Studieskift til medicin?

Jeg er ikke sikker på hvor jeg skulle begynde, men lidt baggrundsinformation ville nok være passende:

  • I 2010 gennemførte jeg en gymnasiel uddannelse med et snit på 10,6 med bonus for A-fag men uden 1,08 bonus. Jeg hat haft naturvidenskabelige fag.
  • I februar 2011 begyndte jeg på bioanalytikeruddannelsen med vinterstart.

Nu her i november/december er jeg begyndt at være meget betænkelig ved mit studievalg:

  • Teorien finder jeg meget spændende, men det føles som om at det ofte er spildt arbejde hvis man stræber efter et 10-12-tal, så længe man består.
  • Folk har spurgt mig hvorfor i alverden jeg ‘kun’ tager uddannelsen til bioanalytiker. Det ville ikke være et problem hvis jeg ikke blev mundlam ved spørgsmålet og ikke kan give et ordentligt svar!
  • Praktikken giver et billede at et noget mere rutinepræget arbejde end jeg havde håbet på, og jeg føler ofte som om at jeg ikke “hører til” i pauserne, hvor jeg sjældent har noget at tale med de ansatte omkring.
  • Jeg føler lidt at jeg måske skulle have prøvet at tage en mere krævende uddannelse først, for at se om jeg kunne klare den, og så derefter vælge noget mere overskueligt, hvis det ikke var tilfældet.
  • Jeg føler at jeg næsten bliver lidt “doven” af uddannelsen, da der ikke er så forfærdeligt meget krævet af én.
  • Arbejdsmoralen hos andre studerende er meget blandet og i praktikken er der ofte en forholdsvis let arbejdsbyrde.

Jeg er lidt ængstelig ved at have “spildt” de to år ved et studieskifte og at nærme mig de 22 ved studiestart uden at have arbejdet/rejst lidt før studiestart (har ingen sabbatår haft), men på den anden side er tanken om at færdiggøre en uddannelse som jeg ikke rigtigt gider mere skræmmende!

Jeg har siden jeg blev færdig med gymnasiet overvejet tanken om at tage uddannelsen til læge, men dengang forkastede jeg tanken da det virkede alt for krævende, alt for lang og kun for mennesker, der var parat til at komplet opgive deres liv i 6-10 år. Jeg føler dog at jeg har ændret mit livssyn og selvopfattelse siden dengang.

Men nu er jeg næsten hjemsøgt at tanken om at søge om studiestart her til august. Jeg savner fag som histologi, cellebiologi og fysiologi som vi kun havde et enkelt kvartal og jeg ville gerne virkelig udfordres i disse fag og lære mere om dem, men det virker næsten som et tidsspilde i forhold til min nuværende uddannelse. Bliver man f. eks bioanalytiker på en patalogisk afd. virker det til at man primært vil skulle være med til skæring og farvning af vævet, og med ekstra uddannelse måske også til at gennemse vævet før en patalog laver den endelige diagnose.

På den anden side mangler der det stærke ønske om at “hjælpe mennesker” som jeg hører fra mange lægestuderende, min interesse lader mere til at være i selve videnskaben bag det.
Læsebyrden, den meget tætte patientkontakt og arbejdet som leder samt det ansvar, det medfører, skræmmer mig også. Jeg tænker at jeg måske ville hænge til et mere diagnostisk speciale så snart jeg kunne, men man skal jo alle gennemgå den nødvendige kliniske del under grunduddannelsel! Desuden oplever man jo hele tiden ting der ændrer ens opfattelse, for 1,5 år siden ville jeg aldrig have overvejet at skrive her.

Det er også værd at bemærke at jeg kun har prøvet at være på en enkelt afdeling i klinisk praktik, og jeg tænker at blive indtil 6. kvartal for at se om jeg måske får et andet indtryk af andre afelinger + at der er nogle relevante fag i de to resterende moduler.

Jeg har også overvejet andre mere naturvidenskabelige studier som molekylær biologi/medicin, bioteknologi eller at færdiggøre bioanalytikerstudiet og måske tage en sundhedsfaglig kandidat… men det virker på mange måder til at medicinuddannelsen også kan åbne samme mulighed for arbejde som forsker, samtidig med arbejdet som læge.

Jeg er udemærket klar over, efter noget klinisk praktik på laboratorier specielt, til at livet som læge og studiet der fører dertil som set i forskellige TV-serier er noget fordrejet fra virkeligheden, og at det kræver meget af ens fritid og karakter. Tanken om at måtte give op på halvvejen skræmmer mig, og jeg er intet geni, men jeg føler at jeg hellere vil have prøvet, end at vælge den nemme vej, som jeg nu føler at jeg gjorde efter gymnasiet.

Her kommer mine (forhåbentlige) relevante spørgsmål efter denne lange smøre så:

  • Lyder medicin med mulighed for speciale i et mere diagnostisk speciale som noget i ville anbefale i min situation, eller ville det være bedre at vælge et mere forskningspræget fag?

  • Hvis jeg søger ind, kan jeg søge ind med kvote 1? Jeg tænker at min gennemsnit er OK, selv uden 1,08 bonus (tænker Århus som 1. prioritet) - men kan jeg stadigvæk anvende kvote 1 ved studieskifte og er 1,08 bonus stadigvæk gyldig to år efter studieskift? (Måske skulle man stille disse til en uddannelsesvejleder)

  • Jeg har nu godt 6 måneder før ansøgningsfrist, hvad vil i anbefale er den bedste måde at blive afklaret med hensyn til medicinuddannelsen? Jeg kender en anden studerende, men vil helst ikke bombardere hende med for mange spørgsmål, og vi taler kun over facebook i ny og næ.

  • Jeg håber at jeg har skrevet dette i den rigtige kategori, hvis den burde postes i studmed debat beklager jeg.

Der er mange slags læger, også dem der ikke nødvendigvis møder patienter.

Medicinstudiet er (efter min 4 måneders lange erfaring :slight_smile: ) et meget spændende studie, hvor du får mange faglige input. [med varierende fordybelsesgrad]

Du skal prøve det på egen krop, før du ved om det er noget for dig. Det der ærgrer mig lidt når jeg læser dit indlæg er, at det oser af mange på entusiasme i faget, som mange andre ansøgere viser… Jeg er overbevist om at det er ‘nerven’ der kan få en igennem ‘svære’ tider og de tvivl der nu kan melde sig undervejs.

Men, uanset hvad, go for it, du skal vel ikke stå og kigge dig selv i spejlet om 10-20-30 år og være utilfreds med dit faglige liv, vel vidende at du ikke turde at springe ud i det dengang du kunne…

God vind og god Jul
Mignon

Jeg vil da lige give mit besyv med - omend jeg ikke er studerende (endnu)

Hvis du ikke føler dig fagligt udfordret, så synes jeg da du skal prøve noget andet. Som Mignon skriver, så er det ret mildest talt sur røv, at stå i en situation om 20-40 år, og fortryde sit valg af studie.

Der er dog alligevel nogen ting jeg synes du skal overveje.
Du nævner blandt andet at bioanalytikerens arbejde virker enormt rutinepræget, men det bliver alt arbejde jo på et eller andet plan.
Du nævner også arbejdsmoralen ved de andre studerende. Jeg tror ikke du kan komme på noget uddannelsessted, hvor arbejdsmoralen ikke er svingende og nogen gør en bedre indsats end andre - heller ikke på medicin. Så jeg synes ikke det skal være en af grundene for at skifte studie.

Derudover springer det i øjnene at patientkontaktdelen, ikke interesseser dig specielt meget. Netop den del er jo (som jeg ser det) forskellen på at være læge og være forsker.

Og så til svar af dine spørgsmål :wink:

Jeg ved ikke om en medicin og fx biomedicin giver samme udgangspunkt på forskningsplan eller ej (hvilket måske var værd at undersøge). Hvis vi tager udgangspunkt i at de gør, så er det jo et spørgsmål om hvorvidt du har lyst til muligheden for patientkontakt, eller om du kun vil forske?

Du kan (så vidt jeg ved) stadig gange dit gennemsnit med 1,08 til sommer. Det gælder to år frem, og er altså sidste chance i år.

Jeg ville nok anbefale at snakke med en studievejleder. H*n kender til begge uddannelser, og kan måske hjælpe dig i den rigtige retning for dig.

Held og lykke med det! :slight_smile:

I har nok begge to ret hvad angår studieskiftet. Jeg er næsten 100% sikker på at det under alle omstændigheder kommer til at ske. Jeg vil hellere kæmpe for 7-tallet end at have relativt nemt ved 10/12 tallet.

Det er bare en problematisk situation at være i 6 måneder til ansøgningsfristen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med mig selv, hvad angår studievalget og nuværende uddannelse - blive og lære eller droppe ud og (prøve at finde) arbejde? Det er jo mindst delvist relevant og giver nok en bedre mulighed for at blive 100% afklaret med at det ikke er hvad jeg vil. På den anden side føles det noget underligt at være i dette limbo imens man er i gang med en uddannelse!

Jeg føler lidt at jeg aldrig har lavet andet end at studere, og leger lidt med tanken om at finde noget andet at lave i det halve år. Jeg tror at det efterhånden er gået op for mig at mit høje gennemsnit i gymnasiet var forholdsvis irrelevant, i forhold til at jeg slet ikke var moden nok til at tage en beslutning omkring mit videre liv. Jeg brugte for meget tid på at studere bare fordi jeg var temmelig god til det, i stedet for at studere for at nå et mål og gøre mere for at udvikle mig personligt og socialt. Jeg var meget asocial i gymnasietiden og føler at jeg først nu er ved at blive (lidt!) bedre til at forholde mig til andre mennesker og tilbringe tid med dem udenfor den “nødvendige” påkrævne interaktion.

Men det er vist nok introspektivt fnidder-fnadder. Det vigtigste nu bliver at finde ud af hvad jeg egenteligt vil. Er der nogen der ved hvordan mulighederne er for at snige sig med til forelæsninger på AU til 1./2. semester? Er det noget man kan tage kontakt til studievejledningen på AU omkring? Er der andre gode råd med hensyn til at blive afklaret omkring studievalget?

Desuden mener jeg hvad jeg sagde sidst vi havde en lang samtale på facebook, Fluen. Jeg håber på at du kommer ind i år!

Jeg vil gerne slå fast at jeg ikke prøver at opnå sympati med den den introspektive del af den her post, men det føles alligevel meget befriende at skrive det altsammen ned og have noget udefrakomende input. Måske er der nogen derude, specielt i gymnasiet eller på et studie hvor de er i tvivl, der læser dette i fremtiden. Jeg har selv brugt mange timer på at søge på nettet efter hvad andre skrev omkring studieskift og andre kvaler på studiet. At jeg måske har spildt to år på en forkert uddannelse gør mig ængstelig, men tanken over at være skuffet hele livet over IKKE at prøve noget andet er mildest talt deprimerende.

Hej igen

På AU er forelæsninger offentlige, men de fleste gange skal man have læst pænt forinden for at kunne følge med. Det der rykker er oftest holdundervisning, og jeg ved ikke om der er offentlig adgang. Du må spørge en studievejleder på AU.

Jeg er også overbevist om at du burde fortsætte i dit nuværende studie af 2 årsager:

  • du kommer til at lære noget brugbart, uanset om du vælger/fravælger det ifm. medicinstudiet
  • du får relevant viden og erfaring (+kontakter) som du kan slå på senere når du søger studiejob, f.eks.

Hvis du opfylder alle adgangskrav mht. niveauer på de supplerende fag er det vel det nemmeste du kan gøre at søge optagelse, og så må du så se om det lykkes (det burde vel ikke være noget problem med dit snit, pris dig lykkelig for det).

Det ser ikke ud som om du tænder særlig meget på dit nuværende studie, derfor kan det forhåbentlig kun blive bedre med medicin. Og hvis du nu alligevel ikke finder det spændende nok, har du igen fået dig noget erfaring omkring dine valg - vel at mærke, egen erfaring.

Ønsker dig held og lykke
Mignon

PS: du kan læse mere om uddannelsen på http://mit.au.dk/kursuskatalog/index.cfm?elemid=44627&topid=44627&elemid=44655&topid=44655&sem=E2011&udd=&art=&hom=

Som Mignon siger, deltag i undervisning. Lån nogle bøger op Bib og læs lidt i dem. Jeg tror ikke du skal læse særlig længe i dem før du ved om du gider det eller ej. Jeg kender selv en med et snit på 12, som læste medicin. Hun er suveræn dygtig til at læse ligesom dig og havde et ønske om at hjælpe andre mennesker. Der skulle blot et semester til før hun fandt ud af, at det faktisk var kemi hun brændte allermest for. Med hendes høje snit kunne hun jo frit vælge på hylderne ligesom dig :slight_smile: . Min pointe er vær lige sød og overvej det grundigt, for der er sååå mange der gerne vil læse medicin, og får måske ikke drømmepladsen pga. dig. Dermed ikke sagt at du ikke skal springe ud i det :slight_smile:

Jo mere jeg tænker over det, jo mere opstemt føler jeg mig omkring medicinstudiet.

Tanken om både at kunne få arbejde som læge og arbejde med mennesker eller også have muligheden for en forskerstilling/administrativt arbejde giver et billede af et meget spændende arbejdsliv.

Tanken om at begynde på studiet virker skræmmende og næsten uoverskueligt svært. Men det er en god følelse.

Jeg vil gerne takke alle der har bidraget til tråden. Jeg vil prøve at kontakte studievejledningen på min nuværende skole og måske universitetet for at finde ud af det videre forløb.

Go for it!

Og lad nu være med at bekymre dig. Da du er vant til at studere, kan du se det blot som et skift og ikke som en umulig udfordring, for det er det ikke. Der er tusinder/millioner af mennesker det er lykkedes for før… og selvfølgelig vil det også lykkes dig :slight_smile:
Og det er bare fedt og vildt spændende!

Alt held og lykke og krydser fingre så du bliver optaget allerede i år.

Mvh
Mignon

Har nu hørt fra flere vinkler at de mener at jeg er nødt til/burde at benytte mig af kvote 2 i stedet for kvote 1, men jeg kan ikke finde noget om at kvote 1 skulle være begrænset til førstegangsansøgere, og den studievejleder jeg har talt med kunne heller ikke se nogen begrænsning.

Er der nogen der kan kaste lys over dette? Jeg kan ikke se nogen stor fordel i kvote 2. Jeg mener ikke at de humanbiologiske/biokemiske fag jeg har haft er på højt nok niveau til at berette nogen form for merit.

Du kan sagtens søge kvote 1 :slight_smile: