Læger og børn


#1

Hej!
Jeg vil forsøgsvist oprette en ny tråd, hvor folk kan diskutere, hvordan det er at have børn mens man studerer, er i turnus eller andet lægejob.

Debatten andetsteds fik jeg måske kørt lidt af sporet.

Jeg håber, der er nogen, der har lyst til at diskutere her.

Jeg håber også, at det kan blive i en ikke-fordømmende tone, hvor vi kan lære af hinanden.

Jeg har selv nogle lidt ekstreme holdninger i forhold til at jeg gerne vil passe mine børn meget hjemme. Men måske har jeg godt af at blive udfordret af andres måde at gøre tingene på? Måske kan andre bruge noget inspiration fra min livsstil?

Jeg vil sige, at jeg måske kan lyde skråsikker. Men jeg er lige det modsatte.

I en stadig søgen efter en harmonisk hverdag med børn, studier og job.
En stadig søgen efter lige netop den balance mellem alle disse komponenter og alle de andre vigtige ting i livet.

Jeg har ingen meninger som ikke kan ændres via et godt argument.
Jeg ændrer tit mening og har et standpunkt til jeg får et nyt.

Jeg vil bare gerne stille mig kritisk overfor den måde vores samfund har indrettet sig på generelt. Men det betyder jo ikke, at alt skal forkastes…
Men hvis der er nogen der har lyst til at diskutere disse emner, dele erfaringer af ALLE slags - uden at nogen skal være hellige eller bedre end andre så skriv!

Mvh. Helene


#2

Hej Helene.

Jeg kan godt se det væsentlige i de spørgsmål du bringer op - men må advare dig - jeg deler slet ikke de holdninger du luftede i den tidligere tråd.

Jo for søren - lægejobbet er krævende, men det er langt fra det eneste job der er det. Og jo - det kræver mange timer og meget erfaring at blive rigtigt god.

Jeg er overbevist om, at man ikke kan nøjes med 20 timers arbejde og så sidde derhjemme og være sammen med sine børn resten af ugen, hvis man har ambitioner om at udvikle sig fagligt.

Derfor mener jeg, at det må være spørgsmål om, at træffe et valg, baseret på egne ønsker og resourcer. Hvis man er to læger der bor sammen, og begge gerne vil gøre karriere - så kan det efter min mening ikke nytte noget, at man samtidig gerne vil have 5 børn og ingen af dem skal i institution mere end 10 timer om ugen.

Omvendt står det een frit for, at vælge et liv med hjemmepasning af børn til - så skal man bare ikke forvente at nå det samme på jobbet som man ellers ville nå.

Jeg har ikke selv fået børn, og kan derfor ikke helt snakke med om, hvilken glæde/belastning det udgør. Men jeg ved, at jeg har oceaner af fritid i forbindelse med min turnus-ansættelse. I denne uge har jeg 67 timers arbejde - men jeg har stadig haft fri kl 15 man-ons, fri hele torsdag og indtil kl 14 fredag. Jeg véd at mange af mine venner i andre fag ikke har den frihed jeg har i hverdagene. Til gengæld har jeg så arbejde fredag 15-09.30 og søndag kl 09 til mandag kl 0930. Men hvis jeg havde børn ville de jo ikke være ladt alene på de tidspunkter.

Summa sumarum: Min holdning er, at du må vælge om du altid vil være hjemme ved dine børn - og derfor vil tage til takke med lidt løse vikar-ansættelser rundt omkring. Eller om du kan lære at stole på, at andre mennesker, inklusiv din mand, kan passe børnene fuldt ud lige så godt som dig. (og lad nu venligst være med at starte den amnings-debat een gang til - der er jo trods alt mulighed for et helt års barsels-orlov)

Mange hilsener

Linda


#3

Hej Linda!

Tak fordi du gider svare!

Ok jeg dropper amningsdebatten - henviser bare ganske, ganske forsigtigt til WHO´s anbefalinger, som måske godt synes kunne være relevante for en arbejdsgiver at medtænke i arbejdstilrettelæggelsen.
Når jeg diskuterer amning kommer det let til at virke useriøst - henviser derfor til de seriøse, lægelige eksperter der vel er ansat i WHO?

Det er ikke fordi, jeg ikke stoler på at andre kan passe mine børn.
Det er fordi jeg ikke oplever at det at have børn overhovedet er noget, der betyder noget i den lægelige arbejdskultur.

Jeg har gået meget i legestue med børnene og mødt en del sygeplejesker, hvoraf mange netop kører ovennævnte livsstil samtidig med at de har et deltidsjob.
Jeg bliver misundelig over, at sygeplejersker kan få det så nemt - selv om det er samme arbejdsplads, samme patienter, samme problematik med mangel på arbejdskraft.

Jeg vil hellere stille spørgsmål end gentage mig selv.
For at gøre det mere overskueligt, vil jeg nummerere spørgsmålene:

1)Hvorfor mener du ikke man kan udvikle sig fagligt med en arbejdsuge på 20-30 timer?

Da læger fik 37 timers arbejdsuge var der også mange af de gamle “nisser” (kunne ikke lade være med at skrive det), der var fremme i skoen og mente, at nu var faget dømt til undergang.
Men det viste sig ikke at være helt rigtig vel?

2)Hvorfor kan man udvikle sig godt nok fagligt hvis man arbejder ca. 37 timer men det går heeelt galt hvis man kommer ned på f.eks. 30?

Tænk på at hvis jeg skulle arbejde deltids i turnus, så skulle jeg bruge et helt år på de ansættelser, der ellers kan gennemføres på ½ år.

Alt andet lige mener jeg at man i løbet af et års ansættelse kan udvikle sig mindst lige så godt som i løbet af et hektisk, stresset halvår, hvor
det meget handler om at overleve.

Et forløb på dobbelt så lang tid mener jeg nu kunne sikre udvikling og indlæring langt bedre - mindre stress - mere tid til at nå hele vejen rundt i specialet.

3)Er det ikke den samlede sum af erfaring, der betyder noget?
Og ikke om den erfaringssum høstes i løbet af et hektisk ½ år eller et mere afstresset deltidsår?

Mvh. Helene


#4

Hej igen!
Linda du skriver, at du i denne uge arbejder 67 timer (turnusstilling).
Du skriver, at du ikke mener, at man kan udvikle sig som læge på nedsat tid eksemplificeret ved 20 timer, som er den nedre grænse for deltid i Sverige i hvert fald (50%).
Nedsat tid kan jo også være meget tæt på de gængse 37 timer - f.eks.
32 timer.

Jeg har læst andetsteds, at det ved turnusansættelse i Storkøbenhavn er svært at få mere end 37 timer, da der er mange om budet i dette område.

Hvis dette er korrekt - så er det et voldsomt stort udsving.
Dine 67 timer op imod 37 timer. Det er næsten dobbelt så meget.

4)Vil du dermed mene, at en turnuskandidat der “kun” arbejder 37 timer ikke bør få godkendt sin turnus?

5)Hvis du svarer nej til ovenstående - at 37 timer kan være nok til at godkende et turnusophold - hvordan kan du så mene, at en reduktion i arbejdstiden på f.eks. 5-7 timer(!) ugentligt til f.eks. en arbejdsuge på 30-32 timer skulle kunne gøre så markant og voldsom en forskel?

Jeg får hele tiden at vide af SST, at jeg kan søge om deltid efter turnus - hvis dette er korrekt så kan læger under uddannelse til speciallæge og speciallæger godt arbejde deltids.

6)Mener du ikke, at læger under uddannelse til speciallæge skal udvikle sig fagligt?

7)Mener du ikke, at speciallæger skal udvikle sig fagligt?

SST siger, at der er mulighed for deltid efter turnus -

  1. Er du dermed uenig med SST i, at dette skal være muligt?
    Jeg mener trods alt, at SST vel har en vis kompetence - eller hvad?

Der går således allerede nu læger rundt på deltid - både turnus, speciallægesøgende læger og færdiguddannede speciallæger -
Der er bare meget langt imellem dem.

9)Synes du, at det er retfærdigt, at nogle kan få mens andre må gå?
Og at tildelingen af denne for nogle eftertragtede deltid foregår efter
helt arbitrære principper?

Jeg håber, at nogen har lyst til at prøve at skyde mine argumenter ned - HVIS DE KAN :wink:

Mvh. Helene


#5

Øv - der er endnu ingen, der har svaret.
Kan ikke lade være med at kommentere bemærkningen om, at der er 1 helt års barsel og dermed skulle amningen være klaret.

Altså min søn på lige netop 1 år bliver STADIG fuldtidsammet…

Okay - indrømmet han vil gerne smage lidt på fast føde - og jeg kan godt være temmelig længe væk fra ham nu - men han lever altså stadig i helt overvejende grad af sin mors mælk.

Stortrives på den…

Han er stor nok til, at jeg kan have et deltidsjob uden at det skal give alt for megen dårlig samvittighed - men ikke mere end deltid - A.H.T. AMNING!

Jeg ved det kan være svært at forstå i en kultur, hvor 4 - 6 mdr.s fuldtidsamning anses for alt rigeligt.

Jeg kender til en mor hvis barn ikke ville spise andet end modermælk i 2 ÅR! Og det var et af de mest trivelige børn, jeg har set.

Så nej 1 års barsel gør det ikke nødvendigvis, hvis det er amning vi diskuterer.
Men en deltidsansættelse kan fungere sideløbende med den fortsatte amning.

Mvh. Helene


#6

Læs her!!!
http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/nyh … pa-deltid/
Mvh. H


#7

Hej Helene

Ved ikke lige hvor relavant mit indlæg er din nye tråd her, men har fulgt lidt med i debatten i den tidligere tråd også.

Man kan virkelig se det er en debat du virkelig går op i, men synes du skal passe på du ikke selv dræber den, med dine mange lange indlæg “Sorry”…

Men hvis man ser det hele fra en lidt mere praktisk vinekl. I fremtiden er ca. 2/3 af de uddannede læger piger. Hvis hoved parten af dem parten af dem vælger at få barn omkring deres turnus, og dermed så minimum skal have et års barsel og derefter gå på deltid i et årtid. Ville det ikke endniu større mangel på læger. Og dermed påtvinge de turnus læger der ikke får bøen i deres turnus endnu flere timer?? Det jeg mener er vil det overhovedet være praktisk muligt???

Og uden at skulle gå ind i de forskellige teorier om amning og dets gavnlige virkninger, da jeg ikke ved noget om det :slight_smile:
Så er der vel ikke nogen der ikke tager skade kortere amning. Samt og at der ligeldes er mange faggrupper som ikke har muligheden for deltid mm, og som har ganske normale velfungerende børn.
så derfor er jeg enig med Christie i, at det er et priotering spørgsmål.

Og så er der lige et generalt spørgsmål…
Når man snakker at turnus læger har 67 timer om ugen. Er det så ikke fordi de har taget ekstra vagter. Og er de ekstra vagter nogen man kan sige nej til?

Mvh Martin


#8

Kære Helene
Jeg vil blande mig lidt i debatten igen som jeg gjorde i den tidligere tråd (som efterhånden ligner denne en del - undskyld kunne ikke lade være)
Jeg forstår og respekterer fuldt ud dit valg, men jeg vil gerne have lov at indskyde, at den perfekte mor ikke nødvendgvis bør gå hjemme på barsel i et helt år, endsige amme i flere. For de der har lyst, synes jeg muligheden burde være der, men jeg synes personligt at det halve år jeg er indlagt til, er lidt af en dræber…
Min intention er ikke at punke dig, men da du startede på medicin - kendte du ikke kravene til turnus der, eller lærte om dem undervejs så du var forberedt og kunne planlægge efter det? Jeg har valgt at få mit barn (og kommende børn) tidligt, så jeg netop har mulighed for at kunne arbejde meget i turnusperioden - min mand og institution kan tage sig af dem når jeg ikke er hjemme.
Jeg ved jeg lyder kynisk, men som jeg ser det, kan du ikke få den ønskede dispensation, er det trods alt “kun” 1½ år. Derefter kan du komme på deltid som du ønsker. Jeg ved det vil være 1½ års mareridt for dig at være væk fra dine børn længere end du ønsker dagligt, men kan du evt. ikke aftale med din mand og institution at de giver dit barn/børn udmalket modermælk mens du er væk (amningen synes at være det største problem?) Jeg har selv en sådan aftale med hhv. mand og kommende institution og det fungerer glimrende.

Jeg håber for dig, at det lykkedes dig at finde en ordning der tilgodeser dit behov for at være meget sammen med dine børn, så du en dag kan praktisere medicin uden at skulle hoppe fra det ene vikariat til det andet.

Med ønsket om held og lykke,
Deborah


#9

Flyttet til candmed debat.


#10

Læs endnu mere her!!!
http://www.ugeskriftet.dk/lf/UFL/ufl99_ … /35054.htm
Vh:H


#11

Hej Martin!
Nej jeg tror desværre ikke, de 67 timer er udtryk for ekstravagter.
Den afd. jeg arbejdede på i den turnusdel jeg har gennnemført havde alle stillinger besat. Alligevel blev jeg som nybagt mor sat til at arbejde 50-60 timer sådan cirkus halvdelen af måneden.

Det var arbejdstilrettelæggelsen, der gjorde det. De åndssvage friuger, som jeg som mor, der skal være tilstede for mig barn på en stabil måde ikke kan bruge til noget som helst.

Og så selvfølgelig at mange overlæge endnu ikke har opdaget - ikke vil opdage, at vi i 1981 såvidt jeg har forstået fik indført ca. 37 timers arbejdsuge.

Førhen havde overlægerne kunnet gøre anvendelse af de yngre læger fuldstændig som det passede dem. Skulle den yngre læger arbejde 3 døgn i træk så var det sådan - kvinder som mænd, mødre som fædre.
Har du ikke set Grey´s anatomy? Der arbejder turnuskandidaterne mindst 100 timer pr. uge.

Det resulterer dog i, at de på et tidspunkt får et max. loft på “kun” 80 timer, da hospitalet måtte erkende, at de yngre læger faktisk - mærkeligt, mærkeligt!!! - blev så trætte og udmattede af 100 timers arbejdsuge, at de gik rundt og lavde alt for mange fejl og den slags.
underligt! Det kunne man da ikke have regnet ud på forhånd! (ironisk ment)…

Så de der ikke har så meget lyst til at have 2 FULDTIDSJOBS - evt med et lille barn på armen - må hellere komme lidt op på barikaderne nu!

Og kære Deborah - jeg har fuld respekt for dine valg - og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at du har et barn, der stortrives og at du, din mand og jeres kærlige dagplejemor er en perfekt trio, der kan give dit barn en god start på livet.

Det lyder selvfølgelig selvmodsigende da jeg andetsteds har skrevet en masse om, at forældrene er de vigtigste osv.
Jo men det synes jeg stadig -MEN DER ER JO SJÆLDENT KUN 1 MÅDE AT LEVE SIT LIV PÅ/ HAVE BØRN PÅ.

Hvis det fungerer for dig - så skal du overhovedet ikke tænke på mig.
Modsat dig så fungerer mit liv ikke godt nok! Så hvis dit gør med den ordning du har fundet så kan alle andre være ligeglade og du skal bare glæde dig over dit liv og de valg du har truffet.

Men det er ikke amningen som sådan der er det største problem.
Da mit første barn var 6 mdr. og jeg skulle arbejde op til 60 timer så ammede jeg på livet løs alligevel - så fuldtidsamning i et år blev det ikke til med det første barn (som med nr.2 og nr.3) - men det var tæt på.
Han blev så ammet meget på de tidspunkter hvor jeg var hjemme -
blev ammet mange gange om natten - han sov ved siden af mig så jeg vågnede næsten ikke af det. Så jo det gik.

Jeg følte mig bare så krænket i min inderste sjæl over at jeg kun fik ½ år
Men dengang var jeg naiv - jeg troede ikke, at de villle byde en nybagt mor 60 timer og jeg anede ikke, at jeg kunne blive ved med at fuldtidsamme så længe.

Men jeg er bare ikke villig til at ofre tiden hvor mine børn er små.
Så enkelt er det.
Så kunne mine børn være flaskebørn - jeg vil bare have at samfundet skal tage de hensyn. Vi lever da for pokker i et af verdens rigeste lande!

Men hvad fanden er alle de penge værd, hvis ikke der er mulighed for nok tid med de dyrebare børn man er så heldig at få!

Nå slutter nu.
Jeg vil også gerne kommentere det en skrev, at jeg intet konstruktivt har gjort - at det hele bare er en klagesang.

Altså - nu har jeg skrevet det ene brev efter det andet - til SST, til Videreuddannelsesrådet, til FAYL, til de fleste sundhedspolitiske ordførere i folketinget, til Sundhedsministeren og som I ved debatteret som en sindssyg på nettet…Er det ingenting?
De radikales sundhedspolitiske ordfører og socialdemokraterne reagerede meget positivt på min mail og ville tage problematikken op med sundhedsministeren, som jo ikke var til at hugge eller stikke i.
(Disse ordførere er hhv. læge og soc.sundhedsassistent i det apolitiske liv).

Derudover så har jeg ringet til den svenske SST - socialstyrelsen og til det svenske lægeforbund for at finde ud af hvordan de egentlig gør i Sverige. Jeg venter stadig på at få en mail fra en sød sekretær som var helt vild efter at hjælpe mig ,da hun syntes at vi piger måtte da stå sammen, for hun kunne godt kende problematikken.

Jeg skal også tale med en overlæge der har arbejdet meget i Sverige som synes at deltid er en helt superting, da han selv har set det praktiseret. Jeg skal spørge til hans erfaringer.

Og jo selvfølgelig er lægemangel da et problem.
Men nu har jeg selv været på klinisk ophold i udlandet.
Det var i Wien, Østrig - og der mødte jeg så en yngre læge der havde kørt taxi i et par år før han kunne få sin første stilling,
Det er normalt at man skal køre taxi i flere år før der måske er et job at få. Vi var en broget flok af studerende fra det meste af Europa og Sovjetunionen, div. østlande og ægypten.
Det gennemgående træk var, at det var sindssygt svært at få job postgraduat.

Derfor er der masser af lægelige arbejdskraft at hente hvis man ville give folk et sprogkursus.
Dermed vil jeg stadig mene, at man ikke kan tillade sig at misbruge en mor eller for den sags skyld en far, der gerne vil gøre sit forældrejob på en for vedkommende tilfredsstillende måde.

Puha! Det blev langt…
Jeg er bare ikke godt til at skrive kortfattet - jo når det drejer sig om næsten alle andre emner …

Mvh. Helene


#12

Og kære Deborah og andre mødre!
Når jeg skriver så meget om amning så er det for at illustrere, at det bånd der er mellem mor og barn (dannet i graviditeten og evt. ved amning efter fødslen (eller flaske som også danner kærlige bånd ikke at forglemme…)) - det bånd fortsætter længe efter at barslen er slut.

At fortælle om langtidsamning er bare en konkret måde at illustrere det bånd på.

Men det betyder ikke, at alle skal amme eller at alle skal amme i årevis.

Det betyder bare at man skal have muligheden at vælge tid med sine børn til hvis det er det man gerne vil.

Der findes ikke en færdig opskrift på hvordan man skal gøre, når man stifter familie. Der er så mange måder og muligheder at danne og have en familie på.

Jeg er ikke nogen perfekt mor - jeg har bare nogle børn der er meget glade for at amme længe - men jeg er ikke bedre eller mere perfekt end alle andre. Jeg dummer mig også her som i alle andre af livets aspekter.
Jeg prøver jo at gøre mit bedste som alle andre - men ingen er perfekt.

Mvh. Helene


#13

Hej Linda!
Jeg ved ikke, om du stadig læser med?
Men i et af mine indlæg nævner jeg en overlæge, som jeg har talt med om deltid.
Ikke bare er han for deltid - han opfordrede mig til at overveje at skrive et indlæg i ugeskriftet og anføre, at jeg diskrimineres fordi jeg ikke som en selvfølge kan få lov at arbejde på deltid.

Men ydermere så har han selv deltid.Det sagde han da såvidt jeg husker
Manden er faktisk overlæge.

Så det kan godt være, at du ikke mener, man kan udvikle sig i en deltidsstilling.

Jeg mener, at man altid kan udvikle sig - det handler om at være aktiv og årvågen og lærevillig mens man er på arbejde og ikke om bare at tonse afsted i døgndrift. Lidt a la debatten om studieteknik andetsteds.
Der blev vi da enige om, at rigtig meget læsning ikke altid er bedre end en moderat, passende mængde.

Jeg vil ikke gå så langt og sige at 67 timers arbejdsuge skader - men
jeg vil gerne stille spørgsmålstegn ved nødvendigheden af at arbejde så meget for at blive rigtig dygtig som du siger.

Nu er der jo også forskel på hvilket speciale, man vælger.
Jeg ved ikke, om deltid egner sig til kirurgi?

Men i de fleste andre specialer har jeg noget svært ved at se problematikken.
Og ja det tager da tid at blive dygtig - men en 30-40 år burde vel også være rigeligt at tage af. Så derfor kan jeg ikke se hvorfor det hele skal køres af som en sindssyg lige de år, hvor mine børn er helt små.

Nu har jeg mødt flere overlæger som er positive overfor deltid -en var selv på deltid - viser det ikke meget godt, at dette som så meget andet i meget høj grad er spørgsmål farvet af personlighed og holdninger?
Og måske også livssituation.

Det er da fint at arbejde igennem hvis der ikke er noget til hinder for det i ens livssitatuation - men meget forkert at køre dette over på de andre læger, der har et problem hermed i en periode f.eks. a.h.t familien.
mvh. Helene


#14

Helene – please være lidt konkret med dinne indlæg, lav en post og så ikke mere end det inden du får et svar. Det er lidt svært at tage dig seriøst lige nu. Man kan eller ikke sammenligne det virkelig verden med en TV serie som greys anatomy.

67 timer eller mere per uge synes jeg er ret excessive, dvs. at man arbejder 10 timer om dagen uden nogen form for weekend. Desuden sover jeg 8 – 10 timer per dag, træner 3 – 4 timer og det bliver i alt 24 timer allerede, der er ikke tid til mad lavning, rentgøring, tøjvæsk, indkøb etc, og ikke tale om tid brugt til transport og familie, venner og social begivenheder. Den måde at arbejde på kan umulig gøre gavn på enes krop og psyke, og vil medføre stress relateret sygdomme, og da jeg betragte min krop og sundhed som en sanctuary ville jeg aldrig gå med til det.

Jeg kan godt se fordele ved at ”arbejde” mange timer for en turnus læge, fx når der er en avanceret akut operation midt om natten som man sjældent ser og du få derfor lov til at assistere fordi du er der jo det meste af tiden. Jeg tror det er grunden til de mange arbejds timer. Jeg erkender at jeg ikke kender den danske system særlig godt, men hvis man kun bruger turnus læge til slave arbejde, 67+ timer om ugen så er den danske sundhedsvæsen sku’ for tåbelig.


#15

Til Helene78

Jeg er hverken nuværende eller kommende mor, men jeg vil alligevel komme med en lille kommentar.
Jeg må indrømme at jeg ikke har haft tid til at læse hele den anden tråd (har ikke orket), men har læst lidt hist og her.

Jeg respekterer dig meget for det du mener mht. at det kun er godt at kvinder er hjemme meget det første stykke tid af deres børns tidlige barndom.
Jeg har også stor respekt for at du som kvinde står frem og argumenterer så godt som du gør; det vil alt andet lige inspirere andre til at reflektere.

Der er nok ingen der kan benægte de bånd der knyttes mellem en mor og barnet når de er sammen! Jeg synes også at mødre generelt skal bruge mere tid sammen med deres børn, og det gælder selvfølgelig også mødre der er læger. Problematikken med for lidt tid sammen med egne børn og for lang tids anbringelse i institution er nok mere et samfundsmæssigt problem. Hele samfundet er indrettet således!

Du har ret i at lægeverdenen er en mandsdomineret verden, hvilket iøvrigt også gælder mange andre steder her i verden… Men efterhånden som der bliver flere og flere kvindelige læger vil man nok blive mere opmærksom på at læger også kan få børn, og derfor mere indrette sig efter det. Lægemanglen er man ved at tage hånd om, så det skulle være løst om nogle år.

En lille bemærkning fra sidelinien: mange af dem der debatterer har ikke børn (muligvis ikke endnu), og kan måske ikke helt forholde sig til hvad det vil sige at have børn som man er glad for; de kan ikke tage stilling til et mor-barn forhold hvor moren ønsker meget tid med barnet.
Det er muligvis derfor at nogle her på siden der ikke gider skrive…
Jeg hentyder ikke til en specifik person, men bare sådan generelt…

Jeg har ikke selv børn, men når jeg engang får nogen vil jeg ikke bryde mig om at mit barn ser personalet på vuggestuen flere timer end jeg ser dem. Så har man nemlig mistet al glæden ved at have børn.

Konklusion:

Al min RESPEKT til stærke kvinder som Helene78 som står frem som frontfigur og starter debatter der gør os opmærksomme og muligvis på sigt ændrer meninger.


#16

Citat fra artikel i ugeskriftet linket i indlæg af Helene78 d. 29/7:
"Speciallægekommissionens holdning var, at det mest fornuftige er at se fleksibelt på hvert enkelt tilfælde, frem for at give fuldstændig los. For gør man dét, vil det være meget vanskeligt at dimensionere, og at styre den samlede uddannelse, siger Erik Jylling.

Hidtil har praksis været: Officielt restriktiv, men fleksibel i de individuelle sager. Ifølge Erik Jylling har FAYL hidtil behandlet alle anmodninger om at måtte tage en deltidsstilling individuelt. " (citat slut)

Det er da et stort problem, at den officielle holdning er restriktiv mens virkeligheden er anderledes. Mange søger nok ikke, fordi der “står i reglerne”, at man ikke kan få deltid - selvom systemet er fleksibelt. Der er brug for klare udmeldinger!!! Har jeg forstået artiklen ret, er det for dårligt FAYL!


#17

Hej P!

Tusind tak!
Det der med at behandle hver sag individuelt lægger jo netop op til, en enorm utryghed for den læge der f.eks. står med et spædbarn - og ikke lige kan sige til barnet - nu må du lige lade være med blive større for jeg kan først få deltid efter turnus.

Så kan man aldrig vide sig sikker.
Og der lægges op til en stor uretfærdighed, for når man vuderer “individuelt”, som der står så betyder det i min fortolkning, at man mere eller mindre kan gøre som det nu passer en (arbejdsgiveren) i det enkelte tilfælde.

Det har ikke meget med et civiliseret demokrati at gøre.
Der må være klare regler og især ens behandling af alle.
Det skal ikke være sådan at nogle få er heldige at slippe igennem nåleøjet hvor andre i nøjagtig samme situation bare får at vide - afslag!
Hvorfor - fordi det er os der bestemmer! :evil:

Altså der må da for pokker kunne laves nogle regler som gælder for alle, så man kan vide hvor man står!
Jeg tror ikke på at deltidsansøgningerne så vil oversvømme faget - jeg har trods alt gået på medicinstudiet og synes da at jeg lidt kender til den ambitiøse, stræbsomme tankegang der gennemsyrer især medicin.

Jeg tror stadig langt de fleste vil skynde sig igennem karrieren alt hvad de kan.
Men hvis det modsatte skulle være tilfældet - så er der bare endnu mere brug for klare regler- så vi kan få nogle tilfredse yngre læger og samfundet kan finde strategier for at opdæmme for lægemanglen ( der er så mange læger i udlandet der ville give højre arm for et job)
Mvh. Helene


#18

Hej! Jeg har lige læst en relevant artikel i seneste Samvirke:august 2006.

Desværre har Samvirke ikke valgt p.t. at lægge netop denne artikel ud på nettet. Så ville det være nemt at sende et link til den.

Hvis der er nogen der har nogle forslag til, hvad jeg så kan gøre som er nemt så modtages de med taknemmelighed. Jeg har scannet artiklen ind, men hvordan kan jeg sende et link til pdamed?

Indtil videre vil jeg så gøre det, jeg hele tiden har fået enorm meget - berettiget :roll: kritik for - nemlig skrive løs her og citere fra artiklen.

Men det fylder jo sindssygt meget - så hvis der er nogen, der har en løsning så tak!

Men her kommer så molbo-metoden som fylder - beklager!

Artiklen hedder: Jagten på den indre ro.
"Familien Danmark har mere travlt end nogensinde. Fra vi står op, til vi går i seng. Men noget tyder på, at der er roligere puls i udsigt. Over de næste sider kan du møde fire vidt forskellige chefer (bl.a. en Overlæge der er ekspert i stress - tilføjet, Helene), der insisterer på , at arbejdsliv og privatliv skal hænge sammen. Og som selv prøver at være forbilleder.

En af landets førende eksperter i stress Bo Netterstrøm, kender i virkeligheden den værdifulde kode til, hvordan vi undgår at blive stressede. Man skal lære at sige pyt og nej.

På den måde undgår man at blive for perfektionistisk og for ambitiøs. To egenskaber, der er stærkt medvirkende til, at der hver dag er 35000 danskere sygemeldt på grund af stress.

Og så skulle det problem være løst ikke sandt?

Nej må blandt andre Bo Netterstrøm erkende. For efter at have råbt “pyt og nej” rundt om i landet hundredevis af gange gik stressdoktoren selv ned.

Med stress.

Bo Netterstrøm er en af fire chefer, som Samvirke har interviewet i dette nummer. De har det til fælles, at de ihærdigt forsøger at holde deres arbejdstid nede. For at undgå blodpropper, og for at være gode forbilleder for deres medarbejdere og måske vigtigst af alt: For at få tilværelsen til at hænge sammen.

FAR OG MOR ARBEJDER MERE.

Danskerne arbejder lige omkring 36 timer om ugen i gennemsnit, siger tal fra Damarks Statistik. Det dækker over, at en del arbejder mindre og en del meget mere. Imens diskuterer eksperterne om vi reelt arbejder mere eller mindre. Arbejdsugen er blevet kortere og vi har fået mere ferie. Men samtidig arbejder vi mere over, og kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet.

For nylig offentliggjorde den liberale tænketank CEPOS tal, der tyder på, at danskerne er nogle af dem, der arbejder mindst i OECD. Her ligger vi på en fjerdesidsteplads med en arbejdstid på cirka 1500 timer om året.
Til sammenligning arbejder den gennemsnitlige sydkoreaner ifølge tallene 2423 timer om året. Så danskerne bør tilskyndes til at arbejde mere, mener CEPOS.

Det forslag skal nok give en del danskere ondt i tindingerne. For nogenlunde samtidigt offentliggjorde Ugebrevet A4 en stor undersøgelse foretaget af Analyse Danmark, der viser, at mere end hver tredje dansker synes, at arbejdet fylder for meget og over halvdelen savner mere tid til familie og venner. Undersøgelsen i A4 viste også, at mere end tre ud af fem har føtl sig stressede inden for den seneste måned og i samme forbindelse fastslog professor Tage Søndergaard Kristensen i ugebrevet, at 10-12 procent af danskerne kan betegnes som kronisk stressede.

Det er ikke rart, især ikke når Socialforskningsinstituttet slår fast, at danskerne er betydeligt mere stressede i 2001 end de var i 1987 og 1994.

Men hvordan kan vi være stressede, når vi tilsyneladende arbejder mindre end mange af de andre europæere. Svaret er ifølge stressforskere meget simpelt: Fordi langt flere danske kvinder er ude på arbejdsmarkedet. OG I DANMARK ARBEJDER FAR OG MOR TILSAMMEN LANGT MERE END TIDLIGERE (forstørret af Helene).

Når de altså ikke er sygemeldt, kunne man tilføje. For ifølge Arbejdsmiljøinstituttet skyldes op mod hver fjerde sygemelding i dag stress.

LEDERNE SKAL VÆRE ROLLEMODELLER.

Til tager flere arbejdspladser stress alvorligt:

“Der er sket et skift. Nu ser vi, at det er kommet helt op på øverste organisationsnieau.” siger Thomas Milsted, der ved, hvad han taler om som leder af Center for Stress, der arbejder for række af landets største virksomheder.

Årsagen skal ifølge Thomas Milsted findes i det gamle mundheld: DER SKAL LIG PÅ BORDET (forstørret af Helene).

“Folk kollapser i stor stil. DEt er voldsomt at se på. De prøver virkelig at leve op til kravene, men må give fortabt på et tidspunkt. Det gør de så, når kroppen ikke kan mere. Når det bliver somatisk, så er det okay at sige fra.”

Bo Netterstrøm (Overlæge i arbejdsmedicin, stressekspert - tilføjet af Helene) SER OGSÅ SIGNALER I RETNING AF AT DET IKKE LÆNGERE ER SÅ SMART AT ARBEJDE MEGET (forstørret af Helene).

“Der er heldigvis komed en trend med, at der ikke er status i at tale i sin mobiltelefon eller maile på skæve arbejdstider. Jeg var i Danske Bank i går, de er meget langt tilbage på det her område, men selv der er det begyndt at brede sig. For det første har man set nogen gå ned med flaget. Og for det andet har de indset, at de skal passe på dem, de har ansat,” siger Bo Netterstrøm.

“Når lederne ikke kan få det til at hænge sammen, så bliver det in. Ikke fordi vi (lægerne, red.) har gået rundt og sagt det. Det er det, de siger ude på Handelshøjskolen, som betyder noget. Jeg holder meget at højkonjunkturer, det får folk til at behandle hinanden bedre,” siger Bo Netterstrøm.

Thomas Milsted understreger, at det er vigtigt, at lederne selv tager deres arbejdstid alvorligt. Hvis der for alvor skal ske en ændring skal lederne selv være rollemodeller. En forandring mod fornuftig arbejdstid og mindre stress skal komme oppefra, mener han:
“Når chefen kan gå klokken fire, så kan jeg jo også”.

Citet slut!

Dette var så 1/5 af artiklen.
Som jeg vil skrive ind som en spændene føljeton!
Næste afsnit handler om Overlægen som selv gik ned med stress og en stressbetinget blodprop fordi han ikke selv kunne holde sig til den 40 timers arbejdsuge, han godt ved er fornuftig.
Jeg vil jo gerne på deltid fordi jeg mener at hvis 40 timer er normen for det brede flertal - så må det være rimeligt at komme ned på i hvert fald ca. 30 timer når man har en baby i børneflokken.

Læs med snarest om Overlæge Bo Netterstrøm eller skaf det nyeste Samvirke…
Mvh. Helene


#19

Ang. lægevidereuddannelse og arbejdstid:

Kan huske fra et møde på en ort.kir afd. at der blev citeret fra det engelske ort.kir selskab at de ikke mente at man kunne nå at lære og holde rutinen med 40 (eller var det 50?) timers operationstid om ugen.

Jeg tror det er den samme holdning man møder i andre specialer i DK. At man med 27-32 timer om ugen simpelthen ikke kan fastholde rutinen. Om det er så er rigtigt eller ej er en anden sag. Det kunne jo sagtens være at får man fri den ekstra dag om ugen, så er man topmotiveret for at lære og arbejde de resterende 4 dage, og man går ikke hver dag og længes efter at komme hjem til børnene, men har fokus på arbejdet.


#20

Er enig i at det er ærgeligt hvis den “reelle” politik på sygehusene ikke er lig med den officielle. Man må væk fra overlægevældet og få en stærkere samlet styring - ligesom på så mange andre punkter i sundhedsvæsenet.

Jeg har respekt for dit ønske om at tilbringe så meget tid med dine børn som muligt (har selv en lille sag på vej som kan leveres når som helst pt.), men som tidligere nævnt var du vel klar over betingelserne inden for lægeverdenen. Man skal nok passe på ikke at kræve at resten af samfundet tilpasser sig ens egne krav, i stedet for omvendt (selvom det er meget moderne i disse tider)

Det sagt, så håber jeg det lykkes for dig at finde en løsning - om ikke andet så efter turnus. Det kan ikke være rigtigt at der kun skal være plads til hyper-karriere-mennesker i lægeverdenen.