Jeg er i skrivende stund midt i forberedelserne til “strukturel og funktionel biomedicin B”, tentamen i kredsløbs-, respirations og fordøjelsesfysiologi, anatomi/histologi, samt famakologi og fysik. Som studerende ved SDU har jeg selv haft fornøjelsen af forelæsninger med Kim Brøsen, og jeg var til alle forelæsninger (så vidt jeg husker)…
Jeg er langt hen af vejen enig med Kim Brøsen i hans kritik af den nuværende studieordnings tentaminer. Sammenblandingen af de forskellige fag gør at man når man læser til eksamen, vægter sin indsats efter hvad der “plejer” at blive spurgt om. Det vil hovedsagligt sige fysiologidelen af pensumet. Det betyder, at bl.a. farmakologi bliver reduceret til et fag, hvor man hvis man er heldig, kan score ekstra point, uden at have lagt nogen indsats i at forstå faget.
Dette er også efter min mening lidt uheldigt, men i eksamensforberedelsen plejer jeg ikke at perspektivere min læseindsats og opnåede forståelse til hvad der er relevant i mit fremtidige virke, men tænker hovedsagligt på hvordan jeg bedst sikre min overlevelse (er jeg den eneste der tænker sådan…?).
Farmakologi er et fag, der for mange er temmelig abstrakt at gå til. Det er et fag, der kræver en helt speciel tankegang. Det er et fag, der er svært at præsentere i en pædagogisk udgave, med farvelade-lagte figurer osv. Med disse odds imod sig, sammenlagt med at faget ikke giver særligt mange point ved tentaminerne, er det ikke så underligt at det er svært at fange de studerendes interesse. Faget bliver først nedprioriteret af de ansvarlige for undervisningen, og derefter af de studerende…
Om løsningen på problemet (for jeg er enig med Kim Brøsen i at der er et problem), er at give farmakologien undervisning og eksamen for sig selv, uafhængigt af fysiologien er svært at sige. En anden mulighed, var at dele eksamenerne op, som man ved SDU har gjort med førsteårsprøven (ved ikke om det er sådan ved AU og KU også), altså dele eksamen op i forskellige dele, med hensyn til pointfordelingen, sådan at man skulle klare sig tilfredsstillende i de enkelte emner for at kunne bestå sammenlagt (det har bare den ulempe, at systemet bliver svært at gennemskue…).
Uanset om der kommer en debat omkring problemstillingen, synes jeg det er positivt når underviserne brænder så meget for deres fag, at de giver deres mening til kende, både over for de studerende, men også over for de andre underviserer. Det giver en følelse af at undervisningen af os studerende ikke bare er noget underviserne er tvunget til i kraft af deres forskerstillinger, men at de faktisk søger at give os den bedst mulige balast med i vores kommende virke.
oschjerning