Livet som læge?

Livet som læge?
0

#1

Jeg er kommet sådan i tvivl!
Jeg er optaget på medicinstudiet til februar men er kommet i tvivl da jeg ikke ved om jeg har lyst til at mit liv skal være sådan et karriereræs! Jeg er meget interesseret i uddannelsen men er det det jeg vil eller vil jeg hellere fokusere på familieliv, fritidsinteresser og alt det der også er en stor del af livet ved feks at blive fysioterapeut!
Jeg er selv opvokset i en lægefamilie med to arbejdsnarkomaner der elsker deres job hvilket har gjort at jeg også har interesse i jobbet, men hvor tvivlen også opstår da der er nogen ting ved at være barn af to der arbejder så meget, som jeg ikke vil udsætte mine egne børn for.
Har brug for at høre nogle andre synspunkter tror jeg.


#2

Studiet, arbejdslivet og livet er det du selv gør det til. Der findes alle slags specialer som kan tilgodese forskellige interesser og muligheder for forskellige ‘liv’ ved siden af arbejdet.
Du vælger – og kan vælge :slight_smile:

Jeg har skiftet fra et professionel liv med noget helt andet gennem 18 år og tilvalgt medicin som var ‘min første kærlighed’, og jeg har ikke fortrudt, tværtimod. Jeg har ingen læger i familien, og selv om jeg havde, så er det mit liv jeg former som jeg vil (så godt det kan lade sig gøre), behøver ikke nødvendigvis gøre det samme som mine forældre. For mig er medicin ‘kaldet’, det kan være det er det samme for dine forældre, for ellers arbejder man ikke som en arbejdsnarkoman med noget man ikke kan lide og finde sig bekræftet i… For andre kan det være et arbejde, og ja, så kan man parkere arbejdet på arbejdspladsen indtil man kommer der næste gang :slight_smile:
Held og lykke med overvejelserne. Jeg vil anbefale at du giver det en chance…


#3

Jeg er læge ganske snart. Aktuelt arbejder jeg som lægevikar, hvor jeg mere eller mindre laver det samme som en nyuddannet læge (en KBU-læge).

Som læge har du mange muligheder. Groft sagt: Hvis du ønsker at specialisere dig inden for et populært/konkurrencepræget speciale i en stor by, så kommer du ikke uden om et betydeligt karriereræs: Forskning, meget arbejde, skæve arbejdstider osv. Har du ikke de lyster - hvilket det ikke tyder på - så må du vælge et mindre populært speciale uden den store vagtbelastning.

Jeg er - som du, lyder det til - ikke arbejdsnarkoman, og jeg har mange andre interesser i livet end lægefaget. Blandt andet vil jeg gerne have god tid til min familie. Derfor vælger jeg et speciale, som ikke er specielt populært (og som heldigvis falder sammen med mit interessefelt), og hvor jeg har mulighed for at arbejde uden den store vagtbelastning (fx i ambulatorier), når jeg er speciellæge. Jeg tænker heller ikke, at jeg skal arbejde 37 timer/uge hele mit arbejdsliv. Igen er muligheden for at indrette det, som du ønsker, størst ved de specialer, hvor der mangler læger.

Der er mange måder at være læge på, og du har mulighed for et meget varieret arbejdsliv efter studiet.


#4

Jeg synes at det er nogle utroligt vigtige tanker du gør dig her, og det er det helt rigtige tidspunkt du har tankerne. Så ikke slå dig selv i hovedet over at du har dem. Tænk dem, vend dem og snak med folk om dem (eventuelt andre læger eller os her på forum).
Hvis jeg må komme med lidt indspark så tror jeg også på at man kan få livet til at fungere (også som familiefar/-mor) hvis man er villig til at gå på kompromis med nogle ting i lægelivet. Men omvendt må vi jo også erkende at der er nogle helt åbentlyse ulemper ved lægefaget.

  • Vagtbelastningen som man oplever i mange specialer kan være en hård omgang for familielivet, men omvendt kan man måske udnytte at man har fri på “skæve” tidspunkter?
  • KBU-forløbet hvor man kan risikere at blive sendt 200 km væk. Dette er naturligvis en stor ulempe hvis man er bosat med mand/kone og børn i en anden by.
  • Hoveduddannelsesforløbet der skal startes inden for 6 år efter påbegyndt KBU. Dvs. når man er færdig med sin KBU og intro og altså også (for de fleste vedkommende) på det tidspunkt hvor eventuelle børn er mest krævende. En hoveduddannelse er så vidt jeg er informeret altid delt i mellem et universitetshospital og et regionshospital hvilket betyder at man kan få et forløb der hedder fx. Odense i 2 år, Esbjerg i 2 år og så igen Odense i 1 år. Det er klart at det ikke er nogen fest hvis man har “slået sig ned” og derfor skal pendle. Igen oveni den tid hvor de fleste har små børn.

MEN når det så er sagt må vi huske at vores kommende kollegaer rundt omkring på de mange sygehuse og i private praksis får det til at fungere. Og jeg synes at jeg hører om flere der er glade for jobbet end folk der er trætte af det. Jeg tror på at det er et meget givende job, men også hårdt og det er klart at man skal gøre op med sig selv om man har lyst til sådan et job.

Jeg er selv medicinstuderende og min kæreste er nyuddannet læge, og jeg ville lyve hvis jeg ikke indrømmer at hun en gang i mellem har savlet lidt over når hendes veninder en efter en får deltidsstillinger så de har mere tid hjemme ved deres børn. Den mulighed er vanskelig i lægefaget (3 % af alle læger er på nedsat tid så vidt jeg har forstået), og det er klart at den fordeling ikke går sig gældende for pædagoger, klinikassistenter eller for den sags skyld fysioterapeuter. Men måske er der ændringer på vej i lægefaget. Flere kvinder kommer til og det tror jeg kan skubbe lidt i den rigtige retning hvad det angår.

Jeg kan ikke svare dig på hvad du skal gøre, men jeg vil gerne uddybe noget hvis du har brug for det. Enten i tråden eller på privatbesked eller evt. via en telefonsamtale.

Jeg håber ikke at ovenstående skræmmer dig for det er virkelig ikke meningen, men det er måske overvejelser der er væsentlige inden man kaster sig ud i studiet og lægegerningen.

De bedste hilsner
KmK


#5

Det er også et valg at fravælge karriererræs.

Jeg har har valgt familieliv over arbejdsliv. For mit vedkommende betyder det jeg bevidst har gået efter de ikke vagttunge specialler.

Jeg har en lille “fetish” med at læse dødsannoncer i ugeskrift for læger. Og gud, hvor er der mange vilde meritter folk opnår i deres lægeliv. Så kan man læse de døde uventede i alder af 69 år og tankerne går til børnene. Jeg siger ikke de har været dårlige forældre, men kva deres meritter er der et sted de må have ofret og det er tiden hjemme. Den tid de måske havde set frem til. Og pludselig er lyset slukket.

Det er da fedt at “være gift” med sit arbejde. Ingen tvivl om det. Du får ros, du får anerkendelse - du stiger i graderne, du får oplevelser etc. På hjemmefronten er en lorteble en lorteble og en far kan være “far” eller “dumme far”. Og der er ikke medarbejderudviklingssamtaler og konferencer og alt det andet.

Jeg har siddet til morgenkonference på en børneafdeling med ro i mit almen medicinske sind og set de unge piger stresse HELT vildt over hoveduddannelsesansøgninger, slikke røv, kæmpe, græde, være fortvivlet - og nå ja, have børn hjemme. Er det det værd? Det synes de nok. Jeg gad det ikke.

Det jeg prøver at sige er, jeg synes det er okay at sige “jamen de har ikke noget tøj på”… at sige det pis gider jeg ikke. Man kan godt få en masse gode læge-patient oplevelser på andre måder en at være formand for dit eller dat eller professor dr. med. Man kan også have en sund økonomi.

Så få du bare skulderne ned - dig er der intet galt med.


#6

Hørt @frold! Send det til Ugeskriftet.


#7

Godt indlæg, Frold. Vi er ganske på linje.

Jeg kan huske, at du på et tidspunkt var i psykiatrien (jeg har læst med længe men først for nyligt lavet en profil). Hvorfor skiftede du i grunden til almen medicin? Jeg tænker ikke det er for off topic, da psykiatri netop er et speciale med forholdsvis lav vagtbelastning, når man kommer længere hen, og derved relevant for trådstarter.

Spørger af ren interesse.


#8

Tja, det er jo både et lidt svært og personligt spørgsmål.

Fra studiet vidste jeg at jeg gerne ville almen medicin, men efter endt studium sniffede jeg til flere specialer også for at prøve ekspertrollen af f.eks. i dermatologien. Det blev mig klart, at jeg ikke skal være ekspert - jeg ville det brede. Jeg prøvede efterfølgende psykiatrien og var meget glad for at være i denne. Jeg er fortsat glad for psykiatrien. Min oplevelse er man her har at øre med mange svage patienter, som man virkelig kan gøre meget for. Er vi psykiatria major, som nok ville være det jeg skulle beskæftige mig med, hvis jeg var i psykiatrien i dag, så har vi med nogle yderst forpinte patienter at gøre.

Da jeg skulle vælge endeligt spor - var det helt klart tungt vægtende at jeg ikke ville arbejde på sygehus, at medbestemmelse og muligheden for at blive “hørt” var vigtigt. Derfor ville jeg ikke, i hvert fald på daværende tidspunkt, kunne trives i et topstyret rigidt hospitalssystem. Det organisatoriske betyder meget for mig. Fagligt ville jeg det brede - så var der ikke så meget tilbage.

Jeg kan ikke afvise at jeg vender tilbage til psykiatrien på den ene eller anden måde. Aktuelt er det lige på standby.


#9

Tak for dit svar, Frold!