Hej!
Så har jeg fået bakset 1. udkast sammen til min motiveres ansøgning.
Jeg søger grundet sygdom også dispensation.
Jeg ønsker kritik, men netop fordi der tages udgangspunkt i mit sygdomsforløb, er den meget personlig - så alt med måde 
(Mest i forhold til ordvalg osv…)
Håber I vil smide en kommentar!
På forhånd tak!
Fra sygeseng til lægevidenskab.
Jeg er bosat i Vordingborg, hvor jeg tidligere gennemført 1. års af læreruddannelsen, dog uden eksaminer, grundet et pludseligt opstået, og længerevarende sygdomsforløb. Til dagligt læser jeg GSK fag (Mat. A, Kemi- og Fysik B ) på VUC, med eksamen til sommer. I forbindelse med min studiestart på VUC, valgte jeg at søge dispensation, for at få lov at skrive min SSO om. Denne dispensation blev givet, og i januar 2013, skrev jeg SSO i lægemiddelkemi, med emnet herunder Aspirin. Dette var en helt fantastisk oplevelse, og jeg blev virkeligt bidt af arbejdet i laboratoriet, samt teorien bag, virkningen og brugen af Aspirin og smertestillende lægemidler.
Jeg har altid været rodløs, men bevidst om lysten til at ville gøre en forskel. Jeg har nok haft tendens til at hvile når det blev bedømt, men alligevel vidst at jeg kunne mere end jeg fik vist. Jeg kan bla. tilbyde:
-
mere end 5 års erhvervserfaring, inden for ét af sundhedssektorens mest belastede områder (Plejehjem) -
Siden 2012, erfaring med frivilligt og organisationsarbejde, som med-leder af hold ved arrangementet ’stafet for livet’ (Indsamling til forskning for kræft) -
Færdiggjort STX uddannelse i 2010, med mellem gode/gode karakter i de relevante fag.
Mit arbejde på plejehjem i Vordingborg danner grundlag for en stor ballast i forhold til medicinstudiet. Jeg arbejder gennemsnitligt ca. 16 timer om ugen, fordelt på alle tider af døgnet, samt både inde på plejehjemmet, og som udkørende for Vordingborg kommune. Dette er særligt relevant erhvervserfaring, idet at jeg er bekendt med både patientkontakt og den perifere medicin. Jeg er vant til at løfte mange opgaver, og har deri ikke kun kendskab til almen hygiejne, men også til omsorg, forflytning, medicinering, sonde, kateter mv. Jeg oplever mange forskellige ting igennem mit job, og er ikke skræmt. Jeg søger hele tiden at udvide min horisont, og kigger ofte over skulderen, når der foretages noget nyt med en beboer. Jeg har i min erfaring forståelse for tavshedspligt, samt en god fornemmelse for den respekt der skal være til stede, når du har med mennesker at gøre, der har behov for pleje, behandling eller omsorg. I min optik er imødekommenhed og empati nøgleord, når du har med mennesker at gøre, og begge er egenskaber der falder mig let. Det kræves af mig at jeg kan vurdere vores beboere, hvilket behager mig, idet at det er op til mig at sørge for beboerens behov, om det er psykisk eller fysiske tiltag. En grundlæggende kompetence jeg ser særdeles brugbar med en karriere inden for lægevidenskab.
Den frivillige indsats, er igen lysten til at yde lidt ekstra. Det er min erfaring at det betaler sig at være aktivt deltagende. Jeg har siddet i aktivitetsudvalget i den lokale sportsforening, samlet penge ind til forskning mod kræft og været støttelærer for en pige med epilepsi. Alle disse opgaver har krævet overblik og kommunikation på flere forskellige planer, hvilket vil vise sig særligt relevant forhold til fag som tidlig patientkontakt, sundhedspsykologi, såvel som i de kliniske fag.
I valget af universiteter, stod valget mellem SDU og KU. Begge havde i min optik mange kvaliteter af byde på, men i sidste ende er har jeg et klart ønske om ikke at gå på kompromis med min uddannelse, derfor er KU det naturlige valg for mig. Jeg finder de konservative sider af KU som et signal for at man her, heller ikke at gå på kompromis med uddannelser.
Da jeg 2011 blev ramt af pludseligt sygdom (se søgt dispensation) havde jeg ikke troet at jeg herigennem kunne finde modet til at kæmpe for min drøm. Jeg vandt ikke bare livet, jeg vandt også den største afklaring af dem alle – nemlig hvad jeg skal bruge mit liv på!
Mange ting er ændret, fra før jeg blev syg, og til nu. Men én af de få ting der stadig giver mig en tilfredsstillende ro og følelse af at hjælpe og gøre en forskel, er mit arbejde. Jeg har brug for at bruge dette jeg holder så meget af, til at fører videre i livet.
På godt og på ondt, drives jeg af kamp og udfordring. Jeg er begærlig på både liv, viden og udvikling. Jeg er ambitiøs og målrettet. Jeg kan gennemfører når jeg sætter mig et mål. Men vigtigst af alt, er jeg klar til at udvide min horisont, inden for dét felt der falder mig lettest – nemlig behandling af mennesker.
Når man finder sin rette hylde, er den konstante bevægelse der er inden for lægevidenskab, og det behov for hele tiden af udvide sin viden inden for seneste forskning, ikke nogen skidt ting. Min hylde er inden for lægenvidenskab, og jeg er helt klar.
Lægevidenskab er et velovervejet og helt unægtelig klart valg…
… og nu skal det gøres til virkelighed.
Dispensation:
Da jeg pludseligt i 2011 blev syg, satte det en klar stopper for alle mine planer. De første mange måneder, var jeg langt fra sikker på nogle sinde at komme tilbage i uddannelse. Jeg har altid lidt under min overvægt. Min tid i gymnasiet, bar præg af at jeg aldrig rigtig faldt til, jeg fandt aldrig hverken ro eller forstand på spillet mellem underviser-elev, hvilket resulterede i at jeg ikke formåede at gøre opmærksom på mig selv og min formående. Min manglende ro og plan for fremtiden viser sig i mine karaktermæssige resultater.
Februar 2011 fik jeg lavet en Gastric Bypass. Min lykke var gjort, og kort efter min operation, tilmeldte jeg mig optagelsesprøven som konstabel i kamptrupperne. Men få dage før min optagelsesprøve, blev jeg syg – og har været syg siden.
Dette har haft stor betydning for alle aspekter af mit liv. Udover kampen om liv eller død, har jeg måtte acceptere en hverdag og et liv, med uventet og uønsket begrænsninger.
Det er ikke længere muligt for mig at optjene points til uddannelse ved at tage uddannelse inden for militæret. Jeg har ikke haft mulighed for at rejse ud som frivillig, under min sygdomsperiode. Ligeledes har sygdom haft indflydelses på mine supplerignsfag, idet mine undervisningsforløb har været afbrudt af operationer, undersøgelser, kontroller og i perioder været meget belastet af behov for smertestillende medikamenter.
I dag, efter to år, er jeg i bedring. Klogere, mere reflekterende, mere vidensbegærlig og sulten efter medicinstudiet, end nogle sinde før. Medicinstudiet har egentligt altid haft min interesse, men troen på mig selv og modet på den kamp det er at blive optaget, har ikke været til stede. En dag i sygesengen læste jeg en bog om ‘Læger uden grænser’. Ganske kort inde i bogen, kunne jeg mærke at jeg var bidt, og i løbet af én uge, gik jeg fra dybt vand, og intet land i sigte – til den største klarhed om min fremtid. Der er ikke andet end medicinstudiet jeg vil – jeg kan bare ikke tjene ekstra points ved fysisk aktivitet og jeg kan ikke vise gennem karakterer at jeg er bliver mere målrettet. Kontakt og behandling af mennesker er én af de få ting, der falder mig legende let og naturligt.
Jeg er bestemt studieegnet, og kan gennemfører en krævende uddannelse, som medicinstudiet. Det der til trods for karaktergennemsnit og sygdom, gør mig særdeles egnet, er at jeg har formået af vende mit sygdomsforløb i et brugbart perspektiv. I dag møder jeg alle mine medmennesker, og især borgerne igennem mit arbejde, med langt større empati og medfølelse end før. I dag kan jeg sætte mig i deres sted, en unik evne der også vil følge mig senere hen, som læge. Jeg har selv været afhængig af hjælp til alt, lige fra at trække vejret, til at spise og gå på toilettet.
Jeg har i halvandet år mere eller mindre boet på et hospital. Jeg er bekendt med jargonen, jeg er bekendt med arbejdsgangen, og har fået et unikt indblik i frustrationer, ansvar, såvel som glæderne forbundet til arbejdet som læge.
