Jeg søger alle ærlige meninger om hvorvidt det kunne være muligt at gennemføre uddannelsen. Måske I kender nogen i en lignende situation?
Jeg er uddannet sygeplejerske og har før det brugt 4 år på et andet studie (uden umiddelbare jobudsigter). Jeg skiftede til sygeplejersken fordi jeg syntes at det var mange år at skulle studere medicin… jeg har siden fortrudt at jeg ikke gav det et skud og har egentlig mod på at prøve igen - jeg trives godt med at studere, jeg er god til det og har altid arbejdet ved siden af.
Min udfordring er at jeg har fået mig to afkom, som selvfølgelig tager meget tid og at jeg derfor ville skulle arbejde ved siden af, fordi jeg ikke har mere SU. Dette har jeg ikke prøvet før. Jeg kan få alle de vagter jeg vil, men det er på bekostning af studietid. Familielivet kan jeg ikke skrue ned på.
Har jeg en chance her?
Er det dumt?
Skal jeg vente?
Jeg får ikke selv su længere, og har planer om at få børn under studiet, men kun med den forudsætning at min ægtefælle kan forsørge vores familie indtil jeg kan bidrage. Jeg tør personligt ikke satse på at kunne tage arbejde ved siden af børn og studie, men det er nok mest fordi jeg ikke har nogen anelse om, hvordan det er at have børn.
Hvor mange vagter ville du skulle tage om måneden for at få det til at løbe rundt for jer?
Jeg synes at det er en rigtig god pointe her. Om din ægtefælle kan og vil finansiere det skifte. For med to børn og et fuldtidsstudie (der ikke er et hyggestudiet) og uden SU bliver det formentlig nødvendigt.
Når det er sagt er der flere fra min tidligere årgang der var i samme sko som dig. Og som klarede det!
Jeg synes bestemt IKKE det skal være økonomien, der afgør hvorvidt du starter på studiet eller ej.
Jeg har selv gennemført det meste af studiet uden SU, da jeg også har en anden sundhedsfaglig uddannelse - jeg har dels arbejdet ved siden af, dels lånt lidt af familie, når det har været trængt med økonomien og dels kørt på opsparing.
Jeg tænker selvfølgelig lidt ekstra over hvad jeg bruger penge på og forsøger at spare hvor jeg kan i det daglige.
Men det kan altså fint fungere!
Og jeg tænker specielt med en uddannelse som sygeplejerske, at der vil være rig mulighed for at arbejde ved siden af studiet (og fuldtid i sommerferier), og så ellers låne/tage lidt fra opsparing ved behov.
Jeg har hvert fald ikke et sekund fortrudt at jeg gik efter den uddannelse jeg virkelig brænder for - på trods af hårdt slid og et skrabet budget - så er det det hele værd!
Go for it!
Har jeg en chance her? JA
Er det dumt? NEJ
Skal jeg vente? NEJ
Det siger jeg heller ikke at det ikke gør!
men fx er livstidsinkomsten for en læge ca. 36 mio og for en spl. ca 17 mio., så ser man på den samlede livsindkomst, så skal de penge man bruger under studiet nok blive tjent hjem igen - så min pointe var også bare at selvom man så fx skal ud og låne penge, så er det fra mit perspektiv det værd - der er mange år på arbejdsmarkedet og det handler da om at ende et sted, hvor man er glad for sit job.
Tusind tak for jeres tanker
Jeg ved ikke hvad jeg helt gør endnu, men jeg værdsætter at have fået andres perspektiver på.
Jeg har et meget støttende bagland, som ville hjælpe lidt økonomisk og meget med børn - men det er også lidt svært at forestille sig at nogen nogensinde ville sige: “nej, sikke en dårlig idé at blive læge, det vil jeg ikke støtte dig i”.
