Jeg er en medicinstuderende ved SDU som stærkt overvejer at tage et prægraduat forskningsår. Vil gerne indenfor intern medicin som klinisk forsker i fremtiden. Det føles således som en god måde at blive dannet som forsker og forbedre sin CV på.
Efter at ha søgt lidt rundt på nettet og i dette forum har jeg nogle spørgsmål:
Det virker til at de fleste vælger at påbegynde det efter bachelor-delen. Jeg overvejer dog at vente indtil 7. semester og gøre det der, altså 1 semester ind i kandidaten. Frarådes dette eller er det lige meget? (Alle skal jo til embedseksamen alligevel…?)
Når jeg søger rundt finder jeg mange holdninger til hvad det betyder/ikke betyder for fremtiden. Nogle er skeptiske og mener at man kun kan få noget ud af det hvis man er førsteforfatter og den publiceres i Lancet, andre mener at forløbet i sig selv er en god merit. Er blevet anbefalet at tage det af en uafhængig seniorforsker ved en internmedicinsk afdeling som ikke havde personlig interesse i at jeg skulle gøre det. Han var enig med sidstnævnte og sagde at det vil fortolkes som en “kvalitetsgaranti” af afdelinger og et tegn på at motivation og interesse var til stede meget tidligt i den akademiske karriere. Nogle tanker rundt dette?
Jeg vil gerne være kliniker i første hånd, og ikke arbejde på et universitet, i fremtiden. Vil det så være en fordel at vælge en klinisk profil på mit projekt (f.eks. nefrologisk afdeling og ikke inst. for renal og kardiovaskulær forskning)? Grundvidenskab i al ære, men jeg vil gøre et strategisk valg.
Er det en merit som kan “imponere” også på andre universiteter og i udlandet, eller er det “spild af tid” for en der alligevel ikke kommer at blive i Odense efter studiet er slut?
Jeg er taknemmelig for alle svar, selv om de kun handler om ét af spørgsmålene!
1: Pas… jeg er fra KU. Hos os er der ikke noget der er stort bedre end andet, men vil man bruge rapporten som kandidatopgave er det en god ide at vente til slut, da man på KU kun kan forsvare denne på 11. eller 12. semester. Det er ikke forbudt at skrive den før, men man kommer ud i en masse opdateringsbøvl. Undersøg evt. forholdene på SDU omkr, dette.
2: Mit bedste bud er, at forskeren har ret. Alt hvad man opnår er et plus. Er selv i gang med et forskningsår, og jeg synes det har været meget “dannende” at være på en afdeling med et formål og et selvstændigt arbejde, være der i en længere periode og indgå i et kollegialt fællesskab, øve statistikken og rent faktisk bruge den, læse et hav af artikler og forholde sig kritisk til dem, skrive noget selv, holde en håndfuld undervisningstimer for læger, laboranter, sygeplejesker m.fl. og meget andet. Hertil kommer muligheden for kurser, som der nok også er på SDU. Alt dette får man ingen andre steder, så jeg kan anbefale det. Det har været en stor erfaringsgevinst.
Og til det med artikler: selv dr.med.'er med et CV, der sparker røv har meget svært ved at slippe gennem nåleøjet til Lancet Med andre ord: det er en røver (selvom jeg godt ved, at Lancet nok blev nævnt for at overdrivelsen fremmer forståelsen)
3: Det har jeg ikke så meget at sige til. Der er måske bedre mulighed for foredrag uden for et mindre forsknngsmiljø, hvor alle alligevel nørder det man sidder med…?
4: Det rykker noget på danske uni’er. Ved ikke med udlandet, men hvis man fortæller, at man har forsket et år udover hvad der forventes må det da føje et plus til hos de fleste. Selvfølgelig er det ikke den helt vilde præstation at tage et forskningsår, men for en arbejdsgiver, der ikke kender een bidrager det positivt til helhedsindtrykket. Især hvis det virker målrettet og gennemtænkt.
Det du beskriver er netop det jeg mest af alt vil opnå med året; at bagefter hvile mere i sig selv som forsker og ikke få angst af tanken på at tage en ph.d. Bachelorprojektet på 8 uger gav aldrig det der moment of clarity ift. at skrive fede artikler…
Ved at man også på SDU får fri adgang til ph.d-kurserne. Det der med forelæsninger for læger gør mig dog godtnok lidt nervøs.
Det virker til at de fleste vælger at påbegynde det efter bachelor-delen. Jeg overvejer dog at vente indtil 7. semester og gøre det der, altså 1 semester ind i kandidaten.
[color=#ff0000]Det er efter min mening ligegyldigt på SDU, da man forsvarer sin opgave når man er færdig. Man skal ikke vente til senere, så du får et ECTS points svarende til et halvt års studie, så du skal ikke aflevere din “speciale” opgave.[/color]
Når jeg søger rundt finder jeg mange holdninger til hvad det betyder/ikke betyder for fremtiden. Nogle er skeptiske og mener at man kun kan få noget ud af det hvis man er førsteforfatter og den publiceres i Lancet, andre mener at forløbet i sig selv er en god merit. …
[color=#ff0000]Det er ikke sikkert at man som prægraduat forsker får publiceret en masse artikler, men til gengæld så får man erfaring som nævnt i Svar#2. Jeg er HELT enig. Det betyder rigtig meget at man bliver vant til at læse artikler, forholde sig kritisk til stoffet. Endvidere, så ved jeg fra andre, at et forskningsår bestemt talte med ved ansøgning til hoveduddannelsesforløb. Så det er på ingen måde spildt.[/color]
Jeg vil gerne være kliniker i første hånd, og ikke arbejde på et universitet, i fremtiden. Vil det så være en fordel at vælge en klinisk profil på mit projekt (f.eks. nefrologisk afdeling og ikke inst. for renal og kardiovaskulær forskning)? Grundvidenskab i al ære, men jeg vil gøre et strategisk valg.
[color=#ff0000]I bund og grund tror jeg det er ligegyldigt hvad man vælger. Når du engang står og skal vise dit CV, så er forskningsåret kun en del af det samlede billede. Derimod så “bør” ph.d forløb også være inden for det speciale du regner med at skulle ansøge. Jeg er selv på Institut for Molekylær Medicin, Renal og Kardiovaskulær forskningsenhed, som du også nævner. Det jeg synes er godt på denne afdeling er at man virkelig får styr på alle metoderne (qRT-PCR, Western Blot, Celle isolation etc.), samtidig med at man selvfølgelig får mulighed for at fordybe sig inden for et bestemt område. Jeg skriver selv om Inflammatorisk Tarmsygdom (lidt langt fra Renal og Kardiovaskulær sygdom :-))
En anden fantastisk ting ved at lave forskningsår er, som du selv nævner, at man kan deltage i alle ph.d kurser gratis. Nogle af kurserne er super gode :-)[/color].
Er det en merit som kan “imponere” også på andre universiteter og i udlandet, eller er det “spild af tid” for en der alligevel ikke kommer at blive i Odense efter studiet er slut?
[color=#ff0000]Jeg tror ikke man kan oversætte det direkte til et engelsk term, men noget i retningen af “pre-graduate student”. Det giver bestemt noget at kunne skrive på sit CV i udlandet - dog mest i forhold til at lave videre forskning på diverse universiteter.
jeg tror det bliver svært at få dit helt eget originale projekt, som kan laves på 1 år. Det mest sandsynlige er at man bliver en del af en forskergruppe, hvor man så får sit eget område man bliver “eksperten” indenfor. Mht. førsteforfatter, så kommer det jo an på hvad i finder ud af… hvis du finder noget der kan publiceres så er svaret selvfølgelig ja. Der er jo ikke nogen der tager “dit” arbejde. Din vejleder/professor/lektor kommer normalt på som medforfatter.
Mht. Håndleder??? så ved jeg ikke helt hvad du mener med dette.
Ok. Jeg har bare læst noget om at man skal prøve at få sit eget projekt, men det er måske ikke så vigigt…
Hehe, det er vist mit ringe dansk som viser sig… Jeg mener altså en vejleder, professor eller lignende. Er det ikke noget man bliver tildelt når man starter?
Man vil jo ofte få sit eget projekt i den forstand at man undersøger noget specifikt, men det vil, så vidt jeg ved, være en del af en forskergruppe, der arbejder med samme område…
mht. vejleder, så får man selvfølgelig dette tildelt når man bliver optaget på det prægraduate forskningsår.
jo, men det kræver jo at den vejleder man ønsker har et projekt til dig, eller i hvert fald vil have dig som forskerstuderende.
Ofte vil man kontakte den vejleder man ønsker og forhøre sig om han/hun har et projekt man kan komme i gang med. Alternativt er at søge et projekt der bliver slået op f.eks. i SDUs nyhedsbrev. Her kan du selvfølgelig ikke vælge vejleder.
Jeg er selv i gang med et prægraduat forskningsår på KU. Jeg kom i gang ved at skrive rundt til centerledere på Riget, så det er egentlig bare med at komme i gang med at finde ud af nogenlunde hvad fag du vil indenfor og så prøve lykken.
Jeg har både forsket efter 5. sem ifm. BA-opgave og efter 7. sem som regelret (halvt) forskningsår. Jeg vil klart anbefale at starte tidligt - det giver en kæmpe fordel ift. andre der starter sent. Dog ikke så tidligt, at man ikke har nogen forudsætninger overhovedet.
Ifm. indskrivning på forskningsåret fik jeg dispensation, således den afsluttende rapport også talte som kandidatspeciale - denne dispensation bliver givet til alle stud.med.'er på KU der er indskrevet officielt på phd-skolen som forskningsårsstuderende.
For en lang række specialer er forskningsaktivitet altafgørende for intro/hoveduddannelsesstilling - jeg nævner i flæng: anæstesiologi, kardiologi, pædiatri mfl. - og især for stillingerne i hovedstadsområdet. Denne forskningsaktivitet skal dokumenteres i form af skriftligt materiale (læs: artikler) før det har nogen reel betydning - og gerne som 1. forfatterskaber. Forskning (som ikke er noget man “bare” foretager sig) viser både selvstændighed men også en oprigtig interesse for specialet - husk at du på denne måde faktisk bidrager til specialets udvikling.
Klinisk forskning er interessant, og for mange det mest håndgribelige. I disse tider må man dog tage til takke med hvad man kan få, da midlerne er begrænsede, og man som ung stud.med. i første omgang skal ind i varmen (medmindre man vil arbejde gratis!). Det betyder dog ikke, at man skal gå på kompromis for enhver pris. Mit bedste råd er at vælge et projekt som man kan stå inden for (hvad enten det er klinisk eller grundforskning), men vigtigst af alt: finde en god vejleder. Vejlederen er i mine øjne altafgørende for, at du får den bedste oplevelse med forskning - og dermed forudsætninger for evt. senere forskning.
Det er på ingen måder spild af tid! Jeg har præsenteret på adskillige videnskabelige konferencer i ind- og udland, og alle gange har det imponeret diverse speakere, at man i så tidlig en alder har forsket (mere eller mindre formaliseret). Hvis du betragter ansøgningsformularer til clinical electives på fx Ivy League medical schools og større britiske universiteter, finder du også ofte et felt med forskningsaktivitet og publikationer. Desuden er der ingen tvivl om at dokumenteret forskningserfaring stiller dig bedre i kampen om drømmespecialet med 4-års regel, større årgange mv. Jeg har personligt allerede publiceret flere gange, og det ér altså bare mere overbevisende, når man sorterer CV’er.
Jeg leder sådan set stadig, men tænker nok at jeg venter lidt før jeg begynder at sende mails rundt, da jeg jo først planerer at starte om ~3/4 år.
Synes dog der ser ud til at være nogle meget interessante projekter på inst. for kardiovask. og renal forskning. Min forhåbning er at finde noget der omhandler nyre/kredsløbsfysiologi, som er mit hovedsaglige interesseområde.
det burde ikke være svært. Der foregår så vidt jeg ved en del dyreforsøg mht. netop nyre og hypertension. Der er vist også noget i gang med mennesker… men jeg er lidt i en anden bold gade, men sig til når det er, så kan jeg prøve at høre mig omkring…
det er jeg faktisk enig i. Mange gange skal der søges nogle penge hjem etc. Du skal også godkendes fra universitets side (Ph.d skolen) etc. - man kan lige så godt køre sig i stilling allerede nu…
Med andre ord: det er en røver (selvom jeg godt ved, at Lancet nok blev nævnt for at overdrivelsen fremmer forståelsen)
