Det er faktisk nogle meget gode pointer Lau kommer med. Han har, i modsætning til mange andre, tænkt over og vurderet, hvorfor det var nødvendigt for ham at deltage i forsøgene og har ikke bare løbet med eller retfærdiggjort en skabssadisme med spinkle argumenter. For ham var det svært at slå rotten ihjel og det krævede overvindelse. Andre har ikke svært ved at skulle udsætte rotter (eller mennesker) for smerter, da de ikke umiddelbart sammenligner andet liv med deres eget. En sådan selvinvolvering ses desværre hos nogle medicinstuderende. Hvor udbredt fænomenet er, vides ikke, men der var en overrepræsentation af politisk aktive nazister blandt læger i Tyskland for længe siden.
Hvad er det egentlig, der får unge gymnasieelever til at vælge medicinuddannelsen?
Er det håbet om at lindre andre menneskers smerte?
Er det fordi, de synes den menneskelige organisme er fascinerende?
Er det omverdenens accept, de søger?
Er det ønskes om at skære eller stikke i levende organismer?
Er det ønsket om tryghed, barsel og ussel løn?
Det er formentlig en kombination af ovenstående grunde, men for nogle er den første grund mindre vigtig end for andre, når det gælder dyr i det mindste. Er den mon så også mindre vigtig, når det gælder mennesker?
Det kan man ikke få folk til at indrømme, da det ville marginalisere dem og er der noget, den type medicinstuderende ikke kan lide, er det ikke at blive accepteret af det system, de befinder sig i. De kan således heller ikke lide at sige nej til obligatoriske dyreforsøg, da dette ville være forbundet med megen utryghed.
De VED, de bliver aet på hovedet, når de gør det rigtige. De elsker at blive kælet og nusset for. De elsker accept. De kan måske godt se, hvad der er rigtig og forkert, men de vil ikke opgive den aeende hånd ved at gøre det rigtige. 
Det er således en umulig diskussion, da den altid vil være koncentreret om ting, som ikke er sagens kerne: lider dyrene?, lærer man noget?
Det er IKKE et spørgsmål, om man lærer noget eller ej. Det kan man på Laboratorium for Kliniske Færdigheder og under klinikopholdene. Det man lærer ved at klippe i en gammel, sur kanin kan man sgu da ikke bruge til en skid, når man 9 semestre senere skal i turnus. Eller kan man? “Bare lad mig tage ansvaret for operationen. Jeg strikkede en sweater af rottens pels på 4.semester” LUK NU FISSEN!