Hej!
Angående det med rutinen.
Jamen jeg tænker da også over, om det kan lade sig gøre i lægeverdenen.
For vi står jo med andre menneskers skæbne, liv og død i hænderne.
Men så alligevel - det gør mange andre mennesker altså også - nogle direkte andre indirekte.
Jeg talte med en ingeniør som bl.a. arbejder med arbejdsmiljø. Hun sagde, at det at arbejde mange timer - f.eks. om natten - og miste søvn i mange tilfælde svarer til at være fuld m.h.t. f.eks. reaktionsevne.
Man kunne godt spørge sig selv - hvis man jævnligt har 67 timers arbejdsuge - gør det så primært noget godt for erfaring og rutine? Eller
kører man måske bare langsomt men sikkert sit helbred og sin arbejdsevne på sigt i bund?
Jeg er usikker overfor, om deltid kan gennemføres indenfor kirurgi.
Det vil jeg sige - allerede nu mener mange jo, at de fremtidige kirurger ikke får erfaring nok.
Men så igen - jeg tror kirurger er nogle af de værste til at identificere sig så meget med deres job, at de måske har sværere ved at indse, at mindre også kan gøre det. Less is more - er der et mundheld der hedder.
Selvfølgelig vil man gerne behandles af en læge eller anden behandler med meget stor erfaring osv.
Men hvis jeg skulle vælge mellem at blive behandlet af en yngre læge på deltid, der er udhvilet og netop meget engageret fordi det bliver en glæde og et privilegium at gå på arbejde når man har tilstrækkeligt tid til familien -og den anden valgmulighed måske var en yngre læge, der måske hurtigere havde opnået erfaring men som var overarbejdet og stresset - uden selv at vide det :lol: så tror jeg, at jeg ville vælge den udhvilede.
Erfaring kan man ikke undgå at få - det kommer med tiden.
Det tager længere tid at opnå erfaring på deltid - men så er det jo man skal spørge sig selv om det gør noget?
jeg tror at deltid kan give mere kvalitet i arbejdet - fordi det alt andet lige er nemmere at være 100% på, engageret hvis ikke der står stress på dagsordenen.
Som næste 2/5 af artiklen viser - så er mange læger stressede - de ved det ikke selv. Og man kunne påstå, at de på den måde er til fare både for
andre og for sig selv.
Lægen her fik en blodprop udløst af stress.
Men læger er også dårlige rollemodeller for andre, hvis de går rundt og tror sig selv lidt overmenneskelige,og tror at det de anbefaler andre behøver de ikke selv efterleve med et godt eksempel.
Her kommer citatet:
5 GODE RÅD FRA NETTESTRØM
-Sig nej
-Mærk efter hvordan du har det
-Skab overblik
-Hold fri i weekender og ferier
-Dyrk motion, det giver overskud
DEN SVÆRE KUNST AT SIGE NEJ
SELV STRESSLÆGEN KAN HAVE SVÆRT VED AT OPDAGE SIN STRESS.
Han er 58 år, overlæge og Danmarks førende ekspert i stress-sygdomme. Og lige nu er han på vej op ad bakke - i bogstaveligste forstand.
For tre et halvt år siden fik han en blodprop i hjertet på grund af stress, og siden har han kæmpet for at skabe balance mellem arbejde og fritid.
Et af redskaberne er at cykle et par gange om ugen fra arbejdet på Hillerød Sygehus til hjemmet i Lyngby. Og lige nu er overlægen på vej op ad den stjejle Geels Bakke på sin slidte sorte racercykel.
“Efter blodproppen synes jeg jo, at jeg havde planlagt, at det skulle være sådan og sådan, men så gik det ikke alligevel. Pludselig var jeg på vej ud ad tangenten igen. Jeg tog nok for let på det psykiske smæk, det er at få en blodprop.”
Et år efter blodproppen, var kalenderen igen fyldt op af aftaler. Uden han egentlig opdagede det, var Netterstrøm midt i en dyb depression, som krævede både lykkepiller og alkohol.
Siden har han kæmpet for at planlægge sit arbejde, så han får ro og overblik. Arbejdstiden er gået fra 55 timer til tæt på de 40, fordi han har lært at sige nej.
“Jeg er blevet 58 og bliver måske ved syv år endnu, så nu kan jeg bedre se, hvad jeg skal nå. Og hvad jeg ikke skal nå. Jeg har sat mig nogle mål.”
“For ti år siden var der ingen grænser. Jeg sagde aldrig nej. I dag siger jeg kun ja, hvis jeg synes, det er relevant for mig. At begrænse arbejdstiden handler meget om at tage den alvorligt”.
Det gør Bo Netterstrøm ved systematisk at bruge sin lille eletroniske lommekalender, bruge sin sekretær til at holde overblikket og planlægge et år frem. “Det kedelige arbejde” er uddelegeret. Han holder fri i ferier og i weekenden.
“Manglende lyst er et signal. For de fleste bør det være sådan, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Men man skal huske at tænke over det. Hvordan har jeg det? Hvordan er stemningen. Hvis man ikke kan grine sammen, når man spiser frokost, så er det ikke godt.”
Spørgsmålet er, hvordan det kunne gå så galt for stress-overlægen, der burde vide bedre?
“Jeg er nok ret god til at lyve for mig selv. På den måde, kan jeg hurtigt spinde mig ind i alligevel ikke at gøre, som jeg har sagt.”
Og har han fået det bedre?
“Jeg er ikke sikker på, at jeg har det bedre. Før blodprop og en depression var jeg egentlig ret ubekymret. Men jeg er blevet bedre til at passe på, fordi jeg ikke vil havne i den sitation igen. Jeg er blevet mere reflekterende. Det er nok en proces, der har taget et årstid…”
Der er da gået mere end et år?
“Ja…jo Men jeg synes, jeg er blevet bedre og bedre til det. Så er jeg faldet i vandet igen. Og så må jeg stramme op igen.”
Citat slut.
Jo m.h.t. det med at holde rutinen…
Selvfølgelig kan det være et problem.
Men jeg synes alligevel, at de ting jeg een gang har lært - de forsvinder aldrig helt.
Jeg synes faktisk det er mest udtalt for de praktiske ting. De sidder ligesom i kroppen/hænderne.
M.h.t det teoretiske så kan man jo altid læse op på det - og er jo også nødt til at læse forholdsvist flittigt postgraduat for at holde sig ajour med alt det nye.
Ikke for at prale men jeg vil lige give et eksempel med at anlægge venflon.
Det lærte jeg i løbet af 1.del - altså ret tidligt på studiet og før den egentlige klinik, da jeg var på nogle prækliniske ophold. Lærte også at sy på den måde.
Så fik jeg ikke brugt de færdigheder særlig meget i sidste del af studiet - det blev da til en venflon af og til, men den sidste del af klinikken handlede mere om at optage journal m.m.
Da jeg så skulle ud i turnus var det faktisk ret længe siden jeg for alvor havde fået lagt venflons i “stor stil”.
Og jo blodprøver havde jeg slet ikke taget i mange år.
Heller ikke syet.
Alligevel så var jeg mindst lige så god til det som jeg hele tiden havde været.
Det lå i hænderne, fordi jeg een gang havde lært det.
Når sygeplejerskerne havde en patient på sengeafd. som de ikke kunne lægge venflon på efter måske flere forsøg så bippede de jo mig som de skulle - idet jeg var forvagten.
Så skulle jeg som helt grøn forvagt stå og lægge venflon - selv om de garvede sygeplejersker, som i de fleste tilfælde havde årelang erfaring og anlagde venflons næsten hver eneste dag havde prøvet op til flere gang uden held.
Man kan vist godt se, at jeg havde næsten nul rutine og sygeplejerskerne havde massiv rutine. egentlig syntes jeg at det var lidt for dårligt for på forhånd kunne man jo sige, at det var åndssvagt at tilkalde den minst rutinerede, når den meget rutinerede ikke kunne…
Alligevel så kunne jeg - 9 ud af 10 gange lægge det venflon jeg blev kaldt til.
Selv om jeg aldrig havde fået en rutine - kun prøvet det nogle få gange i klinik - og selv om det var mange år siden.
Og det såkaldt rutinerede personale havde måttet give op.
Selvfølgelig skete det også en sjælden gang at jeg måtte give op.
Men som regel gik det.
Dette skriver jeg bare for at give stof til eftertanke i forhold til det med rutinen.
Altså hvis du lærer at cykle som 4-5 årig (uden støttehjul) - men du så efter nogle år bliver kørt til alting af dine forældre og senere erhverver dig en bil i dit voksenliv - kan du så som 40-årig efter ikke at have cyklet for alvor i mange år stadig køre cykel uden at vælte?
Tænk lige over det?
Jeg tror, de fleste vil svare - ja! - selvfølgelig! - har man een gang lært at cykle - så kan man det hele livet - også selv om man ikke lige har “rutinen”.
Jo og så til sidst - ang. det med at blive behandlet af en yngre læge med kun lidt erfaring og kun lidt rutine (p.ga. deltid).
Jeg synes stadig at det vigtigste er at lægen er udhvilet og ikke kronisk stresset - for det kan ødelægge den effekt som rutinen ellers giver.
Og så er det allervigtigste jo at kunne sige fra, når det er på tide at spørge en ældre og mere erfaren kollega.
Kan man det så er deltid i en årrække ingen hindring.
Og kære Diemer!
Til lykke med barnet der er på vej! Det bliver spændende at høre hvilke holdninger du får til alt det her, når du selv får nogle erfaringer.
Jeg er lidt træt af at høre den der med om jeg ikke vidste hvad det var jeg gik ind til.
Nej selvfølgelig vidste jeg ikke det!!!
Hvor mange af jer det lige er startet eller måske på første del ved hvad I går ind til?
Hvor mange ved, hvad det vil sige at blive mor/far når de kun er i starten af 20´erne og måske ikke engang har en fast kæreste?
Ik?
Mvh. Helene