan være hårdt arbejde at være læge, og mange gange er det altså ikke, hvad man forestiller sig. Den der “Dr. XXX til stue 12” hvor man kommer løbende som en anden helt og redder livet på patienten, har jeg stadig til gode at opleve. Derudover vil man finde ud af, at hierarkiet er blevet meget fladere end i gamle dage, hvor lægerne rangerede over alle andre på hospitalet, og med god grund: Man skal satme være en arrogant KBU-læge (og den slags er set, og de brænder altid nallerne), hvis man mener, at man ved meget bedre end Hanne Sygeplejerske, der har arbejdet i akutmodtagelsen de sidste 25 år. Man bliver hurtigt banket lidt på plads, og det var måske ikke lige det, man havde forventet, da man trådte ind på afdelingen i nystrøget, hvid kittel.

Er det en livsstil at være læge? Farligt spørgsmål. For nogle mennesker er det. Alt, de laver, drejer sig om at være læge, forsker eller noget derimellem. Personligt forsøger jeg at gøre alt for ikke at være læge i min fritid. Jeg får da spørgsmål hist og her til diverse ørebørn, ondt i halsen o.lign., men jeg springer ikke til med viden, starter ikke lægefaglige diskussioner op eller andet. Jeg har bevidst også fundet en partner, der ikke er i sundhedsvæsnet, fordi jeg gerne vil kunne distancere mig fra mit arbejde. For mig er lægegerningen primært et arbejde der giver mig mulighed for at leve det liv, jeg gerne vil leve, og sådan skal det helst fortsætte.

Ville jeg gøre det igen? Det ville jeg jo nok. Der er mange andre uddannelser, jeg synes virker spændende i deres teori (eksempelvis jura) og andre, som jeg tænker har en så dybdegående kontakt med andre mennesker (især politiet), at jeg også kunne finde på at gå de veje, hvis jeg skulle vælge noget andet. Men jeg er fint tilfreds med at være læge, og jeg har med succes kunne pege mit liv i en retning, hvor jeg er læge for at leve og ikke lever for at være læge. Meget filosofisk, egentligt.

19 Synes om

@Foorku , waow, imponerende, realistisk og meget fyldestgørende svar. Stort tak. Jeg er så glad for, at du (og I alle) har haft lyst til at sende lidt gode råd og svar min vej. Jeg har uden tvivl kunnet bruge det, og trods nervøsitet (hvilket er helt naturligt), så glæder jeg mig mere og mere til at starte. Det er længe siden, at jeg har været mere spændt end nervøs, og det gør mig virkelig glad og meget motiveret for bare at komme i gang og fordybe mig i stoffet allerede nu! :smiley:

Jeg er ekspert i at bekymre mig om ting, jeg ikke kan kontrollere i fremtiden, og det her har virkelig været en hjælpende hånd. Igen, tusind tak.

1 Synes om