Hej medicinstuderende!
Jeg stod i efteråret '18 og var klar til at starte et studie. Spørgsmålet var bare hvad, det skulle være. Jeg havde snittet til at komme ind på lige hvad jeg ville - men det var svært at vælge.
Jeg havde tre muligheder - men valgte hurtigt ingeniør fra, fordi der var for lidt menneskelig kontakt, hvilket jeg tror er meget vigtigt for mig for et lykkeligt arbejdsliv. Så stod valget mellem læge og tandlæge. Og her valgte jeg tandlæge, pga mindre stress og psykisk pres og bedre arbejdstider.
Det er bare sket det lige nu, at jeg er frygtelig træt at tænder (allerede efter et halvt år, gisp)! Jeg tænker på om medicinstudiet ville være mere spændende. Jeg ville i givet fald klart gå efter et medicinsk speciale og ikke et kirugisk, men tror dog godt at jeg kan holde til at se kirugi - jeg vil bare helst ikke selv gøre det (samme problematik gælder i øvrigt for tandlæge, hvor jeg frygter parodontalkirugi)
Jeg er dog bange for én ting ved medicin - stress. Jeg er så bange for at hverdagen er alt for travl og stresset. Det skal siges, at jeg gerne vil have fri, når jeg har fri og har brug for at kunne lægge arbejdet fra mig.
Men hvad skal man gå efter? Det trygge “lette” valg. som jeg ved, at jeg vil være god til (er meget fingernem og god til præcisionsarbejde) og i øvrigt vil giver mindre stress? Eller gå efter det, jeg tænker ville være mest spændende at læse nu og her - og så bare håbe, at jeg kan håndtere travlheden og det psykiske pres, når det rammer.
Jeg vil gerne have et rigt og givende arbejdsliv - men jeg vil også gerne have et liv ved siden af med andre interesser. Rejser, bøger, oplevelser, natur, kreativitet, venner og familie.
Hvad mener I? Er det muligt at balancere lægegerning med familieliv? Eller bliver medicinen alt-omsluttende? Hvad gør man, hvis man har læst medicin, men går ned med stress som læge?
Forvirrede hilsner, fra en der ikke ved, om der skal stå “tand” foran læge.
