Er der nogen der kan hjælpe mig med oplysninger om mulighederne for at tage en ph.d. i udlandet?
Jeg tænker især på hvordan man kan få økonomien til at hænge sammen. Så vidt jeg er orienteret er det lettere at få finansieret sit ph.d. studium i Danmark via stipendier, men ville man f.eks. kunne få et stipendium i Danmark, som man kan tage med til udlandet eller skal man selv finansiere studierne / søge stipendier i det pågældende land?
Er det i øvrigt sværere at blive optaget på en ph.d. i udlandet end i Danmark? Man kan f.eks umuligt have samme netværk til udenlandske forsknings institutioner, som man kan opbygge herhjemme?
It’s usually the case that the labs advertising for a phd position already have funds in place so you are not obligated to apply for funds to cover your pay check or lab expenses. Networking doesn’t matter as much as people think since if you needed an expert’s opinion on a method for instance you would still have to knock on their doors and present your project for them. So basically, the only thing you have to figure out now is what you want to do.
And to your other question, applying for phd is like applying for a job offer, you write a CV and a personal statement, then you either get the job or you don’t.
Udfra mine erfaringer så bliver de fleste Ph.D’er ikke slået officielt op, men man rekrutterer internt. Typisk defineres et projekt i samarbejde mellem vejleder og Ph.D’er og man søger så forskningsmidler.
I nogle tilfælde slås stillinger dog op. Det er typisk når en given professor ønsker at få lavet noget forskning inden for et specifikt område og ikke har en intern kandidat. Eks. har man fået en bevilling på et projekt der giver penge til 5 Ph.D’er, men har kun 3 interne kandidater, så slås de 2 sidste op. Ofte er dette laboratoriemæssig forskning eks. inden for anatomi, fysiologi, biokemi, cellebiologi, immunologi, hæmatologi m.m.
Lønningerne er meget forskellig landene imellem. Eks. 2000 euro/mdr. i Nederlandene og vist okring 1000 euro/mdr. i Italien. Så DK liger helt klart i top. Også længden hvor den eks. i Nederlandene er på 4 år mod 3 år i DK.
Man kan godt få Ph.D’er hvor man noget af tiden forsker i udlandet, men det kræver at vejleder er en del af et større internationalt netværk.
Generelt er det lettest at få foden indenfor gennem personlige kontakter. Afdelinger vil helst ansætte folk i 3-4 år som de kender i forvejen, da kemien/samarbejdet mellem studerende og vejleder er meget vigtigt. Selv i DK er det meget nepotistisk og endnu værre i udlandet…