Skal jeg langt om længe søge medicin

Kommende studmed
1

Jeg trænger til et andet syn på min historie end familie og venners velmenende “følg din drøm”. Jeg trænger til et par realistiske briller:

Jeg er en pige på 24 år, der sidder i mit livs dilemma…som egentlig har eksisteret de seneste mange år, men nu efterhånden må få en ende. Skal jeg starte med at læse medicin…

Jeg blev mat. student 2004 med et snit på 9,2 - gammel skala.
Sommeren 2005 begyndte jeg på molekylærbiologi i Århus, hvilket jeg fandt rigtigt spændende, men også hårdt. Klarede mig med gode karakterer, men husker også jeg læste en masse… Jeg droppede ud efter 1,5 semester, da laboratorie arbejde og job udsigterne ikke lige var mig.

Jeg startede på sygeplejeskolen den efterfølgende sommer. Hvorfor tænker man så, hvis jeg allerede der havde lægetankerne. Hmm ja…umiddelbart tror jeg ikke jeg tænkte jeg kunne komme ind, tænkte det var for hårdt for mig, og jobbet for stort et ansvar. Er ikke helt sikker, men sygeplejerske blev det.

På 3 semester voksede medicin ideen frem i mig igen da jeg var i klinik…jeg følte jeg havde det forkerte job, og ville langt hellere læse journaler end pleje om patienten. Alligevel fik jeg kolde fødder - der var så mange ting der talte imod at starte forfra for 3 gang.

Nu sidder jeg på 6 semester og har den samme knude i maven. Jeg er klar over jeg ikke skal være sygeplejerske og har kigget på en kandidat i klinisk ernæring som min “redning” for at komme i den naturvidenskabelige boldgade igen. MEN…er det mon ikke bare en lappeløsning fordi jeg ikke tør tage springet? Jeg skal alligevel supplere 20 ECTS i diverse fag for at komme ind på kandidaten…så ville det bare være en dum løsning endnu engang? Brænder ikke specielt for ernærning men nok bare fordi der er naturvidenskabeligt i uddannelsen og jeg så ville kunne undervise på fx sygeplejeskoler i noget jeg interesserer mig for…

Jeg er uddannet sygeplejerske og flytter til Kbh. til februar. Jeg tænker jeg har gode muligheder for at komme ind på kvote 2 i kraft af min sygeplejerske uddannelse, gode karakterer på mol.bio, udenlandsophold på studie og frivilligt arbejde…

Men er det de rigtige for mig nu…jeg ved det var det for 3 år siden, men det har sgu nogle konsekvenser for ens liv, at starte på medicin efter 4,5 års studie og en alder på 25… Jeg vil da også gerne ha børn før jeg er 35 år, og drømmer ikke om at sidde som 29 årig på læsesal fra 8-19 mens alle mine venner hygger og fester… I bund og grund er spørgsmålet vel om det er for sent…kan man få et godt liv og følge med de andre på ens alder, der ikke læser når man er sidst i 20erne og medicinstuderende… Har ikke helt en ide om hvad det kræver tror jeg…

Uhhh jeg trænger til et godt råd, måske en historie om en lignende situation, eller om hvordan det er på studiet - er der flere som mig, skal man ikke nødvendigvis leve sit liv på læsesal alle årenene…kan man rent faktisk få sig en familie undervejs uden det vælter læsset? Syns jo bare det er længe at sætte sit liv på “stand by” fra 25-31 år hvis alt gik vel…
Det sociale på studiet - er det godt selvom man er en af de “gamle”:slight_smile:

Vh Helle

2

Hej

Jeg er 25 år og har lidt den samme historie som dig. Jeg har en tidligere uddannelse som elektriker og et portør job.
Jeg har valgt at forfølge min drøm om at blive læge.
Jeg kommer forhåbentligt ind på studiet i år, hvilket vil sige at min studie tid også bliver 25 - 31. Mit indtryk er at det ikke er en ulempe at have nogle år ude i den virkelige verden, inden man begynder på studiet. Socialt tror jeg ikke der bliver nogle problemer, da der garanteret er flere på samme alder.

Får du ikke et problem med SU?

3

Hej Hellekå.

Hvis du virkelig brænder for lægegerningen, skal du bestemt søge ind på medicin. Der er mange flere med en situation, som din. Min f.eks.

Jeg startede på medicin som 29-årig. Har en tidligere uddannelse (faktisk 1½-2). Mit gymnasiesnit var latterligt lavt, jeg blev kun optaget pga. det matematiske. Til sommer er jeg forhåbentlig færdig med bacheloruddannelse, og jeg er fuldstændig enig med tidligere dekan Mogens Hørder fra SDU, at det sværeste er at blive optaget. At læse medicin er ikke urimeligt hårdt, så lang tid man finder en god læsegruppe. Hvis man prioterer fornuftigt, sidder man ikke 7 timer i læsesalen hver dag, men overholder koncentrationsdage og fridage (weekender). Desuden har du en god baggrund og når det man læser er spændende, er det nemmere at huske. Så hvis du virkelig vil læse medicin, søg ind!

Mvh TB

4

Tak for de to historier.
Og jo, jg får et kæmpe problem med SU…har kun til 2.5 år så gældsætter mig da til op over begge ører. Mine forældre vil heldigvis gerne støtte mig, men derfor skal pengene jo betales tilbage:-)
Umiddelbart tror jeg ikke man kan søge om ekstra SU…

5

Jeg er i nogenlunde samme situation som dig i forhold til SU’en. Jeg er 23, og regner stærkt med at blive optaget i år, men jeg har også andre uddannelser bag mig. Det vigtigste at huske på er nok, at som stud.med er det utroligt let at finde velbetalt studiearbejde - selvom det nok kommer til at tage form af vikararbejde mv. Jeg ville personligt have det dårligt med at skulle stifte gæld, mens jeg studerer, og det bør også kunne undgås ved at tage et par vagter vagter hver måned, og så lidt ekstra arbejde i sommerferien for at få det hele til at hænge sammen.

Held og lykke med det, det skal sgu nok gå!

6

Helle, jeg synes, du bare skal gøre det enkelt for dig selv - vælg medicin. Med din uddannelsesmæssige baggrund fra andre dele af sundhedsvæsenet er der alle mulige, gode grunde til at gøre det.

Selv startede jeg medicinstudiet som 24-årig. Har haft en rodløs tilværelse hele mit liv med forældre, der altid har rejst meget rundt omkring i verden pga af arbejde. Det har betydet, jeg først i en senere alder end de fleste andre har påbegyndt medicinstudiet. Og hånden på hjertet, det er på ingen måde et problem.
Jeg både rejser, har familieliv, fritid, arbejde osv, medens jeg læser medicin. Ja, til tider er det hårdt, men hvis man med sig selv er glad for og tilfreds med den tilværelse, man har, så er og bliver det jo det springende punkt.

Med andre ord er det efter min uforbeholdne mening blæsende ligegyldigt, hvad andre gør og ikke gør, hvordan andre lever og ikke lever. Lev ikke i andres billede!
Hvis du bare med dig selv finder tilfredshed og trivsel med at starte på medicinstudiet som 25-årig, så bliver alle andre hensyn (til andre!) perifere og underordnede.
Jeg læser selv sammen med nogle stykker, der tager det stille og roligt med medicinstudiet, ligesom jeg selv. En er uddannet som elektriker, en anden som sygeplejerske, en tredje jurist, en fjerde antropolog, en femte og en sjette folkesundhedsvidenskabsuddannede. Selv læste jeg religionsvidenskab i en årrække i udlandet inden medicin. Det fælles for os er, at vi alle har det fint med at have påbegyndt lægestudiet på et senere alderstidspunkt end ellers.

Når du starter med at læse medicin som 25-årig, er det ikke det faktuelle i det (at du er 25 år og mange medstuderende yngre), der tæller og gør den store forskel. Nej, det er, om du trives med det, der gøre hele forskellen. Og der er altså rigtigt mange andre i din situation, der både har klaret det og fortsat klarer det.

Spring ud i det - jeg er sikker på, at du med din historie ikke vil fortryde det :doc:

7

Du skal tage springet, jeg har læst en del lignende indlæg, og du er meget velreflekteret over situationen. Mht familie mv er det eneste problem turnustrækningen om 7 år, men KBU er nu kun på 1 år så det skal du nok klare.
Økonomien må kunne klares med SU suppleret med arbejde som sygeplejerske. Plus at du sagtens kan tåle at låne med den betydelige højere livsløn.

Spørg dig selv hvordan du vil se på beslutningen om 5, 10, og 15 år.

8

Helle: Jeg står i samme situation som dig, så jeg forstår naturligvis godt dine overvejelser. Mangler selv 1 år af en kandidatuddannelse humaniora og journalistik og har nu valgt at tage orlov for at starte på GSK og supplere med de fag, jeg mangler for at søge ind på medicin.

Det har været en lang og sej beslutning, men jeg er ligesom dig blevet ved med at vende tilbage til medicin i mine tanker og har ikke haft modet, modenheden osv. til at tage springet. Nu er jeg tilgengæld parat til at kæmpe målrettet for det. Mine omgivelser synes det er lidt over kill, og de fleste forstår nok ikke helt, at jeg vil vende 4 års uddannelse ryggen for at starte forfra på en ny! Men for mig drejer det sig blot om, at jeg ikke længere kan ignorere min drøm, og hvis jeg ikke gør det, er jeg sikker på, jeg vil fortryde det om 5, 15 eller 25 år!

Jeg bliver 25 lige om lidt, realistisk set er jeg 26 eller 27, inden jeg kan søge ind og blive optaget, hvis jeg da overhovedet slipper igennem nåleøjet. Det er sådan aldersbilledet ser ud, og man kan jo også vælge at se sådan på det, at om man 40 eller 35 år i faget, er måske ikke så vigtigt. Hvad vigtigt er, at man får valgt rigtigt, om end det så ikke blev i første hug!

Jeg ønsker dig meget held og lykke og håber du tager den beslutning, der gør dig glad!

9

Hej Hellekå,

som din velmenende familie siger: “Følg din drøm.”

Som det er skrevet tidligere i tråden er det lysten, der skal drive værket i dit fremtidige arbejdsliv. Derfor kan 6 år på medicinstudiet være givet godt ud i det lange løb, hvis det er din store drøm. Hvis du allerede nu har svært ved at se dig selv som sygeplejerske, bliver det måske vanskeligt at acceptere det som din karriere de næste 40 år.

En mulighed, som ikke tidligere er nævnt, er, at du jo sagtens kan blive negativt overrasket. Studiet er langt og til tider hårdt for de fleste - og måske bliver det slet ikke som du forestillede dig, når først du får startet. Omvendt kan det blive den bedste beslutning du nogensinde får taget. Uanset hvad har du jo altid din uddannelse som sygeplejerske at falde tilbage på.

De økonomiske argumenter ville jeg ikke lade veje så tungt. Gennemfører du lægestudiet bliver dit fuldtidsarbejdsliv lidt kortere, men det henter du ind på den højere lægeløn. Dropper du ud efter et år eller to, ja så har det vel næppe den store indflydelse i det lange løb. Med hensyn til SU er der, som flere andre siger, rig mulighed for at få en absolut acceptabel indkomst ved siden af studiet. Jeg læser med flere, som ikke får SU og klarer sig fint - primært fordi de arbejder med deres tidligere erhverv. Du har jo muligheden for at plotte semestre med SU ind hen ad vejen på de hårde semestre. Senere på studiet kan du tjene gode penge som lægevikar - især eksterne vagter giver godt. Her føles det til tider som en ulempe at modtage SU, da fribeløbet hurtigt slipper op for den uopmærksomme.

Med hensyn til børn, så kommer de jo nogle gange helt af sig selv. Jeg havde selv børn, da jeg startede på medicin som 24 årig, og har fået et stk mere til samlingen i løbet af studiet. Med helt små børn har man selvfølgelig lidt friere råderum, når man som jeg er mand - ihvertfald hvis barnet ammes. Men børn under studiet er virkelig ikke noget problem. Selvfølgelig går tiden fra andre ting, men den effekt har børn, uanset hvornår de kommer dumpende. Man kan prioritere sig ud af næsten alt, hvis man vil.

Min pointe er vel, at du skal springe ud i det. Det er de chancer man forpasser, man ærger sig over senere. Du har i mine ører meget mere at vinde, end du har at tabe.

Held og lykke!

10

Tusind mange gange tak for alle historierne og gode råd…det har virkelig været dejligt og enormt opløftende at høre at jeg for det første langt fra er den eneste, og for det andet at andre klarer det i god stil, uden at behøves at undvære.

Så i bund og grund er der jo nok ikke så meget at gøre andet end at prøve det af…bliver nok aldrig 100 % sikker, men på den anden side er det vel også før set at folk der ellers var 100 % sikre er droppet ud. Så må vel bare gi det chancen…og håbe på det er et tegn at jeg ikke har kunnet slippe tanken.
Har jo også noget tid til at vænne mig til hele ideen:-)

Tak i hvert fald…
Helle

11

nike.jpg674×669 57.5 KB