Normperioder

Hej.
Jeg er lige startet i turnus på Århus Sygehus, hvor jeg er startet i uge 8-9 i en normperiode a 14 uger. Jeg har haft rigtig mange timer i den første periode (45 - 55 timer om ugen) og vil nu gerne afspadsere nogle dage. Min afdeling fortæller mig så, at da jeg er startet midt i en normperiode, har jeg ikke sparet timer op på trods af, at jeg har arbejdet for meget. Normperioden er netop slut, så jeg burde skulle afspadsere til takst 1½. De siger, at jeg faktisk står til at være i timeunderskud. Det kan jeg simpelthen ikke forstå kan være rigtigt. Er der nogen, der er skrap til reglerne på området? På læger.dk står der ikke noget om start midt i normperiode.
Kh Camilla

Jeg tror du skal ringe til Yngre læger og tale med dem, og du må gerne skrive, hvad de fortæller, men jeg tror afdelingen har ret…

Hvis afdelingen har ret, skal du vel pricipielt ogsaa have lön for den del af normperioden, de henviser til og hvor du ikke var ansat endnu. Det giver for mig at se ingen mening -hvilket desværre ikke er ensbetydende med at det ikke kan være rigtigt.

Starten af normperioden hvor du ikke var ansat stilles automatisk i nul rent timemæssigt hvilket i praksis betyder at du blot skal præsterer mere end 37 timer i ugen i den periode du rent faktisk var ansat.

Der kan være mange ting der spiller ind i hvorfor du nu ikke kan afspadsere. Måske er dine timer forkert indberettet til lønkontoret, det er faktisk ret almindeligt at der er fejl i timeregnskabet hvorfor det er en god idé altid selv at føre regnskab og reagere umiddelbart hvis man finder diskrepans (det samme gælder i høj grad tillæg). En anden ting kan være at du endnu ikke er i den kalendermåned hvor du skal afspadsere den normperiodes overarbejde. En tredje mulighed er at du har regnet forkert. Fjerde mulighed er at du ikke kan få lov til at afspadsere fordi afdelingen har brug for din arbejdskraft i hvilket fald du skal have dit overarbejde udbetalt (bemærk at det først kommer til udbetaling to måneder efter normperioden sluttede).

Håber det hjælper dig - ellers spørg din tillidsmand, det er derfor han/hun er der. Kan du ikke få hjælp af tillidsmanden er det fint at ringe til Lægeforeningen og bede om YL, nummeret står på http://www.laeger.dk
Det er en god idé at spørge sin tillidsmand først, ellers kan de godt få lidt travlt med at besvare henvendelser inde på kontoret.

@thp - tak for korrektionen!!

Hej.
Tak for svarene. Jeg har nu snakket med dem, der ved noget om det på afdelingen. Mht. normperiodestart, så er der styr på den del af det. Det er som nævnt helt rigtigt, at man er nulstillet indtil start.
Mht. opsparede timer, så får jeg printet indberetningen fra Silkeborg-løn ud og så kan jeg sammenligne med mit eget timeregnskab. Jeg skriver selvfølgelig hver eneste time ned jeg har været på afdelingen, og det er tjekket mange gange, så den del skulle gerne være rigtig.
Tak for hjælpen.
M.v.h. Camilla