Hej @ATPasen,
Husk, at al begyndelse er svær. Med tiden vil du nok erfare, at kandidaten på SDU, selvom den er mere omfattende end på de andre universiteter, stadig føles som et skridt ned i tempo sammenlignet med bacheloren.
På kandidaten begynder du at arbejde med sygdom og diagnostik. Det er her, den kliniske tankegang er alfa og omega. Du vil også opdage, at kun en brøkdel af det, du har lært på bacheloren, faktisk er værd at huske. Klinisk tankegang er ikke noget, man lærer fra den ene dag til den anden – og for mange heller ikke noget, man kan lære fra en bog. Kom ud og se nogle patienter, snus til den virkelige verden. Vi har godt nok ikke meget klinik på SDU, men man får sjældent et nej, hvis man spørger, om man må komme på besøg. Desuden bestemmer du selv dine arbejdstider – er du der lidt længere, får du også flere/selvstændige funktioner.
Min erfaring er, at undervisningen på kandidaten mest af alt skal ses som ældre kollegaer, der prøver at lære os om deres daglige arbejde, overvejelser og erfaringer – i modsætning til bacheloren, hvor undervisningen ofte handlede om at namedroppe det, der kunne komme på en eksamen. Meget af det, vores professorer fortæller, er meget specialiseret, men kigger man på eksamenssættene, vil man opdage, at de hyppigste diagnoser fylder 85 % af svarene, mens det mere speciallægespecifikke fylder væsentligt mindre på eksamen i forhold til undervisningen.
Mit bedste råd er: “Læs for livet og ikke for eksamen.” Der er så mange på både bacheloren og kandidaten, der konkurrerer om at være den bedste medicinstuderende – de løser gamle eksamenssæt i ét væk, lærer standardsvar udenad og fokuserer på alle finurlighederne, der fylder på eksamen, men bruger meget lidt tid på at forstå og anvende deres viden i praksis. Jeg har selv været der – det giver gode karakterer, men et år efter eksamen er næsten alt glemt. Lær af mine fejl, se det i et større perspektiv, og forsøg i stedet at blive den bedste læge. Der er alligevel ingen, der kigger i karakterbogen.
Derfor vil min helt overordnede anbefaling være at spørge dig selv: “Hvad er mit mål om tre år?” Måske er det at være nogenlunde selvstændig forvagt i en akutmodtagelse. Hvis du f.eks. skal lære om hjerte og lunger, så overvej, hvordan du bedst bruger din tid, så du kan hjælpe fremtidige patienter med akutte hjerte-lungeproblematikker. For nogen er det til forelæsninger, for andre er det anki-sessions – for mig var det selvarrangerede klinikophold, som jeg efterhånden har en god håndfuld af. Jeg har f.eks. brugt mere tid på at lære helkropsultralyd (POCUS), end jeg har brugt på forelæsninger, fordi det gav bedre mening for mig.
I sidste ende: Tag, hvad jeg siger, med et gran salt – find din egen vej. Og når du engang bliver seniorlæge, så husk, hvor håbløs man kan føle sig som medicinstuderende, og giv derfor den fremtidige dig en hjælpende hånd. 
