Hejsa
Jeg har længe været meget i tvivl omkring valg af uddannelse. Jeg har en enorm interesse for kroppen og dens funktioner, hvorfor læge altid har virket naturligt, men alligevel har det aldrig føltes helt rigtigt, når det er kommet tæt på. Kan ikke helt forklare hvorfor. Det føles bare ikke super godt i maven.
Jeg er begyndt at overveje, om jeg måske i stedet skal læse til sygeplejerske. Jeg tror, at noget af det, der “skræmmer” mig med medicinstudiet, er at det er så langt og teoretisk tungt; i modsætning til sygeplejestudiet, der hurtigere er mere anvendelsesorienteret. Og også har flere videreuddannelsesmulighederne efter bacheloren.
Jeg kunne dog godt frygte, at jeg måske ville fortryde ikke have gået lægevejen…Er der evt. nogle herinde, der har stået med samme tanker, og måske kan fortælle lidt om, hvad I valgte at gøre, eller blot dele ud af jeres tanker?
Sætter pris på alle input :))
Forstår udmærket godt at du føler dig i tvivl! Jeg kan fortælle at jeg i sin tid valgte sygeplejerske-uddannelsen, da jeg netop ikke ville gå lægevejen, grundet jeg følte det var meget teoritungt. Efter ca. 2 semestre, begyndte jeg dog at savne at gå mere i dybden med stof, og blev træt af at høre at “Det er kun noget i skal vide noget om hvis i skal være læge”. Og nu står jeg så her og skal til at starte på 3. Semester på medicin, og elsker det. Men det er selvfølgelig en svær beslutning, men husk også på at det er ingen skam i livet at prøve ting af, inden man finder det som passer til én.
Kan virkelig godt forstå at det er et svært valg!
Jeg kender flere der er startet sygeplejerskevejen, og sprunget til medicin, og også flere der startede på medicin, og skiftede til sygeplejerske, så du er bestemt ikke alene om det 
Kan ikke helt lure, om du er optaget?
Det kan være pis’hamrende hårdt at starte på et nyt studie. Måske skal du flytte til en ny by? Måske endda flytte hjemmefra for allerførste gang.
Du kender måske ikke andre der skal starte?
Så kan det være meget overvældende!
Helt kort (og karikeret):
Medicinstudiet: 6 år, hvor tre er meget teksttungt uden klinikophold ( kommer an på hvilket uni). En masse detaljer, som kan virke ligegyldige ( Lad mig nu bare komme ud på en afdeling, også selvom jeg ikke lige ved hvilken transporter, der transporterer K+ i samlerøret!).
Videreuddannelse der tager +en del år.
En sindssyg følelse, når du for første gang tager en blodprøve på et ægte menneske.
Et superfedt studiemiljø, hvor alle er i samme båd, og generelt hjælper hinanden.
Sygeplejerskestudiet: 3½ år, hvor der er ca ½delen klinik ( aka - tidligt op og møde på en afdeling kl 7, som måske også indebærer længere transport).
Ikke så teksttungt som medicin, men stadig meget viden som kan virke ligegyldig ( Jeg havde tænkt mig at lukke døren ud til gangen, når jeg lægger katheter, uanset om Joyce Travelbee har lavet en teori om det eller ej, men jeg skal nok skrive det i min opgave så!)
Mulighed for at arbejde direkte efter endt uddannelse - men man skal stadig holde sig opdateret på ny viden.
Sindssyg følelse, når du tager en blodprøve for første gang på et ægte menneske!
Superfedt miljø, hvor man kommer tæt på sine medstuderende, fordi der er meget gruppearbejde og man er i klinik sammen.
Sygeplejerskeuddannelsen er ikke en bedre uddannelse end medicin. Og medicin er ikke en bedre uddannelse end sygeplejerskeuddannelsen!
Det handler nok om at finde det sted, hvor DU kan shine og give mest energi, så får du også mere energi selv.
Ved slet ikke om du kan bruge mine inputs, men hvis du er optaget, så ville jeg starte, og mærke efter, når der er gået 6 måneder; gør studiet mig glad, eller vågner jeg hver morgen og tænker " F**. Ikke igen i dag! )
Håber du finder den løsning, der er rigtig for dig <3
Lige en tilføjelse:
Som sygeplejerske skal du “affinde” dig med at lægen har sidste ord. Mener du fx en patient bør blive på afdelingen, indtil datteren kommer hjem fra Mallorca om 2 dage, og derfor mener der mindsker risikoen for en genindlæggelse, så har du ikke så meget at skulle have sagt, hvis lægen vil udskrive.
Som læge skal du affinde dig med, at den tættere relation, hvor du har tiden til at smalltalke, og høre om hvordan det var at være modstandsmand under 2. verdenskrig, mens du skifter sengetøj hos patienten, er forbeholdt sygeplejersken.
( og selvfølgelig med omvendte fortegn: lægens privillegie er at have sidste ord, sygeplejerskens er at have mere patientnær kontakt)
Ovenstående er blot et af mange eksempler.
Så selv om vi er i tæt samarbejde, er der ( de steder jeg har været) en ret stringent opdeling, og vi har hver vores arbejdsområder. Så tror du skal finde ud af, hvilken rolle det er, DU gerne vil have i dit fremtidige virke! Og begge virker er fantastiske og værdifulde <3