Jeg har over de sidste måneder udviklet en knude i maven over mit kommende liv som læge.
Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville læse medicin. Og jeg har elsket mit studiet, syntes at fagene var spændende og følt at jeg passede ind.
Men nu er jeg i tvivl om tiden, der venter på den anden side, for det begynder pludselig at nærme sig, når man først går på kandidaten. Fagene bliver mere “virkelighedsnære” ift. hvad man egentlig skal beskæftige sig med på den anden side af lægeløftet, og det har ærligt talt slået mig ud af kurs sammen med klinikophold
Jeg forstår ikke helt, at “det er det jeg skal”, når jeg har gået rundt med yngre læger på afdelingen.
Jeg er kommet helt i tvivl om, hvad slags læge jeg vil være? Faktisk er jeg blevet helt i tvivl om patientkontakt overhovedet er noget for mig. Jeg kan heller ikke rigtigt se mig selv på et hospital. På den anden side kan jeg heller ikke rigtigt se mig selv være almen praktiserende, og jeg hader at være i laboratorie. Jeg frygter fra nu af langsomt at opdage, at det her slet ikke er noget for mig… jeg er snotforvirret over hvad min vej er, og om jeg overhovedet har lyst til at være læge på den klassiske måde
Har andre haft lignende oplevelse og er kommet ud på den anden side?
Der er mange muligheder at vælge imellem, med og uden patientkontakt: klinisk, paraklinisk, forskning, industri, osv.
Jeg vil anbefale at du, i det mindste, tager din KBU og får tilladelse til selvstændig virke, for at stå stærkere på det fremtidige arbejdsmarked. Håber du finder din rette hylde <3
Jeg er selv lige startet på kandidaten, og går med lignende tanker. Jeg har hørt fra så mange andre som har haft det på samme måde, men som har fundet lige netop det speciale, hvor de føler de hører til.
Jeg tror måske, at vi har det sådan, fordi “slutningen” nærmer sig, og vi skal til at træffe nogle store valg, og så er det bare let at blive overvældet en gang i mellem.
Mit bedste råd til os begge: nyd den sidste tid på studiet, og sig til dig selv “whatever is meant to be will be”
Spændende at høre. Jeg har snakket med medstuderende også på starten af kandidaten, og ja, der er åbenbart mange, der er blevet ramt af en mindre “krise”. Og mange der næsten er blevet helt i tvivl, om lægevejen er den rigtige vej…
Du har helt sikkert ret i dit gode råd, hehe. Men nemmere sagt end gjort.