Set på DR.DK
Af kim Nissen
Danske læger i Sverige og Norge
Som dansk uddannet læge, bosat og arbejdende i Sverige, har jeg med stigende forundring fulgt med i den sidste tids stigende bekymring om besværet med at få besat lægestillinger i Danmark (nu “hjerneflugt” i edet hele taget).
Jeg vil her gøre opmærksom på, at der i Sverige og Norge arbejder hundredevis af dygtige, specialuddannede læger, hvoraf mange intet hellere ville end at arbejde i deres fædreland. Når dette ikke sker, skyldes det fire ting: uddannelsen, karrieren, lønnen og skatten.
Ang uddannelsen: Danmark er berygtet for sit stive og gammeldags videreuddannelsessystem. I Sverige kan man, når man er færdig med sin kandidattid, direkte starte på en specialistuddannelse, selv på et lille sygehus. Man får en personlig håndleder, man bliver hurtigt sat igang med selvstændigt ansvar for patienterne, man bliver sendt på betalte kurser og kongresser, og man har en løbende tilbagemelding fra håndlederen og afdelingschefen om, hvordan man klarer sig. Efter ca. 3 år er man som regel moden til at afslutte sin videreuddannelse, hvilket sker på et universitetssygehus i løbet af 1½ -2 år - med noget af lønnen betalt “hjemmefra”. Når chefen, som jo altså har fulgt hele éns forløb, skønner at man kan det en specialist skal kunne, får man sin autorisation og kan i princippet straks starte som overlæge på sit gamle sygehus.
I Danmark er man tvunget til at bedrive en mere eller mindre - oftest mindre - lødig “forskning” for overhovedet at komme i betragtning til en af de få stillinger på universitetssygehusene, som er én af flaskehalsene i systemet. Der findes masser af læger, der har taget doktorgraden, og som allernådigst er blevet sluppet ind i de hellige haller - blot for som sidst ansatte reservelæge at spilde tiden med rutinearbejde på skadestuen, mens overlægen laver de operationer, den unge læge kunne have lært af. Undervisningsklima, kursusdeltagelse, kongresser osv er en by i Rusland.
Ang. karrieren: efter sin autorisation er den nybagte danske specialist igen dårligere stillet end sin norske eller svenske kollega. Hvor denne straks kan blive overlæge (og få den dertil svarende løn), må danskeren igang med 4 års arbejde som 1. reservelæge på minst 2 sygehuse og af mindst 18 måneders varighed hver, inden han bliver såkaldt “§14-moden”. Tænk på, hvor morsomt det er for familien… blandt danske læger betegner man sig da også som Danmarks bedst uddannede sigøjnere! I parentes bemærket kan jeg med min svenske autorisation i hånden blive overlæge overalt i Norden (p.gr.a. de internordiske bestemmelser) og i EU (p.gr.a. EU-bestemmelserne) - såfremt naturligvis jeg behersker vedkommende lands sprog - blot ikke i Danmark! Jeg kender personligt til et tilfælde, hvor en dansk læge under en årrække i udlandet, på et universitetshospital i et stort engelsksproget land, efterhånden var blevet chef og opbygget hjertetransplantationsvirksomheden. Han søgte en overlægestilling på et almindeligt østjysk centralsygehus - og fik afslag, fordi han manglede 10 dage af de fire år! Det er så absurd, så man næsten ikke ved, om det er til at grine eller græde over.
Jeg kom til Uppsala i -91 efter 5½ år som reservelæge i mit speciale. Jeg var da 36 år og så gammel - i svenske øjne - at flere undrede sig over, hvad der var i vejen med mig. Noget måtte der jo være, når jeg ikke for længst var blevet specialist! I 2000 flyttede fra Norrland til et stort centralsygehus i Skåne, hvor man altså ikke anser, at jeg ikke kan bruges. Det gjorde man heller ikke på et stort norsk universitetssygehus i Oslo, hvor jeg blev tilbudt arbejde!
Ang. løn og skat: i det “forbuds-Sverige”, danskere ynder at grine af, er der fri lønforhandling, dvs. at en læge aflønnes efter udbud og efterspørgsel, hvilket igen vil sige bl.a. hvor dygtig man er, hvilke nye ting man kan bidrage til afdelingen med, evnen til patientkontakt mm. I Danmark har man fast tarifløn efter anciennitet - dvs. samme løn til en sur og doven læge som til en behagelig og driftig. Samtidig er man i Sverige ikke tvunget til at afspadsere sit vagtarbejde, hvilket betyder, at en almindelig overlæge let kan tjene 8-900.000 sv.kr. Dette beskattes efter simple og overskuelige regler med i gennemsnit 45 %, hvilket efterlader lægen med ca. 160.000 d.kr. mere i lommen per år efter skat. Dertil kommer, at studiegælden afdrages med 4 % af lønnen frem til pensionstidspunktet, hvilket man efter behag kan vælge at betragte som en ekstraskat og for øvrigt ikke behøve bekymre sig mere om. I Danmark jager SU jager lægen hele livet igennem med stadigt større afbetalinger, efterladende staklen med de bare lommepenge. Jeg lover, at jeg ved, hvad jeg taler om. I Norge har man ganske vist også tarifløn, men også en skat, der er endnu lavere end den svenske. Dertil kommer, at for at lokke læger til de nordligste egne bidrager staten betragteligt med tilbagebetaling af studiegælden.
Er der stadig nogen, der undrer sig over, at der sidder masser af danske læger og har det godt i Norge og Sverige, mens Danmark må importere tyske og polske læger og sende dem på sprogkursus?
Jeg tænkte på specialistuddannelsen (tager turnus i DK)…