Medicin eller molekylær biomedicin?


#1

Her få dage før fristen for tilmeldinger er jeg virkelig kommet i tvivl, om jeg skal søge ind på medicinstudiet eller molekylær biomedicin. Jeg håber derfor, I kan hjælpe mig med at få afklaret nogle ting.

I 2007 blev jeg student, og i 2008 startede jeg på psykologistudiet. Jeg har nu gennemført det første år, og selvom det bestemt var spændende, blev jeg ret hurtigt klart over, at det ikke var den vej, jeg helst ville gå. Jeg savnede at gå mere naturvidenskabeligt til værks og at have mere kemiske og biologiske fag. Allerede i 2008, da jeg søgte ind på psykologi, kredsede mine tanker om medicin, og derfor begyndte jeg ret hurtigt at drømme om at søge ind her. Nu er jeg imidlertid kommet i tvivl om, hvorvidt det nu også er det, jeg helst vil.

Jeg synes, at fagene på både medicin og molekylær biomedicin ser utrolig spændende ud, og jeg er således sikker på, at jeg vil blive rigtig glad for begge studier. Studierne er jo, når det kommer til stykket, heller ikke så forskellige fra hinanden, men de fremtidige jobmuligheder er naturligvis slet ikke de samme!
Jeg er meget i tvivl om, hvad jeg skal søge, for umiddelbart tiltaler selve molekylær biomedicin-studiet mig nok mest, mens jeg omvendt hælder lidt mere til et fremtidigt job som læge frem for at arbejde i et laboratorie, som molekylær biomedicin sandsynligvis vil føre til. Sidstnævnte kunne tale for at søge ind på medicin, for da studierne er relativt ens, ville det måske være mest fornuftigt at stile efter at blive læge, hvis det er det job, jeg helst vil have i fremtiden.

Jeg er imidlertid ret “nervøs” for at skulle starte på medicin. Jeg ved, at det er et rigtig hårdt studie, der kræver en stor indsats, men det er ikke det, der bekymrer mig.
Det teoretiske glæder jeg mig til; det tror jeg, bliver rigtig interessant. Modsat ser jeg faktisk ikke frem til den mere praktiske del af studiet - som jeg ved fylder mere og mere, jo længere man kommer - og som jo fører til jobbet som læge, der jo bestemt er meget praktisk anlagt!

Den tidlige patientkontakt på 1. år synes jeg, lyder spændende, og jeg er ikke nervøs for at skulle tale med patienter. Men for at være ærlig frygter jeg faktisk lidt at skulle ud i klinik samt de meget basale ting som at tage blodprøver og sy. Det skal en læge naturligvis kunne, og jeg tror da også, at jeg vil kunne vende mig til det. Men jeg er ret nervøs for at komme til at gøre noget forkert og for ikke at kunne handle korrekt. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre jeres tanker om det praktiske forud for studiestart; var det det, I glædede jer til, eller var I, som jeg, nervøse for ikke at kunne “slå til” og for ikke at gøre tingene rigtigt?

Grunden til, at jeg alligevel hælder mest til ville være læge, er, at jeg forestiller mig, at jeg med tiden vil få en masse øvelse og rutine, og at jeg dermed vil få et bedre forhold til alle de praktiske opgaver, der hører med til jobbet som læge. Desuden tiltaler kontakten og selve samtalen med patienten mig meget.

Spørgsmålet er bare, om det er “værd” at udfordre min frygt, hvis det egentlig er det teoretiske, der siger mig mest.Jeg vil nok kunne vende mig til det praktiske, men jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig vil kunne lide det. Desuden er medicin måske et dumt valg af tage, hvis man ikke på forhånd ser frem til alt det praktiske arbejde.

Molekylær biomedicin er nok mere teoretisk, og derfor ville det måske være et bedre valg for mig. Der er selvfølgelig også praktisk arbejde i laboratoriet, men det, synes jeg ikke, er på helt samme “niveau”, da det ikke indebærer arbejde med “levende patienter”. Jeg synes, at molekylær biomedicin-studiet ser ud til at være skruet rigtig godt sammen, og umiddelbart tror jeg faktisk, at jeg har mest lyst til at kaste mig ud i 5 studieår her. Dog er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg efterfølgende vil være tilfreds med at stå i laboratorie, og om jeg ikke, når alt kommer til alt, alligevel vil savne patientkontakten.

Det skal desuden nævnes, at jeg tror, det sociale på molekylær biomedicin er rigtig godt, og det tiltrækker mig også lidt. Jeg er lidt mere i tvivl om det sociale på medicin, fordi det er så stort et studie. Jeg kommer jo fra psykologi, også et stort studie, og der syntes jeg ikke, det sociale fungerede så godt. Det er naturligvis ikke det, der skal afgøre mit valg, men det er alligevel en vigtig faktor i forhold til ens studieår. Derfor vil jeg også meget gerne høre jeres tanker om det sociale på medicin.

Jeg er som sagt meget i tvivl, og vil derfor blive virkelig glad for kommentarer til det ovenstående!
På forhånd mange tak for hjælpen.


#2

Hej

Nu kan jeg jo kun udtale mig om medicinstudiet i København, men jeg har da nogle kommentarer til det. Jeg går i øjeblikket på 7. semester, hvor vi lige har haft vores første kliniske ophold. Jeg startede også i tidernes morgen med at læse et år på psykologi, men skiftede til medicin af nogenlunde de samme grunde som du nævner i dit indlæg. Jeg må sige jeg har været rigtigt glad for studiet indtil videre. Jeg kan forstå du du er nervøs mht. de praktiske opgaver man bliver stillet overfor på de kliniske ophold og jeg må indrømme at det var jeg faktisk også! Men som sagt er jeg lige blevet færdig med tre måneders klinisk ophold på Riget, og det har været de tre bedste måneder på studiet indtil videre. Du behøver aldrig at stå alene med noget du ikke føler dig rustet til at udføre. Når du tager en blodprøve, lægger et venflon eller blærekateter første gang, spørger man bare en læge eller sygeplejerske om de ikke vil guide dig, hvilket de i de allerfleste tilfælde er glade for at gøre. Selvfølgelig er man da nervøs første gang man gør det…nogen er bare bedre til at skjule det end andre :wink: . Men når man har prøvet det nogle gange giver det et boost at man rent faktisk kan gøre det og endda på en professionel måde og til sidst tænker man ikke over selve den tekniske udførsel og har mere overskud til patienten. Det vigtige er sådan set bare at lære det ordentligt fra starten af i sit eget tempo. Det er på studiet man har tid til at lære det og ikke på sin første vagt i Nykøbing F. skadestue. Efter at have afsluttet dette ophold kan jeg slet ikke forstå at jeg var nervøs for det. Men alt i alt skal jeg ikke lægge skjul på at det prakiske fylder meget på kandidatdelen af studiet. Men nu er det noget jeg generelt glæder mig til.
Mht. til de sociale på studiet har vi her i Kbh. en velfungerende studenterklub hvor der afholdes fredagsbarer, filmaftener, kaffedrikning, læsning og generel gøjl. Jeg synes det sociale på medicin fungerer meget bedre end da jeg gik på psykologi både på de individuelle hold og i studenterklubben.

Alt i alt mener jeg ikke du skal lade dig skræmme af den praktiske del af studiet, men blot vide den er der og det er slet ikke så slemt.

Beklager det lidt rodede indlæg. Havde lidt travlt.
Held pg lykke med valget!

Esben


#3

Hej,
Da jeg ikke er begyndt på medicinstudiet endnu, kan jeg ikke kommentere på denne del af indlæget.
Dog vil jeg sige at jeg selv for lidt under et år siden stod med valget mellem medicin og molekylær biomedicin og blev rådet af alle mod medicinen. Det jeg fik som begrundelse den gang var jobmulighederne efter endt studie. Det skulle være praktisk talt umulig at få job med uddannelsen molekylær biomedicin, eller enhver anden biolog uddannelse. Jeg ved ikke om tingene stadigt er sådan, men med finanskrise og det hele tvivler jeg på at noget har ændret sig. Jeg vil i hvert fald mene at dette er værd at tage med i betragtning.
Det skal dessuden nævnes at min kilde var mit nuværende arbejde, en Klinisk biokemisk afd. hvor vi ligenetop hyre biologer af forskellig art til forskning. Vi havde en stilling sidste år, med dårlig løn og begrænset til et halvt år, der havde over 60 ansøgere!


#4

Goddag,

Jeg stod i selve samme situation sidste år. Jeg havde fået øjnene op for biomedicin, som ikke er så meget anderledes end medicin, ren teoretisk (det skal også tilføjes at biokemi og molekylær biologi fyldte en del i min bevidsthed). Jeg var ikke bange for klinikophold eller patientkontakt som sådan, men tænkte generelt om jeg ikke hellere ville og måske hellere var egnet til at forske og stå i et laboratorie, da forskningen tiltrak mig. Jeg tog den beslutning at jeg ville studere faget, der var oversagen til min tvivl, også kunne man tage tingene derfra. Jeg fandt så hurtigt ud af, at faget som forvented var spændende rent teoretisk, men at der var alt for meget laboratoriearbjede. Det afskrækkede mig til en vis grad, og jeg begyndte at overveje min fremtidig arbejdsplads. Jeg må indrømme at jeg langsomt indrømmede for mig selv, at jeg ville savne menneskekontakten, der findes i medicin for hvis man først tager ind på labratoriet kan man ende med at være der over halvdelen af dagen og kun have kontakt med de andre medforsker. Misforstå mig ikke, for det er en dejlig følelse man får, når man opnår et resultat, men følelsen af at have stået og hjulpet et menneske direkte tiltrækker mig mere. Det er hellere ikke løgn i molekylær biomedicin at, der vil være en del laboratorie arbejde. Fordi jeg hælder meget til at arbejde med mennesker og jobbet som læge indebær både det og en teoretisk del, der er interessant, er valget ikke så svært at tage, som det nu var sidste år.

Hvis du hælder meget til menneskekontakt og en arbejdsplads, der ikke kun inbefatter de fire vægge, der udgør laboratoriet (som jeg kan læse at du gør), vil jeg mene at medicin er det rette valg. Dette er den konklusion jeg nåede frem til. Det er jo hellere ikke dårligt at give molekylær biomedicin en chance og se om du hellere foretrækker det. Medicin er der i år og næste år :angle: . Kan dog ikke selv sige meget om det sociale liv på medicin, men regner med, at der vil være en del fester efter en eksamensperiode (det bliver en dejlig tid :mrgreen: )
Det blev en lille selvbiografi :oops: , men Jeg håber at du finder ud af, hvad du vil have…

Regards
Xa


#5

Nille_r, med hensyn til alt det praktiske er du jo langt fra den eneste, der gør dig tanker omkring de kliniske og praktiske ting.
Al begyndelse er jo svær (som bekendt :mrgreen: ). Ikke mindst når man kommer ud som helt ny og grøn i hospitalsverdenen.
Jeg har selv på et lægevikariat mødt reservelæger på medicinske afdelinger, der har svært ved at lægge venflons eller at tage en A-punktur.

Det er ikke så meget alt det, det handler om. Det er langt mere for det første at sige til sig selv, man kan meget mere, end man lige er klar over. Og så derfra, når den, forståeligt nok, første lidt svære tid er forbi, bare kaste sig ud i udfordringerne.
Der er hele tiden mange og nye problemstillinger at forholde sig til. Man kan slet ikke undgå at komme til kort i ny og næ - og når det så sker, for det vil det jo uundgåeligt fra tid til anden, så skal man slet ikke være bange for at spørge sig frem. Hellere en gang for meget end for lidt.

I det hele taget indbefatter lægehvervet, herunder også et vikariat, både journalskrivning og praktiske arbejdsopgaver, nogle dage mere det ene end det andet, men det skifter gevaldigt.

Al begyndelse er jo svær - for nyuddannede læger og lægevikarer mest pga de mange nye og uvante, logistiske og praktiske ting, der er meget afdelingsforskellige. F.eks. elektroniske patientjournaler og medicinering (OPUS, EPM m.m.), hvem man kontakter i den enkelte situation, hvordan blodprøver bestilles osv osv. Alt sammen forhold, man først rigtig får styr på, når man står på afdelingen i en given, klinisk situation.

Så, det vigtigste er ikke at have berøringsangst, det er vigtigt at huske sig selv på alt det, man faktisk kan (der er mere, end man mange gange tror) og endelig ikke være bange for at spørge (læger, medstuderende, sygeplejersker, lægesekretærer, SOSU-assistenter osv), når tvivlen melder sig.

Det ved jeg nemlig selv, da jeg selv har haft, og fortsat nu har, lægevikariat. F.eks. har jeg først rigtig fået styr på anlæggelse af ventrikelsonder og urinblærekatetre efter, jeg er gået i gang med vikariat.

Du finder ud af det hele hen af vejen - bare spørg og kast dig ud i det.
Det skal ikke være det praktiske, der skal afholde dig fra at læse medicin.


#6

Hej igen.
Mange tak for de gode og brugbare svar, de var en rigtig stor hjælp for mig!
Jeg besluttede mig for at søge ind på medicin, så nu venter jeg, ligesom en masse, masse andre, spændt på, at det skal blive d. 30. :slight_smile:

Tak for hjælpen!