Psykolog vs psykiater

[Miksa]

Hej alle!

Som I måske husker, så går jeg og overvejer at søge ind på medicin/læge uddannelsen.

Er der nogen (evt. færdiguddanede cand.med´er som er i gang med speciallæge udd. i psykiatri) som har viden om psykiatri specialet og kan vurdere om en psykiater har en lige så “grundig” uddannelse som en klinisk psykolog? (her taler vi om en klinisk psykolog, som udover at være cand.psych også har videreuddannet sig i omkring 4 år)

Personligt ser jeg flest fordele i at gå medicin -> psykiatri vejen fremfor cand.psych, da denne vej åbner en masse muligheder undervejs, men min bekymring er om man via. speciallægeuddannelsen i psykiatri kommer “på højde” med psykologerne? Jeg mener at jeg har læst noget om at psykiatere ikke har så grundig viden om “menneskets normale psyke” som en psykolog, er det korrekt? Og kan man tage nogle supplerende kurser som psykiater for at opnå samme viden som de kliniske psykologer?

Kommer man ind på menneskets sociale udvikling i speciallæge udd. i psykiatri?

Jeg ved desuden at psykiatere har “eneret” mht. medicinering, som psykologer ikke har. Synes også det er en fordel at læger/psykiatere har en grundig viden om hele den syge og raske krop, da psykologi jo tager udgangspunkt i den bio-psyko-sociale model.

Ellers synes jeg at medicin + spec.læge i psykiatri giver en perfekt kombination af de fag jeg synes er spændende. Jeg kunne fx godt tænke mig at arbejde med belastede børn og unge, hvor spec.udd i børne- og ungdomspsykiatri også er en mulighed. Det titaler mig også at man kan have sin egen klinik som psykiater.

Et par andre spørgsmål:

Hvor lang tid tager speciallæge udd. i psykiatri? Jeg har hørt/læst alt fra 5-8 år.
Er der mulighed for at inddrage turnus som en del af speciallæge udd.?

Hvis man senere kunne tænke sig at tage yderligere en speciallæge udd., fx i samfundsmedicin, tager den så lige så lang tid som den første speciallæge udd.?

Venligst,

Mike

[RuneMaagensen]

Hvis du går den lige vej er du klinisk psykolog efter 9 år (5+4 år). Hvis du bliver psykiater er du speciallæge efter ca. 12 år (6+6 år). Lønnen er altid bedst som psykiater (speciallæge ca. 50.000, psykolog med erfaring ca. 26.000).

Det ligger så langt ude i fremtiden, at jeg synes du skal kigge på studierne mere end en mulig fremtid om 10-15 år.

[Simons]

Er der mulighed for at inddrage turnus som en del af speciallæge udd.?

Turnus er den første del af din videre lægelige uddannelse efter du er kandidat. Det er obligatorisk inden du kan søge en speciallægeuddannelse. P.t. kan man ikke tage turnus på psykiatriske afdelinger.

[glente]

Som speciallæge i psykiatri har du mulighed for at tilegne dig teoretiske egenskaber i psykologi, hvis din interesse ligger der. En psykolog kan ikke læse videre og få tilladelse til at udskrive medicin etc… Desuden fejler psykiatriske patienter ofte mange ikke-psykiske sygdomme eller bivirkninger af medicin, som du ikke vil have nogen specialviden om, hvis du er psykolog. Det er f.eks. vigtigt at man som psykiater kan læse et hjertekardiogram, da mange psykofarmaka har hjertebivirkninger.

Du vil måske finde det interessant, at der er en ny overbygning til psykologi på vej (psykopatologi), der vil give psykologer mulighed for at indgå i flere funktioner på en hospitalsafdeling. Jeg har selv en kæreste, der regner med at tage denne overbygning på hendes psykologiuddannelse.

Hvis du vælger medicinuddannelsen, skal du være indstillet på, at du skal lave mange, mange ting, der ikke har det fjerneste med psykologi/psykiatri at gøre. Du skal overstå en masse kemi, anatomi etc. etc. som kan være rart surt, hvis man ikke har interessen.

I øvrigt benytter læger bestemt også den bio-psyko-sociale model. Mange tror desværre psykiatere kun kan finde ud af medicinere patienter, men ikke kan se helheden (kan godt se, at du heldigvis ikke er en af dem ). Arbejdet på en psykiatrisk afdeling er i høj grad et samarbejde, hvor mange sider af en patient belyses.

[Miksa]

Hej glente, Rune mfl.,

Mange tak for jeres svar

Umiddelbart lyder psykiater-vejen mest tiltalende, da den er meget konkret og overskuelig, dog lidt længere, men når man tænker løn og arbejdsvilkår og -muligheder ind i billedet er den måske heller ikke så ringe.
Ja, jeg ved at der er en del kemi, biologi, histologi, anatomi osv. især på den første del af medicin, og min hovedinteresse ligger måske mere på det samfundsvidenskabelige (sociologi, psykologi, psykiatri, pædagogik, sundhedspsykologi, folkesundshedsvidenskab, kommunikation, socialmedicin, samfundsmedicin…kært barn mange navne )

Men tilgengæld får man “lidt af hvert” på medicin uddannelse, og ja selvfølgelig hovedvægten er de kemiske/biologiske fag (undrer mig lidt over at der ikke er flere socialmedicinske/psykologiske fag, efter som flere og flere tager til lægen (alm.prak) pga. psykologiske problemer?) …men så har man jo altid muligheden for at specialisere sig i det virkelig spændende (iflg. min mening;)), fx psykiatri eller socialmedicin, når man har opnået en basisviden i en række andre fag.

Nogle ville måske sige, at jeg skulle vælge andre uddannelser, som fx sociologi, folkesundhedsvidenskab og lign., da mine hovedinteresser ligger i det felt. Men dog, er jeg meget fascineret af “behandlerrollen”, og synes det kunne være rigtig spændende med egen praksis, fx psykiatrisk praksis, og samtidig indgå i nogle bredere samfundsfaglige og socialmedicinske projekter, fx på børne- og ungeområdet eller i kriminalforsorgen. Tror at man som mediciner også er klædt ret godt på til sådan rent “akademisk”/analytisk arbejde, ikke? Det er i hvert fald det indtryk jeg får, når jeg forestiller mig den selvdisciplin der skal til for at gennemføre uddannelsen.

Så ja, det som skræmmer mig mest ved medicin er rygtet om den store mængde (uanvendelige?) “udenadslære”, men mon ikke folk gør det værre end det er? Faktisk synes jeg at fag som farmakologi er vildt spændende, og har også overvejet at blive farmaceut, men igen er det lidt ligesom at den personlige “behandler- / rådgiverrolle” mangler…Synes måske også at kemikerjobbet er lidt for nørdet Som mediciner har man mange forskellige fagområder at trække på til at løse et problem, det synes jeg klart er fordelen ved medicin.

Og ja, min tvivl vedr. psykolog vs psykiater, skyldes sikkert, som glente nævner, at man har hørt skrækhistorier om psykiatere der “dooper” deres patienter til et liv i kummerlighed. Det er vel nok undtagelsen frem for reglen

Det lyder også fint, at man som psykiater har mulighed for supplerende kurser i teoretisk psykologi. Dem kan man vel sikkert også tage undervejs i studietiden, hvis man indimellem skal have noget med lidt mere “kød” på at tykke på, mens man borer sig igennem bjerget af anatomi bøger

[Miksa]

Fik ikke lige helt svar på mit sidste spørgsmål:

“Hvis man senere kunne tænke sig at tage yderligere en speciallæge udd., fx i samfundsmedicin, tager den så lige så lang tid som den første speciallæge udd.?”

Altså skal man igennem yderligere 6 års kliniske ophold inden man må kalde sig speciallæge i et speciale mere? Eller er vejen nemmere, når det første speciale er i hus? Oki selvfølgelig kvalificerer man sig ikke fra psykiatri til kirurgi på 4 uger…ville være lidt synd for de patienter, som skulle lægge krop til sådanne operationer Det som jeg snarere tænker på, er at hvis går og drømmer om egen praksis, så ville det være ret nederen at skulle tilbage til stuegangene i 6 år, hvis man fx vil have spec.læge udd. i samfundsmedicin…men det at have egen praksis tæller vel også som en slags “klinisk ophold”.

Kan godt være at mit spørgsmål er lidt for teknisk

[Helene78]

Hej Miksa!

Det er mit klare indtryk, at det er svært som læge at vælge om m.h.t. speciallægeuddannelse.

Jeg kender til læger som har flere speciallægeuddannelser, men generelt tror jeg, at det er svært at vælge om.
Som læge er man så meget specialist, at man kun kan dygtiggøre sig for alvor i et speciale, så de der har to specialer har valgt om, fordi de har fortrudt. Det bedste er, hvis man kan vælge rigtigt i første hug. Jeg tror ikke systemet er gearet til at alt for mange vælger om?

En psykiater er en læge, som primært behandler mennesker, som er decideret psykisk syge. Dvs. de har på en eller anden måde overskredet grænsen for, hvad der kan henregnes for at være normalt.
En psykolog er ikke på nogen måde lægefagligt uddannet og kan på en psykiatrisk afd. kun arbejde under den psyk.overlæge såvidt jeg ved.
Psykologens område er generelt samtaleterapi hvor patienterne er indenfor det man kan kalde normalområdet - dvs. de er ikke sindssyge.
Psykologerne er således ikke uddannede i at ordinere medicin eller diagnosticere sygdomme, da deres patienter som regel ikke er klinisk sindssyge.

Det er således generelt meget forskellige patientgrupper en psykolog og en psykiater behandler.
En psykolog har alt andet lige bedre mulighed for at få nogle gode samtaleforløb med sine patienter, da de jo som regel ikke er psykotiske eller på anden måde sindssyge. Hvorimod en psykiater nogle gange må se sig nødsaget til at ordinere store mængder kraftig psykofarmaka til de dårligste patienter eller elektrochok - hvis pt. f.eks. er meget deprimeret og ikke responderer på medicinsk behandling, ikke spiser og drikker osv.

Grundlæggende er psykiaterens patienter mere syge og derfor behandler psykiateren med mere indgribende behandlinger (medicin osv.).

Fordelen ved at være psykolog vil jeg mene er, at patienterne ikke er nær så syge og uddannelsen kortere. Man kan relativt hurtigt slå sig ned med en praksis evt. hjemme og tjene gode penge.
En psykolog kan nemt tage fra 700kr. og opefter i timeløn - en nyuddannet læge får en langt mindre timeløn. Så umiddelbart vil jeg mene at en succesrig psykolog kan tjene rigtig mange penge - hurtigt. Hvorimod det som læge tager tid at stige i lønniveau.
Desuden så skal en læge igennem en lang proces med at specialisere sig på forskelllige sygehuse - der vil være transporttid og mange skift af arbejdsplads og ringe indflydelse på arbejdsmænge og tid.

Men nogle synes at psykisk sygdom er fascinerende, kan lide det lægefaglige som der er i psykiatrien. Der er faktisk rigtig meget, da mange psykisk syge har talrige fysiske sygdomme osv.
Som psykiater skal man kunne klare at tvangsbehandle. F.eks. indlægge på røde eller gule papierer, lægge i bælte osv.
Mange af patienterne kan finde på at prøve at strangulere sig selv, brænde sig selv, skære sig selv osv.
På mange måder er det nok mere barskt at være psykiater.
Og mere slidsomt indtil man en dag kan få sin egen praksis.

Men samtidig så kan det være det rigtige hvis man kan lide denne patientgruppe. Og så er det jo meget lægefagligt i arbejdet mens man som psykolog mest skal sidde på en stol og samtale så får man som psykiater på et sygehus mulighed for at bruge flere facetter.
Der er fordele og ulemper ved begge veje. Som psykiater kan man måske nok komme til at lave lidt det samme som en psykolog, når man får sin egen praksis men det tager bare et godt stykke tid.
Som psykiater på et sygehus møder man mange dårlige patienter, som er psykotiske, suicidale osv. og der vil det være den medicinske behandling der dominerer i den akutte fase. Og psykoterapien vil være noget sekundært. Men det kan jo nok ændre sig når man kommer ud i egen praksis?
Jeg synes, at psykiatri er et spændende speciale. De psykiatriske patienter er på mange måder fascinerende. Men jeg er tit bange for at jeg som psykiater altid primært vil være en der medicinerer mere end en der får mulighed for egentlig psykoterapi. Jeg skal ikke kunne sige det med sikkerhed, da jeg kun er “nybegynder” i faget.
Jeg kan dog godt blive ret misundelig på psykologerne, som kan arbejde hjemmefra og selv bestemme arbejdsmængde og arbejdstid. Med en timeløn på 700kr. og opefter er det jo ikke nødvendigvis 37 timer man skal op på for at kunne tjene til dagen og vejen. Så derfor forestiller jeg mig, at det mest familievenlige er at være psykolog/privatpraktiserende psykoterapeut. Men der er også mange læger som vælger at blive psykoterapeuter - og der er en lægeuddannelse jo bestemt en udmærket balast.