Lav selvtillid forud for studiestart

[Leontjev]

Hej alle der læser med her.

Jeg har søgt optagelse gennem kvote 2 på SDU i år, og bliver med al sandsynlighed tilbudt en plads d. 28/7, idet jeg fik et meget stærkt resultat til MMI-prøven.

Sagen er bare den, at jeg virkelig mangler faglig selvtillid, og derfor gruer helt vildt for studiestart. Jeg er tilmed også et temmeligt genert menneske, og er tidligere droppet ud af et studie, fordi jeg simpelthen manglede socialt fodfæste (ikke den eneste årsag, men et væsentligt bidrag til hvorfor jeg mistede motivationen).

Jeg har altid været meget sprogligt/analytisk begavet, med høj læsehastighed, refleksions- og fortolkningsevne osv. Altså en klassisk humanist, indenfor hvilket område jeg faktisk også har en uddannelse. Undervejs i denne fandt jeg ud af, at det var vigtigt for mig at komme ud i en mere konkret funktion efterfølgende, og da jeg tilmed har flere års arbejdserfaring fra sundhedssektoren bag mig, blev jeg bidt af tanken om at blive læge. Psykologi ville nok have været det mere åbenlyse og intuitive valg, men det var altså medicin, der endte med at blive min 1. prioritet.

Jeg har derfor brugt to år på at læse enkeltfag op ved siden af mit tidligere studie, for at kunne kvalificere mig til optagelse. Det har til tider været temmelig hårdt - især fysik har jeg gentagende gange fuldstændigt tabt hovedet over. Matematikken var faktisk det der faldt mig lettest - ironisk nok, da jeg ikke engang kunne brøkregning inden jeg startede på supplering - så dårligt var mit niveau fra folkeskolen/gymnasiet.

Nu står jeg så her, og er lige på tærsklen. Og jeg er bare helt kold af skræk. Jeg har taget alle de her suppleringskurser med folk der simpelthen var så hurtige, at det halve kunne være nok. Jeg synes jeg har brugt oceaner af tid på at forstå de samme koncepter, som nogle af mine medkursister åbenbart fattede med det samme. En god portion af disse hurtige hjerner havde også ambitioner om at læse medicin, og en del af mig kan ikke lade være med at tænke, at de er langt mere kvalificerede end jeg.

Jeg har skullet kæmpe for at nå hertil - særligt det sidste år med supplering trak tænder ud, fordi jeg bare havde så meget andet om ørerne samtidig. Derfor synes jeg også at jeg fortjener en plads på studiet - jeg er bare ikke sikker på om jeg kan leve op til de krav der stilles.

Jeg ser allerede for mig hvordan jeg kommer bagud på alle parametre - både fagligt og socialt… Jeg kan nærmest føle at jeg får decideret kolde fødder, fordi jeg så levende kan se for mig, hvordan jeg kommer til at sidde som en anden idiot og bare ikke fatte noget som helst, eller være ude af stand til at strukturere min tid bare nogenlunde fornuftigt (på mit gamle studie kunne jeg slacke løs, for så at tage mig sammen i eksamensperioderne, og stadig klare mig temmelig godt).

Hvis der er nogen derude der har samme tanker, tidligere erfaring herfra, eller bare gode råd eller afklarende spørgsmål, så tager jeg imod enhver form for engagement med taknemmelighed!

[MikeCharlie]

Ahh, klassikeren: imposter syndromet. Kender det godt, du er bestemt ikke alene.. Husk, et af verdens paradokser er ofte det at de dumme er så skråsikre, mens de kloge er fyldt med tvivl

[Leeloo]

Hej du, jeg har 1:1 samme historie som dig, med den forskel at jeg ikke er genert, men har AuDHD, men ellers virkelig meget samme historie.

Først og fremmest vil jeg foreslå dig at tage fat i studievejledningen og få en god snak med dem om alt dét der fylder.

Dernæst vil jeg gerne dele med dig at min studiestart (AU) virkelig ikke var en dans på roser, men at jeg alligevel er lykkedes med at komme igennem 1. semester med flere bump på vejen. Jeg startede i 2022 og har siden fået 3 børn, så jeg skal først videre med 2. semester nu efter sommer. Jeg dumpede genetik to gange, 2. gang med en hårsbredde og bestod de to andre fag i første forsøg. Mens jeg var i barsler, fødselsdepression, reeksamener, ADHD- og autismeudredning havde jeg mange op- og nedture med tanker om studiet og var i en periode aldeles desillusioneret og tænkte at jeg ingenting kunne og at min eneste fremtidsudsigt var fleksjob eller førtidspension, fordi jeg har så mange job-nederlag i bagagen og tidligere har haft et virkelig lavt funktionsniveau. Jeg tror det værste var rent faktisk at være væk fra studiet så længe, så tankerne om det kunne stikke af, mens realiteten jo har været at det er gået okay, lidt op og ned, har krævet indlæring af forskellige studiestrategier, forsøg med studiemakkere m.m. Jeg har også haft mestringsvejleder hjemme og SPS (Specialpædagogisk Støtte) på studiet og det er jo ikke sikkert at nogen af de her ting er relevant for dig - men det er bare for at sige at det altså er muligt at klare på trods af udfordringer.

Jeg tror det allervigtigste er at holde fast i den indledende motivation for studiet i de svære perioder. At huske hvorfor det var du gerne ville det til at begynde med.

Socialt kan jeg også fortælle en blandet men alt i alt god historie, da min oprindelige årgang jo for længst er videre, men jeg nåede at lære gode folk at kende dér. Nogle er droppet ud, men én er min veninde i dag, måske fordi vi begge var fish-out-of-water, begge gravide da vi startede, jævnaldrende og kom med en helt anden baggrund (hun er tidligere frisør). Én studiemakker er stadig en kammerat og en anden har jeg lige læst med her i foråret mens jeg stadig var på barsel, da hun manglede at bestå anatomi/histologi for at blive færdig med sin bachelor og jeg gerne ville læse foran (på AU er 2. semester anatomi/histologi, så det er dét jeg skal i gang med i august). Det lyder i teorien ikke som et samarbejde der kunne give mening da hun skulle repetere og jeg lære det for første gang, men det var i dén grad frugtbart for os begge

Jeg er 38 år nu og var som sagt gravid under studiestarten, 34 dengang, så socialt var det måske ikke det nemmeste udgangspunkt, og alligevel lykkedes det at møde nogle gode folk. Jeg vil sige at årgangene er så store at man dels kan forsvinde i mængden hvis man har brug for det og dels kan møde folk af alle typer, aldre og støbninger

Fagligt synes jeg at tingene ligger meget i forlængelse af gym-fagene, nogle gange er læsemængden og forelæsningerne virkelig overvældende og andre gange er tingene nærmest lidt banale, hvis man har lidt livserfaring. I starten var jeg bange for at misse ting hvis ikke jeg læste ALT, fulgte alle forelæsninger og holdtimer slavisk og jeg rynkede på næsen af at andre så youtube-videoer i stedet for at læse pensum og kunne slet ikke se hvordan folk kunne have tid til at lave Anki-kort, deltage i sociale foreninger, fredagsbarer osv og stadig følge med på studiet på fuldtid. Jeg forstod ikke hvad jeg skulle gøre med tutorernes information om at ingen kan nå at læse det hele. Hvad hulen er meningen med at give os for stort et pensum og så lade os selv sortere i hvad der er vigtigt, når vi er helt nye og ingenting kan endnu?? Det var nok dét der var allermest overvældende og det var også derfor jeg dumpede genetik første gang. Og fordi jeg gabte over for meget; jeg endte med at bestå 1. semester i bidder og det var først da jeg forstod at jeg ikke skulle presse mig selv over evne, men tage mig tid til at finde mine ben i det og finde en måde at trives på, at tingene begyndte at lykkes for mig.

Da jeg fik en studiementor via SPS fortalte hun som noget af det første at hun vist ikke havde været til en eneste forelæsning endnu på kandidaten og da var hun på 10. semester. Hun sagde også at i starten af bacheloren sidder alle nye studerende troligt til det hele, fordi de stadig har gymnasiementaliteten med, men at det er virkelig afgørende at man finder sin egen måde at gøre tingene på, prøver noget af, evaluerer på det en uge senere og laver det om hvis det ikke har fungeret så godt. Og det kan man gøre mange gange. At man er ærlig overfor sig selv og ikke lader tingene gå skævt i måneder med den forkerte studiemakker og for alt i verden ikke går ned på en rigid idé om at skulle lære tingene på én bestemt måde - fx dén måde underviserne har lagt op til.

Jeg har ikke lige hjerne til at skrive mere nu, men du er meget velkommen til at spørge ind

[Sofie1715]

Hej Leontjev

Først og fremmest stort tillykke med dit virkelig flotte resultat til MMI prøven!

Som jeg også skrev tidligere, så lyder det meget som om, du kæmper med imposter syndrome. Det er faktisk noget, rigtig mange på medicinstudiet oplever, næsten alle på et tidspunkt. Medicin er kendt for at være et krævende studie, men det tiltrækker også utrolig mange fagligt dygtige mennesker. Derfor er det helt naturligt at sammenligne sig med dem omkring sig.

Jeg læste selv fag op sammen med en masse virkelig skarpe mennesker, hvor omkring 80 % havde planer om at læse medicin. Dengang følte jeg mig langt bagefter dem alle sammen. Men da jeg først startede på studiet, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg slet ikke var bagud alligevel. I dag ligger jeg nogenlunde midt i feltet, både karaktermæssigt og fagligt “udadtil”.

Jeg oplever faktisk heller ikke studiet som så voldsomt eller uoverskueligt, som mange beskriver det. For mig var det langt hårdere at læse fysik og matematik op end selve medicinstudiet. Heldigvis fylder hverken fysik eller matematik ret meget på uddannelsen. Matematik indgår kun i meget begrænset omfang, så det er kun en fordel, at du allerede føler dig mere sikker i det end i fysik. Jeg kæmpede selv en del med Matematik A.

Grunden til, at jeg skriver det her, er egentlig for at sige, at du ikke kan sammenligne dine oplevelser fra “almindelige” skolefag med, hvordan medicinstudiet er. Det er en helt anden måde at lære på, og derfor giver det ikke mening at bruge dine tidligere oplevelser som målestok for, hvordan du kommer til at klare dig.

Til gengæld ville jeg bruge lidt tid på at overveje, hvorfor du føler dig så udmattet og overvældet efter at have læst op, og hvad du kan gøre anderledes, når du starter på studiet. Der begynder mange forskellige typer mennesker, og jeg er sikker på, at der er mange, der har det præcis ligesom dig.

Jeg havde selv en HF-baggrund, som mange ser som “den nemme vej”, og jeg følte bestemt ikke, at jeg var klog nok, når jeg sammenlignede mig med dem, der kom fra en stærk STX- eller HTX-baggrund. Men nu læser jeg på 7. semester og er kommet godt igennem hele bacheloren.

Hvis jeg skulle give ét råd, så ville det være at bruge det første studieår på at lære at studere. Find en god struktur for dine noter, din læseteknik, din planlægning og balancen mellem studie og fritid. Det er efter min mening langt vigtigere end at være den “naturligt klogeste” på holdet. De studerende, der klarer sig bedst på den lange bane, er ofte dem, der har de bedste studievaner og ikke nødvendigvis dem, der havde de højeste karakterer fra starten.

Jeg vil også klart anbefale, at du lærer RemNote at kende tidligt. Hvis det ikke er noget for dig, så er Anki og noter et rigtig godt alternativ. Begge dele kan gøre en kæmpe forskel gennem studiet.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at du nok skal blive en dygtig læge. Faktisk synes jeg ofte, at de bedste læger er dem, der er ydmyge nok til at vide, at de ikke ved alt, og som aldrig føler sig hævet over andre. Den indstilling kommer man virkelig langt med.

Held og lykke!!
Jeg hepper på dig!

[Leontjev]

Ja, det må jeg simpelthen se at få skrevet mig bag øret. Jeg tror også at jeg er meget påvirkelig ift. den selvtillid andre mennesker kan udstråle på visse områder, og så begynder jeg at gå i baglås over det: jo hurtigere de er, jo langsommere bliver jeg, jo mere sikre de er, jo mere usikker bliver jeg, jo mere talende de er, jo mere stille bliver jeg… Jeg har virkelig svært ved bare at trække på skuldrene i mødet med sådanne mennesker.

[Leontjev]

Tusind tak for at dele ud af dine personlige erfaringer, Leeloo - det er virkelig beroligende at høre andres “skæve” veje ind på studiet, og at det godt kan gå op og ned undervejs, uden at det behøver at have større betydning end den man tillægger det. Jeg er fuld af beundring overfor dit gå-på-mod.

Jeg er selv tæt på den alder du var, da du startede på studiet, og på en måde synes jeg jo det er lidt pinligt at være “voksen” og stadig bakse med at være social i nye sammenhænge. Det er jo netop her min alder burde være min force, fordi jeg ikke skal imponere nogen længere. Men jeg er en grubler/overtænker, og har så mange antenner ude i nye situationer, at jeg har svært ved at slappe af og bare være mig selv.

Ift. det faglige, tror jeg egentlig at mit største problem er min usikkerhed ift. at føle mig på udebane med det naturvidenskabelige. Jeg mister simpelthen troen på at jeg kan, når jeg møder andre der har helt styr på tingene. Jeg har nok også været vant til at det humanistiske er kommet meget nemt til mig, så ubehaget ved ikke at føle mig tryg i min faglighed bliver ekstra stort. Mine karakterer fra suppleringsfagene er egentlig ganske udmærkede, men jeg har stadig en tendens til at bagatellisere det: “jeg var bare heldig med det jeg trak”, “jeg er god til at cramme op til en eksamen, men intet sidder fast i længden” osv. For det er jo sådan jeg har klaret mig indtil nu.

Må jeg spørge hvad der fik tingene til at vende for dig, dengang du så allersortest på din fremtid? Hvad fik dig igennem dine kriser, og hvad hjalp dig mest? Hvad har givet dig troen på dig selv, og at lægedrømmen er værd at jagte? Jeg tror nemlig at vi har det tilfælles, at kampen er størst indadtil, end udadtil. For evnerne er der jo.

[Leontjev]

Tusind tak, Sofie!

Ja, impostorsyndrom er meget rammende for hvordan jeg har det. Det er nok lidt en blanding af at jeg fagligt gennem tiden har gjort mig meget i ekstremer - enten dumpede jeg fag eller også fik jeg topkarakterer. Kunne jeg ikke se et formål med noget, droppede jeg bare at gøre en indsats. Og når jeg så klarede det godt indenfor områder jeg var naturligt dygtig til, så var det ligesom bare noget der skete, uden at jeg skulle arbejde massivt for det.

Derfor føler jeg mig ofte klemt mellem at have høje faglige forventninger til mig selv, men ikke være overbevist om at jeg behøver at gøre noget særligt for at indfri dem. Samtidig har jeg nederlagene fra de gange jeg har klaret det elendigt, men det er som om jeg ikke rigtig formår at koble tingene. Det er ikke noget jeg handler bevidst efter, men nærmere en automatisk proces der går i gang, så snart jeg skal lære noget nyt. Derfor har jeg aldrig fået udviklet gode studieteknikker, og det er også det der gør, at jeg kan føle at der er et eller andet jeg virkelig bare “mangler”, og at jeg derfor har faket mig igennem det meste. Det var jo en ærlig sag, havde jeg altid gjort mit bedste, men konsekvent klaret mig middelmådigt.

Jeg må dog sige at jeg også til tider har tænkt, at studiet måtte blive en ren badeferie efter mine suppleringsår. Det er virkelig rart at kunne spejle sig i en lignende oplevelse, som den du beskriver.

Mit store mål er at blive en god studerende. Ikke den bedste (jeg drømmer vitterligt bare om at bestå kurserne), men at få styr på studieteknikkerne og alle de følelser og tanker der rumsterer i mig, som besværliggør projektet. Det kræver måske professionel hjælp, for noget af det går langt tilbage. Ellers kunne jeg forestille mig at det ville være en god idé at blive tilknyttet en mentor af en art.

Tusind tak for dine opmuntrende ord og dine anbefalinger - jeg havde aldrig hørt om RemNote før!

[Leeloo]

Kender du til Potentialefabrikken / belastendebegavet.dk? Ellers vil jeg foreslå dig at læse lidt på dén side, for jeg tror der er meget du kan spejle dig i.

Jeg kan igen 1:1 skrive under på at have været hvor du er hvad angår impostor-følelserne og oplevelsen af at kunne dét jeg gider nærmest uden at løfte en finger og faile dét jeg ikke kan se meningen med, fordi jeg aldrig kommer i gang - lige indtil jeg startede på medicinstudiet. Jeg synes ikke der er nogen badeferie over det, selvom jeg før studiestart var lige dele skræmt og lige dele arrogant og tænkte “come on, SÅ hårdt eller SÅ svært kan det da heller ikke være”. Men jeg synes det ER svært fordi mængden af viden der skal akkumuleres er så stor og man ikke bare kan speedlæse 3 dage eller en uge op til eksamen. Man er nødt til at sætte sig på sin flade og gøre arbejdet dag efter dag, uge efter uge, nødt til at lære sig en studieteknik. Jeg har været i situationer hvor jeg har oplevet en panik over ikke at forstå eller kunne følge med, som jeg aldrig i mit liv har oplevet før. Det er drønubehageligt, og pludselig forstår jeg måske lidt af hvordan det har været i fx folkeskolen hvis man var én af dem der bare ikke kunne følge med. Det er rigtig godt til ens impostorfølelser at man lærer at komme forbi dén panik ved at arbejde for tingene, for så kan man faktisk se tilbage på en bestået eksamen og ikke bare bortforklare den som ‘held’ eller lignende.

En ting jeg dog tænker kan vise sig vigtig for dig, er at du forholder dig lidt til hvorfor andres mening eller andres evner eller dine forestillinger om samme skal have lov at have så stor indflydelse på dit liv. Jeg kan genkende følelsen fra arbejde med en studiemakker hvor det ikke fungerede, af at hun var ekstremt hurtig til at fatte det naturvidenskabelige og jeg bare en halvhjerne der ikke kunne følge med - men da jeg zoomede ud fra min panik kunne jeg jo se at de specifikke angstprovokerende situationer med hende vel snarere var udtryk for et dårligt samarbejde end hendes fantastiske evner og mine mangelfulde. Og så galdt det jo om at finde en bedre løsning.

Noget af dét der har været gavnligt for mig er at bemærke hvornår jeg kommer til at tænke i absolutter, statiske tilstande og mål frem for nuancer, proces og udvikling. Fx skriver du at du føler dig på udebane med det naturvidenskabelige - well, du er ikke god til dét - endnu! - men det bliver du hvis du øver dig. Ja du er ældre og ‘burde’ måske stå stærkere i dig selv - men på medicinstudiet er du lige så ny som de andre uanset alder. Andre virker mere selvsikre - ja, det vælger de at gøre, men i rigtig mange tilfælde er det bare en overflade. Ingen på 1. semester kan alt før de starter. Nogle har et forspring på genetik fordi de har haft biokemi på deres STX, andre har bare flair for cellebiologi eller udenadslære og så er der alle de utrolig mange der bare arbejder derudaf for at bestå og ender med at klare sig bedre eller dårligere end de troede de ville. Der er altid nogle der dumper til stort set alle eksamener på medicin. Det er normalen. Det er også normalt at bestå. Det er unormalt at få høje karakterer. Og ja, det er rigtig mange dygtige mennesker der læser medicin, men hvorfor ikke prøve at se det som en kilde til læring og inspiration i stedet for noget der skal intimidere dig? Hvorfor betyder det noget om de andre er hurtigere eller lige nu forstår noget naturvidenskabeligt bedre end dig? Det har intet at sige for DiN studiehverdag på læsesalen, caféen, hjemme eller hvor du nu kommer til at foretrække at studere og intet at sige for DIN eksamen - medmindre de er dine studiemakkere. Og en god studiemakker vælter ikke derudaf med blær og efterlader den anden til at sidde og føle sig mindreværdig og panikslagen, punktum!

De rigtig gode mennesker er dem der kan bakke selvtilliden op med faktisk kunnen og igen er det en proces at komme til at kunne dét. Det kræver nysgerrighed og gåpåmod, arbejdsindsats, optimisme og realisme, ikke et stærkt ydre og at kunne det hele fra starten. Rigtig gode mennesker, som bliver til rigtig gode læger er ordentlige og kompetente og behøver hverken at skilte med det eller trykke andre ned for at tage sig bedre ud. De kan være usikre og generte, fagligt famlende ad h… til og meget andet, men de VIL og de arbejder for sagen dag efter dag. Jeg samler på de gode mennesker og lader resten passe sig selv og håber at de bliver gode hen ad vejen.

Så lige her, hvad angår selvtillid, var jeg tidligere som dig og nu er vi vidt forskellige steder. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med hvad ‘alle da andre’ kan - medmindre de decideret skulker på en måde jeg tænker kan gøre dem farlige for deres fremtidige patienter, så kan det få mit pis i kog. Men jeg tror også på karma og på at ingen klarer sig godt på dén måde i længden.

Du spørger hvad der fik tingene til at vende for mig, og jeg kan ikke pinpointe én ting. Men det er en kombination af

• at huske på hvorfor jeg oprindelig ville være læge og hvordan jeg lykkedes med at gå alle skridtene herhen - for mit vedkommende først med andre overvejelser, forsøg og ansøgning om dispensation for kandidatreglen udover selvfølgelig supplering og unitest
• at møde nogle gode mennesker på studiet og opdage at de dels er lige så famlende og usikre som mig, dels måske er nogle jeg kan lære af og måske lære noget fordi vi har forskellige styrker og svagheder
• at læse på belastendebegavet.dk og endelig forstå hvorfor jeg tænker og opfatter anderledes og nemt kommer i konflikt, har så nemt ved nogle ting, SÅ svært ved andre og så svært ved at dyrke og være stolt af mine egne successer. Og i samme omgang at finde ud af at jeg er højtbegavet
• At få mine diagnoser, autisme og ADHD og lære at energiforvalte og generelt se mine styrker og udfordringer i et helt nyt lys. Det har nok også været medvirkende til at gøre mig langt mere ligeglad med andres mening eller mine forestillinger om hvad de måtte tænke, at få sat på plads at jeg ER ret anderledes og altid vil være det - og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting
• hjælp fra SPS i forhold til min panik i det første semester; at lære at det er normalt og at man ikke behøver at flygte, men kan arbejde sig igennem det
• at lære rent faktisk at arbejde for tingene med den succesfølelse og tilfredshed det giver. At være strategisk, afprøvende, evaluerende hvad angår studieteknik og simpelthen bare ikke give op. Og så kunne stå efter en bestået eksamen og klappe mig selv på skulderen på en helt ny måde
• at jeg gik ublu efter en forskerplads, som jeg så for mig kunne give mening og fik en fod vel indenfor med det samme; det gav lige lidt ekstra ‘rygrad’
• at tænke på, helt frasorteret det konkrete faglige, hvilke personlige egenskaber jeg har, som jeg mener vil gøre mig til en drøngod og ansvarlig læge, som det ville være synd at snyde verden for

Når det så er sagt kan jeg stadig komme i tvivl, stadig hænge i bremsen, stadig opleve en snert af panik og stadig føle mig dum når jeg fx har svært ved at forstå en sproglig beskrivelse af 3D-strukturer og mekanik i led - det ‘burde’ jeg da kunne, jo! Nå men nogle ting skal jeg altså bare læse flere gange eller i forskellige kilder for at fatte og det er jeg virkelig langt fra den eneste der skal. Studieteknik - igen-igen - er alfa og omega. At finde sin indgangsvinkel, dét der virker, uanset hvad de andre gør.

Håber ikke jeg gentager mig selv for meget, det blev lidt langt