Hej folkens,
Hvad er jeres universitets holdning til klinik her under COVID-19?
Og hvad er jeres egen holdning til klinik under COVID-19?
Jeg må indrømme at jeg selv er lidt splittet. Jeg kan sagtens se at det med læringsøjemed er interessant at komme helt tæt på sundhedsvæsenet under en epidemi som denne, men omvendt kan jeg også se store ulemper.
På SDU har vi meget lidt klinik. Kandidatstuderende der skal i klinik om en måneds tid og de kandidater der er i klinik nu bruger deres eneste kirurgisk-/medicinske-klinik-ophold på kandidaten på at se et sundhedsvæsen der slet ikke er som vanligt. Dvs. at de læringsaktiviteter der normalt er forbundet med klinikopholdet er sat til side - til gengæld lærer man noget andet.
Tilmed kan man diskutere om der er et etisk, moralsk og sundhedsfagligt dilemma i, at studerende, som jo ikke kan bidrage med meget andet end at lytte, se og spørge, skal være på sygehusene og udgøre en smitterisiko. Vigtigst overfor patienterne, men også overfor de studerendes bagland. Flere er jo samboende og flere har børn hvilket betyder at smitten kan spredes til partner og eventuelle børn. Sundhedsstyrelsens anbefaling er at man skal blive hjemme med mindre det er nødvendigt at komme ud - er et klinikophold nødvendigt i disse tider?
Jeg er helt med på at sundhedsprofessionelle der har en reel funktion på sygehusene selvfølgelig skal arbejde hvilket de bestemt også gør! Men er det her tidspunktet hvor studerende skal ud og prøve at hjælpe til, men jo også forsinker processen med spørgsmål og desuden bruger de værnemidler der siges at være mangel på?
Er det forsvarligt at man som studerende fx er 4 uger på en fælles akut modtagelse (kirurgisk eller medicinsk) hvor man ser alle mulige forskellige borgere og omgås en stor personalemængde hvorefter man efterfølgende går op og deltager i hverdagen i 4 uger på en afdeling hvor særligt udsatte borgere ligger (kunne være onkologisk, hæmatologisk eller lungemedicinsk)?
Med hvad tænker I rundt omkring? 
De bedste hilser - og pas godt på jer selv.
KmK