Lægevidenskabens sprog - Henrik R. Wulff

Lægevidenskabens sprog - Henrik R. Wulff
0

#1

Link til munksgaard

Henrik R. Wulff

200 sider
Udg. år 2003

  1. udgave
    ISBN 87-628-0476-6

Forlaget skriver:

[quote]I bogen berettes om det lægevidenskabelige fagsprogs historie lige fra Antikkens Grækenland og Rom til vore dage. Lægelatinen var i mange århundreder medicinens internationale sprog, og herhjemme blev patientjournaler skrevet på latin helt op til midten af 1800-tallet. Nu er lægelatinen afløst af de nationale fagsprog, herunder lægedansk og lægeengelsk, men de fleste termer har rod i de klassiske sprog. Den historiske gennemgang danner udgangspunkt for en sproglig analyse af det nutidige fagsprog og for sprogpolitiske overvejelser om dets fremtidige udvikling. Har lægelatinen udspillet sin rolle, også når det gælder anatomiske termer og diagnoser? Hvilke ortografiske principper er de mest hensigtsmæssige? Hvordan skal vi håndtere den tiltagende import af engelske termer?

Henrik R. Wulff er specialist i intern medicin og var indtil 1996 overlæge ved Københavns Amts Sygehus i Herlev. Indtil 2001 var han desuden tilknyttet Afdelingen for Medicinsk Videnskabsteori ved Panum Instituttet som professor i klinisk beslutningslære og etik. “Lægevidenskabens sprog” afspejler både forfatterens mangeårige interesse for sprog og hans kendskab til medicinsk idéhistorie. [/quote]


#2

Wulff skriver sin “Lægevidenskabens sprog” til “læger, medicinstuderende, tandlæger og andre brugere af fagsproget” og således ikke primært til sprogforskere, skønt det nu nok er en fordel med en vis sproglig basisviden for fuldt ud at kunne følge argumentationen.
Veloplagt beretter forfatteren om vort fagsprogs og -kulturs historie og illustrerer at disse to ikke kan adskilles. Den ikke-så-sprogbevidste vil antageligt overraskes over redegørelsen for at der aldrig har eksisteret et rigtigt latinsk fagsprog og at anatomens og klinikerens sprog er et kaudervælsk af mere eller mindre velovervejede traditioner. Dette er et af hovedbudskaberne; ikke en sprogvidenskabelig redegørelse for hvorfor vi anno 2004 skal slå knuder på tungen i anatomiundervisningen, men en kritisk gennemgang af de grundlæggende historiske tendenser med forslag til hvordan sproget kan blive mere tidssvarende. Et appendix (som i følge forfatteren bør staves “appendiks”) med oversættelse af en anatomisk og klinisk tekst til 17 fremmedsprog giver (uanset om man kan læse dem eller ej) en god fornemmelse af hvordan lægesproget kan se ud med forskellige grader af bevaret lægelatin eller oversættelse til kultursproget.
Selvfølgelig indeholder bogen en del faghistorie og nærmest fagfilosofiske passager, men sproget er i hovedsædet. Forfatteren er overalt meget tilstedeværende, stedvis i en grad så man kan irriteres over det lille “jeg”. Der bruges megen plads på indledning og betragtninger over hvad der senere vil blive omtalt eller allerede er nævnt, og en formel opstramning af manuskriptet havde været klædeligt. Især fordi der (af pladsmæssige årsager?) kommer nogle nærmest opremsninger af ord af forskellig oprindelse.
Opsummerende må siges at “Lægevidenskabens sprog” nok vil være mest interessant for den interesserede. Men hvis man anskuer bogen som debatbog snarere end som historisk redegørelse, mener jeg personligt at vi her har et væsentligt sprogvidenskabeligt fundament for fremtidens fagsproglige diskussioner.