Jeg beklager på forhånd for det lange skriv, som desværre er en smule kaotisk og inkluderer en del katastrofetanker.
Jeg står og skal til at påbegynde mit 7. semester af medicinstudiet. Jeg elsker studiet og kunne vitterligt ikke forestille mig at skulle bruge mit liv på noget som helst andet. Jeg har ikke været et sekund i tvivl siden jeg startede på 1. semester - hvilket har været en kæmpe gave, som jeg også er evigt taknemmelig for.
Hele mit liv bliver for 3 uger siden vendt på hovedet, efter jeg gik til lægen med en langvarig hovedpine og tiltagende synsforstyrrelser. Hun tænkte migræne med aura, men skulle lige have en øjenlæge til at af/bekræfte om synsforstyrrelserne kunne skyldes anden sygdom i øjet. Jeg får en akut tid ved øjenlægen og forventer selvfølgelig (fordi jeg er ung kvinde, i god form og aldrig har fejlet noget) at alt er ok. Men woopsies, papilødem på højre øje. Wtf? Og så kigger øjenlægen alvorligt på mig og siger han lige skal ringe til bagvagten på neuro, fordi de skal se mig hurtigst muligt. Wtf igen?
Jeg får så en subakut tid på neuro 2 dage efter og får en CT m. kontrast som udelukker sinustrombe eller stor tumor. Logisk set burde jeg have været virkelig lettet da jeg gik derfra, men det var jeg overhovedet ikke. For nu bliver jeg udredt for MS og IIH, med henvisning til MR og lumbalpunktur. MR fik jeg taget for et par dage siden og jeg har tid til lumbalpunktur om en uges tid. Jeg går derfor i et frygteligt limbo af hovedpine, angst for at være kronisk syg, angst for at miste synet og for at på sigt ikke at kunne arbejde som læge (eller arbejde overhovedet). Det ene sekund er jeg overbevist om at det er MS, det næste IIH og det tredje at der i virkeligheden er tale om et pseudopapilødem og at jeg derfor slet ikke fejler noget (a girl can only dream 
).
I mit hovede er MS klart det værst tænkelige udfald, da det føles som en tikkende bombe, som truer med at springe hele mit liv i stykker (arbejde, familiedrømme, aktiv livsttil, socialliv, rejser, selvbillede). Jeg kan jo læse mig til at mange lever et normalt liv med MS efterhånden som behandling er blevet bedre, men alligevel kan jeg ikke slippe katastrofetankerne eller lade være med at tage sorgerne på forskud. Jeg føler slet ikke jeg kan regne med “det sker ikke for mig, det sker for naboen” fordi jeg allerede føler at det utænkelige er sket for mig. Giver det mening?
Jeg har søgt på nettet efter erfaringer fra læger med MS, i et forsøg på måske at kunne spejle mig i nogen/finde noget ro. Jeg har dog kun kunne finde engelske historier eller generaliserende svar fra scleroseforeningens hjemmeside - og derfor spørger jeg nu her:
Er du selv, eller kender du en læge med MS, IIH eller lignende kronisk sygdom? Hvad er din erfaring?
Er der chance for at man kan arbejde fuldtid helt til pensionsalderen eller er det urealistisk?
Hvad er din (direkte eller indirekte) erfaring med deltid/fleksjob som læge i det offentlige?
Bliver man (bevidst eller ubevidst) set som 2. rangs kollega, hvis man er læge med funktionsnedsættelse/flekstid/deltid?
Kom endelig med andre råd, synspunkter eller anything som kunne give mig et reality check 