Jeg prøver lige igen og håber på lidt flere tanker fra alle jer
Hejsa. Jeg starter på medicin snart, men står allerede med et kæmpe dilemma. Jeg frygter simpelthen patientkontakten som er på studiet, da jeg lider af socialangst. Og den kommer altid til udtryk ved at jeg bliver ildrød i hovedet, bare folk spørger mig om småting, hvis ikke jeg er forberedt på det. Det gør at jeg hader at sige noget, fremlægge, og jeg er bange for at det bliver en kæmpe byrde, som gør at jeg ikke er i stand til medicinstudiet. Jeg synes det teoretiske er så spændende og jeg glæder mig til at fordybe mig i det og lære en masse, men det der med “hands on” skræmmer mig helt vildt. Er det spild af 6 år, hvis i alligevel nu tænker at jeg ikke kan bestå KBU??
Hilsen en kommende studerende, der er MEGET usikker på sit kommende studie…
På KU har vi på 1.semester Tidlig Patient Kontakt, hvor du får tildelt en patient af en almen praktiserende læge, og så skal du besøge patienten i deres private bolig, hvor du skal interviewe dem over tre besøg. Det er nok rart at vide inden du starter.
På 3. semester har vi en hel uge, hvor vi er i Tidligt Klinisk Ophold. Der følger man typisk en læge hver dag, hvor man får lov at følge deres arbejdsgang.
Det er det “eneste” patientkontakt på bacheloren, men jeg ved, at der er flere og længere klinikophold på kandidaten.
For mig er patientkontakt så essentiel en del af det at være læge, så jeg kan slet ikke se, hvordan og hvorfor man vil udenom det. Jeg kender heller ikke til socialangst, så jeg kan ikke give dig råd mht om du kan klare studiet og det efterfølgende arbejdsliv.
Det lyder som om at den sociale angst du døjer med er meget livsbegrænsende for dig. Men når nu du interesserer dig for faget og skal til at studere, er det måske det rette tidspunkt at opsøge noget terapi og få hjælp og værktøjer til at overkomme angsten?
Jeg tænker at du kunne kontakte Studievejledningen, SRG(studenterrådgivningen) og din egen læge med henblik på at høre om du kan deltage i nogle forløb eller samtaleterapi for social angst?
Det er i hvertfald unægteligt en del af lægestudiet at skulle tale med patienter såvel som undervisere, medstuderende o.lign.
Som andre også nævner er der på KU faktisk både erhvervsdag som for os i hvert fald lå på den første dag af studiet, og så faget tidlig patientkontakt. På erhvervsdag var vi enkeltvis ude med en læge på en hospitalsafdeling. Min tutorlæge forstod først sidst på dagen at det var min absolut første dag på studiet og havde i løbet af dagen spurgt spørgsmål til hjertets anatomi som jeg bestemt ikke kunne svare på. Der blev jeg nok også lidt rød i hovedet
Hej,
Jeg læser ikke medicin, men har haft samme overvejelser som dig da jeg søgte studie og endte med ikke at søge ind på medicin netop pga. social angst og generaliseret angst, fordi jeg blev helt vildt bange ved tanken om KBU, selvom jeg vidste at det først var om 6 år. Derudover starter de kliniske kurser først på kandidaten, men jeg kunne ikke forestille mig hvordan jeg ville være i stand til at udføre nogle praktiske opgaver foran andre med social angst og derudover klodsede hænder. Jeg søgte ind på medicin året efter, men takkede nej af samme grund, hvilket jeg fortrudte med det samme, da jeg slet ikke var glad på min nuværende uddannelse. Jeg syntes ligesom dig at fagene er virkelig spændende, men jeg frygtede KBU så meget.
I dag har jeg virkelig VIRKELIG fortudt min beslutning.
Jeg ville ønske jeg søgte ind på medicin, og så arbejdet på min angst under studiet. Jeg har brugt 3,5 år på en uddannelse som jeg slet ikke engagerer mig for længere(jeg hader den faktisk nu), fordi jeg var bange for patientkontakten, det praktiske/kliniske ved studiet og især KBU, og jeg har udviklet både depression og forværret angst som et resultat af at føle at jeg er det forkerte sted, hvor jeg ikke føler mig tilpas med mig selv da jeg ikke har noget formål med denne uddannelse.
Hvis du virkelig gerne vil læse medicin, så gør det og arbejd så meget du kan på at få behandlet din social angst. Det er i det mindste den vejledning jeg kan give dig med min erfaring.
Jeg vil selv gerne søge ind på medicin i KU her til sommer, så jeg endelig kan blive gladere, selvom jeg ærgrer mig så meget over at jeg har “spildt” 3,5 år. Jeg ville have været færdig med bacheloren nu, hvis jeg havde gået på medicin.
Hej. Du skal ikke lade det styre dig.
Jeg har autisme og en vild social angst, og jeg fik at vide af min patient til tidlig patientkontakt, at jeg skulle blive praktiserende læge, og det var både inden jeg nåede at sige særlig meget og igen efter. De patienter som er med i tidlig patientkontakt er nøje udvalgte og har en masse at fortælle, så du skal mest lytte. Forbered gode spørgsmål.
Nu kæmper jeg ikke selv med social angst, så jeg ved desværre ikke præcist, hvordan det føles, men er ret sikker på, at det ikke er en ting, hvor man bare kan “tage sig sammen”.
Jeg kan i stedet for forklare dig lidt om, hvordan du vil blive øvet i at snakke med andre mennesker på studiet.
Allerede på første semester er der en del af et fag, hvor du lærer, hvordan man snakker om patienter. Du lærer, hvad du skal sige, hvordan du tackler situationer og om sundhedspsykologi.
Generelt vil du opleve, at du i andre fag vil blive øvet i at forklare ting for dine medstuderende. Både fordi I kan hjælpe hinanden med at lære, men også fordi det er en rigtig god kvalitet at kunne forklare noget for mennesker, man måske ikke kender så godt.
Desuden ved jeg, at AU har en supergod studievejledning og mange andre redskaber, hvis man synes, det hele er lidt svært.
Noget andet er, at studiet er rigtigt langt - der er altså meget fyld, som ikke handler om at have kontakt med patienter, og finder du ud af, at patientdelen ikke er noget for dig, er der altid forskning at gå efter.
Jeg mener ikke, du har noget at tabe ved at give den et forsøg – selv hvis det viser sig, det ikke er noget for dig, tror jeg, at man kan lære rigtigt meget at undervisningsformerne, hvor man øver sig i at snakke med andre mennesker.
Klø på!
