Skal man brænde for det?

Skal man brænde for det?
0

#1

Hej

Jeg overvejer kraftigt at søge ind på Medicin-studiet i Kbh.
Umiddelbart når jeg hører om folk, der studerer medicin er det altid folk, der bare har brændt for at være læge lige siden de overhovedet vidste hvad det ord betød. Sådan tror jeg ikke lige jeg har det.

Jeg vil da helt klart synes, det er fedt at leve af at hjælpe mennesker (også selvom man jo egentlig lever af at miste sine kunder), men jeg synes ikke jeg brænder for det, sådan som mange gør. Mange har vidst at det var bare det de skulle være og alt andet var bare ikke det samme.
Det skal da siges at jeg synes sygdomme (og kuren for) er meget spændende og jeg læser ofte om sygdomme i illustreret videnskab og finder det interessant. Til gengæld synes jeg ikke biologiundervisningen på gymansiet var så spændene.

Så it spørgsmål er: Er det nødvendigt at have et brændende ønske om at blive læge eller har mange af jer haft det på samme måde som mig, hvor I først under uddannelsen fandt ud af hvor dejligt det var? Og skal man absolut være biologinørd eller kan man også have andre interesser, men bare synes det er spændende?


#2

Jeg har aldrig haft et sindssygt brændende ønske om at blive læge, men har brugt en mere rationel metode, hvor jeg vejede fordele op mod ulemper ved studievalg.

Jeg synes det kunne være godt at være læge fordi man får en relativt god løn for sit job (selv om mange herinde er uenige deri), fordi man kan nøjes med at arbejde 37 timer om ugen og ikke har arbejde hængende over hovedet når man kommer hjem. Man har fri når man har fri!!

Desuden er uddannelsen mulig at bruge i hele Europa og mange andre steder i verden. Læser man f.eks. jura i DK er man rimelig bundet her, da man har studeret dansk lov.

Selv om den gammeldags autoritære læge er ved at forsvinde, oplever jeg stadig at der er meget respekt om faget i mødet med patienterne. Synes det er rart at kunne møde på arbejde og blive taget seriøst. Jeg kunne aldrig drømme om at blive f.eks. socialrådgiver, hvor man dagligt er skydeskive for utilfredse klienter.

Husk også på at der altid er en bagvej ud, hvis man ikke længere synes det er lige fedt at arbejde direkte med patienter. Man kan begynde at forske på universiteterne eller i industrien. Undervisning er også en mulighed.
Specialisering i patologi giver heller ikke megen direkte patientkontakt, da man her sidder og kigger på vævsudsnit fra operationer og foretager obduktioner.
Administrative stillinger er også en mulighed.

Jeg har ført mødt påstande om, at man ikke skal læse medicin, medmindre man oplever det som et kald at hjælpe andre mennesker og altid har drømt om at blive læge.
Jeg har en intention om at blive dygtig til mit fag og behandle mine patienter ordentligt og menneskeligt. Mere kan man vel ikke kræve.

Som læge skal man også kunne trives i et konkurrencepræget miljø blandt ambitiøse mennesker med spidse albuer og på hospitaler med knappe ressourcer til patienterne. Det er ikke altid et oplagt sted at trives for mennesker der vil redde verden, og jeg tror de vil få det hårdt.

Gør det du har lyst til, og lad ikke andre bestemme hvilke bevæggrunde du skal have for at læse det ene eller det andet.

Der er rigtig mange spændende uddannelser, og jeg ville ønske jeg havde flere liv, så jeg også kunne prøve andet end lægegerningen. (Men fandt nu en gang denne uddannelse mest spændende :slight_smile:
)
Held og lykke med studievalget.!


#3

Hejsa!

Jeg læser ikke medicin endnu, men håber på at komme ind til sommer.
Jeg har det nøjagtig på samme måde som dig; jeg har heller aldrig haft et brændende ønske om at blive læge, men jeg har altid syntes, at det lød spændende - uden at vide særlig meget om, hvad både faget og studiet indebar. Efter en ok studentereksamen kunne det pludselig blive en realitet, og jeg begyndte at læse en masse om studiet, og først derefter begyndte jeg at brænde for det!

Det er sjovt, for når folk spørger, hvad man vil læse, og man nævner medicin, er det som om, at man virkelig skal argumentere for, hvorfor man vil det! Og intet argument er tilsyneladende godt nok!

Jeg synes tit, at jeg bliver mødt med en slags skepticisme, for man kan da ikke pludselig ville læse medicin, når man ikke har haft et ønske om det hele livet - og ved man nok om studiet, etc. Jeg har oplevet en person, der ordret sagde førstnævnte til mig :wink:
Det undrer mig bare, for jeg har ikke en oplevelse af, at andre studieretninger bliver mødt med samme krav.
Jeg ved godt, at læger har ansvar i form af at redde liv, men så længe motivationen for faget er der, hvilke andre argumenter kan man så forlange?

Måske er det fordi mange folk har et gammeldags billede af lægegerningen, men - som Vest også nævner - er der jo så mange forskellige veje man kan gå med en lægeeksamen!
Det kan også være, at nogle tror, at man kun vil det “for pengenes skyld”. (Det kan en hurtig surfen på dette site dog hurtigt mane til jorden :lol: )

Min pointe er den samme som Vests; jeg synes, at du skal gå efter at læse medicin, hvis det er dét, du brænder for LIGE NU uanset, hvad din motivation er, eller hvor længe du har haft den!

Held og lykke med det :slight_smile:

Mange hilsner,
Kamilla


#4

Jeg tror du vil ha det lidt nemmere med at motivere dig til at læse om du har et stærkt ønske om at ende som læge. Det er til tider et hårdt studie, og da synes i alle fall jeg at det er godt at vide at det er dette jeg aller mest har lyst til. Det kan virke lidt meningsløst at finkæmme hver mindste detalj og tilbringe time efter time på en læsesal, om man ikke ser gevinsten i form af at ende som læge (eller glæden i sig selv over at lære=nørd)

Måske er det specielt vigtigt at være motiveret om man ikke er en “biologinørd” :slight_smile:

Mitt råd er at du uddanner dig innden et felt du virkelig brænner for! Er det ikke det man alltid rådes til når det gælder valg af karriere?


#5

Jeg mener ikke at man skal have haft et ønske om at blive læge, siden man var 4 år, for at blive det. Lægefaget spænder meget vidt og man kan, som nævnt, arbejde inden for et ekstremt bredt felt, med og uden patientkontakt, med hurtige beslutninger og lange forløb. Jeg kender ikke selv nogen der tror de ender som Dr. Hansen i Matador.
Endvidere er der også jobmuligheder udenfor hospitaler og praksis - så man får da i hvert fald en uddannelse der kan bruges til mange ting.
Mht gymnasiebiologien, så fandt jeg heller ikke selv stor glæde ved bundvendinger, kvælstofkredsløb etc., men humanbiologien interesserede mig. Hele 1. del af uddannelsen centrerer sig om en grundig teoretisk indgang til grundprincipperne i hvordan et menneske fungerer, og kan godt føles lidt som en ørkenvandring. Til gengæld føler man sig godt teoretisk velfunderet i det videre forløb.


#6

Meget relevant spørgsmål. Da jeg gik i 2. g troede jeg, at ingeniør var min fremtid, men da jeg altid havde været glad for sport og fysiologien bag, snakkede jeg lidt med min studievejleder om det. Han sagde, at jeg enten kunne læse idræt eller medicin. Idræt som en mere snæver men praktisk retning og medicin som den bredere og mere teoretiske retning.

“Medicin” spurgte jeg, “bliver man så læge?” Så nej, jeg har aldrig gået med en drøm og at blive læge. Det er derimod kommet senere. Medicin er en utrolig bred uddannelse, selvom om det måske ikke virker sådan. Derfor vil man også opleve både meget og mindre spændende fag. Jeg går lige nu og drømmer om fremtid inden for kirurgien. Det var absolut ikke mit udgangspunkt, da jeg startede på studiet.

Det er altså efter min mening ikke et krav at man har haft en livslang brændende drøm om at blive læge, men det hjælper måske. Kommer drømmen ikke i løbet af de første år på studiet tror jeg det kan blive hårdt. En grund til i hvert fald ikke at vælge medicin, er den idyliserede drøm om den hvide kittel og mange penge. Jeg tror ikke man skal regne med en dans på roser, når studiet efter 6 år er slut…

Man kan sagtens blive bidt af faget; det blev jeg!


#7

Som alle andre studier, skal der være noget, der driver værket… Først og fremmest mener jeg, at man skal synes, at det man læser er interessant. Der skal være en interesse og nysgerrighed for hvordan kroppen fungerer, ellers går man sgu kold i det. Samtidig skal man vel have lyst til at være læge! ikke dermed sagt, at man skal “føle sig kaldet” - den tid tror jeg er forbi - nu er det et job som så mange andre.

Så ja! man skal brænde for det, men det skal man for alt hvad man læser, lige meget om det er litteraturvidenskab, teologi, biokemi eller medicin - ellers er man da også kommet gevaldigt på den forkerte hylde…

  • Mikkel

#8

Jeg startede i sin tid med studiet, med hensigten “Det kunne være spændende, men jeg ville garantere at det var noget for mig”.

Det var bachelordelen egentlig heller ikke, eller jo, jeg kunne godt se hvad retning fagene gik, men jeg kunne ikke altid se relevansen af detaljerigdommene - og det kan jeg den dag stadigvæk ikke (men det må debateres i en anden tråd). For at “overleve” bachelordelen var jeg studenterpolitiskaktiv og lavede andre overspringshandlinger - det gav socialerelationer og en “mening” ved siden af studiet når man nu, som jeg var kommet til en ny by.

Det er ikke skam IKKE at brænde for det, tja det er svært at brænde for noget man ikke reelt ved hvad indeholder. Men studiet er langt uden en målrettethed.


#9

jeg har brændt for det gejl sien jeg røg ud a hg fordi jeg hller laed den med at fedt bajser i strie strømme.

nu skal der gipses benern gutterne


#10

Jeg synes egentlig, at det er lidt mærkeligt, at man nogle gange hører kommentaren: “mange læger har bare valgt det for pengnes skyld!” (i et svagt bebrejdende tonefald selvfølgelig.) At være læge er vel en profession som så mange andre, og hvis nogle primært har valgt det for pengenes skyld, er det vel i orden, så længe de udfører deres arbejde ordenligt. Man bebrejder da som regel heller ikke et postbud, at han går på arbejde for pengenes skyld. For mig er det vigtigt at lave noget, der interesserer mig, og jeg er glad for at læse medicin, men der er ikke nogen, der har kaldt på mig. Jeg tror det er vigtigt at man grundlæggende har en interesse for det fag man har valgt, men jeg tror også, der vil være fordele og ulemper nærmest uanset hvilken uddannelse man vælger, så man må tage det sure med det søde. På medicin synes jeg, der er relativt meget udenadslære og stort set ingen valgfag. Til gengæld er man man rimelig sikker på at få job, når man er færdig med uddannelsen, det er en bred uddannelse med mange forskellige muligheder, man kan få job i hele verden og så kan jeg godt lide, at det er en kombination af et teoretisk studie og en praktisk del/håndværk. Jeg synes også det er rart, at det er rimelig konkret: når man læser medicin, bliver man til læge, fx er det måske lidt mere uklart, hvad man kommer til at lave, hvis man læser filosofi eller kunsthistorie (selvom det sikkert er meget interessant).