Presset til at læse medicin. Skal jeg give efter?

#1

Hej,
jeg er lige fyldt 31 år og blev først for et halvt år siden erklæret rask nok til påbegynde en uddannelse, da jeg har været igennem et meget svært og langstrakt sygdomsforløb. Jeg glæder mig sindssygt meget til at begynde på en uddannelse, men bliver desværre hele tiden mindet om, at min alder sætter nogle begrænsninger.
Sagen er, at jeg brænder for farmaceutstudiet og stod jeg i dag som nybagt student ville jeg helt klart vælge det studie og satse på den helt store karriere. Men mine omgivelser (familie og venner) prøver mere eller mindre diplomatisk at tale mig fra at starte på farmaceutstudiet og vil i stedet overtale mig til at vælge medicin. De bruger følgende argumenter:

Imod farmaceutstudiet:

  • Studiemiljøet på Farma er meget ungt og har altid været det. Så jeg vil blive mødt med mange fordomme og som følge deraf mistrives. Der er også nogen, der har sagt, at der risiko for, at jeg vil blive diskrimineret af underviserne og have svært ved at finde vejledere. Pga. min alder vil jeg være nødt til at få alle mine børn i løbet af studietiden. Det vil yderligere udstøde mig fra studiemiljøet.
  • Det naturvidenskabelige felt dyrker ungdommen. Jeg vil ikke have nogen chance for at få en ph.d. uanset mine evner, da man vil mene, at jeg er for gammel at satse på.
  • Det vil også være svært for mig at få job ude i erhvervslivet, da medicinalfirmaerne vil have unge mennesker. Også apotekerne vil fravælge mig, dels pga. alderen, men også fordi jeg pga. min sygdom ikke har den store erhvervserfaring.
  • Summa summarum: vælger jeg farmaceut eller enhver anden rent naturvidenskabelig uddannelse (der ikke er rettet mod gymnasiet), vil jeg aldrig få mulighed for at gøre brug af min uddannelse.

For medicinstudiet:

  • Jeg har et højt snit (konverteres til 12 på 7-trinskalaen), som vil være synd at spilde.
  • Der er og har altid været ældre studerende på medicin. De andre studerende og underviserne er vant til dem og accepterer dem (jf. ollekoldeholdene). Man kunne derfor også forestille sig, at hospitalerne er vant til dem. Jeg vil derfor trives mere på medicinstudiet.
  • Der er en del medicinstuderende, der får børn i løbet af studiet, så det vil ikke være et problem.
  • Selv om jeg pga. min alder nok ikke skal regne med at få de populære introstillinger m.m., vil jeg pga. lægemanglen aldrig stå uden arbejde.

Hvad skal jeg gøre? For 11 år siden, hvor jeg blev student, ville jeg aldrig have ladet mig påvirke mht. studievalg, men jeg må også forholde mig til virkeligheden. Medicinstudiet i sig selv tiltaler mig ikke synderligt, fordi jeg gerne vil i dybden med humanbiologien og kemien, og jeg ved fra min søster, der læser medicin, at medicinstudiet er meget overfladisk. Allerhelst vil jeg forske, men må indse, at det løb er kørt. Det er jo ikke sjovt at uddanne sig til arbejdsløshed. Så burde jeg ikke lytte til mine omgivelser og vælge fornuftigt?

PS. Bare for komme nogle af jer i forkøbet, så har jeg genopfrisket alle de naturvidenskabelige fag på gsk (fysik og kemi endda på A-niveau), så min gamle studentereksamen stiller mig ikke dårligere end andre studerende.

#2

Hej,
Som udgangspunkt tror jeg ikke man kan stille tingene så sort/hvid op som din familie prøver. På alle studier er der nogle studerende der er lidt ældre og har mere erfaring med i bagagen. Der er også mange der vælger at få børn under studietiden.

Det vigtigeste for om man klarer sig igennem 5-6 års studier er at man brænder for det. For alle studier har nogle tunge fag som er svære at komme igennem hvis man ikke brænder for det.

Når det så er sagt så vil jeg sige at jeg på ingen måde har følt at lægestudiet var et “kald” kom nogle gør men jeg har altid været meget glad for biologi og det har hjulpet mig meget på tunge semestre.

Så når du skal til at vælge synes jeg du skal tænke mest på hvad du brænder for og hvad du har lyst til at beskæftige dig med resten af dit liv.
Kan du se dig selv i rollen som læge? Eller kan du bedre se dig selv som farmaceut?
Det er det der er det vigtigeste. Ikke arbejdsløshedstatistikker eller gennemsnitalderen på dine medstuderende. Arbejdsløshedsprognosen ændrer sig alligevel og som det er nu begynder der at tegne sig et billede af at der i fremtiden også vil være stigende arbejdsløshed blandt læger. Hvordan situationen engang ser ud når du er færdig vil jeg selvfølgelig ikke spå om.

Føl efter og find ud af hvad DU gerne vil. Det er trods alt dig der skal leve med dit valg.

Held og lykke.

#3

Mit indtryk af medicinstudiet er at det første argument for medicinstudiet, ikke er relevant. Når man står med et herligt stort pensum, og en stor del udenadslære, så er det nærmere hvor god man er til at lære, og tiden man er villig til at bruge på det

Et andet pro, for medicinstudiet, er at der er også mange muligheder for hvad du kan gøre efter medicinstudiet. Du kan både arbejde med mennesker og medicin, eller du kan arbejde meget mere fokuseret med medicin, i medicinalindustrien.

Mht. deres udtalelser om mulighed for at få arbejde som en “gammel” mand, skal jeg ikke kunne sige. Det eneste jeg har hørt er at firmaerne vil have erfarne folk, og når man ikke har det som nyuddannet, er det kontakterne man har, som tæller.

  • Og mht. alderen. Jeg har gået på en anden sundhedsvidenskabelig uddannelse, og der varierede alderen fra 18-42, og min erfaring er at det er personligheden der er af en afgørende faktor, for om du passer med andre unge - ikke din alder. Jeg uddyber gerne, hvis du ikke helt kan forstå hvorfor :slight_smile:
#4

Jeg mener at du sagtens kan komme til at trives godt på medicinstudiet - også selv om du ikke brænder for et arbejdsliv som klinisk læge. Men det er rigtigt at man beskæftiger sig ret kort og overfladisk med biokemi og humanbiologien under studiet hvilket kan være frustrerende hvis det er den primære interesse. Hvis dit største ønske er at studere kemi og humanbiologi i dybden vil du nok blive frustreret undervejs i studiet - men har du pendlet de mange speciallægeuddannelser igennem - f.eks. speciallæge og evt. senere phd./forsker i klinisk biokemi ( http://www.sst.dk/~/media/Uddannelse%20 … 0_pdf.ashx )? Så det er vel et spørgsmål om du kan udskyde ønsket om fordybelsen så langt ud i fremtiden og ser dig i stand til at bruge meget energi på medicinstudiets mange mange mange andre emner…? Men hvorfor ikke tage et enkelt semester på farmaceut-studiet for at prøve det af - se om du trives i studiemiljøet og undersøge nærmere om jobmulighederne nu også er så dårlige for en nyuddannet farmaceut på 36-38 år - synes det lyder lige sort nok - især hvis du er fagligt flittig/dygtig og får pæne karakter…

#5

[quote]Så når du skal til at vælge synes jeg du skal tænke mest på hvad du brænder for og hvad du har lyst til at beskæftige dig med resten af dit liv.
Kan du se dig selv i rollen som læge? Eller kan du bedre se dig selv som farmaceut? [/quote]
Jeg kan helt klart bedre se mig selv som farmaceut, men spørgsmålet er, om jeg får lov til at gøre brug af min uddannelse. Så kan man selvfølgelig argumentere for, at man skal vælge det studie, man interesserer sig mest for uden tanke på, hvad der skal ske efter studietiden. Men jeg er bange for, at andres fordomme også vil komme til at forpeste min studietid, så jeg vil få sværere ved at gennemføre. Jeg kan forestille mig, at det er hårdt at være i et miljø sammen med andre, der brænder lige så meget for noget som én selv, og så vide, at man aldrig vil få de samme chancer som de, selv om man er lige så dygtig. Jeg bliver rigtigt ked af det, når folk mere eller mindre direkte siger, at løbet er kørt. Jeg kan ikke forstå, at alder skal betyde mere end faglige kvalifikationer.

:slight_smile: Tror godt, jeg forstår, hvad du mener (du må dog gerne uddybe). Jeg får altid at vide, at jeg opfører mig yngre end min alder, og har ikke haft problemer med at omgås folk, der er 10 år yngre. Det har nok noget at gøre med, at jeg endnu ikke lever det liv, som mange af mine jævnaldrende gør - villa, vovse og volvo. Kan dog forestille mig, at det ændrer sig, når jeg får børn. Jeg har hørt en del kvindelige (men sjovt nok aldrig mandlige) studerende sige, at de har fået sværere ved at omgås deres medstuderende, efter de har fået børn.

Det er netop det, jeg gerne vil blive klogere på. Jeg har hørt mange medicinstuderende sige, at studiet er hårdt atkomme igennem, men at de klarer den, fordi de har som endeligt mål at komme ud og arbejde som læge. Men hvad hvis man ikke brænder for det? På mine gsk-kurser har jeg mødt rigtigt mange, der vil ind og læse medicin og har brugt mange år på at samle point til at komme ind på kvote 2. Jeg kan virkelig mærke på mange af dem, at det er det eneste, de vil. Jeg får lidt dårlig samvittighed over at søge ind på medicin, fordi jeg føler, at jeg tager en plads fra en, der fortjener det mere. Jeg kunne godt tænke mig at høre (selv om jeg ved, at der nok ikke er mange, der vil indrømme det), om der findes nogle medicinstuderende, der har valgt studiet med fornuften og ikke med hjertet. Er det ok at søge ind, hvis årsagen er penge, prestige og arbejde og ikke en brændende passion (igen, jeg ved godt, det er kontroversielt emne)?

Jeg har faktisk prøvet at være i studiepraktik på Farma, og det var mildest talt en meget ubehagelig oplevelse. Jeg ved ikke, om det var, fordi de havde regnet med kun at se gymnasieelever (i så fald burde de have oplyst mig om det, da jeg søgte), men jeg følte virkelig, at folk kiggede mærkeligt på mig. Jeg indrømmer, at min oplevelse sagtens kan være præget af alt det, mine venner og familie har sagt. Enhver anden ville også blive paranoid efter den skræmmekampagne! Jeg syntes, miljøet var meget gymnasieagtigt - alle kender hinanden, blå bog etc… Fagligt levede studiet helt klart op til mine forventninger, og jeg er heller ikke i tvivl om, at jeg er fagligt kvalificeret, men er bange for, at det sociale miljø vil påvirke mig alt for negativt til, at jeg kan gennemføre studiet med gode resultater. Og hvis studietiden alligevel ender med at blive sur røv, så kan jeg jo lige så godt vælge medicin, hvor der trods alt også er udsigter efter studiet.

Det lyder godt. Kan du fortælle mig, om det er et meget populært speciale? For i så fald vil afdelingerne nok foretrække de yngre kandidater.

#6

Jeg har indtryk af at klinisk biokemi er et af de specialer der er forholdsvis nemt at få fingrene i. Men der er mange andre specialer for forskertyper - f.eks. nuklearmedicin og immunologi. Også specialer der burde være let at få en uddannelsesstilling i. Det afgørende er evner - og der er jo rig mulighed for at kvalificere sig under studiet med et forskningsår i sit ynglingsspeciale. Men der er da ikke tvivl om at yngre ofte bliver valgt såfremt kvalifikationerne er helt tilsvarende. I øjeblikket tror jeg det vil være nemt at få speciallægeudd. i nævnte specialer - især hvis man vil flytte lidt for det. Men situationen er måske anderledes om 6-7 år hvor der er langt flere yngre læger om stillingerne. I øjeblikket har man som læge nærmest jobgaranti - men der uddannes bjerge af læger i øjeblikket og arbejdsløshed kan selvfølgelig ikke udelukkes i fremtiden. Tror bare alligevel at netop specialer som klinisk biokemi/immunologi/fysiologi/nuklearmedicin altid vil være til at få fingrene for den der uanset alder har vist bare lidt initiativ og målrettethed under studiet mht. at kvalificere sig til forskning. Du kan jo være opsøgende og prøve at blive involveret i forskning tidligt i studiet - Penkowa begyndte i 2. semester :mrgreen:

#7

31 år er overhovedet ikke for gammel til forskning. Det er klart, at du ikke skal vente, til du er færdiguddannet, men hvis du udviser interesse og talent, kan du sagtens få foden indenfor. Der var flere fra “oldeholdet” i min studietid, der kastede sig over forskning, og er på vej til glimrende karrierer i universitetsregi nu 10-12 år senere. Jeg regner med, du tænker på grundforskning (i universitetsregi) og ikke klinisk forskning, hvor man arbejder som læge ved siden af. Sidstnævnte er der endnu bedre muligheder for: Mange begynder først at forske klinisk i forbindelse med speciallægeuddannelse (typisk i løbet af 30’erne).

Klinisk biokemi, nuklearmedicin, klinisk fysiologi, klinisk genetik, klinisk mikrobiologi og patologi er alle gode forsknings-specialer uden alt for hård konkurrence om pladserne. mere klinisk orienterede specialer, der stadig har meget vægt på forskning kunne være infektionsmedicin og hæmatologi. Andre kan sikkert byde ind med flere forslag.

Jeg tror iøvrigt mange vælger medicin med “fornuften” eller pga pres fra omgivelserne (jeg var fx ikke specielt motiveret i sin tid - ville hemmeligt hellere have læst “noget med medier”. Er i dag f… glad for, det blev medicin!).

Man skal selvfølgelig ikke vælge et studie udelukkende pga udsigt til “penge og prestige”. men som andre før mig har været inde på: medicin giver flere muligheder end farma, samtidig med at give mange af de samme muligheder som farma (dvs som mediciner kan du ofte få samme jobs som farmaceuter i fx industri/forskning, men det gælder ikke omvendt).
Så medmindre du ved, at du vil være farmaceut, vil jeg anbefale medicin. Just my 2 cents. Held og lykke!

#8

Hej,
tak for alle jeres input. De har alle været brugbare, så flere er meget velkomne. Jeg står over for en meget stor beslutning og vender sikkert tilbage med flere spørgsmål, når ansøgningsfristen nærmer sig.
Hilsen
Tacs

#9

Ved ikke lige hvorfor denne her kom dobbelt.

#10

:slight_smile: Tror godt, jeg forstår, hvad du mener (du må dog gerne uddybe). Jeg får altid at vide, at jeg opfører mig yngre end min alder, og har ikke haft problemer med at omgås folk, der er 10 år yngre. Det har nok noget at gøre med, at jeg endnu ikke lever det liv, som mange af mine jævnaldrende gør - villa, vovse og volvo. Kan dog forestille mig, at det ændrer sig, når jeg får børn. Jeg har hørt en del kvindelige (men sjovt nok aldrig mandlige) studerende sige, at de har fået sværere ved at omgås deres medstuderende, efter de har fået børn. [/quote]

Nu kan jeg vel godt afsløre at det var på sygeplejestudiet, jeg gik på, og der var (overraskende nok) en del kvindelige studerende - hvilket man da også kunne forvente. Men selvom man er forberedt på at man både går i klasse med møder-typen og dem der kommer dug-friske fra gymnasieklassen, var det ikke alderen eller erfaringen der gjorde forskellen men deres væremåde i det daglige.

De elever som ikke nød så meget respekt fra de andre medstuderende, var ikke nødvendigvis dem som havde fået et barn eller to, men dem som synes at en tilfældig studiekammerat som var tilpas ung, skulle tiltales som om de var deres eget barn (dvs. der blev irettesat som var det deres teenagedatter, eller talte ned til dem, fordi de jo ikke havde oplevet hvordan det var at være ude i det “virkelige liv”, og derfor var mindre værd en dem selv osv.)

Modsat; de mødre og ældre studerende som faldt godt på plads var nogen som var på niveau med os andre. Det virkede som om de tog udgangspunkt, i at vi alle var startet på et nyt studie, og derfor var alle lige. Nogen havde oplevet noget, som andre ikke havde, men det hjalp blot så man kunne hænge sin teoretiske viden op på noget virkeligt. De var ikke bleg for at dele ud om deres gamle dage, ligesom vi selv fortalte om vores byture osv.
De er jo på det tidspunkt, unge som (lige) er flyttet hjemmefra, prøver at rode rundt i bil-, ulykkes-, indboforsikring, transport osv. osv. osv. så der bliver nok at snakke om :slight_smile:

Så vær på niveau med dine studerende, lad være med at opføre dig som den klogeste mand i verden, og vær interesseret i de andres historier; bum bum, så er du en social mand, som er hyggelig at være i nærheden af.

Forresten; der er også startet folk på studiet som er +40 år, så du vil nok ikke føle dig ensom om at have et lavt cpr-nummer :wink:

#11

blot nysgerrig mht. ovenstående: ca. hvor meget +40 år og på hvilken uni?

mvh
Mignon

#12

SDU.

#13

Hvis det er forskning der interessere dig kunne det jo også være en mulighed at tage bachelor i medicin og så søge over på humanbiologi, der er en ren kandidatoverbygning.

Grundlæggende synes jeg det er forkert at vælge medicin, jura eller et hvilket som helst andet studie, bare fordi man har fået et højt snit. Det skal være noget andet der trækker. Om det så er interesse eller penge … whatever må ligesom være ens egen sag.

Hvis det er farmaci du brænder for, så tror jeg det er en dårlig beslutning at vælge medicin. Ja, mange af de industrijobs vi bagefter slås om er de samme, men der ligger altså en meget lang uddannelse foran dig, hvis du kun har interesse i kemi og humanbiologi! Ydermere vil jeg lige tilføje at der ikke er meget kemi i klinisk biokemi, idet der er en verden til forskel mellem kemi og biokemi, samt at denne afdeling mest tager sig af blodprøver.

#14

lige et lille indskud til debatten omkring medicin:
Jeg tror på ingen måde din alder kommer til at spille ind når du skal have introstillinger/hoveduddannelses forløb m.m. Afdelingerne går efter de bedst kvalificerede - punktum. De er fløjtende ligeglade om du er 30 el. 40 år når du søger din introduktionsstilling. Man er jo kun på den pågældende afdeling under uddannelsesforløbet (intro/HU). Bagefter skal man ud og finde en mere fast stilling og her er det igen erfaring.
Jeg tror derimod din alder vil gavne dig, når du kommer på den anden side af studiet. Det er min klare overbevisning fra dem jeg har arbejdet sammen med, som var “lidt oppe i alderen”. Du får uden tvivl også en masse “kredit” fra dine patienter og omgivelser, da du ser mere “erfaren” ud… det er et faktum.

Som det tidligere er blevet nævnt, så kan du jo efter din embedseksamen vælge at slå dig ned som forsker. Det er der mange der gør, og man behøver nærmest ikke engang at gå igennem intro/HU, hvis man kommer under f.eks. SDU. Ellers er der jo ph.d/dr.med/professorvejen.

Jeg ville uden tvivl vælge medicinvejen, da dine muligheder efterfølgende er utallige, og du kan med garanti finde den niche du holder af og vil fordybe dig i… Jeg er selvfølgelig også lidt farvet af uddannelsen - men elsker hver dag på jobbet - og jeg valgte i sin tid studiet pga. penge, samt læren om kroppen(overvejede idræt)… Prioteringen har ændret sig meget siden, og i dag synes det er fantastisk, at man kan få penge for noget, der er så fedt :slight_smile:

#15

Hej Tacs
nu er jeg i den situation at jeg selv har læst på farma i 2 år, og sener er skiftet til medicin.
jeg er i dag 25 år er på 3 sem af medicin studiet og er den ældste på mit hold, så det med der er flere ældre på medicin kan jeg ikke tilslutte mig.
Da jeg læste på farma synes jeg der var flere “ældre” fx på mit hold var den ældste 43.
men henblik på studie miljø så er der et fantastik godt studie miljø på farma, kittel ritualet man går igennem på 1 år er dog lidt fjollet.
Nu læser jeg medicin i århus så hvordan studie miljøet er i kbh, kan jeg ikke udtale mig om.

#16

I odense er der halvårlig start af hold og det ene hold samler man de lidt ældre på.

#17

Hej crinap,
påstanden om flere ældre studerende på medicin er bl.a. baseret på statistik fra den koordinerede tilmelding (http://www.kot.dk/KOT/statistik_xls.html).
Hvordan oplevede du, at de andre studerende og underviserne forholdt sig til den 43-årige studerende på farma? Hvordan oplevede du overgangen fra farma til medicin? Er der stor forskel på det faglige niveau på medicin og farma? Jeg har nemlig en fordom om, at medicinstudiet mestendels består af overfladisk udenadslære, men måske tager jeg fejl.

#18

På KU er der et oldekollehold med de ældste, som altid starter om sommeren. På mit hold varierede alderen ved studiestart fra 19 til 41, fordelt med de fleste i slutningen af tyverne og starten af trediverne. :slight_smile:

Det fungerer ok, men nogle af de yngste har skiftet hold, da de mente at vi ældre var lidt for kedelige socialt, da vi bruger fritiden på vores familier etc., så de har ret. Der er nok forskel på at studere som ung og ældre, men det er, hvad man selv gør det til.

Jeg mener overhovedet ikke, at undervisningen er overfladisk, men eftersom der ofte er meget der skal læres på relativt kort tid, kan det ind i mellem føles frustrerende, at der ikke er så megen tid til fordybelse ud over pensum.

Men læs eventuelt målbeskrivelserne, og se, om du selv mener, at det virker overfladisk.