problemet for mig er, at jeg har svært ved at stoppe diskussionen fordi jeg først blev mødt med forståelse og opbakning.
Men så skete der bare ikke mere.
Jeg tænker lidt, at mange der skriver her godt kan lide at lufte nogle meninger, men deres liv er fyldt op af et hårdt studieliv, med tykke lærebøger og eksamen ventende derude - og så har de ikke børn endnu - har måske slet ikke rigtig tænkt tanken.
Den anden kategori er mennesker, der enten grundlæggende har dedikeret sig så meget til et karriereliv med de fravalg det indebærer også ang. tid med børn - eller nogen der har børn og måske kæmper med at få det til at fungere samtidig med alle de mange andre udfordringer der er som spritny læge.
Jeg tænker, at folk ikke for alvor har overskuddet til at gøre noget ved problemerne og måske på trods af umiddelbar opbakning slet ikke føler sig dybt for det og tænker så meget over det som jeg gør.
Det er svært for mig at takle den skuffelse - og svært for mig at indse, at
jeg ikke kan ændre noget alligevel.
Jeg har virkelig en lyst til at ændre noget - og ikke bare brokke mig eller
lufte lidt meninger -
Jeg har virkelig svært ved at give op her…det er ligefør jeg bliver nødt til at give mig selv håndjern på for ikke bare at skrive videre fordi jeg føler så dybt for denne problemstilling…
Det er svært at føle sig misforstået men også primært ignoreret.
De gode argumenter, jeg da selv synes, jeg har, bliver ignoreret - dvs.
man gider ikke engang kommentere dem.
Jeg må indrømme, at jeg så har forsøgt at råbe endnu højere, da mit engagement i problemstillingen er meget dybt.
Jeg kan godt se, at jeg så ender med at blamere mig selv - eller også er tiden - endnu? - bare ikke rigtig moden til denne debat.
Jeg tænker nok, at det er det sidste.
Jeg kan huske hvordan det var at bo på kollegium hvor vi 12 om køkkenet. Så var der en mindre gruppe af storrygende personer, der sad og røg stort set hver aften - under madlavning, under spisning, der var tæt af røg i det lille smalle kollegiekøkken, der stod ulækre askebægere fyldt med skod. Men det var også den lille rygergruppe, der bestemte fordi det også var dem der var de mest socialt aktive.
Det var umuligt at få dem til at forstå hvor generende og farligt!! - det var for resten. Kollegiets ledelse var enten ligeglad eller på rygernes side.
Det er trods alt ikke så mange år siden.
I dag ville stemningen have været fuldstændig vendt. Da jeg dengang forsøgte at få folk til at nøjes med at storryge i det lillebitte køkken til fester og den slags - i det mindste ikke ryge løs mens andre skal lave mad og spise, tømme de stinkende askebægre - så blev jeg hetzet imod.
Jeg endte nok lidt med at føle mig som en kedelig, sundhedsfreak.
Alligevel er jeg i dag glad over, at jeg tog den debat dengang.
For hvilken latterlig nar af en kommende læge ville jeg ikke have været, hvis ikke jeg i det mindste havde gjort et ærligt forsøg - med min lægeuddannelse i baghånden.
Pointen med dette er at min “børnesnak” måske simpelthen ikke passer for alvor ind her og ikke passer godt nok ind i aktuelle tidsånd.
Det er ærgerligt - frustrerer mig og gør mig også ked af det. Jeg tænker:
hvordan skal jeg nogensinde kunne passe ind i en lægekultur, hvor man synes at snak om familieliv er fint et kort øjeblik - men lad os så komme videre til det egentlige i tilværelsen.
Og så kan jeg da godt se, at jeg har opført mig klodset på nettet.
Når jeg har svært ved at stoppe så er det jo fordi jeg pr. definition er i oppostion.
Jeg synes jo rent faktisk, at den måde vi - læger og andre hårdtarbejdende mennesker - har børn på - institutionsbørn - er grundlæggende forkert.
Hvis jeg skulle reagere på al den modstand jeg får så kunne jeg ligeså godt give helt op. Så når jeg bare tonser afsted på trods af mere og mere kritik, så er det fordi jeg jo pr.definition er i opposition - fra starten af - og jeg er nødt til at gå imod strømmen, for at leve det liv jeg tror på -men som dog kræver finpudsning, da man som en der vælger anderledes også hele tiden er i farezonen for at blive for fanatisk.
Nå men jeg må jo give op selv om mit engagement næsten ikke vil…