Lad mig lige slå det fast, at jeg ikke er uenig i jeres mange synspunkter. Jeg tror også generelt, at I misforstår min hensigt med mit indlæg. Hvad der affødte mit indlæg var snarere, at jeg så et indlæg i tråden, som gav udtryk for at han/hun ikke følte sig ligeså kvalificeret og meget frygtede, at han/hun ikke kunne ‘leve op til’ alle os andre (sådan opfattede jeg det). Og min mening med indlægget var så ikke bare at remse op hvad jeg kunne, men at pointere at jeg kan en masse allerede nu og at det IKKE HAR INDFLYDELSE, hvilket jo stinker for min situation, men hvilket jeg synes er helt fair! Og derfor skulle personen ikke miste modet.
Hvis jeg fik det ud forkert, så har jeg forhåbentligt pointeret det nu.
Og selvfølgelig betyder sympati og empati ufattelig meget, men disse ting falder mig så naturligt ind som person, at jeg ikke rigtig føler, at det er en decideret kvalitet. Min motivation, forhåndsviden og interesse er hvad jeg føler gør mig til en god kandidat til medicinstudiet. At jeg er empatisk af person, er bare noget som jeg er og bliver ved med at være. Men jeg vil ikke læse medicin fordi jeg udelukkende vil kunne hjælpe andre mennesker. Jeg vil læse medicin primært fordi jeg interesserer mig så meget for faget, men OGSÅ fordi jeg gerne vil hjælpe mennesker. Men, jeg ved nu ikke om jeg vil være læge i al evig tid. Jeg vil supergerne kunne det og prøve det, men faktisk har jeg personligt planer om at undervise på Universitet, fordi jeg så gerne vil være tæt på faget og samtidigt hjælpe andre mennesker med at blive dygtige i det fag, som jeg ønsker.
Er dette et ‘motiv’, som I eventuelt ser ned på? Jeg vil læse medicin på grund af de fantastisk faglige kompetencer man får; men at man bliver læge er kun en bonus.
Men med dette sagt, så tror jeg faktisk, at jeg vil blive en udemærket læge på den ‘sociale/empatiske front’, hvis det nu er jeg skal tænke over det. Men jeg kan ikke forestille mig, at min holdning til at hjælpe andre mennesker, er så meget forskellig fra jeres - det er formålet med mit liv! Men, for lige at gentage mig selv, så vil jeg studere, fordi jeg gerne vil lære noget. Alt det læge-arbejde-tankevirksomhed tager jeg til den tid (ligesom med speciale), hvor det er relevant.
Hvad siger I?
) som gør at jeg er i stand til at give mig selv (af mig selv? ved ikke hvad er det rigtige udtryk) uselvisk, både professionelt og personligt. Mit liv er i harmoni når mine omgivelser har det godt.
