Rangorden blandt hospitalslæger


#1

Hej alle

Jeg har i den seneste tid gået og undret mig over, hvorledes rangordenen er blandt læger på en hospitalsafdeling.
I mit hovede flyder der koncepter som 1. reservelæge, overlæge og afdelingslæge rundt, men hvordan er deres præcise forhold til hinanden - og er der nogle jeg måske ikke har hørt om?

Jeg ved det kan variere fra sygehus til sygehus, men der må da findes en vis form for standardisering på området.

På forhånd tak

Kiya


#2

Så vidt jeg har forstået det:

Ledende Overlæge
Overlæge
Afdelingslæge (gennemført hoveduddannelse, specialist)

  1. Reservelæge (har gennemført min. ½ af sin hoveduddannelse, forskelligt fra afd til afd)
    Kursist/Kursuslæge (begyndt på sin hoveduddannelse)
    Reservelæge (KBU’er/introstilling)

#3

og hvis du tilføjer cheflæge og DJØF og Bent Hansen til den liste burde den være komplet :slight_smile:


#4

Blandt overlæger er der ligeledes en rangorden, idet man har højere anciennitet hvis man har særlige ansvarsområder, fx uddannelsesansvarlig eller specialeansvarlig overlæge. En overlæge der samtidig er professor rangerer højest (kun overgået af klinikchefen = ledende overlæge), og lige under professoren er den/de kliniske lektorer.


#5

Iøvrigt findes der ikke en stilling der hedder “kusist” eller kursuslæge. Det hedder altsammen reservelæge lige indtil man bliver 1. reservelæge.

Altså: i KBU er man reservelæge, i introstilling er man reservelæge (men rangerer højere end KBU-læger), i alle stillinger mellem intro- og kursusstilling er man reservelæge, i størstedelen af kursusstillingen er man reservelæge (men rangerer igen både højere end KBUer og introlæger). Så en reservelæge kan være mange ting.

I den sidste del af kursusstillingen bliver man 1. reservelæge, hvor ens daglige opgaver og ansvarsområder i mange specialer i høj grad vil minde om afdelingslægernes.

I forsvaret mener jeg endvidere at ens titel er “underlæge” (wtf???) indtil man får officerrang - først herefter er man reservelæge. Men det sidste er jeg ikke helt sikker på.


#6

Jeg synes nu der er en flad struktur i sundhedssystemmet og i bund og grund handler titler kun om kroner og øre - set med mine øjne.

Sygehuslæge var også et gammelt skønt bredt begreb… Så kunne man behandle et AMI og fjerne en blindtarm, lave et sectio og reponnere en fraktur


#7

LOL! :smiley:

Man skal trænes op i “krigslægekunst” (finde benet der er skudt af, mens kuglerne flyver og man har ABC-dragt på) i x antal måneder. Derefter bliver man reservelæge (sekondløjtnant) og så kan man ellers skrabe ansvarsområder ind og stige deropad afh. af hvor meget fugleperspektiv og administration man kan lide. Tror nok de kalder overlæger for “stabslæger” eller sådan noget.


#8

Jeg har været hospitalslæge siden 2004. Der er en formel rang mellem læger og den er listet lidt længere oppe i tråden. Det er min erfaring, at rangen i det daglige ikke altid betyder alverden. Der findes stjerne-reservelæger og vattede afdelingslæger (altså speciallæger). Hvis man har noget at byde ind med og gør det godt, så vil man som reservelæge/1.reservelæge kunne komme til fadet lige så ofte som en afdelingslæge. Dog er der oftest mere fokus på at afdelingslægerne skal tilegne sig bestemte færdigheder, så de får den gode tid på OP, de får de spændende ambulatorier osv.

Der er visse fordele ved forskellige rang i hospitalssystemet. En del af systemet er indrettet til at fordele hvem der har hvilke vagtforpligtelser - og ansvar. Jeg har brugt en del år som forvagt på forskellige afdelinger inden jeg valgte speciale. Nu er jeg 1. reservelæge og fungerer som bagvagt. Godt nok falder det hele på mig når jeg har vagten, men tilgengæld kan jeg oftest trække mig tilbage (=tage hjem) sidst på dagen og er så på tilkald. Mange af mine vagter tilbringes hjemme, men selvfølgelig med vekslende opkald fra min forvagt/mellemvagt og andre afdelinger der ønsker at drøfte patienter og tilsyn. Det giver god mening at det er sådan, fordi min læringskurve efterhånden er blevet flad. Da jeg var forvagt og mellemvagt knoklede jeg derudaf og har i dag set det meste indenfor specialet. Derfor er der ikke meget læring ved at det er mig som ser alt - tilgengæld kan jeg lære fra mig.

Mange overlæger har en del administrativt arbejde, hvilket man slipper for som reservelæge. Afdelingslæger har mere administration også, men tilgengæld en overlæge at falde tilbage på.

Fra speciale til speciale er der forskelle på “rang” og “arbejdsklima” - i det daglige synes jeg ikke man tlnker meget over det. Med tiden kommer man til at hvile lidt i sig selv på det niveau man nu er på.


#9

Rang / charge blandt hospitalslæger er et lidt diffust begreb, og egentlig er der ret flad og videns/erfaringsmæssig baseret rangorden i hospitalsverdnen.

I vagten er tingene ret formelt - forvagt - evt. mellemvagt - bagvagt og evt. bag-bagvagt.

De fleste afdelinger har kun to vagtlag, men 4 vagtlag ses nogen steder, og ved fortsat uenighed/usikkerhed går sagen typisk videre til afdelingsledelsen.

I det daglige arbejde på større afdelinger kan beslutningskompetencen også afhænge af, om det pågældende læge er tilknyttet det relevante team. Indenfor mit eget speciale (urologien), vil de store beslutninger vedrørende f.eks. sten blive truffet i stenteamet, og konsensusbeslutningen her vil som udgangspunkt trumfe en tilfældig ikke-stenlæges holdninger.

Desuden er der afsnitsledelsen, typisk for sengeafsnit, ambulatorier, operationsgang mv., men de beslutninger, der træffes her, er typisk af administrativ karakter.

Alt i alt, så er der ikke nogen decideret rangorden, som man ser det i militære hierakier, men derimod ligger beslutningskompetencen ofte hos den fagligt mest velkvalificerede, subsidiært hos den, med det formelle ledelsesansvar for området.