Søger info ang. selvstudium


#1

Kære stud med. brugere

Mit navn er Jonathan- jeg er så heldig at læse medicin på SDU og er meget glad for mit studie.

Jeg er pt. bosat i Odense, men mit netværk og mine interesser fra københavn trækker i mig.
Mit dilemma har ført mig til tanken om kombination af selvstudie fra bolig i københavn og 1-2 dage i Odense til de vigtigste forlæsninger/holdtimer.

Jeg leder derfor efter selvstuderede der kan dele deres erfaringer fra selvstudie

-Jeg ønsker ikke at pendle hver dag da jeg frygter at glæden ved studiet vil forsvinde

  • Jeg er nogenlunde struktureret og får klart mest ud af at læse selv.
  • Jeg læser pt på modul4

Venlig hilsen Jonathan


#2

Hej Jonathan,

Jeg kan lige give min erfaring videre. - Samme situation som dig, flyttede tilbage til KBH efter 9 mdr, pendlede på B5, blev selvstuderende på B6 og har været så glad for dén beslutning. Mangler nu 3 moduler, hvoraf jeg afslutter det første i januar.

Tiden i Odense var sådan, at jeg dumpede B2 og B4 og B5, selvom jeg troligt sad til al undervisning, siden er det gået så meget bedre, fordi jeg fik lysten tilbage og har gjort tingene på min egen måde.
Jeg har aldrig fået noget ud af forelæsninger - formidlingsevnerne hos langt de fleste forelæsere, såvel som instruktorer, er for dårlige. Der kan være enkelte gode, men der har jeg måske ikke været samme sted i min læsning, og derfor ikke fået så meget ud af det. Det har fungeret rigtig godt at puttet et alternativ til undervisning ind, som ikke er læsning, og dette har for det meste været Najeeb videoer til de forskellige emner (her er formidlingsevnen af anderledes høj kvalitet, hvis man ser bort fra accenten…).

Jeg har hele tiden haft en læsemakker i KBH, og vi sprang ud i at køre selvstudie samtidig. Og efterhånden som vi er nået længere hen i studiet, er der kommet flere til, som kører sammen model…det kommer automatisk, når folk bliver forsinkede, dumper, får børn etc. Men der er jo selvfølgelig fare for at blive lidt isoleret og tabe netværk på studiet, derfor vil det være fint, hvis du kan mødes, læse til eksamen osv med andre københavnere.
Hvis du stadig har tænkt dig at tage til Odense 1-2 dage om ugen, kan jeg dog ikke forestille mig, at det bliver et problem.

Det er meget individuelt, hvordan man befinder sig bedst med at studere, men hvor blev min hverdag bare langt federe, da jeg droppede at tage til Odense og sparede en masse spildtid på - for mig - dårlig undervisning.

Held og lykke med beslutningen!


#3

Hej Fryd

Tusind tak for svar.

Du må have en god aften


#4

Hej.

Jeg er ved at være færdig med 6 sem. på KU.
Siden starten af 3 sem. har jeg udelukkende deltaget i den obligatoriske undervisning.

For mig er forelæsninger totalt spild af tid: Enten er forelæseren ikke nogen god formidler eller også er jeg et andet sted i min læsning (oftest begge dele på een gang).

SAU-undervisningen er heller ikke videre bevendt:
Dels ved (studenter)underviserne sjældent mere end lige hvad der kræves.
Og dels skal man være meget tungnem, hvis ikke man fornemmer at “opklarende spørgsmål” ikke er velsete hos eens medstuderende: Et halvt minut ud af en tangent der ikke er direkte eksamensrettet, udløser irritation og et “Kan I ikke tage den der efter timen”.

Så det eneste jeg fik ud af SAU-undervisningen var en afgrænsning af pensum.
Og det kan jeg se meget bedre selv i de gamle eksamensopgaver.

Den store gevinst er i det hele taget al den tid man sparer: Ingen transport hvis man læser hjemme, ikke nogen tvungen pause 15 minutter ud af hver time, ingen vandren rundt på lange gange for at finde et sted at sidde i mellemtimerne.

Koncentreret læsning fra klokken 08 til 15 een dag hjemme, giver mig mere effektiv læsning end jeg fik på en hel uge, dengang jeg spildte tiden med at rende rundt på Panum hele dagen for så at komme hjem og sidde og sove over bøgerne om aftenen.

Siden jeg har droppet undervisningen fuldstændigt er det gået meget nemmere til eksamen, tilværelsen er blevet langt mindre stresset og det faglige udbytte er blevet meget større.

Eneste minus er, som også nævnt i tidligere indlæg, at når man ikke kommer på skolen så har man heller ikke nogen studiekammerater.