Til dig der tror at Klinisk Biomekanik er en vej til medicin

Dette indlæg er ment som en information om et problem, som af uransaglige årsager bliver ved med at bestå.
Hvert eneste år hører jeg om kommende studerende der søger både Klinisk Biomekanik og Medicin på SDU. Det er i sig selv ikke noget problem, men når man ikke kommer ind på Medicin, og har hørt at man bare kan blive optaget på Klinisk Biomekanik, for senere at blive overflyttet, bliver det et problem. Det er nemlig ikke tilfældet.

For at blive overflyttet fra et studie til et andet, skal de enten ækvivalere eller der skal foreligge usædvanlige omstændigheder der gør, at du ikke vil kunne varetage dit fremtidige erhverv. Det sidste giver sig selv, men det er det første der har skabt alt debatten.
Selvom der er betydelige overlap mellem uddannelserne, ækvivalerer de nemlig ikke. Der er en hel del fag, som er unikke for Medicin såvel som Klinisk Biomekanik. Derfor er en overflytning ikke en mulighed.

Den eneste mulighed man har, hvis man er havnet på det forkerte studie er, at søge om optagelse ligesom alle andre og så satse på at få merit for de fag man allerede har taget. Og da det ikke er sikkert, at man kan klumpe de fag man mangler sammen, risikerer du at komme lige så langt bagud, som hvis du bare havde ventet og søgt igen året efter, eller ventet på din standby plads.
Summasummarum skal man ikke regne med at kunne komme over på medicin før man har gennemgået hele sin bachelor, og derefter skal du nok regne med et halvt år til et år, hvor du skal samle op på de fag du mangler (hvis du bliver optaget).

Dette er ikke ment som en afskrækkelse fra at starte på Klinisk Biomekanik, da det skal lægge enhver frit for. Men overvej hvorfor du gør det. For hvis du alligevel har tænkt dig at læse Medicin, har du taget en plads fra en anden som gerne ville have læst Klinisk Biomekanik, og det er ikke fair.
Jeg ser bare stadig studerende der tror at det er en smutvej, og det er det ikke.

1 Synes om

Måske det bare er mig der ikke har forstået dit indlæg rigtig, men hvis man kan kommer over på medicin efter at have gennemgået sin bachelor (+ taget de ekstra fag) så er det da en smutvej…

Tro mig, det er ikke en smutvej. Det vil være klart nemmere at satse på at komme direkte ind på medicin.

ækvivalere… Haha.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor kompliceret skiftet mellem de to uddannelser er, men jeg har desværre også bemærket, at mange “helgarderer” sig på den måde. En lidt kedelig udvikling, der blandt de søgende desværre er meget aktuel. Jeg er selv søgende til Klinisk Biomek, og har kun søgt der, da det er dét jeg vil. Men rundt omkring hører man jo om folk der søger ind, med bagtanken om “at man jo bare kan hoppe over”. Synes det er en vigtig debat du rejser og bakker op om dine vigtige pointer!

hejsa:) selv er jeg en af dem der søger både medicin og klinisk bio mek:) bare rolig det er ikke for “bare at hoppe”. jeg synes begge fag lyder helt utroligt spændende og ville være helt vildt glad lige meget hvilket et jeg kom ind på. hvis der er så mange som søger klinisk biomekanik for bare at hoppe over på medicin, hvordan i himlen skal jeg så gøre det dem klart til MMI at det ikke er min intention??!

Synes også det er en super debat I tager op! Heldigvis har jeg ikke mødt mange af den holdning - at de altså mener, at klinisk biomekanik er en smutvej til medicinstudiet. Det ville være uretfærdigt for dem, der virkeligt brænder for kiropraktorstudiet og vil have pladsen.

Sine - jeg tror/håber at interviewerne til MMI sagtens kan gennemskue denne problemstilling - så jeg tror, at hvis man er oprigtig omkring sit studievalg, så vil det skinne igennem :slight_smile: Så jeg tror ikke, du skal bekymre dig så meget om det :slight_smile:

Held og lykke! :slight_smile:

Sine - Tror ikke du skal bekymre dig om det til MMI, da de faktisk ikke må bedømme dig på det. Faktisk tror jeg ikke engang at de får de informationer.
Hvis det endelig skulle komme op, så er det jo bare at være hudløs ærlig, for du har jo faktisk gjort dig disse overvejelser. Og hvis du ikke ved, hvordan du skal argumentere, så sig til dem at du har svært ved at finde ud af hvordan du skal overbevise dem, men at du altså virkelig brænder for det.

Jeg vil da også ønske held og lykke til alle der skal til prøve! Jeg er selv gammel mediciner som valgte at skifte til Klinisk Biomekanik, så jeg kan kun anbefale studiet :slight_smile:

jaco0331, dvs at man KAN godt skifte efter bachelor delen, hvis man vil? Man skal “blot” supplere de resterende fag, som medicinerne har haft i løbet af de 6 semestre, før man får lov til at skifte på kandidat delen af medicin studiet? De fag kan man vel tage ved siden af studiet, ligesom der er medicin studerende der tager 10. semester eksamener, selvom de kun går på f.eks. 9. semester :slight_smile: Det handler vel om at man består alle de fag som medicinerne har haft indtil kandidat delen?

Althas… Man kan ikke skifte efter bachelordelen. Som sagt, skal man søge ind på kandidatstudiet (hvilket ikke er det samme som en overflytning), og her kommer du kun ind, hvis der er plads på holdet, og hvis du har suppleret med dine manglende fag. Og her skal vel og mærke nævnes, at alle der søger ind på kandidaten der lige har afsluttet en bachelor i medicin har førsteret, så du kommer absolut nederst i bunken.
De fag du kommer til at mangle vil være meget svære at tage ved siden af dit almindelige studie. For det første skal du finde tiden til det, hvilket er temmelig svært, da klinisk biomekanik er ret højt timebelastet i forhold til medicin. Og igen skal du finde plads på holdene, hvor du oven i købet skal tilmeldes åben uddannelse for at deltage.
De fleste vælger at supplere efter bacheloren for at kunne skifte, og det er selvfølgelig godt at man har den mulighed, hvis man undervejs indser at det er noget andet man vil.
Det jeg gerne ville til livs er, at folk starter på uddannelsen med hensigten om at skifte. Man har nemlig taget pladsen fra en der gerne ville ind på studiet, og man var måske også selv bedre stillet i sidste ende, med at vente til året efter med at søge eller vente på din standby plads.

Jeg kan godt se hvorfor folk prøver, og det er da også vildt frustrerende ikke at komme ind på det studie man gerne ville. Det har også tidligere været nemmere, og derfor har det også været lidt en smutvej ind på medicin, men hullerne bliver altså lukket, og det bliver kun sværere. Derfor er jeg vove den påstand, at du sparer både din egen tid og andres ressourcer ved at bruge et ekstra år på at opkvalificere dig selv og søge ind igen året efter, hvis du ikke kommer ind.