Hej jeg er i gang med 10. sem og skriver dette opslag for at lege djævlens advokat. Jeg skriver selv på baggrund af en der læser i København…
Det er næsten umuligt som medicinstuderende ikke at vide at der lige nu sker en kæmpe overproduktion af læger, i forhold til intro-stillinger og hoved uddannelses stillinger.
Dog er der også utrolig store forskelle på adgang til speciallæger rundt i landet. Nyt studie: Region Sjælland er det sted i Danmark, hvor færrest overlever kræft. I (tidligere) region Sjælland er risikoen for at dø af kræft signifikant højere end den er i region hovedstaden. Noget af dette kunne skyldes at der i region Sjælland er færrer praktiserende læger, og det vil sige længere ventetid:
»De går simpelthen senere til lægen med deres symptomer sammenlignet med borgere i andre regioner, og det kan selvfølgelig påvirke chancen for at overleve sygdommen,«
Derudover er der mange læger der har beskrevet forskellen på den typiske patientgruppe i hhv. hovedstaden og region Sjælland, hvori patientgrupperne i region Sjælland generelt set har færre ressourcer og flere komorbiditeter.
Samtidig har speciallægerne klumpet sig sammen i hovedstadsområdet, og eller de store byer i resten af landet. Tilbage er dem som nok har allermest brug for speciallægerne. Alt dette er for at sige at man som lægestuderende i Danmark nyder godt af at man får betalt en meget dyr uddannelse, og tilmed får man SU under uddannelsen. Tilmed kommer man også til som speciallæge at få et meget velbetalt og prestigefuldt job. Man har fået noget af staten også må man også give noget tilbage, det er den socialdemokratiske tangegang vores land er bygget på.
Det er ikke sket, derfor har regeringen besluttet sig for at sørge for at der nu bliver lavet så mange læger at hvis ikke man vælger at arbejde i yderområderne så kommer man til at være arbejdsløs. Er det ikke fair nok?
Nej, det er ikke fair nok.
Det er spild af en masse unge menneskers tid, det er spild af en masse penge, og problemet kunne være løst på anden vis.
Resultatet er at vi bruger mange, mange penge på at uddanne en masse læger, som i sidste ende bliver nødt til at tage til udlandet for at arbejde. Det er penge lige ud af statskassen. At øge optagene så massivt er en elendig ressource prioritering, og kommer til at skabe flere problemer end det løser.
Hvis du nu ikke legede djævlens advokat, og skulle besvare dit eget spørgsmål, hvad ville du så sige? Synes du det er fair nok?
Jeg tror du har misforstået noget. Lad os sige jeg helt hypotetisk gerne vil være almen praktiserende læge i Udkantsdanmark et sted med lægemangel - det vil jeg ikke, men selv hvis jeg virkelig ville det, så kræver det stadig en introstilling og ikke mindst end HU i almen medicin og uanset, hvor du søger denne, så ændrer det ikke på, at der er alt for mange ansøgere til alt for få stillinger også inden for almen medicin (og psykiatri for den sags skyld) - jeg kender rigtig mange meget kvalificerede, der har søgt HU i almen (og også i psykiatri), som har søgt geografisk bredt og stadig får afslag på afslag - er det rimeligt at vi skal være 10.000 arbejdsløse læger på dagpenge i 2035? Eller økonomisk smart for samfundet?
Dit indlæg bærer også præg af, at der er en manglende forståelse for udbuddet af speciallægetilbud.
Det er ikke sådan, at enhver speciallæge bare kan sætte sig ned i nogle lokaler, kalde sig praktiserende speciallæge og så ellers kæmpe sig igennem horden af patienter, mens det offentlige betaler. Det kræver en overenskomst med sygesikringen, og et såkaldt ydernummer, og det får man ikke bare, selvom man beder om det.
Speciallægeudbuddet reguleres på regionsniveau med praksisplaner etc., dvs. forventninger om, hvad der nærmest kunne ligne folkevandringer til/fra de forskellige byer. Hvis regionen forudser at der vil komme mangel på et eller flere specialer i visse områder af regionen, så vil der blive udbudt flere ydernumre i de forskellige områder. Det er altså delvist regionen der ‘klumper’ speciallægerne sammen i byerne, og ikke fordi alle praktiserende speciallæger tilfældigvis lejer kliniklokaler i Indre København.
Måske har jeg misforstået noget, men er det ikke stadig muligt at arbejde som reservelæge? Hvis ja, tvinger det vel ikke nødvendigvis danske læger til at søge til andre lande. Er yngre læger samtidig blevet mere ambitiøse, stiller sig ikke længere tilfredse med at arbejde som reservelæger som de gjorde i tidligere tider? Er de mere villige til at rykke rødderne op og flytte til andre lande nu? Det kunne jeg godt ønske mig nogle data på. Da jeg begyndte at overveje lægefaget i måske 2014, hed det sig at ca 50% kunne blive speciallæger.
En reservelæge er en læge i en introstilling eller HU, og hele humlen er jo netop at de stillinger er blevet rigtig svære at få, da der er mange flere yngre læger end der er stillinger. Så jeg ved ikke helt hvad du mener med, at flere yngre læger ikke længere er tilfredse med at arbejde som reservelæger? Det er jo det alle gerne vil, så de kan blive speciallæger.
Der har i mange år været ledige HU-stillinger indenfor flere specialer, så at kun 50% kunne blive speciallæger i 2014 er ikke korrekt. I 2014 var der endda 69 ubesatte HU-stillinger på landsplan. Det er der ikke længere.
Om de yngre læger er mere villige til at flytte til udlandet end tidligere, tja, det kan de jo blive nødt til hvis alternativet er at gå arbejdsløse. Man kan jo aldrig nogensinde blive fastansat i det offentlige uden at være speciallæge, og man kan jo heller ikke åbne en praksis, så mulighederne er få hvis man ikke er speciallæge.
Hvordan er der ikke en overproduktion af læger? Mener du, at der mangler uddannelsesstillinger til læger og ikke læger generelt? Dét tror jeg nemlig de fleste er enig om.
Jeg vil nu mene at flere af dine sætninger er voldsomt nedsættende om udsigtsdanmark. Omend dine argumenter kan være underbygget af data, fremstår de voldsomt subjektive. Men du svarede ikke på spørgsmålet, så du må gerne forsøge igen.
Der er forskel på at kritisere arbejdsvilkår og på at udvise decideret foragt for bestemte patientgrupper og geografiske områder. Det interessante ved dit opslag er egentlig ikke, at du ikke ønsker at arbejde i yderområder. Det er en fair personlig prioritering. Det interessante er den underliggende præmis: at mennesker uden for de store byer beskrives som mindre værdige til lægelig hjælp, fordi de angiveligt har “ødelagt deres eget liv”, og ikke også skal “ødelægge dit og dine børns”
Det er et bemærkelsesværdigt menneskesyn at give udtryk for i et fag, der netop bygger på princippet om, at mennesker behandles efter behov, ikke efter postnummer, social status eller hvorvidt man personligt mener, deres livsvalg er “rigtige”. Samtidig fremstiller du det som om arbejde uden for storbyerne nødvendigvis indebærer et ødelagt familieliv og fremtidige generationers forfald. Dine børn og dig, er ikke nødsaget til at bo samme sted, som hvor du arbejder. Du kan pendle til din arbejdsplads og dine børn kan sagtens gå i skole andre steder. Andre vælger bevidst andre prioriteringer uden at betragte store dele af befolkningen som et problem. Man kan sagtens argumentere for løn, bedre vilkår og mere frihed uden at reducere patienter til utaknemmelige byrder eller beskrive dele af landet som “kolonier”. Det sidste siger nok mere om afsenderens syn på mennesker