Nogen der er friske til kritik af endnu en motiv.ansøgning?


#1

Endnu en motiveret ansøgning -nogen der stadig har energien til at hjælpe en desperat aspirant til medicinstudiet??? :shock:

Jeg vil være yderst taknemmelig for hvilken som helst konstruktiv kritik af nedenstående:

Motiveret ansøgning

Jeg ved, at lægevidenskab er en lære for livet. Jeg ved, at selve universitetsforløbet er langt og især de første år kræver en enorm evne og lyst til at læse. Efter 3 erfaringsrige år er jeg ekstra klar til at læse. Jeg savner bøgerne og studiemiljøet. Jeg er derfor topmotiveret for at studere, og jeg ved, at jeg har de afgørende egenskaber et fagligt udfordrende studium forudsætter -nemlig interesse, vilje, selvdisciplin og modenhed.
Men hvorfor er det netop medicin, jeg ønsker at læse?

Efter et modnende og lærerigt år i udlandet i Italien, hvor jeg bl.a. arbejder som au pair og tjener (G,H,K), beslutter jeg at udforske den naturvidenskabelige verden. Jeg er sproglig student fra 2003 (A). Jeg tager derfor et B-niveau i fagene matematik, fysik og kemi på VUC (B,C,D,E). Det bliver et år med en stødt voksende interesse for det naturvidenskabelige, især for den organiske del af kemien, da de naturvidenskabelige teorier her tydeligst sættes i henhold til den menneskelige organisme. Da jeg i sommeren 2005 afslutter fagene, overvejer jeg nu videregående uddannelser inden for den naturvidenskabelige genre, og medicin bliver for alvor et interessant og potentielt studium, da mennesket altid har fascineret mig. At få kendskab til den menneskelige organismes anatomi, at opnå indsigt i dens funktioner og sygdomme og få en forståelse for menneskets psyke, vha. naturvidenskabelige teorier som værktøj, gør medicin til den optimale kombination. Områder der specielt tiltrækker mig på studiet er netop de fag, hvor den del af kemien, der er relevant for forståelsen af det biologiske system, bruges - eksempelvis i biokemi og den molekylære biomedicin.

Men at læse medicin og virke som læge er ikke kun at tilegne sig viden om kroppen og dens sygdomme for herved at kunne stille en diagnose. At være læge forudsætter efter min mening en lyst og evne til at arbejde med mennesker også på et mere kommunikativt og psykologisk plan - læger behandler ikke kun sygdomme men mennesker!

Jeg har derfor valgt at få noget erfaring inden for sundhedssektoren. I den periode jeg arbejder på plejehjem (M,N,O), lærer jeg netop, hvad det indebærer og personligt kræver at hjælpe syge og svækkede gennem en svær periode af deres liv, ofte den sidste, og oplever at jeg er i stand til at håndtere dette. Jeg får forståelse for, at beboernes fysiske velfærd er tæt forbundet med det psykiske, og bliver hurtig kompetent til at kommunikere med de ældre. Ligesom jeg ved, at der på lægestudiet i dag lægges vægt på evnen til at kommunikere læge og patient i mellem.

Jeg kan godt lide den plejende og omsorgsprægede tilgang, jeg har til de mennesker, jeg arbejder med, men jeg føler tydeligt, at min virkelige interesse og nysgerrighed gælder den dybere indsigt i deres sygdom og den efterfølgende behandling – en tilgang som kun læger har. Dette er netop grunden til, at jeg er overbevist om, at det er lægevidenskaben, jeg brænder for og ikke beslægtede erhverv som sygeplejerske eller fysioterapi, jeg via tværfagligt samarbejde både på plejehjem og i handicapinstitutionen (Q) har stiftet bekendtskab med.
Da jeg i februar måned 2006 får mulighed for at følge en praktiserende læge §, bliver dette yderligere bekræftet. Jeg får en stor indsigt i, hvad en praktiserendes læges job består i via konsultationer, sygebesøg, journalskrivning og telefonsamtaler. Jeg erfarer at være praktiserende læge nok er det bedste eksempel på, at en læges job, udover at diagnosticere, netop er at formå at balancere mellem det fysiske samt psykiske behov.
Jeg har desuden fra hjemmefronten kendskab til lægens hverdag fra den personlige vinkel, og ved at jobbet - især som hospitalslæge - indebærer lange arbejdsdage, stress, personlige og familiære belastninger og kravet om kontinuerlig uddannelse. Både i hverdagen på plejehjemmene og i mit arbejde som tjener (L), har jeg oplevet at stå i pressede situationer, hvorfor jeg ved, at jeg er god til at bevare roen og overblikket. Jeg trives bedst i et hektisk arbejdsmiljø og i en travl hverdag, hvilket jeg mener, er en afgørende egenskab at besidde i et fremtidigt erhverv som læge.

Jeg har valgt Syddansk Universitet som klar førsteprioritet, fordi opbygningen af studiet hos Jer med den nye bachelorordning og blokstrukturen på kandidatdelen udbreder pensum bedre. Desuden har diverse foredrag samt åbent hus præsenteret mig for atmosfæren på SDU, hvor mange faggrupper er samlet på et sted. Men det der har været absolut afgørende for mit valg er, at I viser, idet I optager halvtreds procent i kvote 2, at også I anser erhvervserfaringer og modenhed for vigtige kvalifikationer til medicinstudiet - kvalifikationer jeg besidder.

Medicinstudiet er indbegrebet af alt, hvad jeg ønsker af en videregående uddannelse og efterfølgende job. Under studiet er der mulighed for udenlandsophold, her påtænker jeg bl.a. klinikophold eller hele semestre i Italien, da jeg har taget eksamen i Italiensk for udlændinge adgangsgivende til Italienske universiteter (J). Og færdig som læge, findes et hav af spændende muligheder for at specialisere sig, som jeg glæder mig til at få et bedre indblik i.
Jeg håber derfor, at min ansøgning har dannet grundlag for en samtale, så jeg kan få mulighed for at præsentere mere af mig selv.

Uddannelse
Jun 2003 Sproglig student (bilag A)
Dec 2004 Afsluttet 1/2årigt GSK i matematik C (bilag B)
Jun 2005 Afsluttet 1årigt GSK i fysik B (bilag C)
Jun 2005 Afsluttet 1årigt GSK i kemi B(bilag D)
Jun 2005 Afsluttet 1/2årigt GSK i matematik B (bilag E)

Supplerende kurser
Feb 2006 Rødekors 30 timers kursus i udvidet førstehjælp (bilag F)

Udenlandsophold
Jul 2003 - aug 2004 Aupair (bilag G)
Okt 2003 Tjener (bilag H)
Maj - jun 2004 Sprogskole (bilag I)
Jun 2004 Sprogeksamen CILS, adgangsgivende til universiteter i Italien (bilag J)
Feb - jun 2004 Tjener (bilag K)

Erhvervserfaring
Sep 2004 - aug 2005 Tjener (bilag L)
Sep 2005 - jan 2006 Afløser og vikar på plejehjem (bilag M,N,O)
Feb 2006 Praktik hos praktiserende læge (bilag P)
Feb 2006 - uopsagt Handicapmedhjælper i specialbørnehave (FD bilag Q)
Feb 2006 - uopsagt Afløser i hjemmeplejen (FD Bilag R)


#2

Hej Mela

Disclaimer: Jeg er selv “søgende”

Brug hellere et andet ord end “hungrer”…
f.eks. “Efter 3 års pause glæder jeg mig til at studere igen”

just my 2 cents :wink:


#3

skulle netop til at lægge den redigerede udgave ud, hvor dette ord er elimineret! Men tusinde tak -håber på flere kommentarer :bash:
Held og lykke til dig … der må da være plads til nogen af os!!!


#4

“Jeg har derfor valgt at få noget erfaring inden for sundhedssektoren. I den periode jeg arbejder på plejehjem (M,N,O), lærer jeg netop, hvad det”
<- burde det ikke være “I den periode jeg arbejdeDE på plejehjem…” o.s.v. ned gennem afsnittet?
ellers kan du jo poste din redigerede version…Jeg har ikke noget at udsætte på det faglige o.s.v…det ser fint ud (as far as i know)


#5

Hej Mela

Nu er jeg ikke sådan at imponere, men jeg synes faktisk at du har skrevet en rigtig god ansøgning. Den bedste jeg har set her på siden i denne omgang. Om det så er nok til at komme til samtale, afgør jeg jo desværre ikke 8)

Jeg synes du får formidlet rigtig mange gode ting og man kan mærke, at der ligger nogle overvejelser bag hvad det vil sige at læse samt om det fremtidige job.

Held og lykke


#6

Takker igen for kommentarerne :slight_smile:
Og for ros´en -det hjalp lidt til at dulme de dirrende nerver…

Mht. brug af tider -såe har du ret i brugen af nutid virker lidt underlig der, men jeg prøver at holde hele ansøgningen i nutid for ikke at virke som historiefortæller, men stadig berette om en periode… Jeg tror lige jeg kigger på de linier igen! Tak :up:


#7

Hej Mela
Det med brugen af tider var noget af det jeg bemærkede først. Jeg synes du skal holde det i datid fremfor nutid… og grunden dertil er at du fortæller om dine erfaringer… der hvor du skal bruge nutid er i dine reflektioner omkring studievalg og fremtidige studie/arbejde…

Som jeg også skrev til en anden… CV’et… skriv det “nyeste” først…

Held og lykke