Turnus og børn

Turnus og børn
0

#1

Hej!
jeg er ikke længere stud. med. - blev Cand.Med med mit første barn i maven.
Jeg holdt barselsorlov - og jeg nød så meget at være mor, at det blev svært at skulle starte i tunus allerede efter ½ års barsel.
Det gjorde jeg dog alligevel, da min mand er stud. Jeg gjorde min kir.turnustid færdig. Men jeg savnede mit lille barn forfærdeligt og følte mig snydt for en masse oplevelser. Jeg syntes mit liv var arbejde hele tiden og så var jeg træt når jeg kom hjem. Ansvaret syntes jeg var meget tungt og jeg følte at det hang over hovedet på mig hele tiden.
Det gik egtl. meget bedre i turnus end jeg havde turde forvente. Men der var nogle stride bagvagter ind i mellem - og alt, alt for lidt oplærling og supervision.
Den adm. overlæge sagde at jeg SKULLE være læge - altså jeg havde vel et eller andet potentiale - men jeg prøvede at forklare hende, at jeg havde det meget følelsesmæssigt hårdt med at skulle være så meget væk fra mine børn mens de er små.
Det forstod hun ikke da hun ikke selv havde fået børn.
Jeg tog så børnepasningsorlov - og har fået 2 børn mere - jeg har været på orlov siden.
Turnus venter stadig på mig - jeg har været så tæt på at droppe at være læge, da jeg oplever det er svært at forene mine idealer som forælder med mine idealer som læge.
Det sværeste er at jeg gerne vil have mange børn - så jeg kommer til at gå rundt f.eks. på medicinsk afd. som gravid - kan man det?
Jeg ønsker mig mindst 2 børn mere - men er bare vild med børn.
Jeg har overvejet i stedet at blive psykoterapeut og få min egen klinik.
Så kan jeg selv køre løbet og give mine børn den opvækst jeg synes de skal have.
Jeg vil lige nævne at mine børn aldrig er syge - dvs. på snart 5 år har den ældste måske været syg 1 gang om året - højst! Når jeg hører om hvor syge andre børn ofte er i de første 1-2 leveår - hvor Danmark også har en kedelig rekord - jeg ved ikke om det er verdensrekord i anlæggelse af dræn (kronisk mellemørebet.) i små børns ører - så tænker jeg at der er jo noget galt med den måde vi passer vores små børn på.
Vrøvler jeg? Dvs. jeg må vist hellere stoppe nu…
Jeg kan bare ikke finde ud af om jeg skal tage resten af min turnus eller om jeg skal takke af her. Lige nu handler alt om at være en god mor og
det synes jeg er svært under turnus! Stress og lange arbejdsdage er ikke det bedste hverken som gravid eller småbørnsmor.
Men overdriver jeg?
Mvh.Helene…


#2

Puha, det kan jeg godt forstå er svært at beslutte. Specielt når du har holdt orlov relativt længe. Man kan jo undre sig over at der ikke bliver indført ordninger, så det er muligt at gennemføre turnus som deltidsjob af hensyn til de unge læger med børn.
Om du kan fortsætte din turnus som gravid og mor til flere børn er jo kun dig selv der kan afgøre. Det er lykkedes for mange før dig, men man skal nok virkelig have lysten til det, for det er sandsynligvis ikke en dans på roser (har dog ikke egne erfaringer).
På dit indlæg er det svært at vurdere om du har mistet lysten til at være læge, fordi du ikke bryder dig om arbejdet, eller om det udelukkende er fordi det ikke kan passe ind i dit familieliv?
Hvis du vitterligt ikke kan lide arbejdet som læge er der jo ingen grund til at fortsætte (også selvom andre mener at du er dygtig). Men er det pga. familielivet kunne dig og din mand/kæreste/børnenes far måske finde en løsning, så du kunne komme videre med din turnus. Om ikke andet kunne du prøve at starte igen og se hvordan det går. Det ville være synd, hvis du senere i livet fortryder at du aldrig prøvede.
Held og lykke


#3

Kære Helene

Nu er jeg ikke mor, og har heller ikke børn, men vil alligevel prøve at komme med et par velmente råd.

Lige meget hvilket job, du har, vil det altid være svært med 3 børn - med 5 børn bliver det rigtig svært, afhængigt af, hvor meget din mand kan hjælpe med.

Hvis du springer fra lægegerningen nu, skal du under alle omstændigheder finde noget andet at lave, samtidig med, at økonomien skal hænge sammen. Vil du slå dig ned som psykoterapeut, findes der adskillige uddannelser, mere eller mindre lødige. Efter endt uddannelse skal du rejse penge nok til egen praksis, og endvidere kapre nok klienter til at du kan leve af det, hvilket ikke altid er lige nemt.

Som nyslået læge er specielt de første par ansættelser rigtig slemme, hvadenten man har børn eller ej. Hvis det er nogen trøst, så bliver det altså betragteligt nemmere med årene, efterhånden som man fagligt og menneskeligt finder egne ben at stå på.

Mit råd til dig vil være, at holde fast i lægegerningen. Du har brugt mange år af dit liv på uddannelsen, og du er sikret en fornugtig indkomst, som kan understøtte familien. Hvis du gerne vil have fleksibilitet og ordnede arbejdsvilkår fremover, så kan jeg varmt anbefale dig, at blive praktiserende læge. Arbejdsmåden vil givetvis passe dig, masser af menneskelig kontakt, ingen nattevagter, ingen tåbelige overlæger og særdeles ordnede arbejdsforhold.


#4

Slettet to bens indlæg - da det var ude af kontekst og da brugeren er blevét bannet for at sende mig trusler!


#5

Hej!
Mange tak for de søde svar! Jeg oplever meget, at andre medicinstud./læger er meget ambitiøse mennesker. Og der er jo masser af yngre læger som får adskillige børn og klarer det hele. Så på en måde er det jo lidt pinligt at komme med sådan en udmelding. Men det kom bare bag på mig hvor stor en ting det er at blive mor. Jeg er meget glad for at barselsorloven er blevet forlænget, men jeg oplever nu alligevel at jeg har brug for at være rigtig meget sammen med mine børn de første 2 leveår.
Jeg overvejer at gøre turnus færdig fordi jeg naturligvis er bange for at fortryde. Der er en mulighed for at søge om deltid fra Sundhedsstyrelsens side. Og nu har de vist fået en mellemvagt på den medicinske afd.
Alt dette gør at det er noget jeg overvejer.
Men jeg ved bare fra sidste gang, hvor meget ansvaret fylder, når jeg ikke har nogen erfaring at støtte mig op ad.
Det er nok det centrale problem - for jeg er bange for at det stadig vil være svært for mig at føle at jeg har nok tid som mor - fordi arbejdet ikke altid sådan lige kan deponeres i omklædningsrummet når man skal hjem.
Og så lige det med at planlægge en graviditet mere - det er meget at skulle klare synes jeg. Men jeg vil have børnene - det er jeg sikker på.
Så må alt andet vige hvis det viser sig at være nødvendigt.
Det bedste for mig ville måske nok være hvis jeg kunne finde andre ligestillede. Nogle der havde lyst til at lave et netværk omkring de problemer der kan være med at have - små - børn og så skulle igennem turnustiden. Er der nogen der ved noget om det?
Jeg synes ellers kun jeg møder seje og dygtige yngre læger som tilsyneladende uden de store problemer kan jonglere med både karriere og børn…
Hvis det kun er mig der har det sådan så er det nok fordi jeg har valgt forkert…
Mvh. Helene.


#6

Der findes en hel anden vej at gå medens børnene er små. du skal godt nok lige knibe dig gennem medicin og almen praksis. Almen praksis er dog helt fin ifht små børn … ingen weekendvagter ingen aften/nattevagter.

Jeg er selv klinisk assistent og laver PhD. Jeg har ingen vagter, fri alle helligdage og jeg arbejde kun i dagtid. Vi er 5 PhD stud på min afd og de andre har børn. De dage hvor børnene er syge kan de blive hjemme og passe dem + evt lave noget hjemmearbejde. Andre dage passes børnene i institution mv.

PhD er afslappende. Der er nogle timer og kurser man skal følge, men det er alt sammen i dagtid. Jeg vil anbefale det … for det er faktisk et fedt liv.


#7

Hej Palantas!
Tak for dit svar! Ja det er da et bud på en fremtid.
Mit problem er jo, at jeg er så utrolig meget en hønemor, at jeg foretrækker at passe børnene hjemme i hvert fald de første par år.
Jeg har ingen anelse om det er rigtigt eller forkert - for der er mig bekendt ikke lavet nok forskning på området - og de forskellige “eksperter” står vel mere eller mindre i hver deres lejr.
Så som forælder må man så gå lidt efter sine følelser - og da jeg så er en hønemor af rang så er det sådan for mig.
Men ind imellem så tænker jeg over om jeg ikke kommer til at fortryde -
for engang var jeg jo en ambitiøs ung kvinde der “ville noget” med mit liv.
Det vil jeg da også nu - men børnene - de fylder meget - på godt og ondt.
Der er meget hårdt arbejde og der er ubeskrivelige glæder og lykke.
Jeg ved bare ikke hvad der er rigtigst. Nogle gange tænker jeg at jeg i den grad er fanget ind af min egen biologi.
Jeg synes tiden går så ufatteligt stærkt de første 1-2 år og jeg vil bare have det hele med! Jeg er nærmest grådig i forhold til at få så mange gode oplevelser med mine børn mens de er små som overhovedet muligt.
Men kan jeg det hvis jeg i virkeligheden forsømmer mig selv?
Det er spørgsmålet…
Jeg kan godt se det er lidt fjollet ikke lige at gøre den turnus færdig men problemet er jo at der sker så utrolig meget lige nu - især med min yngste - bare på 1 måned er han vokset for vildt og har udviklet sig enormt.
Skulle jeg også klare turnus samtidig så er jeg bare bange for at alt for meget vil gå hen over hovedet på mig. Men det gør det så måske alligevel…Mine dage er travlt besat med hårdt arbejde fra morgen til aften med 3 små børn som jeg har fået på 5 år.
Jeg tror et eller andet sted at jeg tænker så meget anderledes omkring børn end næsten alle andre i det her samfund så det er svært at forstå hinanden. For mig er institution før 3-4 års alderen bestemt ikke nogen selvfølge…Og jeg kan ikke finde ud af om jeg bare er fanatisk eller hvad.
Nå men jeg finder nok ud af noget - hvis ikke jeg fortsætter som traditionel læge - så bliver jeg sikkert psykoterapeut - selv om jeg lige nu ikke ved hvodan jeg skal få råd - måske begynder jeg at male som jeg altid godt har kunnet tænke mig - måske prøver jeg en helt 3. ting.
Nej hvor jeg misunder de kvinder der ikke er så splittede som jeg!
M.h.t. ph.D - måske jeg ser bare ikke sådan mig selv som forsker…og det er jo også fuldtids - og det ved jeg at jeg IKKE vil .
Jeg vil kun arbejde deltids - så længe der er små børn på programmet.
Og er det så helt realistisk at være læge?
Mvh.Helene


#8

Har selv en søn på 2 år, men at skulle gå hjemme så lang tid ville jeg slet ikke kunne holde ud. Jeg ville ikke bryde mig om at svare på spørgsmål om 15 år, hvorfor du brugte (min 6½) år på at læse til læge når du alligevel…fortsæt selv. Børnene bliver også store og de er bedst tjent med ikke at være verdens centrum (altid
Min pointe er: gør som du vil, hvad jeg synes er mindre smart -er det rigtige for andre og omvendt. Men gør for guds skyld turnus færdig -usikkerheden letter :slight_smile:


#9

Hej Jesper!
Tak for dit svar!
Jamen jeg sidder heller ikke og mener, at jeg har SVARET på noget som helst - hverken prioriteringer omkring børn eller andet.
Det er individuelt.
Men jeg har da i hvert fald med 100% sikkerhed fundet ud af, at ½ års barselsorlov - det går jeg aldrig, aldrig nogensinde med til igen. Det er for tidligt for mig - uanset hvilket super drømmejob der så end måtte være tale om! På samme måde er jeg også 100% sikker på at jeg ikke vil arbejde mere end 20-30 timer om ugen de næste mange år. Jeg kan slet ikke se mig selv som mor og fuldtidsarbejdende.
Jeg har ved at der er andre der har opnået deltidsansættelse i turnustiden.
2/3 tid i almen praksis -det tolker jeg som en ca. 20 timers arbejdsuge?
For mig er det vigtigtste at have 4 dage til familien og så kan jeg måske have det rigtig godt med at arbejde seriøst de 3 andre dage.
Jeg ved så at jeg kommer til at være meget længere om at kravle op ad karrierestigen - men det synes jeg betyder så lidt - for mig personligt-
hvis bare jeg kan have en god fornemmelse i maven i forhold til de børn jeg sætter i verden.
Så hvis ovenstående var muligt - og jeg ikke ville blive betragtet som en virkelig underlig fisk - det kunne jeg måske nok forudse og frygte! A propos de mange ultra ambitiøse mennesker der går lægevejen…
Men Jesper jeg håber, du læser det her - for jo den turnus den spøger da mere og mere. Er ved at overveje om jeg skal få en au-pair eller en ung pige - så mine børn kan blive i trygge rammer de få? timer jeg arbejder.
Jeg vil jo et eller andet sted have godt af virkelig at få brugt de små grå lidt igen! Hvis bare jeg denne gang kunne finde en god balance mellem familie og arbejdsliv?
Nå det jeg ville spørge om det er hvordan du har oplevet processen - altså du skriver at usikkerheden letter. Jeg nåede kun den første del af turnus - kirurgien - jeg syntes nu jeg var nervøs for at lave fejl lige til sidste minut!
Men jeg er nok også en der spekulerer lidt rigeligt!
Jeg kan kun arbejde som læge hvis jeg føler at der er et sikkerhedsnet under mig i forhold til min manglende erfaring og kompetence som turnuslæge - og det følte jeg ikke altid. Det afhang meget af bagvagten.
Nogle bagvagter gad overhovedet ikke blive ringet op om natten f.eks.
Og jeg oplevede at få et surt svar og få at vide: Find lige selv ud af det -
brug din logiske sans…altså jo men det tror jeg da patienten vil sætte pris på! Kære patient jeg vil nu ræsonnere mig frem til din diagnose og din behandling via min udtalte filosfiske og rationeller tankegang…
Øøøøh ikke lige den slags lægegerning jeg ønsker at praktisere…
Jeg synes ikke selv jeg var slem til at bruge bagvagterne - jeg var faktisk
utrolig forbavset over hvor selvstændigt jeg kunne arbejde - med sygepl.s
hjælp også - lige efter embedseksamen. Jeg syntes der var nogle bagvagter der måske var lidt småudbrændte - eller hvad det nu har været…
Nå men hvordan klarede du dig igennem turnus?
Jeg frygter!!!medicinsk afd mere end noget andet…hvis bare den var overstået så var det hele noget mere overskueligt…
Mvh. Helene.


#10

Hej igen!
Jeg synes vist bare, at jeg nemt kan komme i tvivl om det er det hele værd.
For jeg synes, at jeg skulle gå rundt og være lidt for bange for at lave fejl osv fordi der egtl. ikke var nogen oplæring i turnus. Det hedder en uddannelsesstilling - jeg syntes tit det skulle hedde en udnyttelsesstilling. Da jeg startede i turnus på skadestuen kunne jeg allerede sy, ligge drop, tage a-punktur osv. for jeg havde brugt adskillige sommerferier på at drøne rundt på div. sygehuse og lære hist og pist. Men jeg havde da forventet noget mere regulært mesterlære, for selv om man bar læst 13.semestre på universitetet så har det desværre ikke så meget med “det virkelige lægeliv” at gøre. Men den oplæring jeg fik var at jeg 2-3 dage fulgtes med en medicin-studerende!!! som var ansat som vikar og han “lærte mig så op” - derefter fungerede jeg selvstændigt resten af tiden. Nogle gange bad jeg en bagvagt om hjælp men
det var et par gange i løbet af 7 timer og som oftes bare 5 min.s tlf. samtale.
Måske 3 gange i løbet af 16 timer. Det følte jeg at visse bagvagter syntes var alt, alt for meget. De forventede vist, at de ikke skulle forstyrres. Jeg vil dog lige sige at den medicinstud. som jeg fulgtes med de første par dage var enormt dygtig! Så egtl. var det udmærket - men problemet var jo at der ikke rigtig var nogen mesterlære. Derfor følte jeg lidt at jeg måtte skrue pokerfjæset på og krydse fingre for ikke at overse noget vigtigt. Det gjorde jeg da heldigvis heller ikke - men jeg var bare aldrig tryg - gik altid med en urolig fornemmelse i maven fordi jeg ikke syntes jeg egtl. havde “lært faget”. Jeg ved godt der er noget der hedder “learning by doing” - men det kan altså også misbruges det begreb.
Jeg har lige læst andetsteds at lønnen ikke engang er særlig god. Jeg fik udbetalt ca. 16-17000kr. men så knoklede jeg også synes jeg! Hvis jeg skal arbejde deltids så er spørgsmålet om det overhovedet kan betale sig økonomis og menneskeligt at skulle gå rundt og have ondt i maven p.g.a. den mangelfulde opbakning og støtte fra ældre kolleger som jeg syntes var ubehagelig. Jeg syntes at det forplantede sig til mit privatliv - ikke sådan at jeg ikke kunne nyde at have fri - men det var svært at slappe helt af. Jeg ved ikke om dette bliver nemmere med tiden. Men jeg ville hade at skulle igennem endnu et meget stresset og utrygt forløb for bare at finde ud af at det stadig ikke var mig. Dvs. jo jeg synes også det er sjovt og tilfredsstillende at være læge. Men jeg synes at man som ung læge bliver smidt ud i nogle situationer hvor der burde være en ældre kollega til at vejlede og lære op. I stedet er det bare “learning by doing” på en måde som kan være utryg både for turnuskandidaten og for patienten da også - ikke mindst!!!
Er der nogle der kan nikke genkendende til dette. Og bliver det bedre med tiden. Jeg ved ikke om jeg vil eller kan acceptere et system der egtl. er så
grundlæggende uforsvarligt…
Mvh. Helene.


#11

Mht turnusoplevelsen, kender jeg godt dine frustrationer. Jeg oplevede det dog ikke helt så slemt. Dels havde jeg min medicinske turnus et sted hvor der var et rigtigt godt arbejdsklima mellem de forskellige vagtlag (3stk) hvor alle var til stede gennem hele døgnet. Hvis der endelig var en enkelt udbrændt bagvagt er jeg heller ikke lige den diplomatiske type, men melder klar ud at når jeg ringer er det fordi jeg allerede HAR tænkt mig om og ikke selv kan mere. Værsgo at indfinde dig! Du er på job og jeg skal bruge din hjælp.
Jeg ved godt at det kan være svært at gennemføre i praksis men prøv!
Jeg synes det er fint at du prioriterer som du gør og tanken med au pair / ung pige har vi også overvejet, da min kone også har et ofte tidskrævende arbejde. Jeg tror heller ikke det bliver svært at få deltidsansættelse i fremtiden. Der er nok mange der gerne vil have lidt kortere arbejdstid


#12

Hej Jesper!
ja jeg er meget i tvivl.
Jeg synes lægeverdenen er hård og barsk - og der er desværre meget, jeg har svært ved at acceptere. Altså engang havde jeg vel nogle idealer om, hvad jeg som læge skulle kunne - da jeg så kom i turnus så syntes jeg desværre tit at det var som at stå ved et samlebånd. Tempo,tempo, tempo - den mest populære læge bliver tit den der kan få overstået en hulens masse arbejde i en fart. Det er da også godt at være effektiv - men jeg kom bare til at føle mig lidt som en fabriksarbejder på akkord…
Jeg tror kirurgien er den absolut nemmeste del af turnus - så det der venter nu er den skrappe del…på den anden side så er det også en udfordring som jeg et eller andet sted godt kunne tænke mig at gribw.

Økonomien har det heller ikke for godt efter 3 børn på en SU + det løse…
Men jeg vil bare aldrig igen arbejde som en sindssyg og samtidig have små børn. Den tid hvor man har små børn den er så dyrebar så jeg næsten hellere vil skylde et par millioner væk end være fraværende.

Men det ville nok hjælpe mig rigtig meget hvis der kom en kultur i lægeverdenen som kunne acceptere, at nogle fravælger karrieren delvist til fordel for børn i en periode.

Hvis der er en del andre der også gør det - så vil det blive meget nemmere. Nu er medicin jo ved at blive et kvindefag - på godt og ondt - nogle mener sikkert at det er fagets undergang? Ha, ha…

Jeg kan da også godt se, at man meget hurtigere bliver en dygtig og rutineret læge hvis man kan smide alt hvad man har i hænderne når som helst og hvor som helst og køre 60-70 timers arbejdsuge.

Men jeg elsker mine børn alt for højt! Jeg kan kun tilbyde min arbejdskraft 3 dage om ugen - mere er jeg ikke villig til at dele ud af.

Nå jeg gentager mig selv! Det ville være fedt hvis jeg kunne møde andre læger, der havde de tanker og som arbejdede med at få skabt en lidt mere familievenlig kultur.

Det kan godt være det virker for langt ude - nu er der jo også lægemangel nogle steder i landet.

Men at stresse for vildt og evt. ikke have tid nok til familien - er det ikke det vi læger selv mange gange sidder og siger til patienterne - at de skal tage den lidt med ro - osv. Jeg mener hvad med selv at gå foran som læge med sit eget personlige eksempel i forhold til det som nok er alle moderne menneskers problematik - balancen mellem familie og arbejdsliv.

Vi har da i hvert fald lige sat rekord i antal skilsmisser…
Om det hænger sammen med stress og jag og for meget arbejde og for lidt familieliv er vist overhovedet ikke dokumenteret. Men mange mener at der kunne være en sammenhæng.

Så på en måde så er det lidt det samme med at en læge kan heller ikke rigtig tillade sig at gå rundt og ryge - slet ikke på sygehuset - på en eller anden måde - så må man som læge vel også prøve med sit eget eksempel at skabe et sundt og helseskabende privatliv - for overhovedet at have nogen troværdighed?

Alt dette skriver jeg vist bare fordi jeg føler mig som en taber når jeg har måttet give op overfor fuldtidsjob og karriereræs - jeg ved godt et eller
andet sted at det forventes af mig som lægeuddannet at jeg skal være vildt ambitiøs.

Jeg er også ambititøs men jeg er det på en helt anden måde end før.
Jeg er ikke ambitiøs på den måde at jeg bare vil frem - op i hierarkiet -
Jeg vil gerne finde en måde at leve på hvor jeg kan være i balance og have nogle gode hverdage - hvor jeg kan give mit til arbejdet men også til min familie…

Det er min ambition nu - og tja…jeg er virkelig meget i tvivl om det kan realiseres med et lægejob.

Nå jeg skriver alt for lange indlæg…beklager!
Mvh H.


#13

Hej Helene.
Jeg var i klinik i en almen praksis i et lægehus, hvor 2 af lægerne var på ½ tid, dvs. den arbejde hver mandag og tirsdag og så hver anden fredag, mens den anden arbejdede onsdag og torsdag + hver anden fredag. De fik selvfølgelig også kun ½ af, hvad en fuldtidslæge ville få, men de tjente alligevel pænt (lidt over 400.000 om året) + havde tid til deres børn.
Med venlig hilsen Pernille


#14

Hej Pernille!
Er det virkelig sandt!!!
Fortæl, fortæl - hvis du gider?
Men hvordan kunne de have en indtægt på 400.000kr med en gennemsnitlig arbejdsindsats på 2½ dage pr. uge?

Er det så fordi praksisarbejdet var et bijob ved siden af en anden lukrativ karriere?

Det allervigtigste er dog ikke pengene - jeg vil gerne betales for det arbejde jeg laver og det afsavn det er at skulle forlade sine børn et vist antal timer.

Men det vigtigste for mig er dog at få et tilfredsstillende arbejde kombineret med omsorgen for mine børn.

Var de læger så ikke lidt længere i systemet end jeg er? Er du speciallæge i et speciale som mangler arbejdskraft så kan du vist nærmest forlange hvad som helst m.h.t. flexibilitet og individuelle aftaler.

Men jeg er jo bare et “bundsvin” - er det ikke det det hedder når man kun er en stakkels turnuskandidat, der lige er begyndt i faget.

Tror du jeg ville kunne forhandle mig frem til en individuel ordning der kunne passe ind i netop mit familieliv?

Uanset om du svarer - så tak for din mail!
Mvh. Helene


#15

Det kan man hvis man har sin egen praksis og tager vagter, eller kører ptt. stramt (10 pr pt). Kender en alm. praktis læge med årsindkomst 600.000 for 3,5 dages arbejdsuge og en del attraktive søndagsvagter.

Skynd dig at blive færdig med turnus og få dig en blokstilling i alm. med. de er vist ikke så svære som fx. gynobs. :slight_smile:

Men du er jo nødt til at være “bundsvin” et par år endnu.