Her få dage før fristen for tilmeldinger er jeg virkelig kommet i tvivl, om jeg skal søge ind på medicinstudiet eller molekylær biomedicin. Jeg håber derfor, I kan hjælpe mig med at få afklaret nogle ting.
I 2007 blev jeg student, og i 2008 startede jeg på psykologistudiet. Jeg har nu gennemført det første år, og selvom det bestemt var spændende, blev jeg ret hurtigt klart over, at det ikke var den vej, jeg helst ville gå. Jeg savnede at gå mere naturvidenskabeligt til værks og at have mere kemiske og biologiske fag. Allerede i 2008, da jeg søgte ind på psykologi, kredsede mine tanker om medicin, og derfor begyndte jeg ret hurtigt at drømme om at søge ind her. Nu er jeg imidlertid kommet i tvivl om, hvorvidt det nu også er det, jeg helst vil.
Jeg synes, at fagene på både medicin og molekylær biomedicin ser utrolig spændende ud, og jeg er således sikker på, at jeg vil blive rigtig glad for begge studier. Studierne er jo, når det kommer til stykket, heller ikke så forskellige fra hinanden, men de fremtidige jobmuligheder er naturligvis slet ikke de samme!
Jeg er meget i tvivl om, hvad jeg skal søge, for umiddelbart tiltaler selve molekylær biomedicin-studiet mig nok mest, mens jeg omvendt hælder lidt mere til et fremtidigt job som læge frem for at arbejde i et laboratorie, som molekylær biomedicin sandsynligvis vil føre til. Sidstnævnte kunne tale for at søge ind på medicin, for da studierne er relativt ens, ville det måske være mest fornuftigt at stile efter at blive læge, hvis det er det job, jeg helst vil have i fremtiden.
Jeg er imidlertid ret “nervøs” for at skulle starte på medicin. Jeg ved, at det er et rigtig hårdt studie, der kræver en stor indsats, men det er ikke det, der bekymrer mig.
Det teoretiske glæder jeg mig til; det tror jeg, bliver rigtig interessant. Modsat ser jeg faktisk ikke frem til den mere praktiske del af studiet - som jeg ved fylder mere og mere, jo længere man kommer - og som jo fører til jobbet som læge, der jo bestemt er meget praktisk anlagt!
Den tidlige patientkontakt på 1. år synes jeg, lyder spændende, og jeg er ikke nervøs for at skulle tale med patienter. Men for at være ærlig frygter jeg faktisk lidt at skulle ud i klinik samt de meget basale ting som at tage blodprøver og sy. Det skal en læge naturligvis kunne, og jeg tror da også, at jeg vil kunne vende mig til det. Men jeg er ret nervøs for at komme til at gøre noget forkert og for ikke at kunne handle korrekt. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre jeres tanker om det praktiske forud for studiestart; var det det, I glædede jer til, eller var I, som jeg, nervøse for ikke at kunne “slå til” og for ikke at gøre tingene rigtigt?
Grunden til, at jeg alligevel hælder mest til ville være læge, er, at jeg forestiller mig, at jeg med tiden vil få en masse øvelse og rutine, og at jeg dermed vil få et bedre forhold til alle de praktiske opgaver, der hører med til jobbet som læge. Desuden tiltaler kontakten og selve samtalen med patienten mig meget.
Spørgsmålet er bare, om det er “værd” at udfordre min frygt, hvis det egentlig er det teoretiske, der siger mig mest.Jeg vil nok kunne vende mig til det praktiske, men jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig vil kunne lide det. Desuden er medicin måske et dumt valg af tage, hvis man ikke på forhånd ser frem til alt det praktiske arbejde.
Molekylær biomedicin er nok mere teoretisk, og derfor ville det måske være et bedre valg for mig. Der er selvfølgelig også praktisk arbejde i laboratoriet, men det, synes jeg ikke, er på helt samme “niveau”, da det ikke indebærer arbejde med “levende patienter”. Jeg synes, at molekylær biomedicin-studiet ser ud til at være skruet rigtig godt sammen, og umiddelbart tror jeg faktisk, at jeg har mest lyst til at kaste mig ud i 5 studieår her. Dog er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg efterfølgende vil være tilfreds med at stå i laboratorie, og om jeg ikke, når alt kommer til alt, alligevel vil savne patientkontakten.
Det skal desuden nævnes, at jeg tror, det sociale på molekylær biomedicin er rigtig godt, og det tiltrækker mig også lidt. Jeg er lidt mere i tvivl om det sociale på medicin, fordi det er så stort et studie. Jeg kommer jo fra psykologi, også et stort studie, og der syntes jeg ikke, det sociale fungerede så godt. Det er naturligvis ikke det, der skal afgøre mit valg, men det er alligevel en vigtig faktor i forhold til ens studieår. Derfor vil jeg også meget gerne høre jeres tanker om det sociale på medicin.
Jeg er som sagt meget i tvivl, og vil derfor blive virkelig glad for kommentarer til det ovenstående!
På forhånd mange tak for hjælpen.
. Men når man har prøvet det nogle gange giver det et boost at man rent faktisk kan gøre det og endda på en professionel måde og til sidst tænker man ikke over selve den tekniske udførsel og har mere overskud til patienten. Det vigtige er sådan set bare at lære det ordentligt fra starten af i sit eget tempo. Det er på studiet man har tid til at lære det og ikke på sin første vagt i Nykøbing F. skadestue. Efter at have afsluttet dette ophold kan jeg slet ikke forstå at jeg var nervøs for det. Men alt i alt skal jeg ikke lægge skjul på at det prakiske fylder meget på kandidatdelen af studiet. Men nu er det noget jeg generelt glæder mig til.