Studieskift fra læge til hvad?

Studmed debat
1

Hej

Jeg forsøger at finde nogen der har skifter over fra lægestudiet til noget andet? ( hmm måske er dette ikke stedet?)

overvejer selv kraftig at skifte over til bioanalytiker…

tænker det er mindre ansvar og mindre hårdt arbejde…
og i sidste ende er lønnen nok nogenlunde det samme hvis man tænker på livslønnen…

jeg ved ikke hvor min gnist er blevet af? jeg brændte så meget dengang for at blive optaget på studiet og var overlykkelig da jeg blev det…

nu er jeg på 3 semester…
hmm tænker at hvis jeg skulle klare det på resterende tid. har jeg ca. 4 til 4,5 år tilbage… og derefter turnus

hvis jeg dropper og starter på bioanlytiker vil jeg være færdig om 3,5 år…
så det går vel lige op?

jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg er begyndt at kede mig på studiet så meget!
jeg er jo stadig på første del, og jeg syntes det er nogen tørre fag jeg har!
jeg vil bare være færdig, hurtig ud på arbejdsmarkedet…
jeg kan ikke se hvordan fysiologi er så overspændende?
jeg kan ikke se hvordan biokemi er så overspændende?

derfor vil jeg gerne spørge jer, hvor i finder jeres gnist?

syntes også det er alt for tidlig jeg får min midtvejsmedicinstudiekrise!
men jeg er nødt til at tænke mig grundet om før jeg gør nogen jer fortryder…
og det er begge veje jeg kan fortryde. enten hvis jeg dropper ud og hvis jeg ikke dropper ud og fortsætter…
har læst om personer, der manglede halvt år af turnus og finder ud af at læge og lykke ikke hænger sammen…
Jeg har ikke lyst til at stå i samme situation…
men jeg har heller ik lyst til fortryde til den bitre ende når jeg engang arbejder som bioanalytiker og ser min gamle medstuderende som læger…??

er der nogen der er flinke og vil dele ud af deres erfaringer om hvad de gjorde, da de var i krise?

har været forbi studenterådgivning og vejleder osv… kan ikke rigtig åbne mig op hos dem… her kan jeg jo gemme mig bag en skærm?

fortæl mig noget af det postive ved at være læge…
for jeg har ikke lyst til at give op, jeg vil gerne være læge… tror jeg…
men jeg vil indrømme at jeg slet ikke orker studiet…
forestiller mig, at hvis jeg syntes lægestudiet er så hårdt så vil jeg vel have det på samme måde med lægejobbet?
jeg vil ikke have det sådan at jeg skal frygte at gå på arbejde…

jeg aner ikke hvad jeg skal gøre…

mine medstuderende kan stadig se det postive ved lægejob/studie og fortsætter mig højt humør…
når jeg snakker med familie og venner syntes de helt klart at jeg blot skal fortsætte…

jeg er bange for jeg aldrig finder gnisten igen…

hilsen den fortivlede

2

Hejsa,

Vel kriser som din har vi vel alle haft gange mange. Jeg har da nærmest på hvert semester på bachelordelen en periode eller 2 hvor jeg overvejede om studiet var noget for mig. Jeg synes at bachelordelen var meningsløs i mange henseender og jeg må nok uden tvivl erkende at jeg ikke tog dette studie en gang til!!

Nå, hvor vil jeg hen med det, jo man kan ikke sammenligne bachelor og kandidatdelen - det er nærmest 2 modsætninger. Det er et nyt studie der åbner sig når man når på kandidatdelen.

Hvordan kom jeg gennem første del? Tja, overspringshandlinger eller hvad det kaldes. Jeg har altid lavet noget andet ved siden af studiet og det er uden tvivl det der har fået mig igennem. Derved kommer studiet til at fylde mindre.

Og så kan det nogle gange godt betale sig ikke at lytte til sine medstuderende ment på den måde at der spec. på de første semestre har det med at gå selvsving i det. Læsehysteri og en kedelig panikstemning - der måske heller ikke fordre til lyst, hvis man skal høre at alle nu har læst det og det, mens man selv ikke er kommet længere end til at have købt bogen.

3

Hej!
Jeg forstår også godt fortvivlelse over 1. del af studiet. Jeg synes det var håbløst kedeligt og svært. Det blev faktisk forværret meget af, at alle (tilsyneladende) på studiet var så entusiastiske omkring det at blive læge. Alle panikkede til eksaminer (inkl. mig selv) over noget så tåbeligt som detaljer i det metaboliske skema, som jeg gudskelov aldrig har haft brug for siden (og hvorfor f** skulle vi så lære det?? :evil: ).

I mine frustrationer over fagene på 1.del glemte jeg hen af vejen hvorfor jeg gerne ville være læge; Fordi jeg gerne vil hjælpe andre mennesker, fordi jeg synes det er fascinerende at lære om hvordan kroppen virker og hvordan sygdomme påvirker den. Jeg synes det er fedt (og kald mig bare nørdet), at have en pt. med nogle symptomer + kliniske fund og derfra deducere sig til hvad patienten fejler. Lidt a la detektivarbejde :smiley:

Jeg ved ikke så meget om hvad bioanalytikere laver, udover at tage blodprøver og analysere dem bagefter. For mig virker det lidt som “automat-arbejde” med meget lidt selvstændighed. Man har en foreskrift for hvordan tingene skal gøres, men har ikke forståelsen for hvorfor man gør det eller muligheder for at udvikle nye og bedre metoder (det er muligt at jeg tager helt fejl af bioanalytikere. Ret mig endelig i min misforståelse hvis det er tilfældet)
Men hvis det er det man har lyst til, er det jo også helt i orden. Alle skal jo ikke være læger, men jeg synes det er synd, hvis man bliver afskrækket af de første kedelige semestre på studiet. Det bliver meget mere spændende på 2. del.

4

Jeg kender så en, der stoppede efter 5 mdr. på medicin for at blive bioanalytiker. Hun har fortrudt det bittert efterfølgende.
At du ikke synes, at de første fag er spændende er ikke noget særsyn - de er meget tørre, og det er nogle gange svært at finde ud af, hvad pokker man egentlig skal bruge det til bagefter. Som Frold skriver, skal man sørge for at have et liv ved siden af og lade være med at deltage i al eksamenshysteriet. Det hjalp også mig igennem.
Men nu bliver jeg færdig om 3 mdr., er p.t. i et vikariat, og det er simpelthen virkelig spændende. Hver dag er fyldt med nye ting, hvor alt teorien pludelig falder på plads.
Glæd dig til de kliniske fag, der i mindre grad er præget af udenadslære og i højere grad af reel forståelse.

Pernille

5

Det store springende punkt er om du vil være akademiker eller ej. Det som karakteriserer en akademikere er at de stod de første 3 år igennem selvom det var røvsygt.

Du skal gøre op med dig selv om du helt sikkert vil være leder (læge) eller kun måske (ledende bioanaltiker). Selv som lægevikar på 9. sem. er man mellemleder selvom man ingen træning får i det på noget tidspunkt i studiet.

Du skal vide at livslønnen langt fra er den samme. En bioanalytiker tjener vel 300.000 kr årligt gennem hele livet (jeg tvivler på at de stiger væsenligt i løn, spl’er gør ikke). Det giver et forsping på 900.000.

En overlæge tjener 650.000 nu (hvis man ellers vælger at blive lavtlønnet overlæge i forhold til selvstændig), så blot de 3 sidste år af ens overlæge tid henter hvad du tabte i tiden på Panum. Plus bijobberi, plus resten af tiden som læge hvor du tjener mere end en bioanalytiker. Jeg vil skyde på at med alt lagt sammen er der et forhold 2:1 læge:bioanalytiker.

6

Går selv på 3., og ja, til tider, især eksamensperioderne, har jeg overvejet om medicin er det her værd…
Men når man så taler med ældre studenter, så er jeg alligevel overbevist om at det er et overordentligt surt æble de første 5 semestre, men at det bliver langt bedre.
Du er halvvejs nu til at se 2. dels forjættede grønne græsmarker…
Bare hold ud, når du først har haft en sommerferie, så skal det hele nok se en del lysere ud.

1 Synes om
7

Jeg har set det mange gange, og ikke kun på medicinstudiet, at folk begynder at drømme om at skifte til noget mindre hårdt, evt. mindre ansvarsfyldt når de sidder og slider i noget af det aller hårdeste. Da jeg læste 3. sem. (KU) fik min læsemakker faktisk meget vedholdende drømme om at droppe det hele og istedet blive skovridder! I pagt med naturen, ingen stress og jag, ahh… Da først eksamen var overstået var han stadig meget glad for at studere medicin.

I og med at jeg stadig studerer ved jeg jo ikke så meget om det gode ved at være læge, men jeg har haft et psyk. vikariat og kan fortælle at noget af det bedste jeg har oplevet er de gange hvor jeg har følt at jeg virkelig har gjort noget godt og vigtigt for en patient. Oplevelsen af at ens lægelige aktivitet har været korrekt, godt udført og, hvis man er heldig, værdsat at patienten er fantastisk.

Desuden er det altid en meget stor fornøjelse når man oplever at kunne genkende et sygdomsbillede. Det er sjovt og fascinerende at se al den tørre teori komme til live på den måde. Og så er det generelt rart for mig at føle at jeg ved noget og kan anvende det. Desuden er det dejligt hvis man får anerkendelse af dygtige kolleger og evt. ros (sidstnævnte ikke hænger ikke på træerne).

Jeg vil råde dig til at vente med at beslutte dig for noget til du har været til eksamen. Alting ser bare lidt sort ud når man har pissetravlt.

mvh. Lasse

8

Bliv inde i kampen og spænd hjelmen. Hvis du kan lide ikke at have for meget ansvar osv. - så kan du specialisere dig inden for klinisk biokemi (al respekt for dem) Men som laborant er udviklingen, for mig at se, ikke så voldsomt spændende.
Dernæst er det vigtigt at se på studie-tid i forhold til erhvervsaktive tid. Hvis studiet er sjovt i 4-5 år men 35 ehvervsaktive år er røvkedelige -så er det sgu en dålig byttehandel. Så hellere udstå læretiden på 7-8 år også have det fede job i 30 år.
(Jeg var ikke så vild m første del men derefter har studiet været ren Fontex. Har i øjeblikket en intro-stilling i Hjerte-Kar, som spiller 110%. Så det kan kun gå op ad bakke fra 1.sem.)

Eske