Livet efter 3.semester?


#1

Hej alle,

Jeg har netop færdiggjort 3.semester på KU og sidder tilbage med nogle tanker og følelser jeg ikke havde regnet med. Før dette semester var jeg yderst tilfreds med studiet og hvad der dertil medregnes. Jeg spekulerede ikke synderligt over lægerollen, men kunne sagtens forestille mig i den og så flere specialer som egnede muligheder efter endt studietid. Jeg var glad og tilfreds med at læse medicin.

Så kom 3.semesters anatomieksamen.

Jeg lagde en solid arbejdsindsats og fik også et flot resultat, men så kom tvivlen snigende. Jeg er pludselig blevet usikker på om dette arbejdspres er noget for mig, om jeg kan/vil klare de lange arbejdsdage, stress og vagter. Jeg føler nærmest glæden er sivet ud af mig uden jeg har opdaget det.

Nu begynder jeg snart 4.semester, og vil vældigt gerne høre fra andre her på forummet om det er sandt som rygterne siger, at livet efter 3.semester er nemmere, at arbejdsbyrden er en “helt” anden og at studiet bliver mere spændende jo længere man kommer?

Som det måske er blevet korrekt opfattet har jeg brug for opmuntring : )

Del gerne tanker og erfaringer.

mange hilsener,

En nysgerrig medstuderende.


#2
  1. er også tungt, men herefter lysner det - sådan husker jeg det i hvert fald. når du kommer på 2. del (eller hvad det nu hedder i den nuværende studieordning) - dvs. 6. semester, så bliver det lettere, og igen på sidste del 10, 11, 12. så er det den rene svir…
  • Mikkel

#3

Det vil jeg gerne modere lidt…

De hårde eksamener fortsætter hele vejen op. Du vil formentlig synes det bliver mere interessant, men folk pukler op til eksamenerne fra 1. til og med 12. semester. Det er et sliderstudie og det skal man være indstillet på. Hvis du synes det er spændende nok til at opveje det hårde arbejde skal du klø på, ellers skal du finde noget andet at lave.


#4

Ja, jeg kender nærmest ikke nogen der ikke fik et chok over 3. semester på KU.
Jeg kender også flere der netop forlod studiet på det semester, eller kort efter.
Dengang jeg havde 3., kom der en artikel i Politiken (tror jeg det var) der
beskrev det som det hårdeste semester på det hårdeste studie i Danmark.
Der er selvfølgelig også nogle få der har en fotografisk hukommelse, som har det nemmere.

Vær glad over at du klarede det flot!
:slight_smile:

Den første del er simpelthen bare sådan. Man lærer anatomien, fysiologien, og lignende
teoretiske baggrunde for lægevidenskaben. Jeg må sige jeg har været udmærket
tilfreds med det som basisviden til brug for arbejdet senere, selvom biokemi og lab. forsøg
har fyldt for meget (uden rigtigt at give noget) mens artikellæsning, og kritisk gennemgang
af forskning og metodik (som er virkelig vigtigt senere) er blevet sjoflet godt og grundigt på studiet.

Det er et hårdt slid, men når du først har overstået 5. semester, så kommer du ud
i klinikken, til et helt andet studie. For mig var det fantastisk - så jeg mener ikke du kan
dømme medicinstudiet ud fra de første 5 semestre.

Hårdt arbejde vil der altid være, men det er ikke som på 3.
:smiley: Held og lykke, hvad enten du vælger at blive eller gå!


#5

Tillykke med dit flotte 3. semester resultat - nyd det!

Her er dugfriske kommentarer fra en 10. semester studerende som synes at studiet har været meget hårdt. Gennemgående har jeg ladet mig forblænde af persisterende rygter (som stud.med’er er gode til at smede!), om at næste semester bliver meget nemmere, næste semester bliver meget sjovere, næste semester er super relevant osv.

  1. semester var latterligt hårdt, men jeg satte mig i selen ligesom dig og knoklede røven ud af bukserne og fik et godt resultat - mundtlig eksamen er min stærke side. Semesteret er jo nærmest myteomspundet, og er nok det semester lægmand har hørt om, og forbinder med medicinstudiet.

  2. semester med biokemi var et helvede for mig. Synes på ingen måde at biokemi var hverken sjovt, voldsomt relevant eller at den forventede detaljeringsgrad til eksamen var rimelig - jeg er sikker på at en masse stud.med forskerspirer er meget uenige med mig. Jeg hader 6 timer skriftlig eksamen, og du skal gøre dig klart at denne eksaminationsform fortsætter til og med 9. semester.

Når man kommer i gang med den interne medicin og kirurgi (fra 6. til 9. sem.), så er arbejdsbelastningen stadig meget høj og man har stadig en 6 timer eksamen uden hjælpemidler at se frem til. Studiet bliver på dette tidspunkt relevant, i den forstand at den viden du tillægger dig i disse semestre skal du bruge i klinikken og når du bliver færdig som læge. Men det betyder også at den forventede detaljeringsgrad til eksamen er høj, og kræver mange mange timers læsning. Det er langt fra sjovt i den sidste halvanden måned op til eksamen.

Medicin er en mærkelig størrelse - kender ikke til noget studie der i den grad bliver identitetsskabende for de studerende. For mit eget vedkommende i meget høj grad. Det gør en evt. beslutning om at stoppe nærmest umulig, og det bliver kun svære jo længere man kommer.

Mine råd til dig er følgende:

Overvej om du gerne vil være læge (selve arbejdet, løn osv.)

Overvej meget grundigt om du gerne vil være medicinstuderende i de næste 5 år

Lær især hjerte-, lunge- og nyrefysiologien grundigt (en nødvendighed for at forstå sygdomme i disse organer)

Engagér dig basisgrupper eller des lige (således at du ikke kun forbinder studiet med læsning og eksamer)

Når du har siddet til en forlæsning i 15 min og du synes det er noget lort, så gå!

Overvej endnu en gang om du gerne vil være medicinstuderende i 5 år

Ved godt at du gerne ville have haft lidt opmuntring, men hvis du er bare en lille smule som mig så er ovenstående den rette medicin selv om pillen måske er svær at sluge.

Håber at du træffer den rigtige beslutning for dig!

De allerbedste hilsner


#6

Jeg må tilslutte mig meget af ovenstående. Medicin-studiet kræver at man bruger en del tid på at sidde røv. Eksamensperioderne er lange og sjældnent kan man bruge dem på at drive den af og drikke sig fuld.

Derimod læser jeg mere ovenstående, som om at du er blevet usikker på selve læge-arbejdet. Fordi studiet kan man godt klare, uanset hvor hårdt det er / ikke er. Så længe man gerne vil være læge kan det lade sig gøre.

Synes du skal tage og prøve dig selv af i præklinikken. Her skulle der være mulighed for at få besvaret om læge-jobbet er noget for dig.

Held og lykke


#7

Først og fremmest mange tak for jeres svar - det er virkelig fedt i gider svare!

Nu er jeg kommet mig noget over den underlige følelse jeg havde i de første to uger efter eksamenen, og det er heldigvis begyndt at lysne noget. Jeg ved godt det er et sliderstudie og det er ikke fordi jeg forventer at blive læge bare ved at se Greys anatomy, men udsigten til en gentagelse af 3.semester synes jeg virker uoverskuelig. I tvivlens greb begyndte jeg derfor også at tænke på om det at have andres liv og lemmer i mine hænder ville være en for stor byrde. Jeg har ingen problemer med dissektion og blod generelt, men jeg har jo endnu ikke haft noget særligt ansvar.

Nu i er kommet en del længere end jeg: Tænker i på det ansvar i får i jobbet som læge, eller vokser man med opgaven? Det vil sige føler i jer så sikre på jeres evner, at usikkerheden/tankerne om at fejle ikke fylder noget særligt?

Rådet om at komme i præklinik snarest takker jeg for Fredster, det vil nok være godt at få lidt hands on og perspektiv på studiet samt livet derefter.

Jeg har fra jeg begyndte studiet kun kunne identificere mig med rollen som stud.med, ja det lyder jo helt fjollet, men som du siger Kapow, får man meget en identitet pga dette studie som ingen af mine venner og bekendte på andre studier synes at danne. Sandsynligvis er det også derfor det at tvivle virker mere overvældende?

Kapow, som du foretrækker jeg også den mundtlige eksamensstil fremfor den skriftlige, men nu du er på 10.semester kan jeg jo se det kan lade sig gøre :slight_smile:
Nu du snart er færdiguddannet, ville du så gøre det hele om, velvidende at “myterne” ikke er helt så sande som de gerne måtte være?


#8

Hej igen!

Jeg oprettede en profil på denne side med det eneste formål, at svare på dit indlæg fordi jeg i DEN grad kan sætte mig ind i hvordan du har det. Gid jeg havde stået frem med dine spørgsmål for 4 år siden!!

Ansvar
Jeg tænker meget på det ansvar der kommer til at hvile på ens skuldre når man er færdig, men det er for så vidt ikke noget der tynger mig i væsentlig grad. Uddannelsen formår trods alt at lære en at tænke og handle systematisk og problemorienteret, og ydermere har man altid kolleger at læne sig op af. ALTID!

Præklinik
Forsøg at komme ud i provinsen og væk fra de store hospitaler - arranger evt. dit eget prækliniske ophold. Jeg var selv på Thorshavn Sygehus på Færøerne og det var rigtig godt. Selv om hospitalet burde vide det, så vær ikke bleg for at fortælle hvad du gerne vil have ud af opholdet. Det værste er at være en overlæges hæmoride - meget lidt lærerigt! Spørg om der er patienter der er nemme at gå til, læs op på relevante sygdomme, prøv at optage en journal, få en ægte fornemmelse af at være læge. Min egen erfaring er at det er overvindelse at gå ind og stille krav til afdelingen, men fortæl dem hvad du kan så de også ved hvilke krav de kan stille til dig. Disse råd gælder naturligvis også senere kliniske ophold.

Skriftlig eksamen
FUCK hvor jeg hader dem! Men ja, selvfølgelig kan det lade sig gøre. Det er bare ikke sjovt! Dumpede 4. semester 2 gange før jeg bestod mit tredje forsøg med et 6-tal (gammel skala) - FLOT! Jeg har også en indbygget mental blokering der gør at når jeg først synes noget er irrelevant eller den mindste smule kedeligt, så bliver min hjerne som en teflon belagt sauté pande - NOTHING sticks! Det er et reelt problem jeg har kæmpet med i hele studiet, og sikkert kommer til at døje med resten af mine dage.

Myterne
Selv om jeg lagde alle stud.med rygterne for had i mit tidligere indlæg, så har de måske tjent et større formål. For havde det været foruden dem, og havde jeg haft den viden jeg har nu så havde jeg valgt om. Det er mit helt ærlige svar! Når jeg sammenligner med mine kammerater på andre studier på KU og andre universiteter, så er arbejdsbyrden meget meget højere. Jeg havde gerne tilbragt mine 20’erer med mindre arbejdsbyrde, og væsentlig mindre dårlig samvittighed over ALT det jeg ikke fik læst godt nok. Men mit udgangspunkt har heller aldrig været at lægegerningen var et kald - jeg har altid set det som et job, et meget spændende job!

De allerbedste hilsener


#9

Hvor er det rart endeligt at høre andre der sætter ord på mine frustrationer. Jeg er på 5.semester på AU og står præcis overfor de tvivl der er beskrevet ovenfor i indlæggene.
Jeg har ikke læst siden jul og holder pt tænkepause om, hvorvidt mediciner-verdenen virkelig er noget for mig!
Og ligegyldigt hvad man finder frem til, så er det mega hårdt at stå i denne situation nu hvor tvivlien nager. Det at være medicinstuderende er SÅ meget blevet en del af min identitet og liv, så jeg nu føler, at jeg virkelig står overfor et uoverskueligt stort valg…
Tvivlen er kommet og jeg bliver ihvertfald nødt til at bearbejde den, for man kan jo ikke koncentrere sig om at læse noget som helst, når man sådan tvivler og tankerne kører i hovedet.

Det der får mig til at tvivle er som overfor nævnt også ansvaret, arbejdsbyrden både som studerende og som ung læge når jeg nu også vil en masse andet her i livet, - om jeg kan få famileliv og prioriteringer til at stemme overens med lægejobbet osv… Jeg er bange for at medicin/læge verdenen kommer til at fylde for meget i mit liv og at jeg ikke kan abstrahere fra afkaldene.
Men det er meget personligt og vil nok egnetlig bare med dette indlæg sige, at I er ikke de eneste der tvivler, selvom det godt kan virke sådan, når man er omgivet af medicinere der lever og ånder for deres “kald” og samtidigt har overskud og energi.
Jeg er misundelig på dem, der virkelig bare VIL denne verden, for jeg synes jo bestemt det er en spændende og fascinerende viden jeg tillægger mig som medicinstuderende. Men hvis tvivlen kommer, tror jeg det er vigtigt at man lade tankerne komme op til overfladen og overveje om man har gang i det rigtige…
Jeg er ikke kommet helt frem til noget endnu. Primært måske fordi jeg ikke rigtigt har noget alternativ studievalg. Jeg har været virkelig nede over måske at skulle droppe ud som 24 årig, men er så småt ved at acceptere, at det nu engang er bedre, end at fortryde som turnuslæge… Det er bare frustrende at gå fra at være ambitiøs medicinstuderende til rådvild, forvirret “uddropper”
Tak fordi der er nogle der tør stå frem med deres tanker!!


#10

Hej alle i tvivlere!

Selvfølgelig er i ikke alene. Alle har på et eller andet tidspunkt overvejet, om det nu var det hele værd med alle de eksamener. Første del er til tider rigtig hård, men på AU lysner det gevaldigt efter 5. semester. Man får mikrobiologi, patologi og farmakologi - fag, man i højere grad end anatomi og fysiologi/biokemi har en fornemmelse kan bruges til noget senere hen. På anden del tilbringer man meget tid i klinik og med at læse om spændende sygdomme - og tit er det også her man begynder at fnde ud af hvilket speciale man kunne tænke sig at snuse til. Så får man sjove vikariater, forsker og føler sig rigitg cool. :wink: Tit møder man læger eller ældre stud’er, som virkelig inspirerer én og får én til at tænke i helt nye specialebaner. Til sidst kan man slet ikke bestemme sig!

På de første semestre synes jeg det er helt urimeligt at bebyrde sig selv med bekymringer om fremtiden som ung læge - ihvertfald dem, der omhandler om man kan slå til fagligt. Man lærer jo en masse inden man bliver kastet ud i klinik og senere turnus. Inden da kan man jo prøve sig selv af som vikar.

Jeg synes, at i skylder jer selv at holde snuden oven vande lidt endnu og først tage beslutningen når i har et fuldt grundlag at tage den ud fra. Jeg tror man løber panden mod muren på alle studier på et eller andet tidspunkt - på vores er det nok ekstra nemt pga det lange seje træk de første år uden nogen synlig relevans eller klart mål. Men ligeså stille falder brikkerne på plads for de fleste og man begynder at kunne se sig selv som læge. Hvilket jo kan være ALT muligt. Kirurg, mediciner, al slags forskning, administration, u name it!

Held og lykke og tag det roligt. Ikke alle stud. med.'er er supermænd/kvinder.


#11

Kapow - Tak for dine gode råd! Det er fedt at læse dine (og jer andres ) erfaringer og høre fra nogle der har været i samme båd og kan forstå ens frustrationer - det kan til tider være svært at tale om med studerende fra andre studier, hvor miljøet, belastningen og arbejdsudsigten er en helt anden. De skriftlige eksaminer ser jeg ikke frem til, men jeg er glad og tilfreds hvis jeg kommer igennem dem :slight_smile:
Personligt er det begyndt at lysne og den glæde jeg har følt ved studiet de sidste 1 1/2 år har jeg besluttet skal betyde mere end 3.semester. Hvad angår lægegerningen må jeg vokse med studiet og jobbet. We’ll see.

Lis-Ann: Først og fremmest vil jeg bare sige du ikke skal føle det hverken er skamfuldt eller et nederlag at droppe studiet ligemeget hvad din årsag end måtte være - mangel på interesse eller alder! Personligt synes jeg man skal følge sit hjerte (dejlig floskel!) og jeg synes det er flot du har taget en tænkepause. Jeg kan nikke genkendene til dét at gå fra at føle man hører til, til at være i tvivl og føle sig lidt på sidelinjen. Vi er nok lidt i samme båd. Jeg håber taget min tidligere begejstring i mente, at gejsten vender tilbage og så må jeg pege næsen mod specialer der ikke er alt for krævende når den tid kommer. Jeg synes desuden det er flot du er kommet så langt - det er da en præstation i sig selv!

Dr.Gonzo: Tak for påmindelsen - Det kræver bare en påmindelse at der er andet end supermennesker på medicinstudiet. De fylder bare en del forunderligt nok. Og du har jo ret - selvfølgelig er der også op- og nedture på dette studie. Det skal jeg i hvert fald nok lige huske mig selv på er ok…