Hej igen. Lige to kommentarer:
- I ugeskriftet i dag er der en notits under “kort nyt” med overskriften "Britisk lægeformand trådt tilbage". Hvorfor? …med baggrund i navnlig de britiske yngre lægers utilfredshed med en ny ansættelsesprocedure til uddannelsesstillinger, og som i marts førte til store lægedemonstrationer".
Er det ikke vildt? Det kunne vel være værd at nævne, når vi skriver til diverse folk rundt omkring. Hele notitsen er i Ugeskriftet, nr. 22, p. 2082.
Kan ikke lade være med at sætte endnu et lille citat med: “Flere ministre erklærede forleden, at ansættelsessystemet vil blive skrinlagt, og de yngre læger har krævet, at de stillinger, der allerede er besat efter systemet, skal gøres midlertidige”…Wow!
Der er mange gode ting at skrive om, det er sgu rigtigt.
- Skrivning er rigtig godt!
Og, jo bredere protesterne bliver, jo mere slagkraft vil vi have. Her mener jeg, FADL må på banen. De har (forhåbentlig) den organisatoriske kapacitet til at holde gryden i kog, og inspirere til og holde liv i tiltag mod dette dybe indgreb i vores mulighed for selv at præge vores arbejdsliv.
Alt dette er det vigtigste. Med en god gang skrivekrampe derude omkring, og et aktive FADL kan man nok nå langt.
Samtidig synes jeg dog (men dette er af mindre betydning for mig at pointere, end støtten til skrivningen mv.), at det kunne være så fint med noget mere kontant. Noget, der kunne mærkes på modtagerne på andet end en post-it note fra den sekretær, der læser postmodtagernes mail. Sidste gang, lægerne opnåede virkelige resultater, var jo i foråret 1981. Her strejkede yngre læger med baggrund i hårde vagter, ingen hviletidsbestemmelser og dårlig løn. Og fik rigtig meget igennem, lige hvor de ville have det. Så meget, at Mette Worsøe nok slet ikke kan forestille sig det. Hvis man omsætter det til skriftlige uddannelsesplaner, ville det nok svare til en plan ca. på størrelse med Medicinsk Kompendium, pr. læge 
Det kunne man få igen i dag. Guderne skal vide, at hvis vi ville, har vi i dag nogle virkelig kradse pressionsmidler. Men det kræver selvfølgelig at folk er med på at bruge dem. Eller bare er med på at true med at bruge dem.
En lille politisk analyse er, at det er dette diffuse “velfærd”, der bestemmer hvem der sidder i ministerbilerne og på taburetterne i regionerne. Og endnu en lille analyse er, at det er de håbefulde kandidater udmærket klar over.
Vi skal, gennem skrivning og andre tiltag, få befolkningen til at tvivle på at “politikerne”, gerne navngivne og højtplacerede, kan levere “velfærd”. Fordi de giver de yngste læger nogle helt horrible vilkår.
Så skal der nok ske noget.
Sikke en smøre,
VH Niels (Edit: sprog)
