SnowWhite: Mange tak for heads-up.
Til dem af jer, som nu sidder med et dokument med mit CPR-nummer… Vær sød lige at slette dokumentet og kig på ansøgningen nedenfor i stedet. Som lovet, min motiverede ansøgning:
Første gang jeg satte mine ben på Panum Instituttet var i efteråret 2007 under min uddannelse som sygepasser i Flyvevåbnet, hvor jeg fik lov til at kigge inden for i tørsalen. Jeg havde afsluttet HTX i 2006, og efter et halvt års fuldtidsarbejde i Jem & Fix påbegyndte jeg min værnepligt. Interessen for medicin startede med mit 30 timers førstehjælpskursus under værnepligten. Herefter begyndte jeg min uddannelse som sygepasser. Denne varede fra juni til november 2007. Under uddannelsen var jeg blandt andet tre uger i praktik på Herlev skadestue og havde to vagter hos Falck i Gladsaxe. Efterfølgende arbejdede jeg næsten et år på forsvarets infirmerier som færdiguddannet sygepasser. Mine ansvarsområder var parakliniske undersøgelser, varetagelse af vaccinationsprogrammer, behandlingen af mindre skader og journalføring. Jeg deltog også i kørsel med lægebilen i en måned og deltog i et to-dages kursus i Emergency Medicine.
I efteråret 2008 begyndte jeg at studere medicin med industriel specialisering (MedIS) på Aalborg Universitet. I øjeblikket læser jeg på 6. semester (alle 19 eksamener bestået med et karaktergennemsnit på 10,8, vægtet efter ECTS points), og jeg har lært en vigtig ting om mig selv: Jeg ønsker et arbejde med patientkontakt, da mine dage i praktik på Sygehus Vendsyssel har været højdepunkterne i min uddannelse. Igennem mit studie har jeg modtaget undervisning i anatomi, histologi, organspecifik fysiologi, embryologi, immunologi, patofysiologi, farmakologi, psykiatri, etik, objektive undersøgelsesteknikker og statistik. Alle er fag, som jeg igen vil modtage undervisning i på medicinstudiet. Projekterne, som jeg har udarbejdet på Aalborg Universitet, vil også være en fordel, både da jeg kan få merit for OSVAL-I via min bacheloropgave, og fordi mit kendskab til udarbejdelse af rapporter, laboratoriearbejde og kliniske forsøg vil være en stor fordel i forbindelse med øvelser og rapporter i kemi og biokemi på hhv. 1. & 2. semester. I det hele taget vil mine erhvervede færdigheder og viden fra mit tidligere studie være en stor fordel på lægevidenskab.
Jeg har igennem snart to år arbejdet i Aalborg blodbank, hvor jeg tapper donorer, videregiver relevant klinisk information og registrerer blodprodukter. I marts 2011 fik jeg også arbejde i fraktioneringsafsnittet tilknyttet blodbanken. Her består mit arbejde i den videre behandling af blodprodukterne inden transfusion. I 2009 gennemførte jeg et sygeplejevikarkursus (karaktergennemsnit 11,7). Mine erfaringer fra tidligere og nuværende arbejde har givet mig en god indsigt i kliniske problemstillinger og patientkontakt, hvilket bør hjælpe mig under Tidlig Patient Kontakt kurset på 1. semester og i det videre studie.
Jeg arbejder også frivilligt i foreningen International Medical Cooperation Committee (IMCC), som er en forening bestående af hovedsageligt medicinstuderende. Igennem mit virke i IMCC har jeg været stifter på et projekt omkring seksualundervisning af folkeskoleelever i Nordjylland, Sexperterne, som jeg er formand for. Jeg har også arrangeret og deltaget i IMCCs dissektionstur 2009, ligesom jeg deltog i dissektionsturen 2010 som hjælpelærer i makroanatomi og dissektion. I den forbindelse har jeg undervist medicinstuderende fra hele landet og igennem samtaler med de studerende fra KU fået et større kendskab til studieformen på KU. Ideen med SAU-timerne tiltaler mig specielt, da jeg personligt lærer mere via interaktion med folk, som stadig kan huske hvilke områder de selv fandt problematiske at lære. Dette er også en af grundene til, at jeg selv underviser medicin- og MedIS-studerende i kliniske færdigheder på Aalborg Universitet. På Aalborg Universitet sad jeg endvidere i klinisk komite fra april til august 2010, hvor vi arbejdede med at forbedre den kliniske undervisning for medicin- og MedIS-studerende.
Det at have arbejde, frivilligt såvel som lønnet, ved siden af studiet har styrket mig i at arbejde selvstændigt og organisere mine opgaver og min tid bedst muligt. Dette er evner, som vil gavne mig på medicinstudiet. En anden evne, jeg vil få brug for, er evnen til at arbejde sammen med andre. Denne evne har jeg fået rig mulighed for at udvikle både som professionel soldat, via frivilligt arbejde og som studerende. I november 2010 besøgte jeg Hull York Medical School i tre dage og deltog i undervisningen på universitetet og hos en større lægepraksis. Selvom en ansøgning til dette universitet vil give mig mulighed for at starte direkte på tredje år på det engelske medicinstudie, har jeg valgt at søge ind på KU på grund af studieformen. Det er min faste overbevisning, at jeg igennem mit nuværende studie har bevist, at jeg har evnerne og viljen til at gennemføre en uddannelse i lægevidenskab. Samtidig mener jeg, at mit frivillige arbejde og engagement i forskellige foreninger viser, at dette er noget, som jeg virkeligt brænder for.