Psykologi eller medicin? (Er jeg for sproglig?)

Kommende studmed
1

Jeg har, som opfordret, lavet en del research inden jeg poster dette indlæg. Dog synes jeg at mit problem er for unikt/individuelt til at jeg ville kunne finde et 100% brugbart svar andre steder på forummet.

Mit problem ligger hovedsageligt i, at jeg ikke ved om jeg skal søge ind på enten psykologi eller medicin. For at forstå mit problem nærmere, er i selvfølgelig nødt til at lære mig lidt bedre at kende:

Jeg er knapt 20 år og er ved at gøre min HF færdig, hvilket jeg bliver i 2011. Jeg har allerede afsluttet alle fag, pånær samfundsfag b og mat c. Inden vi fortsætter, er jeg nødt til at komme med en vigtig oplysning. I de sidste 3 år har jeg haft en voksende interesse for psykologi og psykiatri. Dette har selvfølgelig resulteret i tanken om at studere psykologi, eller medicin for at blive psykiater, men det er aldrig noget jeg seriøst har overvejet pga. af det enorme snit begge studier kræver. Da jeg afsluttede de fleste af mine eksamener før sommerferien overraskede jeg min omverden, og især mig selv, ved at score topkarakterer i næsten alle fag, uden at have ydet en særlig stor indsats igennem de to år på studiet. Som i måske kan forstå, har dette været en meget positiv oplevelse og det har resulteret i et helt nyt syn på muligheden for at studere enten psykologi eller medicin. Selve problematikken ligger dog i, at jeg aldrig nogensinde har været særlig naturvidenskabelig. Kemi, fysik, matematik og biologi har aldrig interesseret mig synderligt meget, pånær ét aspekt ved fagene: Det menneskelige, altså anatomi, fysiologi, kroppens funktioner samt hjernens og kroppens kompleksitet. Mine forcer ligger klart ved de humanistiske fag, men som førnævnt har jeg en enorm interesse for psykiatri og mit drømmejob har i lang tid været psykiater! Det er selve jobbet som psykiater der fascinerer mig.

De tanker jeg har gjort mig er baseret på eksempelvis at jobbet som psykiater distancerer sig meget fra de andre speciallæge uddannelser, og at de ting som jeg ikke interesserer mig voldsomt meget for(eksempelvis kemidelen), derfor ikke vil indgå i min dagligdag ved denne profession. Jeg er desuden gået i gang med at læse psykiatri i min fritid og dette har bestemt bekræftet min interesse for faget yderligere.

I må gerne se på situationen som en helhed, men mit problem kan egentligt også reduceres til nogle få linier:
Er jeg for sproglig til medicinstudiet?
Er kemien og matematikken en meget stor del af studiet, eller er det bare noget der skal overståes? (hvor jeg finder specielt kemien kedelig på gymnasieniveau, men hvor jeg kunne forestille mig at det menneskelige aspekt ville fange mig, i stedet for bare at lave kemi for at lave kemi!)
Burde jeg studere psykologi i stedet og søge ind på den nye uddannelse: Specialpsykolog i psykiatri?
Vil jeg overhovedet kunne klare medicinstudiet, når mine forcer ligger ved det humanistiske?

Jeg vil slutte af med at sige, at jeg har en forholdsvis stor selvkontrol og jeg vil selv mene, at jeg er så heldig at have en god hukommelse og har let ved at lære nye ord og begreber. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil få læst mine lektier. Min tvivl er begrundet i, om jeg vil kunne forstå kemien. Og til sidst vil jeg spørge: Er det meget svært at forstå de ting man nu skal lære på studiet, eller handler det om simpel interesse og arbejdsmoral? (Hvis man forudsætter at individet er begavet med en nogenlunde eller forholdsvis god intelligens!)

Jeg håber i har tid til at læse og svare på spørgsmålene. I er meget velkommende til at spørge yderligere, hvis der er noget jeg har glemt at få med.

På forhånd mange tak!

2

Som en lille sidenote vil jeg lige skrive, at jeg har den indstilling, at man kun lever én gang. Når jeg nu har muligheden for at blive det jeg har drømt om i lang tid, er det så ikke det jeg skal? Det hele munder egentligt bare ud i ovenstående problematik. Det sidste her skal ikke ændre jeres svar eller overvejelser, men skal ses som en sidste tilføjelse.

3

Først og fremmest tillykke med de veloverståede eksaminer!

Min umiddelbare tanke er at medicinstudiet vil blive et helvede for dig hvis du er så humanistisk orienteret som det lyder til. Fag som kemi, biokemi og biofysik er temmelig omfattende, og der er ikke nødvendigvis ret meget af det “menneskelige aspekt” som du efterlyser.

Du nævner det slet ikke, men jeg går ud fra at du skal ud og supplere flere fag før du evt. ville kunne starte på medicin. Adgangskravene er matematik A, kemi B og fysik B. Jeg forstår det sådan at du har matematik på C-niveau? Psykologi kræver matematik B. Hvis jeg har forstået det rigtigt og du alligevel skal ud og supplere enkeltfag, så vil jeg råde dig til at starte der og se hvordan det går.

Hvis du stadig er i tvivl efter at have suppleret, så kan jeg kun råde dig til at holde et sabbatår. Du kan jo prøve kræfter med hjemmehjælpen (geronto-psyk. :wink: ) - og ellers lærer man jo altid noget af at prøve nogle andre ting (rejse, højskole…).

Til sidst vil jeg sige at medicinstudiet som sådan ikke er specielt svært, så jeg er ikke i tvivl om at du ville kunne klare det rent fagligt. Til gengæld er det hårdt, og hvis du ikke synes det naturvidenskabelige er spændende, så tror jeg du kommer til at kede dig.

Umiddelbart, og uden at kende dig, sætter jeg mit kryds ved psykologi.

4

Mange tak :smiley:

Men man skal også have i mente at omfanget af det jeg skal lære indenfor genetik, neuropsykologi og lignende vel også grænser sig til det man skal vide om hjernen på medicinstudiet - eller tager jeg helt fejl? Hvis dette ikke er tilfældet, så skal jeg jo alligevel ind på mange af de samme områder - bare kun vedrørende øverste etage på psykologi - og mere generelt på medicin. Og hvis ikke jeg skal på psykologi-studiet, så må jeg skulle på specialpsykolog-studiet, siden jeg derved får mange af de samme egenskaber og funktioner som en psykiater har, bare uden den somatiske del.

Kan du uddybe dét? Altså skal det forstås sådan, at det bliver separat arbejde der bliver kædet sammen til en helhed senere?

Du har helt ret i at jeg skal ud og supplere med en del fag i forhold til medicin og kun mat b til psykologi. Det har jeg skam tænkt på.

Jeg tror du har ret i, at det måske ville være et helvede. Det er der hele problematikken ligger. Jeg kan ikke finde ud af, om det rent faktisk ville interessere mig nok. Det jeg tror, er at der kommer til at være nogle få fag som ville kede mig meget. Men har alle det ikke sådan? Fordi som sagt, så tror jeg at helheden ved studiet vil interessere mig. Men du må meget gerne modargumentere og komme med endnu et konstruktivt indlæg!

Er der meget af det som jeg beskriver som (fra min vinkel) negativt ved det naturvidenskabelige? Altså kold “regning” i forhold til fysik, kemi og matematik uden en større sammenhæng? Fordi så ville det nok kede mig i længden! Men hvis det er en fase der bare skal overståes, så vil jeg fortsate overveje det. Jeg vil helt sikkert også møde noget modstand i den sammenhæng på psykologi-studiet.

5

Som jeg læser dit indlæg, interesserer du dig netop for de aspekter ved de naturvidenkabelige fag, der kan gøre dig til en glad og god læge! Samtidig interesserer du dig for psykologi, så kan det næsten ikke blive bedre…

For at svare på dit andet spørgsmål, ja, det handler bare om simpel interesse og arbejdsmoral.

Jeg har selv styrker i kreative/sproglige fag, men da jeg synes at naturvidenskab er spændende, så har jeg alligevel valgt medicin, og det har jeg slet ikke fortrudt.

Desuden mener jeg, at ideen om at nogle er mere humanistiske, end de er naturvidenskabeligt anlagt, er forældet.
I virkeligheden handler den tankegang om kultur og ikke om potentiale for indlæring. Der er mange aspekter i fagene, og er man god til det ene, er man det som regel også til andet. Det gælder bare om at finde systemer i faget, der gør det genkendeligt eller sjovt…

Men forsøg dog at tage fysik, kemi og matematik på de relevante niveauer, og se om du kommer igennem det. Gør du det, så kan du nok også klare medicinstudiet, hvis du arbejder for sagen. :up: :book:

6

[quote=“romeo”:2n46lkdc]

Jeg tror du har ret i, at det måske ville være et helvede. Det er der hele problematikken ligger. Jeg kan ikke finde ud af, om det rent faktisk ville interessere mig nok. Det jeg tror, er at der kommer til at være nogle få fag som ville kede mig meget. Men har alle det ikke sådan? Fordi som sagt, så tror jeg at helheden ved studiet vil interessere mig. Men du må meget gerne modargumentere og komme med endnu et konstruktivt indlæg!

Er der meget af det som jeg beskriver som (fra min vinkel) negativt ved det naturvidenskabelige? Altså kold “regning” i forhold til fysik, kemi og matematik uden en større sammenhæng? Fordi så ville det nok kede mig i længden! Men hvis det er en fase der bare skal overståes, så vil jeg fortsate overveje det. Jeg vil helt sikkert også møde noget modstand i den sammenhæng på psykologi-studiet.[/quote]

De fleste har det svingende med fagene, det er klart, at noget er kedeligt og andet sjovt. Man må gøre op med sig selv, om man ønsker det nok, så det ikke bliver surt.

Jeg går på 3. semester på KU, og indtil videre er jeg ikke stødt på meget matematik, men man får noget kemi på 1. og biokemi og biofysik på 2. semester. Biokemi sættes i relation til celler, stofskifte mv. Biofysik er fuld af forståelsesmæssige ting, og bruges i forbindelse med forståelse af muskler, nervesystemet etc.

Du kan jo tage ind på det nærmeste universitet og følge forelæsningerne, og se om det virker interessant.

7

Jeg tror måske ikke jeg fik forstået følgende udsagn helt rigtigt:

Netop det at du interesserer dig for anatomi, fysiologi og kroppens kompleksitet er et stort plus! Jeg stoppede vist med at læse der hvor du skrev at biologi ikke interesserede dig synderligt… :oops: Selvom mange af fagene på medicin er af naturvidenskabelig karakter, så er det hele tiden set i relation til kroppen, og dermed netop ikke bare “kemi for kemiens skyld”.

Det jeg skrev om det “menneskelige aspekt” skal forstås som “psykologisk aspekt” - jeg troede det var det du mente. Alting bliver kædet sammen, før eller siden, og det er selvfølgelig det som gør studiet skide spændende.

Jeg ændrer lige min holdning lidt, og vil sige at hvis du kan klare at læse matematik, kemi og fysik op, så tror jeg du har overstået det værste - altså rent interessemæssigt. :wink: Når det så er sagt, så kommer du sikkert til at savne noget psykologi på de første 6 år - men det kan man jo altid læse ved siden af… Og hvem ved, måske ender du alligevel som kirurg :doc:

Beklager hvis jeg bare har skabt mere forvirring. Jeg stemmer blankt!

8

Hvis snit er godt, så prøv dog at starte på medicin og se. Du fornemmer hurtigt stemningen og “lugten i bageriet”. Tag et eller to semestre og gå til eksamen. Hvis det ikke er noget, så stop igen. Værre er den da ikke.

Men som jeg læser dit indlæg, så er du en humanist med en snert af naturligvidenskablig interesse.
Jeg tror de fleste læger er “naturvidenskabsmand” med interesse for humaniora.

Men jeg syntes du skal prøve!

9

Mange tak for alle jeres svar!

Der bliver nævnt, at hvis jeg kan overkomme de supplerende fag, så vil den største barriere i forhold til interesse være brudt. Det tror jeg er helt rigtigt! Sidst jeg beskæftigede mig med fysik samt matematik og kemi på højere niveau, var på HTX for 3 år siden, da jeg lige var fyldt 17. Jeg er vis på, at jeg har gennemgået en enorm udvikling siden dengang, så hvis jeg skal starte på suppleringen vil jeg bestemt se det i et helt nyt lys - især i det perspektiv at der er et højere formål i form af at det er adgangskrav til studiet.

Jeg tror jeg vil tage opfordringen mht. at følge en forelæsning til mig. Hvordan arrangeres det? Tager man ned og snakker med en vejleder på det respektive studie?

På stående fod synes jeg det er svært at afgøre, men jeg har heldigvis lige knapt et års tid til at tage en beslutning. På den ene side har jeg psykologi-studiet, hvor jeg med sikkerhed vil have en høj generel interesse igennem hele studiet, men jeg kommer så aldrig til at beskæftige mig med det somatiske og i sidste ende bliver jeg ikke det jeg gerne har villet være i et godt stykke tid, men dog tæt på, og sandsynligvis med forcer på andre områder end psykiateren, men med næsten samme funktion i en given psykiatrisk problemstilling. På den anden side har jeg medicin-studiet, hvor jeg er nødt til at supplere i fys, mat og kemi og hvor noget af studiet måske vil være svært for mig og kede mig. Men på den anden side ville jeg komme til at beskæftige mig med det jeg gerne vil og også komme ind over eksempelvis anatomi og fysiologi.

Det kan jo næsten reduceres til et spørgsmål om, om jeg vil kæmpe mere eller mindre for det jeg gerne vil. Så igen igen er jeg sikker på at suppleringen kommer til at betyde en del.

10

Hejsa Romeo!

Jeg synes faktisk du lyder til at have potentiale, ligesom aslaug er jeg rørende enig i at den der “naturvidenskab” kontra “humanistiske fag” er lidt uddøende. Jeg synes ikke medicins emner har karakter af den slags fag jeg tænker på ved “kold” naturvidenskab altså regninger og basale kemi koncepter, i medicin beskriver kemien handlinger i kroppen og medfører ret fascinerende ting, jeg synes personligt at kemi har ændret sig utroligt meget for mig efter jeg supplerede op og begyndte at studere kemiens effekter i kroppen nærmere. Jeg troede aldrig kemi var noget for mig i gymnasiet men fandt ud af efter have suppleret at kemi var ret spændende og ufatteligt omfattende, at det lægger til grund for mange ændringer.

Ligesom dig er jeg dybt interesseret i psykiatri, jeg troede altid det var den meget “humanistiske” del af det der intereserede mig, altså ideen om terapeutisk samtale for at kommunikere sig igennem problemer, men efter jeg er begyndt at selvstændigt læse op på biologien bag hjernens funktion er jeg blevet fanget, det er vildt spændende. Ideen om at der en underlæggende kemi, underlæggende fysiske forandringer og en biologi som kan forklare psykiske tilstande. Og at omvendt psykiske tilstande og ændringer kan ændre biologien i hjernen syntes jeg er gribende, det er spændende at videnskaben er begyndt at forstå hjernen og hermed sindet.

Mit råd er følgende:
Suppler op som anbefalet, suppler kemi og så giv det en ordentligt skalle og prøv eventuelt at finde noget indledende literatur om psykiatri med biologiske forklaringer, og sørg for at studer et emne inden for sindet som du gerne vil lære biologien bagved. Hvis du føler at det er spændende at komplementere psykologiens teorier om sindet med biologiens så tror jeg altså også at der kunne komme en rigtig god læge ud af dig. Og hen af vejen kunne det være du ville blive overrasket over at du ser helheden i at kende biokemien og kredsløbet da de er vigtige for hjernen og i sin egen ret.

Hilsen Henrik

11

Hej Henrik. Først og fremmest tak for dit svar.

Jeg er glad for at jeg ikke er den eneste, der synes at mange af de naturvidenskabelige fag er kedelige, hvis man ikke se det som en helhed eller som en del af et større perspektiv. Som nævnt er jeg allerede i gang med at læse psykiatri på fritidsbasis, og her har jeg allerede været inde og snuse til de neurale netværk og især det serotinerge og dopaminerge neurotramisttersystem, og hvordan eksempelvis antidepressiva ‘modificerer’ det det serotinerge system, ved at blokere for genoptagelsen af serotonin i receptorerne. Det er bl.a. sådanne ting jeg finder interessant. Det kan godt være jeg så kommer ind på det på psykologi-studiet, men hvor meget jeg kommer til at få gavn af det i psykiatrisk praksis, som specialpsykolog, ved jeg ikke. Hvor det selvfølgelig helt sikkert vil være en del af min hverdag som psykiater, i og med at psykiateren både helbreder ved kognitiv terapi og medicin.

Lige nu er planen at færdiggøre min læsning af det mest basale psykiatri(selvom det er svært i og med, at der er et utal af nye begreber og desuden fordi jeg jo ikke har nogen form for medicinsk viden endnu) og så regner jeg med at fortsætte med noget anatomi og evt. fysiologi og se om det fanger mig ligeså meget. På det tidspunkt er året sikkert gået, og så kan jeg sandsynligvis træffe den rigtige beslutning.

12

Hej Romeo,

Du har skrevet et meget interessant indlæg og det virker som om din interesse for psykologi/psykiatri kan bringe dig langt.
I forbindelse med dit valg af studie og profession, tror jeg at det er nødvendigt med en præcisering:

Som du sikkert ved, er en psykiater en uddannet læge med speciale i psykiatri, mens en psykolog bærer titlen cand.psych. og altså ikke er læge.
Begge faggrupper tager sig af patienter med psykiske problemer, men kun lægen har ordinationsret, dvs. har retten til at skrive recepter og ordinere medicin. Dvs. en psykolog behandler ikke med medicin.
Det udelukker naturligvis ikke, at man kan indgå i samarbejde med en psykiater - der findes også psykologer tilknyttet psykatriske afdelinger - samt indgå i spændende forskningsprojekter, hvor man prøver at udforske biologien bag psykiatriske lidelser, men i det daglige arbejde ligger en psykologs behandlerkompetence inden for ikke-medicinske tiltag.

Jeg vil også tilslutte mig flere af de forrige respondenters indlæg: En interesse for humanistiske fag er en stor gevinst for en læge, ikke mindst en psykiater.
Desuden skriver man (i hvert fald på Københavns Universitet) både bachelor- og kandidatopgave inden for et valgfrit emne. Her ville du med fordel kunne skrive inden for enten psykologi eller psykiatri - der findes mange kompetente vejledere. En del vælger at skrive disse opgaver under en pause fra studiet, mens andre skriver sideløbende med at de læser. Under alle omstændigheder vil det give dig mulighed for at fordybe dig i psykiatrien undervejs i studiet. Det kan også være med til at holde motivationen oppe, selvom du skal til eksamen i andre fag, der måske interesserer dig mindre. For at blive en dygtig læge og psykiater kræver det at man har et grundigt kendskab til menneskekroppen - både den raske og den syge - samt de til tider komplicerede vekselvirkninger mellem kroppens forskellige organer.

Det lyder som om du har en god plan med supplering af de nødvendige fag og det er prisværdigt, at du allerede på nuværende tidspunkt vil kaste dig over anatomi- og fysiologibøgerne for at se om det er noget for dig.

Held og lykke!

Mvh
Dr Doctor

13

Hej Dr Doctor!

Tak for præciseringen! Dog skal du have i mente, at der i år er kommet en ny specialuddannelse indenfor psykologien: Specialpsykolog i psykiatri.

Det er netop denne uddannelse jeg har øje for. Hvor meget den så lægger sig op ad en psykiaters arbejde skal jeg ikke kunne sige.

Det jeg er bange for er, at jeg ikke kommer til at lave en psykiaters arbejde. Og jeg er bange for, at jeg på studiet vil komme til at savne nogle af de (førnævnte) ting som jeg også finder interessante :wink:

14

Hej Romeo.

Jeg kan ikke fortælle dig, om du skal læse medicin eller psykologi - men jeg kan fortælle dig lidt om mig selv. Jeg er en hat til matematik, jeg har aldrig haft forståelse for eller flair for faget, og derfor gruede jeg meget for dette inden jeg søgte ind på medicin. Det samme var sig gældende mht. kemi, som alle dage har været mit smertensbarn. I gymnasiet tog jeg f.eks. Engelsk og Biologi på højniveau i stedet for f.eks. kemi, fysik og matematik.

Nu studerer jeg på SDU, og kan derfor kun fortælle dig om hvordan tingene ser ud der - jeg ved at både Århus og Kbh er meget forskellige (Kbh har f.eks. en ret heftig omgang medicinsk kemi på 1. semester).

På medicin ved SDU er der meget meget lidt matematik. Det begrænser sig til at du i værste fald skal kunne nogle enkelte regneregler for brøker og parenteser. Du må have lommeregner med til langt de fleste eksamener, og ofte er formler osv. givet på forhånd. I betragtning af at jeg er en hat til matematik har jeg aldrig haft problemer med det på studiet.
Hvad angår kemien er der en lidt anden fremgangsmåde. Pensum begrænser sig til få basisbegreber på de første par semestre, hvor du skal lære lidt om hvordan forskellige molekyler er opbygget og interagerer. Det hjælper enormt at have en ægte forståelse for faget, men du kan sagtens klare dig igennem på vilje og udenadslære. Meget hurtigt skifter fokus over på fysiologi og anatomi - 2 fag, som befinder sig i en helt anden boldgade (og er langt mere interessante) efter min mening.

Så fra en sprogligt orienteret til en anden: I hvert fald på SDU træder de to fag du gruer for i baggrunden. Lad det ikke være det, som får dig til at tage dit valg.

15

Mange tak for dit svar Sarup! Det hjælper bestemt at vide, at fagene ikke vægter så højt som man kunne tro! Og jeg er glad for at få endnu en portion erfaring fra “en humanist” :slight_smile: