Okay, jeg har fundet noget internet et andet sted nu 
Lidt baggrund: Jeg læste 3 semestre på psyk på SDU fra sommeren '11 til vinteren '12. Jeg søgte ind på psykologi efter min HF, og stod med valget ml medicin og psyk. Endte i sidste ende med psyk fordi jeg ikke skulle supplere fag, og fordi jeg ikke turde tage kampen op med medicinstudiet (havde ikke gode erfaringer med naturvidenskab på det tidspunkt).
Jeg syntes -og synes stadig- at psykologistudiet er vanvittig spændende, men undervejs fandt jeg ud af, at jeg ikke ville være psykolog. Så forsvandt motivationen langsomt, og da jeg først begyndte at tænke på medicinstudiet som en mulighed, så gik der under en uge, før jeg var stoppet på psyk, og tilmeldt 3 suppleringskurser.
For mig handlede det ikke om studiet, men om, hvad det er man ender ud som. Mange siger at man skal vælge studie efter det, man synes er spændende, men jeg vil mene at de 5-6 år man bruger på studiet er en brøkdel ift. den tid, man efterfølgende bruger på jobbet. Der skal altså ligge en interesse for at arbejde på den måde, man uddanner sig til.
For mig var det halve år med supplering en ren ferie, hvor jeg udforskede medicinerverdenen rigtig meget, bl.a. ved at følge nogle læger, se en masse tv-serier og læse en masse bøger (skønlitterære) om lægelivet… Jeg fandt også ud af, at jeg sparker røv til fysik, kemi og matematik, hvilket bidrog væsentligt til troen på at jeg godt kan.
Jeg har nu læst et år på SDU, og jeg føler mig meget hjemme på medicin. Mere end jeg gjorde på psykologi. Fra mit hjørne af verden er der følgende forskelle:
-
der er langt mere hold(klasse)-undervisning på medicin
-
pensum er meget (!) mindre (omkring 300-400 sider/modul), men til gengæld 100x mere kompakt, og ikke noget man lige læser op på som natlæsning
-
karaktererne er mere normaltfordelte = folk dumper
-
man skal ikke bruge sine refleksive evner ret meget - her skal huskes i stedet. Man skal have meget information ind uden at tage for meget stilling til det (det bliver man halvskør af at gøre). Dermed ikke sagt at det ikke er godt at være reflekterende mens man studerer, men det er på ingen måde en nødvendighed, sådan som det er på psyk.
-
studiet er mere praktisk, som du også selv er inde på. Man har “hands on” fra starten og frem.
-
man bliver omtalt som kommende læger, og der er forventninger fra undervisernes side om at man gør sit bedste
-
de studerende, og studiemiljøet er anderledes . Medicinstudiet fylder meget i de flestes liv, og jeg har fået indtrykket af at det kun kommer til at fylde mere med tiden
Udfordringen ved medicin har for mig været at holde skruen i vandet, og arbejde med en konstant indsats. Uanset interesse, motivation og oplagthed, så skal man sætte sig og få noget ud af alle hverdage, hvis man vil undgå at komme så langt bagud at man går i panik i eksamensperioderne. Egentlig er det ikke selve stoffet, der er hårdt, men stemningen. Det er lidt svært at forklare, men jeg oplever at der er et større pres. Både fra undervisere, men mest de studerende imellem. Hvis man kan holde hovedet koldt er det dog ikke et stort problem, og i virkeligheden er det nok nogle ganske få personer, der er årsag til det, men sådan noget kan brede sig ret hurtigt, og det er helt klart ikke noget jeg oplevede på psykologi.