Hej,
jeg er lige fyldt 31 år og blev først for et halvt år siden erklæret rask nok til påbegynde en uddannelse, da jeg har været igennem et meget svært og langstrakt sygdomsforløb. Jeg glæder mig sindssygt meget til at begynde på en uddannelse, men bliver desværre hele tiden mindet om, at min alder sætter nogle begrænsninger.
Sagen er, at jeg brænder for farmaceutstudiet og stod jeg i dag som nybagt student ville jeg helt klart vælge det studie og satse på den helt store karriere. Men mine omgivelser (familie og venner) prøver mere eller mindre diplomatisk at tale mig fra at starte på farmaceutstudiet og vil i stedet overtale mig til at vælge medicin. De bruger følgende argumenter:
Imod farmaceutstudiet:
- Studiemiljøet på Farma er meget ungt og har altid været det. Så jeg vil blive mødt med mange fordomme og som følge deraf mistrives. Der er også nogen, der har sagt, at der risiko for, at jeg vil blive diskrimineret af underviserne og have svært ved at finde vejledere. Pga. min alder vil jeg være nødt til at få alle mine børn i løbet af studietiden. Det vil yderligere udstøde mig fra studiemiljøet.
- Det naturvidenskabelige felt dyrker ungdommen. Jeg vil ikke have nogen chance for at få en ph.d. uanset mine evner, da man vil mene, at jeg er for gammel at satse på.
- Det vil også være svært for mig at få job ude i erhvervslivet, da medicinalfirmaerne vil have unge mennesker. Også apotekerne vil fravælge mig, dels pga. alderen, men også fordi jeg pga. min sygdom ikke har den store erhvervserfaring.
- Summa summarum: vælger jeg farmaceut eller enhver anden rent naturvidenskabelig uddannelse (der ikke er rettet mod gymnasiet), vil jeg aldrig få mulighed for at gøre brug af min uddannelse.
For medicinstudiet:
- Jeg har et højt snit (konverteres til 12 på 7-trinskalaen), som vil være synd at spilde.
- Der er og har altid været ældre studerende på medicin. De andre studerende og underviserne er vant til dem og accepterer dem (jf. ollekoldeholdene). Man kunne derfor også forestille sig, at hospitalerne er vant til dem. Jeg vil derfor trives mere på medicinstudiet.
- Der er en del medicinstuderende, der får børn i løbet af studiet, så det vil ikke være et problem.
- Selv om jeg pga. min alder nok ikke skal regne med at få de populære introstillinger m.m., vil jeg pga. lægemanglen aldrig stå uden arbejde.
Hvad skal jeg gøre? For 11 år siden, hvor jeg blev student, ville jeg aldrig have ladet mig påvirke mht. studievalg, men jeg må også forholde mig til virkeligheden. Medicinstudiet i sig selv tiltaler mig ikke synderligt, fordi jeg gerne vil i dybden med humanbiologien og kemien, og jeg ved fra min søster, der læser medicin, at medicinstudiet er meget overfladisk. Allerhelst vil jeg forske, men må indse, at det løb er kørt. Det er jo ikke sjovt at uddanne sig til arbejdsløshed. Så burde jeg ikke lytte til mine omgivelser og vælge fornuftigt?
PS. Bare for komme nogle af jer i forkøbet, så har jeg genopfrisket alle de naturvidenskabelige fag på gsk (fysik og kemi endda på A-niveau), så min gamle studentereksamen stiller mig ikke dårligere end andre studerende.