Medicin kvote 2 - er det ikke bedst at opgive?

[Ali_ikke_fra_Bali]

Hej alle.

Jeg er en ung mand, der som er i tvivl om fremtiden, valget, det rigtige og forkerte, ja, det hele.

Jeg har læst “skrækhistorier” om, at nogle bruger år efter år på at komme ind på medicinstudiet (kvote 2). Jeg er efter den overbevisning, at jeg helst vil komme i gang hurtigst muligt og ikke “spilde” mine år (forstå mig ret).

Nu er kvote 2 benhård - og det er nok ikke “for sjovt”, at mange har prøvet flere gange.

Hvad tænker I? Hvis medicin ikke er ens ENESTE drøm, er det derfor ikke bedst at komme videre i livet og ikke “satse” for meget?

Personer, der stadigvæk forsger at søge ind på kvote 2, må gerne deltage

Mange tak.

[Christian_HF]

Nu vil jeg gerne starte med en lille peptalk til dig, baseret på mit eget liv og mine egne erfaringer.

Jeg selv stod som meget ung mand, og drømte om 2 uddannelser som var vidt forskellige men mente de var “drømmen”. Jeg selv læste en masse skrækhistorier om, hvor svære de var at komme ind på og hvor mange der ikke kunne klare det eller leve op til presset. Om man vil erkende det eller ej er Danmark jantelovens land, og folk der ikke selv er gode nok til noget elsker at få alle andre til at tro at det er normen, så vær kritisk overfor de skrækhistorier du læser.

Jeg endte faktisk med at “spilde” mange af mine år, som du frygter, på IKKE at gå efter min drøm fordi jeg lod skrækhistorierne tage kontrollen. Jeg mistede troen på at jeg var god nok til at komme ind på studierne, fordi så mange andre ikke kunne, at jeg helt opgav at prøve. Fordi jeg opgav at prøve, opgav jeg helt i en årrække at få en studenter-eksamen fordi det kunne være “lige meget” når jeg ikke kunne læse til de 2 studier. Jeg kom vidt omkring, med en masse blandede jobs både af de interessante men så sandelig også af de mindre interessante. Og det var i disse år jeg så småt lærte, at det havde været bedre at “spilde” årene på at forsøge at gå efter drømmestudierne. Jeg knoklede mig igennem en HF (sådan er det jo, når man efter de unge gymnasieår ønsker sig en uddannelse), og kom grundet mine mange år udenfor skolesystemet ud med et ok snit. Ikke fantastisk som det kunne være blevet havde jeg fortsat dengang.

Jeg tog chancen og kom ind på mit ene drømmestudie, og fik læst et helt års jura før jeg indså at jeg ikke var glad når jeg stod op hver morgen. At jeg indså det eneste der havde været drømmen ved dét studie for mig personligt var pengene og retssalene (indrømmet var jeg meget ung da denne drøm opstod og jeg benægter ikke en bestemt TV-serie havde givet mig nykker om det amerikanske retssystem). Nu stod jeg pludselig i den situation at jeg følte mig splittet. Havde brugt så mange år, “spildt” så mange år også på endelig at komme ind på drømmestudiet. Min egen familie rådede mig til at opgive og finde en “lavere” uddannelse der tog knap så lang tid, det er jo også en anskuelse man skal gøre sig hvor sent i livet man ønsker at være bundet af et studie som gør familie-liv osv sværere.

Nu er det bare sådan at så længe jeg har levet, har jeg været en af de dygtigste mennesker jeg har kendt til i skolen, jeg har altid været ham der vidste alt for meget om alle mulige “ligegyldige ting”, jeg har været så opslugt af medicin, kroppens anatomi osv at jeg faktisk vidste så enormt meget og vigtigst af alt gået rundt med et dybfølt behov for at kunne hjælpe andre mennesker i nød. Så ja, skræmmehistorier eller ej søgte jeg i en alder af 33 år ind på medicin på kvote 2 i år. Og jeg kan med stor stolthed og glæde sige at jeg med garanti er kommet ind i første forsøg på de 2 universiteter jeg søgte på (jeg ved godt de har måttet ændre ordlyden i brevet, men jeg har scoret så langt over grænseværdien for i år at den er stensikker).

Det var en lang og måske for dig kedelig historie om mit liv, og jeg siger ikke den passer på dig. Det kan være det var de mange år på en anden sti end medicin der gjorde mig så motiveret og klar til den at jeg klarede mig så flot på kvote 2, det kan også være jeg altid har haft det i mig. Det bliver vi aldrig klogere på. Hvad jeg dog håber du vil tage med dig er, at hvis det er det rigtige for dig at gøre vil det aldrig være spild af din tid.

Vi er alle forskellige Ali, og bare fordi mange andre har haft problemer med at komme ind på kvote 2, betyder det ikke at du automatisk også får problemer. Jeg vil dog også sige, at jeg vil anbefale dig at sætte dig ned og “mærke efter” om de flere drømmestudier måske kan koges ned til 1. Sæt dig bedre ind i hvad studierne går ud på eventuelt. Jeg spildte mange år på at drømme om jura også, og det havde ærligt ikke taget mig mange uger at sætte mig ind i jura-studiets opbygning før jeg indså at det var en helt anden verden jeg gik og drømte om end det der var en realitet.

Jeg ved du er splittet, og som en mand der engang selv stod i præcis dine sko føler jeg mere med dig end min skrift kan formidle. Men tro på dig selv Ali og glem skræmmehistorierne. Det vil give dig mere glæde, selvværd og styrke end du på nuværende tidspunkt ved, og uanset hvilket studie du vælger med at satse på vil det kun gavne dig.

Af hjertet held og lykke med dit valg, og her et lille citat som mindede mig om hvorfor det aldrig spild af tid at gå efter sin drøm; “Anyone who has never made a mistake, has never tried something new” af hr. Albert Einstein.

Så hav modet til at gå efter hvad du vil og ignorer hvad andre siger, der er måske en årsag til at de ikke kom ind i første forsøg, ligesom der måske var en årsag til at jeg gjorde.

Mvh. Christian, kommende stud.med anno 2018.

[Ali_ikke_fra_Bali]

Jeg takker af hjertet for din kommentar. Smukt, poetisk og trist på samme tid. Det er nemlig dét jeg går rundt med. Livets endeløse forvirring. Dét, at jeg ikke kan finde min plads i dette kæmpemæssige univers. Det er med store suk jeg fortæller, at jeg tog et sabbatår - som overhovedet ikke er fortrudt - på bagrund af et lille håb om en afklaring om min fremtid. Dette er ikke sket - eller jo, det er det måske. Jeg valgte ikke at blive lærer, som jeg troede jeg ville være. Jurauddannelsen, som du sjovt nævner, har jeg faktisk længe overvejet. Rigtig længe. Jeg har også troet, at jeg skulle være jurist. Men skulle jeg nu også det? Tvivlen opstod. Den var ikke smertefri. Jeg har længe tænkt, at jeg ikke ville forsøge mig med medicin og andre naturvidenskabelige uddannelser grundet den matematiske del. Men det fylder jo overhovedet ikke. Det er biologien der fylder, og den interessere mig faktisk (fik 10 i gymnasiet).

Din kommentar giver mig håb. Jeg tror, at jeg nok burde tage ét år mere, hvor jeg kan læse de fag op, som jeg mangler, hvor jeg derefter kan fokusere på, hvad jeg vil. Tusind tak.

Jeg har lige et spørgsmål om MMI-det-der. Er det den test man får i kvote 2? Er det en slags medicinsk test eller?

[Ali_ikke_fra_Bali]

Tak for det. Det er virkelig vigtigt dét med, at man skal kunne lide det.

Jeg havde i tankerne at læse jura for blot at bevise andre, at jeg godt kunne. Ikke noget med, at jeg ville være advokat - men tankegangen om, at “hey, se Ali, han er jurist”. Det gad jeg virkelig ikke. Det vigtigste for mig har altid været at hjælpe andre. Medicin, eller andre medicinske uddannelser, har altid været noget for mig. Dog fik jeg ikke snittet, og havde en samfundsvidenskabelig linje på gymnasiet. Jeg tænkte derfor, at “jeg lige tog et sabbatår, så finder jeg ud af det”. Men, så kom der et fuldtidsarbejde, og så kom der x og y. Pludselig indså jeg, at jeg ikke kunne nå at læse fag op. Øv, tænkte jeg. Her sidder jeg så igen. Har frasorteret mange uddannelser, og der er ikke mange, som jeg syntes er spændende (politibetjent har altid været en drøm, men grundet helbredsmæssige årsager er det ikke helt muligt). Medicin har jeg altid kunne se mig studere, jeg føler, at det er en uddannelse, der passer til mig. En uddannelse, som er konkret og, hvor jeg kommer til at hjælpe rigtig mange mennesker. Men, andre uddannelser som fx farmaceut m.v. er også noget der interessere mig.

Selvom jeg kan have mindreværdstanker fx “Kan jeg klare alt det stof”, så er der ingen tvivl om, at det er noget der skal læres. Jeg skal uddanne mig - selvfølgelig er der mange ting, der er nye. Selvfølgelig skal jeg ikke vige tilbage, fordi der er noget svært. Jeg skal kæmpe og ville det - og det vil jeg.

[Christian_HF]

MMI er noget som på nuværende tidspunkt kun SDU kører med, men som de før har haft til fælles med AU.
Det står for Multiple Mini Interview, og er noget de bedste fra unitesten bliver indkaldt til (der bliver sat en grænsescore for indkaldelse til denne MMI, om det er et tilfælde den i år matchede AU’s grænsescore for at komme i betragtning til en plads hos dem skal jeg ikke kunne sige).

Det går i alt sin enkelthed ud på, at du via 7 stande (dette kan ændre sig fra år til år), får meget kort tid til at forberede dig på et interview der venter dig bag døren. Jeg kan af visse årsager ikke fortælle dig konkret hvad der foregår bag dørene, men jeg kan love dig at det er sjovt, udfordrende og kan for nogen være øjenåbnene da man bliver stillet overfor bl.a. etiske problemstillinger der får dig til at indse præcis hvor svært og fantastisk det at arbejde som læge bliver.

Du får så en resultatscore, præcis som til unitest, og ud fra denne resultatscore afgøres det så hvem der kommer ind igen baseret på en grænsescore. Grænsescoren i år er f.eks. 31 ud af 49 mulige point.

Hvad det andet angår er vi som jeg tidligere skrev alle forskellige. Jeg skal ikke kunne sige hvad der er rigtigt eller forkert for dig, og hvor plat det end lyder så ved du det først selv den dag du står med det. Jeg vidste f.eks. allerede første gang jeg trådte ind på rus-ugen på jura-studiet, at jeg “hørte til” på uni. Alle mine tvivl om hvorvidt det var for hårdt at læse på uni, mit negative selvværd der sagde jeg ikke var god nok til at læse de lange uddannelser, alt forsvandt. Det er ikke sikkert alle har det på denne måde, jeg ved bare det var rigtigt for mig. At jeg så opdagede uddannelses-valget var forkert for mig er hvad det er, jeg mener ikke det er en fejl og selvom jeg aldrig kommer til at røre en lovbog igen føler jeg heller ikke året er spildt.

Om ikke andet så tag ved lære af min ja, lidt triste historie er den vel, og lad være med at lade tvivlen æde dig og din tid op. Hvis du virkelig føler medicin ville være dig, så kast dig ud i det og giv det en skalle så du ved med dig selv at du prøvede. Det vil aldrig være spildt tid, hvis det har haft et formål der gav mening for dig. Folk der arbejder frivilligt “spilder” også deres tid, da de ikke får løn for deres arbejde. Men hvis du spørger dem selv eller dem de hjælper, vil holdningen nok være en anden. Så længe dine valg giver mening for dig, så stå ved dem og vær stolt.

Jeg ønsker dig uanset hvad alt held og lykke, og du skal være velkommen til at skrive til mig hvis du til næste år står og skal søge ind. Der kommer jeg til at have et års erfaring som medicinstuderende på bagen også, skulle tvivlen stadig nage.