Jonglere studiet og belastende omstændigheder? (Udskyde, orlov...?)

Hej, jeg hedder Tue, er 24 år og vil søge ind på medicinstudiet på kvote 2. Lad mig starte med at jeg selvsagt regner med at tage den plads jeg nu eventuelt måtte få. Det er ikke mange som er forundt at ligefrem vælge universitet. Men jeg vil alligevel gerne målrette min forberedelse til det universitet som passer bedst til nogle udfordringer jeg har.

Jeg vil helst ikke komme med for mange personlige detaljer, men det forholder sig sådan, at der er noget lumsk sygdom hos et tæt familiemedlem. Uden at vi kender nogen dato, må jeg regne med at det bliver alvor indenfor de næste 2-4 år. Dvs. at jeg gerne vil kunne disponere noget tid løbende, og eventuelt skal kunne være der i den sidste periode hvis i forstår hvad jeg mener. Uden at vide om vi snakker 14 dage eller flere måneder. Og når den tid kommer, kommer jeg også til at skulle overtage en vis rolle i nogle økonomiske forhold, hvilket kommer til at gavne mig, men som i starten kræver noget tid og energi at sætte sig ind i. Alt dette kommer sandsynligvis til at ske samtidig med et eventuelt studie.

Så uden at ville være kræsen, føler jeg at jeg nok vil have det bedst med et universitet som giver mulighed for lidt selvtilrettelagt læring i perioder (mødepligt…?), og hvor folk i særlige omstændigheder generelt har positive erfaringer med at kunne udskyde nogle fag (helst) eller ligefrem søge orlov (kun hvis nødvendigt). Bemærk at det ikke er for at skippe noget, jeg ser det mere som en vis “logistisk frihed” for at kunne få det til at gå op. Hvis jeg skulle være så heldig at komme ind, vil jeg for enhver pris gennemføre så smidigt som det nu kan lade sig gøre, eventuelt på længere tid men gerne uden at lave organisatoriske fejl. Min søster (ikke mediciner) måtte desværre erfare, at dem kan man nemt komme til at lave hvis der er private ting som presser på, hvilket pt. koster hende 2 semestre mere end hvis hun havde haft en bedre kommunikation med sit studienævn. De var desværre ret ufleksible.

Er der nogen der vil byde ind med deres erfaringer? Det kunne også være almindelige gode råd ang. det at læse med den slags forhold i baglandet, det kan jo være at der er nogle muligheder jeg ikke kender.

Hej Tue

Jeg læser på SDU og bor i Aarhus, og har derfor ikke mødt så meget op på universitetet. Der er ikke så meget mødepligt på bacheloren, og jeg vil skyde på at det ca. er 1 gang om ugen, at der vil være noget obligatorisk, hvis der endelig er et fag der kræver fremmøde for beståelse. Men det kan være tingene er lidt anderledes nu, eftersom jeg brugte det første 1,5 af bacheloren med online undervisning grundet corona. Jeg vil anbefale, at du går ind og kigger på studyguiden for SDU bacheloren, der kan du se, hvilke fag der kræver fremmøde, og hvilke der ikke gør - og der plejer også være et skema som man kan kigge på, så du kan få en fornemmelse.

Nu har jeg ikke selv erfaring med at udskyde fag eller søge orlov - men som jeg har forstået det ud fra min omgangskreds’ erfaring samt generelt bare SDU, så forstår jeg det som, at SDU ikke er ligeså “strikse” som andre universiteter ihverfald i forhold til fx. dispensation, hvorfor jeg også kunne forestille mig, at de er det ift. orlov og udskyde fag. Dem jeg kender, som har udskudt fag, har tit fået hjælp af studievejledere og faglige vejledere til at omplanlægge deres studieforløb - så jeg føler, at der er meget hjælp at hente på SDU. Da SDU kører moduler og ikke semestre, vil det evt. være nemmere at tage moduler oveni hinanden eller i sommerferien, hvis du endelig udskyder et fag, så du ikke ender med at være semestre bagud, er min tankegang.

Jeg kan ikke snakke om de andre universiteter, men jeg vil varmt anbefale SDU ift. mødepligt og den hjælp man kan hente … har kun oplevet at de forsøger at imødekomme ens “behov”, hvis man har grundlag og evt. dokumentation på plads …

Jeg kan skrive lidt om AAU

Her er der på samme måde som ved SDU ikke meget mødepligt på bacheloren jeg vil sige en 3-4 gange om måneden. Derudover ligger mange forelæsninger fra corona perioden som optagelser. Dette gør, at du har mulighed for at tilrettelægge det mere som du gerne selv vil. På kandidaten er der dog en regel om maks 10% fraværd, hvor du måske ikke har så meget frihed som du får brug for.

I forhold til orlov er AAU meget fleksible. Her kender jeg personligt en, der pga omstændigheder kunne få et semesters orlov allerede efter 1. semester. Alternativt kan der måske være mulighed for, at du har færre moduler i løbet af et semester og på denne måde strækker bacheloren ud, uden at stoppe helt.

Det er super info fra jer begge, tak skal i have. Undrer mig ærlig talt at man har så lidt obligatorisk fremmøde, da jeg forbinder medicin med en del praktisk anatomi og laboratorier. Men hvad ved jeg. Hører sf. også gerne fra de andre to universiteter. Men umiddelbart lyder det som om jeg sket ikke behøver bekymre mig om de praktiske forhold. Stor hjælp.

Jeg studerer på KU og kan prøve at bidrage lidt. Alt jeg giver videre her skal ses i lyset af at være startet på studiet i nedlukningsperioden, så meget var overlagt til online undervisning, og jeg skal ikke kunne sige om det også vil forholde sig sådan i fremtiden.

Jeg er selv lidt ældre studerende og har relativ lang transport til studiet, så jeg har nok været der så lidt som man kan slippe afsted med. Det har i mit tilfælde de første 1,5 år været ca. 1 x ugentligt. Det har hjulpet at næsten alle forelæsninger er blevet filmet og lagt på nettet, og det virker som om at det fortsætter - uanset covid-19 situationen.

Der er nogle obligatoriske øvelser på de fleste semestre som man skal være til for at få lov til at gå til eksamen (3x per semester typisk) I nedlukning var de meget strikse med ikke at måtte bytte hold, men det lader til at være ok at shoppe lidt rundt nu.

Hvis du er god til selvstudie kan du klare dig uden SAU-undervisning (studenter-aktiverende-undervisning), men hvis du ikke kan skal du regne med 2x ugentligt fremmøde oveni for at følge med. Selvfølgelig er der perioder hvor der er mere koncentreret obligatorisk undervisning fx. dissektionskursus på 3. sem. som er 8x3 timer fordelt på 3 uger, men selv der var der fleksibilitet hvis man havde gode grunde til det.

Jeg synes personligt at der er god vejledning i forhold til at strukturere ens studie så det passer til livsomstændighederne. Hvis man dumper en eksamen kan man få rådgivning i hvornår det vil være smartest at tage reeksamen så tingene ikke hober sig op. Jeg ved ikke hvordan det vil være hvis man render ind i problemer ift. studieaktivitetskrav, men det tror jeg gør sig gældende på alle universiteter (det burde det). Men min opfattelse er at meget kan lade sig gøre hvis der ligger tungtvejende grunde til det.