Jeg går med en lille drøm i maven om en dag at åbne min egen lægepraksis, da jeg er en stærk menneskeskender og god til menneskelige kontakt, men jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt vejen derhen er noget for mig.
Jeg elsker at læse og tilegne mig viden, og jeg er samtidig interesseret i, hvordan kroppen hænger sammen, så jeg er ikke nervøs for bachelordelen i medicin. Til gengæld har jeg svært ved at se mig selv skære i og operere andre personer, ligesom jeg heller ikke er så meget for en dag at skulle arbejde på et sygehus/hospital.
Jeg er derfor interesseret i at høre noget om, hvad undervisningen og det praktiske arbejde på kandidatdelen i medicin består af, og hvor meget kirurgisk og lign. arbejde, man som studerende skal lave. Desuden vil jeg gerne høre noget om, hvad tiden efter kandidaten består af, og om man, hvis man læser speciale i almen medicin, kan arbejde i et lægehus i stedet for på et hospital i mens.
Hoveduddannelsen i et given special er nationalt bestemt, hvordan det er opbygget. Du kan læse om de enkelte specialer her: https://studmed.dk/category/specialevalg/
For uddannelsen i almen medicin er den fastsat til
Introstilling i almen medicin, som foregår i en praksis
FASE 1 - som er 6 mdr i en praksis
FASE 2 - som starter i en praksis
-derefter flere ophold på givne hospitalsafdelinger a 6 mdr varighed typisk kommer du forbi: medicinsk afd, kirurgisk afd, børneafdeling, gynækologisk/obst. afdeling, psykiatrien
FASE 2 slutte af med du er tilbage i den praksis du startede din FASE 2 i
FASE 3 et år i en ny praksis
Undervejs er der flere obligatoriske kurser i alt fra forskningstræning til fagligopdatering…
Så nej man kan ikke blive speciallæge i almen medicin ved kun at være i en praksis. Det kunne man for 30 år siden - der har fagligheden heldigvist flyttet sig. Jeg mener at i Norge er den bygget anderledes op. Der kender jeg fra kollegaer i norge et savn efter en mere dansk model - fordi sygehusarbejde synes at fylde for lidt.
Jeg synes, at du bekymrer dig lidt for meget om at skulle skære for meget i mennesker. Det er et kæmpe privilegie, som er utrolig lærerigt… desuden også utrolig dyrt — og af den grund er der faktisk ikke så meget af det på studiet, og bachelordelen består faktisk lidt af at skære i mennesker, der har doneret deres krop til videnskaben. De fleste studerende drømmer om at skære og få lov til at gribe fat. Desuden får du ikke lov til så meget, og i hvert fald ikke lov til at deltage i reelle operationer, hvor det er dig, der udfører hele proceduren med skalpel og kittel, hverken på kandidaten eller bacheloren. Du kommer maks til at assistere ved at stå med et instrument i hånden og kigge på. Der er 39 specialer, selvfølgelig vil der være et par stykker, som man kommer til at have kliniske rotationer i, hvor man ikke er specielt interesseret.
Måske du ikke skal bekymre dig så meget om kirurgiske indgreb, før du har prøvet det af. Og måske du lige burde starte på studiet. Jeg havde en idé om at blive kirurg og er gået helt fra det, mens andre startede med tanken om praksis og er gået modsat retning nu.
Min pointe er bare… lad nu for helvede være med at slå hovedet fast på, hvad du absolut skal og ikke skal. Din holdning ændrer sig gennem studiet, og det er altså en kæmpe skam, hvis du starter på studiet med låst mindset, fordi den holder alligevel ikke. Det handler i sidste ende om at blive en dygtig kliniker, ellers kan du ligeså godt blive forsker eller læse biomedicin eller hvad end, der ender med at blive mere lab-fokuseret. Det er ligesom de medicinere, der starter på studiet, men synes at afføring, lig, tissemænd og tissekoner er såååå klamme, det skal de da bare aldrig røre ved. Jamen altså… jeg får lange … af det der. Det skal siges, at man gerne må have det mere eller mindre stramt med det, men hvis det er det, der afgør hvorvidt man starter på studiet eller overhovedet bliver læge, så vil man det simpelthen ikke nok.