Derfor...(ikke en Netto reklame)

Derfor...(ikke en Netto reklame)
0

#1

Der har andetsteds her på forummet været snakket meget om de negative aspekter ved vores allesammens (fremtidige) job. Derfor denne lille besked om lidt af det gode. Ellers kunne man frygte, at nogle af alle de nye studerende, der frekventerer sitet kunne blive skræmte…

Jeg er lige færdig med min anden uge som lægevikar på Randers Central sygehus og var sidste semester i klinik i Aalborg… Det er mit udgangspunkt, så jeg har prøvet at gå forvagt og ringe til mellem- og bagvagter på alle tider af døgnet.

Der har som ovenfor skrevet været meget snak om det pres man er under som ung læge/vikar, men det gider jeg ikke snakke om her. Jeg vil hellere fortælle lidt om det gode: Jeg kan ikke forestille mig mange andre job, hvor man får lov til at have en så intens kontak med mennesker, som man har som læge. Man møder dem på de værste og bedste tidspunkter af deres liv og får lov til at agere holdepunkt for en kort tid. Det er sgu da enormt priviligeret.

Udover det er det jo, trods alle andre påstande, hovedsageligt velfunderet videnskab man går ude i klinikken og behandler folk med. Det er heller ikke rigtigt at alle læger er imod det alternative… Vi havde på den afdeling jeg er på nu gudhjælpemig en morgenforelæsning ved en af overlægerne om kærlighedens kraft i forbindelse med sygdom…hun tog det pænt, da jeg sagde til hende, at jeg ikke var overbevist, men kun kunne tilslutte mig, at blot fordi man var syg behøvede man ikke have det dårligt…

Det er også et fag, hvor man hver dag bliver udfordret på sit intellekt, sit instinkt, sin medfølelse og sin ydmyghed (når man for femte gang ringer til mellemvagten med noget banalt fordi man er nervøs).

Man bliver også tit nødt til at tage stilling til nogle ting på et etisk grundlag…Et eksempel… iflg. en af professorerne ved aalborg sygehus har man aldrig bevist med evidens(med mennesker), at respiratorbehandling nedsætter dødeligheden ved respirationstruede folk, men man kan omvendt heller ikke forsvare at foretage et randomiseret studie, hvor halvdelen får respiratorstøtte og den anden halvdel ikke…Det er etisk uforsvarligt, når man har så mange indicier for at det hjælper.

Kort sagt kunne jeg ikke drømme om at vælge en anden vej mht uddannelse end medicin. Der er noget for næsten alle personligheder at komme efter: fordybelse, action, langvarig menneskekontakt, snedkerarbejde, dybe samtaler med kolleger og patienter, knap så dybe samtaler med kolleger og patienter…

Selvfølgelig er intet rosenrødt,men jeg er ikke et sekund i tvivl…Så til alle jer nye og gamle derude: velkommen til…husk nu at nyde det mens i er der…

vh

Michael


#2

Jeg tror ikke, at de ambitiøse, målrettede typer der læser medicin lader sig skræmme af den debat, der har været omkring de nogle gange dårlige arbejdsvilkår.
Sådan som jeg husker mine medstuderende så havde mange af dem rundsave på albuerne - lige fra starten af.
Så selv om du gerne vil have det positive frem, så synes jeg altså at debatten om fejl og mangler skal fortsætte, da det jo ikke hjælper at male et skønmaleri for ikke at skræmme nogen, mens de studerer således at de kan blive skræmt fra vid og sans - for ikke at sige skuffede
bagefter vel?
:roll: :wink:
Det kan aldrig skade at vide, hvad det er, man går ind til - især ikke, hvis
man stadig kan vælge om. Og det kan aldrig skade, at man kan støtte hinanden via at flere indrømmer, at det ikke bare er lutter lagkage at være yngre læge.


#3

Men o.k. - jeg kan da også godt finde nogle få positive aspekter at remse op:
Det er meget udfordrende at være læge - og kan være meget tilfredsstillende at gøre et godt stykke arbejde - det er i hvert fald det, jeg tænker lige nu.
Når jeg vælger at arbejde som læge efter en lang tvivlsperiode, så er det fordi jeg gerne vil lære noget mere om det at være behandler, om at kommunikere med patienter og kolleger, om at klare div. kliniske situationer.
Jeg tænker, at selv om man også ofte kan komme i situationer, hvor man er ved at dø af skræk som yngre læge - så er det jo også situationer, man kan vokse af - simpelthen få trænet sine mentale og menneskelige biceps - og det kunne jeg egentlig godt tænke mig nu efter en lang periode med små børn.

Det andet gode er, at man kan arbejde på skæve tidspunkter.
Det synes andre måske er en ulempe.
Men jeg synes, at det er genialt, hvis man som min mand og jeg ikke er meget for fuldtidsinstitutionsliv til sine børn fra spædbarnsalderen.
Så kan man vælge at arbejde meget i weekenden f.eks., hvor den anden forælder har fri og er børnetilgængelig, for så at holde fri på hverdage hvor det egentlig er mest tiltrængt at have tid med børnene.

Jeg vil dog sige, at skal lægejobbet være rigtig attraktivt, så skal der være mere prestige i at være en god bagvagt, i at undervise og lære fra sig og tage godt vare på de famlende og bange turnuskandidater - og i det hele taget være gode kolleger.
Ellers kommer det hele til at handle om konkurrence og egen karriere -
en enlig ulv, der kun tænker på næste karrierefremstød.

Det er gået op for mig, at jeg også går på arbejde for at være social.
Og ikke kun for at komme højere op i hierarkiet eller lignende.
Hvordan bliver læger mere socialt bevidste?
Sygeplejesker tager hjemmebagt kage med på arbejde, arrangerer små fester med højtbelagt smørrebrød og giver hianden fødselsdagsgaver osv.

Men da læger altid skal videre og videre - er på gennemrejse så kan det sagtens ske, at man glemmer at sige til lykke til den kollega der lige er blevet far osv…

Ja det var jo ikke så positivt - men jeg kan ikke rigtig det der med at være heeeelt vildt positiv fordi de “små” nye studerende ikke må få “sandheden” at vide…

Altså de finder jo ud af det før eller siden - er det ikke bedre at være forberedt og vælge faget på trods af dets mangler end at vælge på baggrund af at nu skal vi være rigtig positive så vi ikke skræmmer nogen?


#4

Helene jeg synes egentlig dit indlæg er meget negativt. Jeg er en af de nye studerende, og jeg vil da gerne vide alt hvad jeg kan både om de gode og de dårlige sider ved mit kommende arbejde. Jeg kan godt selv nuancere tingene, og er ikke i tvivl om, at der både er gode og dårlige sider ved studiet.

Til trådstarter: glimrende initiativ med en positiv tråd, når der andetsteds her på siden bliver ført debat om ulemperne ved arbejdet som læge. Og skriv endelig mere!


#5

jo jeg synes også det er godt med noget positivt.
Kunne godt selv bruge et skud positivitet.
Men det er bare sådan en underlig fornemmelse at skulle være super positiv på kommando og egentlig mod bedre vidende.
Ikke fordi der ikke også er noget positivt i at være læge.
Men der er bare også så mange ting, der er langt fra at være gode nok…
Der er jo forskel på at brokke sig bare fordi man er et brokkehovede - og så på at brokke sig med den intension at ændre noget til det bedre.

Jeg ved ikke, om jeg tilhører sidstnævnte kategori i andres øjne, men det er i hvert fald min intention med mine negative indlæg at starte en proces med bevidstgørelse og dernæst handling - så det kan blive bedre at være læge


#6

Så Crefsager jeg tror, at man skal vælge at være læge vel vidende, at der venter meget “lort” derude - men med en kampånd i forhold til, at man gerne vil give et bidrag i den “rigtige” retning.
Så bliver man nemlig ikke skuffet - hvilket ellers kunne være en reel risiko…


#7

Jeg synes egentlig heller ikke, at jeg maler et skønmaleri. jeg har bare valgt at fokusere på de positive aspekter, der findes i vores uddannelse og efterfølgende job. Jeg tror, at de fleste herinde er i stand til at se på begge sider af sagen og vide, at deres oplevelse af studiet og jobbet kommer til at ligge et sted imellem skønmaleriet og skræmmebilledet…

Jeg har selvfølgelig også oplevet medstuderende, der “ofrer” os andre for, at de skal opleve noget mere, men omvendt har jeg også oplevet både læger og medstuderende ringe rundt på sygehuset for at finde en studerende de vidste ikke havde set en case magen til den de stod med og havde set før. Et andet eksempel er mange af de folk, der er herinde og gladeligt hjælper os allesammen med at have forum for udveksling af meninger og information… Min PDA er belvet spækket herindefra. Tak for det. 8)

Jeg trængte bare til at fortælle om nogle af de grunde, der er til, at jeg ikke er et øjeblik i tvivl om, at jeg har valgt den rigtige vej. Og jeg tror, at der sidder nogle nye/kommende studerende derude og har brug for en anden vinkel end den, der måske har været herinde på det sidste.

Jeg er fuldt ud klar over, at intet bliver ændret, hvis man ikke gør opmærksom på det, der trænger til at blive gjort anerledes, men jeg tror også, at hvis der ikke er noget positivt at se frem til, så er der ingen, der har energien/lysten til at gøre noget for det bliver bedre…

Jeg snakker heller ikke om systemets opbygning, men om de oplevelser der er at finde i det kliniske arbejde og i studietiden, hvor man bliver (læs: jeg gjorde) klogere på sig selv og på andre mennesker.
Jeg snakker om kicket i at stå med sin første akut dårlige patient og få rettet vedkommende op igen i kraft af sin viden…men også om, hvor røde ens ører er, når man ringer til bagvagten (de er heldigvis supersøde og hjælpsomme på min afdeling) med, hvad der viser sig at være en banalitet man af god mening har overdiagnosticeret og derefter skal ned og afbestille en række undersøgelser, der egentlig ikke er indikation for: et eksempel: Jeg havde glemt at D-Dimer også er forhøjet ved pneumoni og derfor ikke kan bruges til differential diagnostik mellem pneumoni og lungeemboli… Det var nu også mest for min egen skyld jeg ville tage den…Jeg har en tendens til at tænke i “worst-case”-scenarios…

Det er kort sagt en superfed oplevelse, at hjælpe en patient og derefter sætte sig ned foran dem og snakke dem til ro og se, at de føler sig trygge fordi du er der hos dem og for dem.

Jeg kan iøvrigt varmt anbefale afsnittet “thinking about medicine” i “Oxford handbook of Clinical Medicine”, der står mange gode tanker om både de gode og dårlige stunder i.

Til sidst: Helene78: Held og lykke med din kamp for at ændre systemet til det bedre. Bare husk at holde det positive og glæden lidt for øje en gang imellem.

vh
Michael


#8

@Helene78: Efter længe at have følt mig “spammet” med dine negative indlæg om lægegerningen og indlæg om hvordan lægejobbet umuliggør et harmonisk familieliv, føler jeg at det er tid til at reagere.

Min pointe er ret simpel. Jeg mener at når man vælger en uddannelse som medicin, så kan samfundet med rimelighed forvente at man ikke “bare” udfylder et 8-16 job. Der er lægemangel og ligegyldig om man er ambitiøs eller ej, har man en rolle man skal udfylde.
Jeg mener, at man er naiv hvis man ikke ved hvad man melder sig til. Man varetager et job hvor man er under pres, tidsmæssigt og beslutningsmæssigt. Men som allerede pointeret er der også konstant mulighed for personlig udvikling, stillingtagen til etiske problemstillinger, god livstidsløn, mulighed for forskning, arbejde i udlandet o.s.v

At man skal rejse rundt mellem sygehuse for at få sin uddannelse kan vel næppe komme som en overraskelse? Og at man lader sig kyse af bagvagter og møder nervøs op på arbejde, usikker på egen formåen, synes jeg siger mere om den enkelte person end om jobbet som så.

Det sundhedsvæsenet har akut behov for er specialister og en effektiv gennemførelse af speciallægeuddannelsen kræver at man er målrettet og arbejder hårdt. Dette inkluderer ofte masser af vagter, forskning, kurser m.m. Dette kan man se på som en belastning, men jeg ser det som en del af arbejdet, som jeg ikke ville være foruden.

Så til alle nye. Frygt ikke at der venter jer en masse “lort” derude. Glæd jer i stedet til alle de udfordringer der venter jer. Spandevis af a-ha oplevelser, forskning, kontakt med mennesker, følelsen af at gøre en forskel og husk at lægeverden er så bredt favnende, at man kan ALTID finde en hylde hvor man passer på!

I øvrigt kan jeg tilføje, at jeg på SDU ALDRIG har mødt nogle medstuderende med “spidse albuer”. Der er sgu hyggeligt og alle hjælper alle.


#9

Jamen jeg står ved, hvad jeg har skrevet om problemerne med at få job og børneomsorg til at køre sideløbende og vil gentage det så mange gange det skal være - uanset hvor spammet nogle så føler sig.

Jeg har lidt en fornemmelse at disse personer ikke har nogen som helst anelse om, hvad forældrerollen indebærer - jeg fristes til at være grov og sige, at det håber jeg ikke - jeg ville nødig være barn af forældre som syntes at det at skulle arbejde 50-70 timer jævnligt, flytte land og rige rundt eller pendle i stedet for at hente børn fra børnehave og skole ikke var nogen som helst hindring eller problem…

Så jeg trøster mig med at de beske kommentarer nok primært skyldes at mange af jer er for unge til at have nogen som helst førstehåndsviden om hvad små børn ikke blot kræver men også har krav på fra deres forældres side - men som samfundet p.t. lukker øre og øjne for.

For ikke så længe siden var der en ekspert i morgen-tv som udtalte, at
ca. 50-60% af danske forældre syntes, at deres arbejde direkte forhindrede dem i at være gode forældre.

I klinisk socialmedicin står der: (p.118), " Når småbørnsforældre spørges, foretrækker hovedparten af forældre, at enten moder eller begge forældre har deltidsarbejde, og at børnene er i halvdagsbørnehave. Men reelt arbejder forældrene dog meget mere, næsten alle de fædre, der er i arbejde og langt over halvdelen af mødrene arbejder på fuld tid i dag."

Det er således egentlig ikke et isoleret problem for (kommende) læger.

Det der er hårdt ved at være uddannet læge, det er jo at jeg synes det er sværere at lukke øjnene for, hvor vigtigt det er at tage godt vare på børnene. Jeg læser hele tiden om stressede børn, deprimerede børn, børn der lever i støjhelvede i småbitte institutioner, hvor de lever som burhøns, hvor de har 40 timers “arbejdsuger”, børn der bruger deres første vigtige leveår på at bekæmpe den ene infektion efter den anden fordi mor og far skal altså altid på arbejde, så der er kun institutionen, hvor der er sikker gevinst for konstant smitte og sygdom osv. osv.

Jeg ville sikkert have et nemmere og mere ukompliceret liv som småbørnsmor, hvis ikke jeg havde så forbandet lang en uddannelse og kunne kombinere min viden til den konklusion, at små børn bare ikke har det godt nok i dagens Danmark. Og at arbejdsmarkedet tvinger forældrene ud i at svigte deres børn.

Det er meget mærkeligt at have al den viden - om hvordan det burde være og så få at vide af systemet, at det er vi ligeglade med.
Du skal bare knokle - som småbørnsmor.

Det er jo netop fordi, jeg har en lang lægeuddannelse, at jeg synes det er så vigtigt at være en god forælder. Men det groteske er jo, at det også er derfor jeg har svært ved at være det.

Jeg holder fast i alt dette fordi jeg tror at når man først har taget uddannelsen og står - som oftes i turnus - og skal have et barn eller lige har fået et - så har de færreste overskuddet til at vende den ofte meget svære situation.
De må bare klare det - eller lade være…
Men jer der har nogle år inden i når så langt - I har jo stadig en chance - for at forberede jer på den situation - påvirke politisk eller what ever.

Men o.k. hvis nogen havde sagt det her til mig for x- antal år siden så havde jeg også syntes, de var åndssvage.
Der er så meget, man ikke fatter før man selv prøver det på sin egen krop.

For mig at se må og skal der ske nogle forbedringer - overalt på arbejdsmarkedet - det er ikke kun lægeverdenen.
Jeg læste også lige at rigtig mange advokater forlader faget - det er det samme problem.
Det er da træls, at man skal bruge så mange år på at blive advokat eller læge før man finder ud af de ting.

Men skyd bare “the messenger” - jeg forstår da godt at det jeg skriver ikke altid er så populært. Det er da meget federe at få at vide, at du kan bare køre derudaf og få børn, karriere, millionvilla - det perfekte liv på een gang - der er bare ingen begrænsninger.
Men det er bare hårdt når man så måske opdager, at det er der alligevel og at ovenstående perfekte liv er en illusion.


#10

Måske skyldes hyggen på SDU, at man ikke længere får karakterer i fagene? Eller har jeg misforstået noget?
Men det er da kun dejligt at høre, hvis det gælder generelt, at de spidse albuer er blevet lidt rundere!


#11

Hejsa…

Denne her tråd var egentligt ment som et sted, hvor man kunne fortælle lidt om det gode der er ved jobbet som læge og uddanelsen dertil.

Det var ikke ment som en hetz eller et sted for beske kommentarer og jeg forstår ikke helt, hvorfor det opfattes sådan… Mht diskussionen om, hvad der er sundest for småbørn: Helene, det er noget du har sat dig meget ind i og kæmper og brænder meget for, men det er blevet tærsket igennem andetsteds her på sitet… Så kan vi evt. ikke tage den i den tråd?

alt det bedste

Michael


#12

Helene78: Vil du ikke være sød at holde dig til emnet, og lade være med at poste din småbørnsmor indlæg overalt?

Og med alt respekt: Jeg synes slet ikke denne tråd handler om at male et læyserødt billede af arbejdsmarkedet - blot at se tingene fra en anden side. Godt initiativ trådstarter!


#13

@Helene78: Måske er verden klar til http://www.stud.mor.dk…. :slight_smile:


#14

Til Grinebider.

Mange tusind tak for dit indlæg. Det gjorde mig i rigtig godt humør at læse :slight_smile:

Jeg er godt nok kun halvvejs i studiet men din beskrivelse af studiet og tiden under/efter stemmer meget godt overens med den fornemmelse jeg går rundt med i hovedet og jeg er glad for at læse at det rent faktisk forholder sig sådan i “den virkelige verden”.

Jeg er da udemærket klar over at alt ikke er rosenrødt men sådan er der vel næppe nogen arbejdsplads der er?!? Og man kan jo vælge at tage de knap så sjove oplevelser som en del af ens personlige udfordring… Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i klinik til efteråret og se hvordan det er :slight_smile:


#15

Jeg synes også, det var skønt at læse et positivt indlæg. Tak for det!

Men burde tråden ikke ligge under candmed debat i stedet for medicinske nyheder??? Især hvis flere skal finde ind til det.


#16

Jo, såmænd burde det ligge under candmed eller studmed debat…det var en fodfejl fra min side…kan admins eller moderators flytte tråden?

vh

Michael


#17

Ville blot lige tilsutte mig og rose for det gode initiativ. Er vigtigt at vi også husker at nævne de gode ting ved at være læge. Jeg har brug for at komme af med lidt brok, engang imellem, forhåbentligt for at ændre på tingene. Men generelt er der ikke et andet job jeg kunne tænke mig at være i, heller ikke de gange hvor jeg er møg utilfreds.
Lyder nok lidt idealistisk, men de dage hvor man går hjem og virkelig har hjulpet en dårlig pt., eller den første gang man reponerer en caput radii subluxation. Der har jeg svært ved at få armene ned. og den følelese kan godt holde længe…

til Helene: Fair nok at du har dine holdninger og meninger som du selvfølgelig skal have lov til at udtrykke. Men det er ikke rimeligt overfor os andre at du skriver om det samme i alle mulige andre tråde der handler om noget andet. At spamme andre tråde, er ikke noget der skaber sympati fra os andre, ihvertfald ikke fra mig.
Beklager at du så mener at andre er dårlige forældre etc. hvis de er glade for deres job og mener de kan få tingene til at hænge sammen.
Så vil du ikke være rar at holde dig til topic i trådende.


#18

Jeg har lov at svare på det, når der er nogen, der kommer med sådan et -efter min mening - naivt og lidt dumsmart indlæg a la - alle læger skal bare knokle, det har de vidst hele tiden, så de der får problemer er selv ude om det og må selv finde ud af det osv. osv…

M.h.t. at der skulle være forældre som sagtens kan få mere end fuldtidsjob til at fungere med små børn…øøøøhhhh…
Det er jo løgn!

Jo de kan få det til at fungere - men ikke sagtens.
Deres børn betaler en høj pris i form at kronisk vuggestuepest, kronisk mellemørebetændelse med risiko for problemer med sprogudvikling, risiko for høreproblemer (læste i ugeskriftet at en meget stor del af de danske institutioner har så højt støjniveau at havde det været en arbejdsplads for voksne og ikke “bare” nogle små børn uden stemmeret, så skulle høreværn påbydes) - spændende at se hvad det vil gøre ved kommende generationers hørelse…
Danmark har mere eller mindre verdensrekord i anlæggelse af dræn i ørene på små børn - samtidig har vi også verdensrekord i ligestilling…
Både mor og far arbejder og ofte fuldtids begge to.

Men hvem betaler prisen?

Ovenstående er kun et lille udsnit af de mange helt konkrete problemstillinger der følger af at blive påtvunget meget mere end 37-timers karriere i småbørnsfasen. Listen er nok desværre uendelig.

Spørg bare tandlægerne om hvad tidlig afvænning fra amning betyder for tænderne og kæbens dannelse, for sprogudviklingen osv.
Har lige set et billede at sådan et suttebid, hvor barnet har brugt sut alt, alt for meget. Der var så stort et mellemrum mellem over- undergebis, at barnet dårligt behøvede åbne munden for at skovle en mundfuld mad ind.

Jeg mener ikke, at de forældre der forståeligt nok prøver at klare de krav der stilles f.eks. fra Sundhedsstyrelsen samtidig med at de har små børn er dårlige forældre.

Min sympati er på forældrenes side.

Jeg kan udmærket forstå, at man vælger at prøve at klare det hele også selv om det gør ondt at skulle være så fraværende i så vigtig en periode.
For der følger også meget stress med at sige fra - og hvad er så bedst/værst - det er faktisk ikke så enkelt at gennemskue…

o.K. jeg spammer nok her - men følte jeg havde ret til at svare på en så dumsmart kommentar som en af de allerførst skribenter kom med ang.
at “man da bare skal betale tilbage til samfundet osv når man har fået så fin en uddanelse”.

Jo tak - men der er jo nok en grund til at dette land ikke kan reproducere sig selv og allerede nu er ved at blive en nation af gamle mennesker.

Det er nok fordi langt de fleste kun klarer tilværelsen med små børn og læge/advokat eller what-ever-karriere med det yderste af neglene.
Og fordi der på dette område åbenbart er nul solidaritet at hente.

Det vidner de mange kyniske svar her på pdamed jo tydeligt om…
Nå men Jeg kan love jer at I nok skal få jeres sag for når I engang selv skal have børn - og skal have det til at passe med to mere end fuldtidskarrierer - jeg vil ikke fryde mig over det - men i stedet tænke på alt den stress og alle de infektioner og andre sygdomme som jeres små poder så helt unødvendigt skal døje med - synd, synd ,synd…

Ja jeg synes det er så irriterende at alle tror at man sagtens kan få børn og superfed karriere samtidig.
Det kan man godt - men det er bare synd for børnene.

Begrebet vuggestuepest som jo er et kunstigt skabt begreb skabt netop at illusionen om at kunne alting på een gang er åbenbart noget som alle synes er naturligt.
Det er åbenbart naturligt at små børn skal ligge underdrejede at sygdom de første par år af deres liv???

Er det det I glæder jer til?
Ja jeg kan altså ikke lade være med at svare når jeg bliver nævnt .
men jeg ved godt at jeg bør holde mig til emnet fremover…

Jeg vil dog lige sige, at jeg går faktisk ind for ligestilling - og jeg mener faktisk at man skal kunne gøre karriere og føde barn samtidig.
Men det kræver at arbejdsgiveren gider tænke på småbørnsfamiliernes behov for f.eks.: flextid, meget nedsat tid i perioder f.eks. efter barsel,
mulighed for at tage nogle arbejdsopgaver med hjem, at det i det hele taget skal være et argument at det at have små børn tæller i arbejdstilrettelæggelsen.

Som det er nu så har jeg det sort på hvidt, at det ikke tæller noget som helst at have små børn.
Det har jeg i et brev fra L.Løkke Rasmussen.
Altså vores børn er nogle vi deponerer hos andre mennesker så vi selv kan få tid til at gøre karriere - og så kommer de på besøg hjemme mellem 16-19 og i weekenden…prøv lige at tænke over det.
Lyder det ikke som noget fra en science-fiction-roman?
Bortset fra det er jeres virkelighed om få år…
Jeg går ind for karriere - men karriere kan være meget, meget andet end at have børn på “weekendsbesøgsniveau”, hvor det er pædagogen, der kender dit barn, som får lov at forme det og opdrage det - for du er jo selv på arbejde…

Det lyder ekstremt - men hvor meget kan man nå mellem 16 og 19 når der også skal laves mad, ryddes lidt op og alle de andre praktiske ting.
Og alle er trætte efter en lang arbejdsdag.

Det ville gøre underværker hvis man kunne få lov til at arbejde lidt mindre…men den primære respons jeg får på det her er jo, at det må du sgu selv ligge og rode med - det rager da os der ikke har børn endnu en høstblomst og vi skal nok selv finde ud af det - for der er sikkert noget galt med dig personligt siden du er så taberagtig og ikke kan køre en perfekt karriere og stifte familie på een gang.

Jeg er desværre kun blevet alt for meget bekræftet i at læger primært tænker på sig selv og deres karriere - taberne - dvs. dem der tillader sig at have en slags følelser for deres små børn osv. de er sgu da selv ude om det! Synes I så også, at vi bare skal lade rygerne, de fede, de der blev barnløse p.g.a. et meget udsvævende sexliv osv. selv finde ud af det - det hele er jo deres egen skyld!!! Ikke!
Ligesom det også åbenbart er min egen skyld at jeg tillder mig at bede om at få lov til at være en helt normal sund kvinde, der gerne vil have nogle børn og give dem så god en opvækst som muligt.

Vi skal da ikke have medlidenhed med sådan en gang tabere som ovenstående vel?


#19

Det var da en meget voldsom reaktion på de foregående indlæg. Jeg tror ikke, Helene, at der er tale om manglende forståelse og sympati for dit budskab. Jeg tror bare folk trænger til at høre noget andet en gang imellem. Jeg ved, at jeg havde brug for at fokusere på nogle andre og mere positive aspekter i min fremtid end det du gør.

Det er rigtigt, at jeg ikke har børn nu, men jeg tror ikke jeg ender helt derhenne, hvor du er nu, når/hvis jeg gør… jeg er sikker på man godt kan kombinere en lang uddannelse og et højt proflieret job uden, at det går helt så meget udover børnene som du lægger op til. Det er jo heller ikke kun af det gode hele tiden at være hjemme hos mor og far, men den diskussion synes jeg du starte i en anden tråd og så vil jeg hellere end gerne tage det op med dig der på en saglig og ordentlig måde.

Jeg synes denne tråd skal have lov til at stå som et eksempel på de gode oplevelser man har med sin uddannelse og sit job…

Gode og venlige hilsener fulde af sympati, men lidt trætte af trådkapring

Michael


#20

Indrømmet så er jeg en af dem der satser på både at blive overlæge med stor mercedes og hele svineriet og samtidig få en 2-3 børn. Jeg har stor tiltro til, at det nok skal lade sig gøre, også uden at jeg totalt vanrøgter de små poder. Kald mig bare naiv. Dog har jeg mange lægebørnvenner som på sufficient vis formår at indgå harmonisk i samfundet og i øvrigt fungerer socialt upåklageligt. Kronisk sygdomsbærere er de heller ikke blevet.

Helene, jeg beundrer den hengivenhed til dine børn. Spørgsmålet er hvorfor du har valg en karriere som læge når du mener, at de krav der stilles til den nyuddannede læge ikke harmonere med livet som mor?

Edit: [color=#] [/color]Diskusionen må fortsætte andensteds - eller ikke.