Lægedrømmen vs. lægevirkeligheden

Lægedrømmen vs. lægevirkeligheden
0.0 0

#1

Hej

Fordi jeg er i sådan en kedelig venteposition pt. (venter på optag), er jeg begyndt at læse en masse skønlitteratur om det at være læge. Jeg tænkte det måske var meget godt for at få en bedre fornemmelse af, hvad der venter mig om en 100 års tid, når jeg er færdig som læge. Jeg har snust til lidt forskelligt, men især Shems “House of God” har gjort indtryk på mig, og derfor vil jeg nu høre jer om noget :slight_smile:

  • Hvordan er det i virkeligheden at være læge?

Hvis I råt for usødet, helt uden at sælge faget til alle os naive “pre-meds”, hvordan vil I så beskrive lægefaget?
Hvordan er det at komme ud efter 6 års (eller mere) akademisk uddannelse med et kæmpe ansvar og -ud fra House of Gods perspektiv ihvertfald- en kæmpe håbløshed? Lever det op, eller ned, til jeres forventninger? Hvis I kunne vælge en anden profession, ville I så gøre det?

Jeg ved at det er nogle meget personlige spørgsmål, men jeg håber alligevel at nogle af jer, der er færdiguddannede, eller måske nogle af jer, der har været i praktik el.lign., der har noget erfaring, vil dele den med mig, og resten af studmed :slight_smile: Det ville ihvertfald være værdifuldt for mig, og min beslutning om at blive læge.


#2

Hej Julie

Det er frygtelig længe siden jeg blev optaget. Ret præcist kan jeg huske at jeg fik et ‘tip’ på FDF’s landslejr 1996 om at jeg havde opfyldt kvote 1 kriterierne til optagelse på medicin og at jeg ville få endelig bekræftelse den 28/7 ca 14 dage senere. Jeg kan stadig huske den mavekriblen jeg fik på den notifikation - og da bekræftelsen så dukkede op 28/7 var det fantastisk. (Jeg aner stadig ikke hvorfor jeg fik den notifikation, men det var et brev fra Aarhus universitet de sendte ud som bekræftelse på at de havde behandlet ansøgningen og at jeg lå over ‘grænsekvotienten’ - jeg tror ikke de gør det mere?)

Af een eller anden grund havde jeg ikke fortalt mine forældre jeg havde søgt medicin. Jeg aner simpelthen ikke hvorfor det aldrig kom op mellem os. Da jeg fortalte dem at jeg var blevet optaget blev de sådan lidt underlige, for de troede jeg ville være datalog (!!) - bare fordi jeg kunne fikse deres computer i ny og næ når den gik i stykker.

Studielivet er hårdt. Men fedt. Trygt, usikkert, frustrerende, belønnende, bevidsthedsudvidende (!), fordummende osv osv. Årene går hurtigt - set i bakspejlet. Når man står på 1. semester virker der langt til enden - men livet bagefter er endnu længere.

Min overgang til at være læge var ‘een lang søvnig tåge’. Jeg startede i januar på medicinsk afdeling i 2004 - udenfor var der mørkt og det var der også når jeg kom hjem. Arbejdet var sådan set fint, jeg synes ikke det faglige gav så mange vanskeligheder - det var alt det praktiske der var bøvlet; at skrive epikriser, diktere journaler, forholde sig til spørgsmål fra opkørte pårørende, finde ud af hvordan man kontaktede anæstesien med akutte problempatienter - og ikke mindst fik dem til at ‘købe’ patienten. Henvisninger, telefoner, computersystemer, nøgler, finde rundt i kældrene, overlevere morgenkonference … en hel masse der ikke er fagligt men bare noget der skal læres. - og når man 6 mdr senere skifter til en ny afdeling så starter det forfra, for der er ikke 2 afdelinger der gør noget som helst på samme måde.

Det fedeste ved lægelivet er kollegaerne. Alle er vi i samme båd, vi deler ensomheden ved at arbejde alene men også fællesskabet ved at kunne dele erfaringer. Som læge er du altid ene om at møde en patient. Du kan søge vejledning fra en erfaren kollega, men dybest set er du alene altid - og når sygeplejersken siger “der kommer lægen” - så er det dig hun mener. Det skal man vænne sig til.

I dag er det snart 10 år siden jeg blev færdig. Jeg husker studielivet som en tryg oase, en sikker havn, en tilværelse med mange drømme. Jeg har i dag verdens bedste job, jeg elsker mit speciale (oftalmologi) og jeg har aldrig fortrudt mit valg.


#3

Flot beskrevet.

I mit tilfælde var jeg så heldig at komme ind på kvote 1 - på et semester, måske faktisk det laveste nogensinde, hvor snittet “kun” var 8.9.
Jeg var på musik højskole og nød livet der, og havde faktisk aldrig haft planer om at skulle læse til læge. Derimod enten musikkonservatoriet eller idræt var nok det jeg havde planlagt :slight_smile: Det ændrede sig dog da jeg så skulle søge ind, da jeg ikke rigtig gad at undervise på sigt, så var det medicin, der havde læren om kroppen og musikken blev som hobby.

Studietiden var fantastisk. Til tider super hård, pga. al den eksamenslæsning, men det sociale var så rigelig modvægt til dette. Jeg ser stadig tilbage på studietiden som værende super hyggelig, social, fri etc etc.

I slutningen af studie havde jeg 2 lægevikariater på 2 og 3 mdr på medicinsk afdeling i Esbjerg og Svendborg. Det var noget af en udfordring at gøre, men da jeg først stod i det var det også super fedt. Det gjorde at man fik et helt andet blik på læsningen op til eksamen efterfølgende.

Efter kandidat eksamen endte jeg i Esbjerg pga. ringe nummer, men det har jeg ikke fortrudt. Det var en super oplevelse. En masse læger i samme båd, meget socialt, godt miljø på sygehuset etc. etc.
Lige siden har jeg tænkt - hvor er det vildt man får penge for at lære og hygge sig hver dag :slight_smile: Der er selvfølgelig også nogle ting, der ikke er optimale: lange, hårde vagter, vagtskemaproblemer, dårlige erfaringer med en brysk ældre kollega, man kan føle sig meget alene etc., men de ting kan PÅ INGEN MÅDE overskygge det skønne i jobbet.

Jeg havde ingen forudsætninger for at blive læge andet en mit gymnasium. Ingen i familien, halvlunkne karakterer bortset fra i idræt, musik og engelsk på højt niveau :slight_smile: Jeg må indrømme at jeg nok ikke var blevet læge med nutidens krav om optagelse, men jeg tænker tit at jeg har valgt det helt rigtige studie og efterfølgende arbejde. Jeg har på ingen måde fortrudt mit valg, og er super glad over hvordan det er endt - so far :slight_smile:

Det fede ved at være læge er at der konstant kommer nye udfordringer. Der er (næsten) altid nogen du kan spørge, hvis du er i tvivl. Du får penge for at lave noget, der involverer konstant læring, super kolleger og glæden ved at hjælpe andre.

Den sidste ting jeg vil nævne er diversiteten i lægefaget. Når man engang er kommet gennem studiet, så er der 100vis af mulighed for hvordan man vil arbejde. Hvis man ikke vil arbejde på sygehus, så kan man arbejde i praksis (speciallæge/almen læge etc), eller man kan gå inden for medicinal industrien. Man kan vælge specialer med en masse akutte patienter, eller man kan slippe for disse (patologi). Det er kun en selv der sætter grænser.

Bottomline er at der i bund og grund er åbnet op for livslang læring i verdens fedeste setting :slight_smile:


#4

Min historie er ikke meget forskellig fra de andre og vi 3 der har svaret indtil nu tilhøre nok produkter af en anden generation. En generation der ikke var underlagt et system der er så målrettet som det er i dag, og hvor diversiteten af de optagne på studiet sikker var noget større end i dag.

Set med min optik er lægestudiet blevet for elitært - på den ikke charmerende måde.

Og ældre er jeg ikke, 35 år, men optaget på studiet med studiestart sommeren 1999.

Jeg kom også ind på en kvote 1, men ikke på KU, men SDU. Jeg plejer at sige at jeg lige fik røven med som sidste mand med et snit på jeg mener 9,1, hvilket endte med at være grænsen for K1 optag på SDU.

Jeg vidste ikke så meget om uddannelsen, der var jo ikke noget der rigtig hed internet den gang, selvom jeg dog allerede den gang havde lavet de første på hjemmesider.

Jeg kan huske jeg ringede til en klassekammerats storebror, som var startet på SDU - det var det jeg vidste.

Ingen læger i familien, faktisk ingen akademikere - i nogle led.

Jeg vidste ikke om studiet var noget for mig, jeg vidste jo ikke hvad jeg gik ind til, men gik til det med åbne arme. For mig var det en stor omvæltning. Fra det trygge nordsjælland til Odense. Der var kriller, der var spændninger, men jeg glædede mig også.

Nu her står det som en skøn tid.

Jeg ved ikke hvordan jeg kom gennem bachelordelen - den tændte mig slet ikke. Jeg klarede mig middel eller dårligt. Jeg kunne ikke se meningen med det faglige indhold, og overspringshandlinger havde jeg mange af. Men jeg blev engageret i medicinerrådet, i institutbestyrrelse, i studenterfodboldklub - kollegiesammenhold. Jo, det var nok de ydre rammer der fastholdt mig.

Jeg synes det var befriende og ganske usnoppet at læse på SDU. Her var landsmands sønner, landsby børn, og hvad har vi. Jeg kom fra det trygge borgerskab i Hellerup…

Kandidatdelen var en fest. Jeg modnes, jeg knækkede koden. Karakterne blev bedre, indholdet gav mening og det var sjovt. Jeg var flyttet fra SDU til KU og kom direkte ind på kandidatdelen. På et skønt hold og havde nogle gode klinikophold tæt på hvor jeg boede med min daværende kæreste, nuværende kone :slight_smile:

Det var klart at der var mange der var etableret og generelt er det et sjovt skifte der sker på kandidatdelen. Folk finder sammen, de første får børn. Voksen livet tegnes.

Lægelivet startede med et middel turnusnummer. Jeg kunne få vest sjælland, men skulle så pendle, så vi valgte at tage til Fyn. Jeg havde i Svendborg, havde nok regnet med Odense, men sådan skulle det ikke gå.

Svendborg er et provins hospital, og det bedste jeg har været ansat på. Det var lille, og man kendte hinanden. Men viste hvem de forskellige overlæger var og hvad de stod for, så det var rat. I kantinen kunne man sidde til bords med en anæstesilæge og en kardiolog, selvom man var på mavetarm kirurgisk afdeling. Så hørte man om vidt og bredt, det var charmerende.

Medicinsk afdeling var angstprovokerende. Jeg var usikker på min lægerolle, jeg var bange for dårlige patienter, jeg var ikke tryg ved det. Jeg synes ikke jeg kunne vurdere hvornår dårlig var dårlig, og brugte mellemvagten meget. Jeg var nok meget forsigtig og skulle lige finde et faglig ståsted. De hjælp heldigvis upåklageligt - det var trygt.

Det er netop denne opbakning, sammehold, feedback og fælleskab jeg tror ovenstående også refererer til. For i bund og grund har vi alle stået usikre på gulvet og været bange. Bange for at overse noget, bange for at stå helt alene, bange for at gøre mere skade end gavn. Ikke sikker på om man var kompetent til opgaven. Men systemet er heldigvis bygget sådan op at der er flere led i kæden, så der kommer et fejeblad og rydder op.

Omvendt er systemet også sådan at man ikke høre noget hvis man gør det fint eller godt, men først høre noget fra overlægerne når man gør det skidt, men så skal man da også få det at vide. Og nogle specialer er mere pædagoiske i den facon end andre.

Jeg har aldrig været ked af mit valg, jeg har stort set altid været glad for mit valg. Der var en periode på mavetarmkirurgisk afdeling, hvor jeg ikke synes det var sjovt.

Jeg elsker kontakten med patienterne og jeg oplever at de også er glade for mig.

Men lægelivet kan være hårdt, for vi arbejder med mennesker og med mennesker kan der ske fejl. Det der siges, eller det der høres kan misforståes. Er man perfektionist så kan man få det svært. Man kan ikke vide alt, man kan ikke alt. Kernen som jeg ser det er at erkende egne begrænsninger, at vide hvornår man skal søge hjælp, mærke efter hvornår man er i tvivl og tage patienterne seriøs. Det primære i mit virke er altså de menneskelige værdier.

Med det eksamens hysteri der er i dag, med de krav der stilles, til ingen fjumreår, ingen studieforlængelse, ingen forlængelse efter KBU - ja, det fordre den perfektionistiske, halv-neurotiske type - det er i hvert fald min frygt. Er man den, kan lægelivet ramme hårdt.

Tager man tingene som de kommer, vokser man med opgaven, er man ikke bange for at kigge ind af, er man seriøs, ved hvornår man skal være flittig og hvornår man kan tage en slapper - så kan man sagtens lægelivet.

Jeg ville ikke vælge om.


#5

Hvis jeg havde vidst hvad jeg ved i dag og havde jeg haft muligheden ville jeg måske have valgt anderledes og satset på en karierre som bioingeniør i stedet. Tror jeg - jeg ved det sq ikke helt.

Jeg kom ind via kvote 2. I midten af 2.G fandt jeg ud af at jeg gerne ville være læge. Jeg synes at læren om hvordan menneskekroppen fungerer var interessant og samtidig havde jeg en nok noget naiv tro på, at jeg ville kunne gøre en forskel. Nogle private oplevelser gjorde at jeg stiftede bekendtskab med en type af læger, som efter min mening aldrig burde have haft mulighed for at have med patienter at gøre. Og jeg ville gerne komme ud i sidste ende og gøre det bedre end dem. Jeg ville gerne være den læge der var der for mine patienter og som havde overskud til at drage omsorg for dem også udover “blot” at behandle.

Jeg kom ikke ind på studiet med det samme, jeg nåede faktsisk at læse til sygeplejerske først. Under det forløb fandt jeg ud af at det var enten eller - det med at arbejde på et hospital fordi det “lugtede” lidt af at være læge var bare ikke nok. Jeg valgte derfor helt at forlade hospitalsvæsnet og læste statskundskab i et års tid ved KU inden jeg besluttede at jeg ville søge om overførsel til RUC. Da jeg sad med papirerne og skulle søge om overførelse valgte jeg en sidste gang at søge ind på medicin og kom ind.

Jeg elskede hvert sekund på bachelor delen. Jeg elskede basisfagene; det til trods for at jeg virkelig havde svært ved dem. Kandidat delen var ok og jeg kunne rigtig godt lide at have med patienter at gøre. Jeg følte stort tilfredsstillelse når jeg kunne kigge mig selv i spejlet og sige: Det gjorde du sq godt.

Jeg trak et middelmådigt turnusnummer og endte i Svendborg på ortopædkirurgisk og medicinsk endokrinologisk. Inden turnus havde jeg et vikariat på endokrinologisk afdeling på OUH. Det vikariat står stadig for mig som noget af det bedste … det er det bedste sted jeg har arbejdet som kliniker og det er der hvor jeg virkelig har følt mig godt tilpas i lægerollen.

Jeg frygtede ortopædkirurgisk. Jeg hader operationer, jeg hader ulækkert “smat”, det at folk “er gået i stykker” er slet ikke mig. Det meldte jeg ærligt ud til den uddannelsesansvarlige overlæge og mine kollegaer som ved at tage en række hensyn (fx mange vagter i stedet for OP dage) formåede at gøre mit turnusopohold hos dem rigtig godt. I dag tænker jeg tilbage på “hadedelen” af min turnus med fornøjelse. Angsten for at skulle modtage traumer i skadestuen etc blev forvandlet til en stolthed over rent faktisk at kunne finde ud af det.

Medicinsk afdeling for mig var en skuffelse.
På grund af det fantastiske ophold på endokrinologisk afdeling på OUH valgte jeg at bede om at komme på endokrinologisk på Svendborg. Det til trods for at jeg var ret sikker på jeg ville være kardiolog. Jeg ville på grund af opholdet på OUH give det en chance fordi jeg alligevel var blevet lidt i tvivl om hvad speciale jeg skulle vælge.
Endokrinologisk i Svendborg var dødssygt. Der var ingen af de spændende ting jeg havde set på OUH; det var ren insulin justering og bensår.
Kardiologien i vagten var meget spændende, men vagtarbejdet var på det tidspunkt jeg var der præget af problemer med bagvagtslaget.

Det der skuffede mest i turnus opholdet på medicinsk afdeling var dog ikke at kunne gøre arbejdet godt nok. Jeg følte at der var alt for mange ting jeg måtte gøre halvt til både patienters, pårørendes og min frustration. Jeg følte ganske enkelt ikke at jeg fik lov til at være den gode læge som jeg havde en forventning til mig selv om at jeg skulle være.

Kardiologien vandt dog stadig og jeg traf aftale om at påbegynde PhD forløb inden jeg gik ud i almen praksis med henblik på hurtigt at kunne få en HU stilling efter intro.

Almen praksis var en positiv overraskelse som gør at jeg stadig den dag i dag af og til arbejder som vikar når jeg synes jeg har brug for at få genopfrisket klinikken og tjene lidt penge (fondsmidler rækker ikke altid).

Under mit PhD forløb fandt jeg dog min rette hylde. Mødet med en bioingenør og samarbejdet med ham fik mig til at vende mod den kardiovaskulære fysiologi og det har jeg ikke på noget tidspunkt fortrudt. Jeg har altid været glad for at undervise og skrive og fordybe mig i emner, så forskningen er, set i bakspejlet, nok et meget naturligt valg for mig, når alt kommer til alt.

Grunden til at jeg muligvis ville have valgt anderledes er at jeg kan se nogle udfordringer inden for ingeniørernes fagområde som jeg ville elske at tage op. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så handler det måske nok lidt om, at græsset altid er grønnere på den anden side. Jeg ved det ikke, men det er af og til lidt svært at forklare, hvorfor man i sin tid valgte at blive læge, for at satse på en karierre i sidste ende som ikke-kliniker.

Det korte af det lange er at studiet ville jeg ikke undvære, men jeg tror at jeg kunne have været lige så glad på et andet studie som fx ingeniør studiet. En del af turnus kunne jeg godt have været foruden, men jeg har nogle enkelte minder om patientforløb, der var som de skulle være. Jeg kommer dog ikke til at arbejde som kliniker igen udover som vikar i kortere perioder. Skuffelsen over ikke at kunne gøre arbejdet godt nok … over ikke at kunne hjælpe som jeg gerne vil … den er for stor. Og når jeg konstant går rundt og føler at jeg burde gøre det bedre, bliver jeg sur og tvær og ender ud med at være præcis den læge arketype jeg ønskede at gøre op med da jeg søgte ind på studiet.


#6

Jeg vil bare lige sige: Det er intet mindre end fantastiske indlæg, I kommer med ! Det er guld værd at læse, og jeg er meget taknemmelig for jeres ærlighed, indsigt, og den tid I har brugt på at give erfaring videre.


#7

Mange tusind tak for den fine beskrivelse :slight_smile: Du kan tro den var en hjælp for mig at læse! Jeg er ikke i tvivl om at jeg gerne vil læse medicin og være læge, men det, du skriver med at “ingen kan alt” og man lærer hvornår man skal bede om hjælp og “alle har været bange” er en trøst, for så ved jeg at det ikke er MIG der er noget galt med, når jeg forudser at jeg i visse situationer selv vil være bange og usikker m.m. Så hatten af for din detaljerede og gode beskrivelse :smiley: Den var en kæmpe hjælp - i hvert fald for mig :slight_smile:

[quote=“frold” post=83685]Min historie er ikke meget forskellig fra de andre og vi 3 der har svaret indtil nu tilhøre nok produkter af en anden generation. En generation der ikke var underlagt et system der er så målrettet som det er i dag, og hvor diversiteten af de optagne på studiet sikker var noget større end i dag.

Set med min optik er lægestudiet blevet for elitært - på den ikke charmerende måde.

Og ældre er jeg ikke, 35 år, men optaget på studiet med studiestart sommeren 1999.

Jeg kom også ind på en kvote 1, men ikke på KU, men SDU. Jeg plejer at sige at jeg lige fik røven med som sidste mand med et snit på jeg mener 9,1, hvilket endte med at være grænsen for K1 optag på SDU.

Jeg vidste ikke så meget om uddannelsen, der var jo ikke noget der rigtig hed internet den gang, selvom jeg dog allerede den gang havde lavet de første på hjemmesider.

Jeg kan huske jeg ringede til en klassekammerats storebror, som var startet på SDU - det var det jeg vidste.

Ingen læger i familien, faktisk ingen akademikere - i nogle led.

Jeg vidste ikke om studiet var noget for mig, jeg vidste jo ikke hvad jeg gik ind til, men gik til det med åbne arme. For mig var det en stor omvæltning. Fra det trygge nordsjælland til Odense. Der var kriller, der var spændninger, men jeg glædede mig også.

Nu her står det som en skøn tid.

Jeg ved ikke hvordan jeg kom gennem bachelordelen - den tændte mig slet ikke. Jeg klarede mig middel eller dårligt. Jeg kunne ikke se meningen med det faglige indhold, og overspringshandlinger havde jeg mange af. Men jeg blev engageret i medicinerrådet, i institutbestyrrelse, i studenterfodboldklub - kollegiesammenhold. Jo, det var nok de ydre rammer der fastholdt mig.

Jeg synes det var befriende og ganske usnoppet at læse på SDU. Her var landsmands sønner, landsby børn, og hvad har vi. Jeg kom fra det trygge borgerskab i Hellerup…

Kandidatdelen var en fest. Jeg modnes, jeg knækkede koden. Karakterne blev bedre, indholdet gav mening og det var sjovt. Jeg var flyttet fra SDU til KU og kom direkte ind på kandidatdelen. På et skønt hold og havde nogle gode klinikophold tæt på hvor jeg boede med min daværende kæreste, nuværende kone :slight_smile:

Det var klart at der var mange der var etableret og generelt er det et sjovt skifte der sker på kandidatdelen. Folk finder sammen, de første får børn. Voksen livet tegnes.

Lægelivet startede med et middel turnusnummer. Jeg kunne få vest sjælland, men skulle så pendle, så vi valgte at tage til Fyn. Jeg havde i Svendborg, havde nok regnet med Odense, men sådan skulle det ikke gå.

Svendborg er et provins hospital, og det bedste jeg har været ansat på. Det var lille, og man kendte hinanden. Men viste hvem de forskellige overlæger var og hvad de stod for, så det var rat. I kantinen kunne man sidde til bords med en anæstesilæge og en kardiolog, selvom man var på mavetarm kirurgisk afdeling. Så hørte man om vidt og bredt, det var charmerende.

Medicinsk afdeling var angstprovokerende. Jeg var usikker på min lægerolle, jeg var bange for dårlige patienter, jeg var ikke tryg ved det. Jeg synes ikke jeg kunne vurdere hvornår dårlig var dårlig, og brugte mellemvagten meget. Jeg var nok meget forsigtig og skulle lige finde et faglig ståsted. De hjælp heldigvis upåklageligt - det var trygt.

Det er netop denne opbakning, sammehold, feedback og fælleskab jeg tror ovenstående også refererer til. For i bund og grund har vi alle stået usikre på gulvet og været bange. Bange for at overse noget, bange for at stå helt alene, bange for at gøre mere skade end gavn. Ikke sikker på om man var kompetent til opgaven. Men systemet er heldigvis bygget sådan op at der er flere led i kæden, så der kommer et fejeblad og rydder op.

Omvendt er systemet også sådan at man ikke høre noget hvis man gør det fint eller godt, men først høre noget fra overlægerne når man gør det skidt, men så skal man da også få det at vide. Og nogle specialer er mere pædagoiske i den facon end andre.

Jeg har aldrig været ked af mit valg, jeg har stort set altid været glad for mit valg. Der var en periode på mavetarmkirurgisk afdeling, hvor jeg ikke synes det var sjovt.

Jeg elsker kontakten med patienterne og jeg oplever at de også er glade for mig.

Men lægelivet kan være hårdt, for vi arbejder med mennesker og med mennesker kan der ske fejl. Det der siges, eller det der høres kan misforståes. Er man perfektionist så kan man få det svært. Man kan ikke vide alt, man kan ikke alt. Kernen som jeg ser det er at erkende egne begrænsninger, at vide hvornår man skal søge hjælp, mærke efter hvornår man er i tvivl og tage patienterne seriøs. Det primære i mit virke er altså de menneskelige værdier.

Med det eksamens hysteri der er i dag, med de krav der stilles, til ingen fjumreår, ingen studieforlængelse, ingen forlængelse efter KBU - ja, det fordre den perfektionistiske, halv-neurotiske type - det er i hvert fald min frygt. Er man den, kan lægelivet ramme hårdt.

Tager man tingene som de kommer, vokser man med opgaven, er man ikke bange for at kigge ind af, er man seriøs, ved hvornår man skal være flittig og hvornår man kan tage en slapper - så kan man sagtens lægelivet.

Jeg ville ikke vælge om.[/quote]


#8

Vil også lige sige tusind tak til dig for dit fine og beskrivende indlæg! Man lærer rigtig meget af dem og jeg kan se at jeg ikke er alene med de forskellige tanker, jeg har. Fx det med at jeg synes at operationer osv. er ulækkert m.m. Jeg gør det, at for at træne mig i at se på det, ser jeg altid grundigt på det, hvis der er klip i TV osv, men når/hvis jeg engang bliver læge vil jeg bestemt ikke specialisere mig i kiurugi! Der har vi noget til fælles! Tak fordi du ville sætte ord på dine følelser ang. dette, det har været en hjælp for mig at vide at jeg ikke er alene om det. Hatten af for et godt indlæg m.m. :slight_smile:

[quote=“TrineSønder” post=83688]Hvis jeg havde vidst hvad jeg ved i dag og havde jeg haft muligheden ville jeg måske have valgt anderledes og satset på en karierre som bioingeniør i stedet. Tror jeg - jeg ved det sq ikke helt.

Jeg kom ind via kvote 2. I midten af 2.G fandt jeg ud af at jeg gerne ville være læge. Jeg synes at læren om hvordan menneskekroppen fungerer var interessant og samtidig havde jeg en nok noget naiv tro på, at jeg ville kunne gøre en forskel. Nogle private oplevelser gjorde at jeg stiftede bekendtskab med en type af læger, som efter min mening aldrig burde have haft mulighed for at have med patienter at gøre. Og jeg ville gerne komme ud i sidste ende og gøre det bedre end dem. Jeg ville gerne være den læge der var der for mine patienter og som havde overskud til at drage omsorg for dem også udover “blot” at behandle.

Jeg kom ikke ind på studiet med det samme, jeg nåede faktsisk at læse til sygeplejerske først. Under det forløb fandt jeg ud af at det var enten eller - det med at arbejde på et hospital fordi det “lugtede” lidt af at være læge var bare ikke nok. Jeg valgte derfor helt at forlade hospitalsvæsnet og læste statskundskab i et års tid ved KU inden jeg besluttede at jeg ville søge om overførsel til RUC. Da jeg sad med papirerne og skulle søge om overførelse valgte jeg en sidste gang at søge ind på medicin og kom ind.

Jeg elskede hvert sekund på bachelor delen. Jeg elskede basisfagene; det til trods for at jeg virkelig havde svært ved dem. Kandidat delen var ok og jeg kunne rigtig godt lide at have med patienter at gøre. Jeg følte stort tilfredsstillelse når jeg kunne kigge mig selv i spejlet og sige: Det gjorde du sq godt.

Jeg trak et middelmådigt turnusnummer og endte i Svendborg på ortopædkirurgisk og medicinsk endokrinologisk. Inden turnus havde jeg et vikariat på endokrinologisk afdeling på OUH. Det vikariat står stadig for mig som noget af det bedste … det er det bedste sted jeg har arbejdet som kliniker og det er der hvor jeg virkelig har følt mig godt tilpas i lægerollen.

Jeg frygtede ortopædkirurgisk. Jeg hader operationer, jeg hader ulækkert “smat”, det at folk “er gået i stykker” er slet ikke mig. Det meldte jeg ærligt ud til den uddannelsesansvarlige overlæge og mine kollegaer som ved at tage en række hensyn (fx mange vagter i stedet for OP dage) formåede at gøre mit turnusopohold hos dem rigtig godt. I dag tænker jeg tilbage på “hadedelen” af min turnus med fornøjelse. Angsten for at skulle modtage traumer i skadestuen etc blev forvandlet til en stolthed over rent faktisk at kunne finde ud af det.

Medicinsk afdeling for mig var en skuffelse.
På grund af det fantastiske ophold på endokrinologisk afdeling på OUH valgte jeg at bede om at komme på endokrinologisk på Svendborg. Det til trods for at jeg var ret sikker på jeg ville være kardiolog. Jeg ville på grund af opholdet på OUH give det en chance fordi jeg alligevel var blevet lidt i tvivl om hvad speciale jeg skulle vælge.
Endokrinologisk i Svendborg var dødssygt. Der var ingen af de spændende ting jeg havde set på OUH; det var ren insulin justering og bensår.
Kardiologien i vagten var meget spændende, men vagtarbejdet var på det tidspunkt jeg var der præget af problemer med bagvagtslaget.

Det der skuffede mest i turnus opholdet på medicinsk afdeling var dog ikke at kunne gøre arbejdet godt nok. Jeg følte at der var alt for mange ting jeg måtte gøre halvt til både patienters, pårørendes og min frustration. Jeg følte ganske enkelt ikke at jeg fik lov til at være den gode læge som jeg havde en forventning til mig selv om at jeg skulle være.

Kardiologien vandt dog stadig og jeg traf aftale om at påbegynde PhD forløb inden jeg gik ud i almen praksis med henblik på hurtigt at kunne få en HU stilling efter intro.

Almen praksis var en positiv overraskelse som gør at jeg stadig den dag i dag af og til arbejder som vikar når jeg synes jeg har brug for at få genopfrisket klinikken og tjene lidt penge (fondsmidler rækker ikke altid).

Under mit PhD forløb fandt jeg dog min rette hylde. Mødet med en bioingenør og samarbejdet med ham fik mig til at vende mod den kardiovaskulære fysiologi og det har jeg ikke på noget tidspunkt fortrudt. Jeg har altid været glad for at undervise og skrive og fordybe mig i emner, så forskningen er, set i bakspejlet, nok et meget naturligt valg for mig, når alt kommer til alt.

Grunden til at jeg muligvis ville have valgt anderledes er at jeg kan se nogle udfordringer inden for ingeniørernes fagområde som jeg ville elske at tage op. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så handler det måske nok lidt om, at græsset altid er grønnere på den anden side. Jeg ved det ikke, men det er af og til lidt svært at forklare, hvorfor man i sin tid valgte at blive læge, for at satse på en karierre i sidste ende som ikke-kliniker.

Det korte af det lange er at studiet ville jeg ikke undvære, men jeg tror at jeg kunne have været lige så glad på et andet studie som fx ingeniør studiet. En del af turnus kunne jeg godt have været foruden, men jeg har nogle enkelte minder om patientforløb, der var som de skulle være. Jeg kommer dog ikke til at arbejde som kliniker igen udover som vikar i kortere perioder. Skuffelsen over ikke at kunne gøre arbejdet godt nok … over ikke at kunne hjælpe som jeg gerne vil … den er for stor. Og når jeg konstant går rundt og føler at jeg burde gøre det bedre, bliver jeg sur og tvær og ender ud med at være præcis den læge arketype jeg ønskede at gøre op med da jeg søgte ind på studiet.[/quote]


#9

Jeg er helt enig med dig, Julie .) Sad netop og tænkte nogenlunde de ting, du skriver her!


#10

Tusind tak for jeres rigtig gode og autentiske beskrivelser! Det var meget beroligende at læse jeres historier, blot en måned før min studiestart. Har været nervøs for om jeg nu vil trives i studiemiljøet på KU, så alle de gode ting i har at sige om det sociale aspekt af studiet, ramte især rigtigt!


#11

Nu er jeg kommet halvvejs, men sikke nogle spændende indlæg!

Hvad angår operationer, så kan man før man starter på studiet og sågar også de første semestre synes at det er ulækkert. Det samme gælder billeder af samme. Men først når man ved hvad man kigger på er det ikke længere så ulækkert. Så ser man på noget bestemt og ikke bare på noget “snask”, hvis I forstår hvad jeg mener.

Man fokuserer på det vigtige og man kan se og sige “nå, ja, det her er jo nervus dittendattus og musclus dennehersensus og sørme om ikke vi har noget nekrose her, ja, ja, jeg husker min patologi!” og endda få en helt modsat oplevelse!